Svampe 39

vendt; som arbejdsredskaber er de ofte nærmest
uanvendelige. Tilsyneladende spiller det dog
ikke nogen nævneværdig rolle, fordi bøgerne
sandsynligvis opfylder en helt anden funktion. I
artiklen tager jeg et sociologisk udgangspunkt
og forsøger at diskutere hvilket.
Politikens store svampebog som
eksempel
Ved første øjekast er Politikens store svampebog
en indbydende, omfangsrig, veldisponeret
og moderne bog, men skinnet bedrager. Det er
som om der er for lidt af alting. Eller rettere:
der er for lidt af alle de ansatser til meget der er;
bogen lover for meget, men løfterne bliver ikke
indfriet:
• fotografierne er for små
• fotografierne viser for lidt eller intet af svampenes
voksesteder
• tegningerne af „Voksemåde“ er alt for små
(frimærkestørrelse)
• der savnes i meget udpræget grad stregtegninger
af vigtige detaljer
• indledningen er for kort og alt for overfladisk
• der mangler en generel oversigtlig biologi (fx
og især savnes beskrivelse af svampenes livscyklus/biologi)
• der findes intet stikordsregister til de generelle
afsnit
• teksten er sat med for små typer.
Et mere grundlæggende problem med bogens
illustrationer (fotos) er at der er alt for meget
knald på farverne. Farverne er alt for mættede,
hvilket ganske vist gør bogen mere indbydende
i og med at billederne naturligt “råber højere”.
Desværre gør disse forvrængede farver også at
illustrationerne er mere eller mindre uanvendelige
fordi farverne helt enkelt ikke ligner. Som
eksempel herpå kan man pege på de nærmest
selvlysende billeder af fx Cinnober-Vokshat (s.
105) eller Glimmer-Blækhat (s. 176). Faktisk
skal man nærmest på forhånd vide hvad billederne
forestiller, for at have en chance for at se
det. Det burde vel snarere være omvendt, sådan
at illustrationerne gav mig en information jeg
ikke havde før.
Et af de anvendte piktogrammer forekommer
også temmelig mærkværdigt: Svampenes
24
størrelse angives som en silhuet af svampen vist
ved siden af omridset af en hånd. Ganske vist
angives håndens størrelse i indledningen til 20
cm, men dels er der forskellige størrelser på
hænder, dels var meget vundet ved blot at indsætte
et centimetermål i den ramme der er omkring
beskrivelsen af hver eneste art. Piktogrammet
som er udformet som en håndflade
vendt mod beskueren, minder om det der anvendes
på fx byggepladser og som betyder „Adgang
forbudt“. Dette forleder læseren til at tro
at der her siges noget om at man skal vogte sig
for svampen. I så fald skal man m.a.o. tage sig i
agt for enhver af de svampe der beskrives. Som
et kuriosum kan det desuden nævnes at fra
gammel tid har det i vores kultur været tabubelagt
at måle hænder; det varsler død. Om det
passer, skal jeg lade være usagt, men sæt nu . . .
Et levn fra den engelsksprogede udgave er
bogens oplysninger om nordamerikanske forhold.
Ganske vist kan det da være interessant
nok at læse om at nordamerikanske, oceaniske
eller andre arter har etableret sig under danske
forhold, men at læse om forvekslingsmuligheder
med og mellem arter som kun findes på et
andet kontinent er helt irrelevant; bagsideteksten
siger at bogen er til „ . . . sikker bestemmelse
af 500 danske svampe“. Af de arter der
ikke findes i Danmark, men alligevel er med,
kan nævnes Hvid Matsutake (s. 81) samt Perigord-
og Piemonteser-Trøffel (s. 257 og 258);
omtalen af disse arter burde i stedet henvises til
Nouveau Larousse Gastronomique . . . eller til
den længe savnede felthåndbog Hvad finder jeg
i køleskabet.
Antallet af omtalte svampe med dokumenteret
forekomst i Danmark reduceres således efterhånden
til 425, og 425 er da mange, men det
er ikke 500.
Mellem to stole
I 1983 skrev Henning Knudsen Politikens
Svampebog, udgivet af Politikens Forlag i samarbejde
med Foreningen til Svampekundskabens
Fremme. Ved fremstillingen af bogen blev
der meget logisk taget udgangspunkt i en diskussion
af hvilke arter der ville være relevante
for en dansk svampesamler. Den bog er en forbilledlig
begynderfunga, og meget havde været
vundet hvis Thomas Læssøe og Politikens Forlag
havde lænet sig op ad denne udgivelse. Det-