Svampe 39

More documents

Recommendations

Info

vendt; som arbejdsredskaber er de ofte nærmest uanvendelige. Tilsyneladende spiller det dog ikke nogen nævneværdig rolle, fordi bøgerne sandsynligvis opfylder en helt anden funktion. I artiklen tager jeg et sociologisk udgangspunkt og forsøger at diskutere hvilket. Politikens store svampebog som eksempel Ved første øjekast er Politikens store svampebog en indbydende, omfangsrig, veldisponeret og moderne bog, men skinnet bedrager. Det er som om der er for lidt af alting. Eller rettere: der er for lidt af alle de ansatser til meget der er; bogen lover for meget, men løfterne bliver ikke indfriet: • fotografierne er for små • fotografierne viser for lidt eller intet af svampenes voksesteder • tegningerne af „Voksemåde“ er alt for små (frimærkestørrelse) • der savnes i meget udpræget grad stregtegninger af vigtige detaljer • indledningen er for kort og alt for overfladisk • der mangler en generel oversigtlig biologi (fx og især savnes beskrivelse af svampenes livscyklus/biologi) • der findes intet stikordsregister til de generelle afsnit • teksten er sat med for små typer. Et mere grundlæggende problem med bogens illustrationer (fotos) er at der er alt for meget knald på farverne. Farverne er alt for mættede, hvilket ganske vist gør bogen mere indbydende i og med at billederne naturligt “råber højere”. Desværre gør disse forvrængede farver også at illustrationerne er mere eller mindre uanvendelige fordi farverne helt enkelt ikke ligner. Som eksempel herpå kan man pege på de nærmest selvlysende billeder af fx Cinnober-Vokshat (s. 105) eller Glimmer-Blækhat (s. 176). Faktisk skal man nærmest på forhånd vide hvad billederne forestiller, for at have en chance for at se det. Det burde vel snarere være omvendt, sådan at illustrationerne gav mig en information jeg ikke havde før. Et af de anvendte piktogrammer forekommer også temmelig mærkværdigt: Svampenes 24 størrelse angives som en silhuet af svampen vist ved siden af omridset af en hånd. Ganske vist angives håndens størrelse i indledningen til 20 cm, men dels er der forskellige størrelser på hænder, dels var meget vundet ved blot at indsætte et centimetermål i den ramme der er omkring beskrivelsen af hver eneste art. Piktogrammet som er udformet som en håndflade vendt mod beskueren, minder om det der anvendes på fx byggepladser og som betyder „Adgang forbudt“. Dette forleder læseren til at tro at der her siges noget om at man skal vogte sig for svampen. I så fald skal man m.a.o. tage sig i agt for enhver af de svampe der beskrives. Som et kuriosum kan det desuden nævnes at fra gammel tid har det i vores kultur været tabubelagt at måle hænder; det varsler død. Om det passer, skal jeg lade være usagt, men sæt nu . . . Et levn fra den engelsksprogede udgave er bogens oplysninger om nordamerikanske forhold. Ganske vist kan det da være interessant nok at læse om at nordamerikanske, oceaniske eller andre arter har etableret sig under danske forhold, men at læse om forvekslingsmuligheder med og mellem arter som kun findes på et andet kontinent er helt irrelevant; bagsideteksten siger at bogen er til „ . . . sikker bestemmelse af 500 danske svampe“. Af de arter der ikke findes i Danmark, men alligevel er med, kan nævnes Hvid Matsutake (s. 81) samt Perigord- og Piemonteser-Trøffel (s. 257 og 258); omtalen af disse arter burde i stedet henvises til Nouveau Larousse Gastronomique . . . eller til den længe savnede felthåndbog Hvad finder jeg i køleskabet. Antallet af omtalte svampe med dokumenteret forekomst i Danmark reduceres således efterhånden til 425, og 425 er da mange, men det er ikke 500. Mellem to stole I 1983 skrev Henning Knudsen Politikens Svampebog, udgivet af Politikens Forlag i samarbejde med Foreningen til Svampekundskabens Fremme. Ved fremstillingen af bogen blev der meget logisk taget udgangspunkt i en diskussion af hvilke arter der ville være relevante for en dansk svampesamler. Den bog er en forbilledlig begynderfunga, og meget havde været vundet hvis Thomas Læssøe og Politikens Forlag havde lænet sig op ad denne udgivelse. Det-
te gælder fx hvad angår beskrivelsernes længde, måden udvalget af omtalte svampe blev foretaget, fotografiernes indholdsmæssige kvaliteter (hos Henning Knudsen er de taget på svampenes voksested), anvendelsen af stregtegninger osv. I særdeleshed var meget vundet hvis man i redaktionen af Politikens store svampebog havde skelet til Politikens svampebog hvad angår størrelsen af de anvendte fotos, af de anvendte typer i beskrivelserne osv. I forhold til Politikens svampebog udmærker Politikens store svampebog sig stort set udelukkende ved antallet af omtalte arter. Det man kunne drømme om, er dog snarere en udvidelse af Politikens svampebog i stedet for dette lidt underlige konglomerat af det populære og det (kvasi)videnskabelige. Politikens store svampebog kan nemlig ikke hamle op hverken med Politikens svampebog (199 kr.) eller med Henning Knudsens mindre og knap så gode Politikens svampeguide (149 kr.), ligesom der allerede findes én mere omfattende, illustreret funga på markedet, nemlig Morten Langes Nordens svampe fra Gads Forlag. Sidstnævnte kom i 1996 som paperback i en andenudgave til kr. 138. Dén kan også anbefales, for skønt også den lider under at illustrationerne er for små og tegningerne gammeldags, fungerer anvendelsen af fotos blandet med tegninger. Symbolsk naturinteresse Man kunne derfor undre sig over hvorfor Politikens Forlag udsender Politikens store svampebog. Det er nemlig ikke tilstrækkeligt blot at konkludere at skønt den ikke lever op til det forlaget siger om den, skal bogen nok blive solgt, og dermed at forfattere og producenter er onde og beregnende og at køberne er dumme uskyldigheder som bare bliver trukket rundt ved næsen. Dermed risikerer man nemlig samtidig at reducere menneskelige handlinger til noget der dybest set ikke kan forklares, dvs. til noget irrationelt. Dét er ikke tilfredsstillende, hvad man end måtte mene herom, for det spørgsmål der nemlig øjeblikkelig melder sig, er: i forhold til hvilken absolut rationalitet? Et fingerpeg til forklaring af at bogen kan sælges på trods af (eller måske paradoksalt nok på grund af) sine lyder, fx de flotte farver, kan fås ved at anlægge en helt anden synsvinkel på udgivelsen af bogen og på det faktum at den SVAMPE 39, 1999 nok skal sælge, nemlig ved at behandle selve fænomenet „udgivelse af omfattende, men ikke rigtig anvendelige populariseringer af naturemner“. Som arbejdsredskab betragtet er der nemlig ingen tvivl om at Henning Knudsens Politikens svampebog er Thomas Læssøes Politikens store svampebog overlegen. Naturligvis med mindre der er tale om decideret systematiske studier hvor ingen af de nævnte bøger er tilstrækkelige. Det kræver desuden flere bestemmelsesværker, værker med flere oplysninger, med en større detaljeringsgrad osv., og det kræver at svampene indsamles og bestemmes hjemme. I det sidste tilfælde forekommer den fysiske størrelse af bestemmelsesværket underordnet. Politikens store svampebog dækker med andre ord et behov som i det mindste også, men måske udelukkende, kan beskrives som et symbolsk behov. For at blive anerkendt som interesseret i naturen er det tilsyneladende kun nødvendigt at udtrykke interesse herfor. Tilsyneladende er det ikke nødvendigt i praksis at have omsat ord til handling; at udtrykke intentioner er nok. Symbolsk er ikke praktisk Betegnelsen symbolsk signalerer at det træder i stedet for noget andet; dette andet er noget praktisk; en symbolsk naturinteresse træder i stedet for en praktisk naturinteresse. Samtidig afsløres det symbolske som sådan ved konfrontationen med det praktiske; det symbolske mesterskab afsløres som symbolsk ved konfrontationen med det praktiske mesterskab som er erhvervet praktisk og som er til stede i praktisk tilstand. Man kunne lidt mere populært (og unøjagtigt) beskrive det symbolske mesterskab som „indirekte“ og det praktiske som „direkte“. Politikens store svampebog tilfredsstiller m.a.o. køberens behov for at kunne udtrykke naturinteresse, hvor en investering bestående i 249 kr., og 2 cm hyldeplads træder i stedet for en langt mere omfattende investering i et praktisk mesterskab, som til gengæld kræver at man begynder tidligt, selv bevæger sig ud i felten, dvs. rent faktisk investerer et stykke praktisk arbejde i at opnå en praktisk erfaring med svampene. Det er den samme symbolske naturinteresse som næres af, betinger og forklarer at man på den kommercielle tv-kanal MTV – par excellen- 25
Page 1 and 2: SVAMPE 39 1999
Page 3 and 4: Svampene i Skanderborg Dyrehave Jen
Page 5 and 6: steder: Jægersborg Dyrehave, Høst
Page 7 and 8: Birkemoserne i Dyrehave er artsrige
Page 9 and 10: åder, især vest for Rævediget. S
Page 11 and 12: sig om Elle-Skørhat (Russula alnet
Page 13 and 14: (Ionomidotis fulvotingens), der bry
Page 15 and 16: Usædvanlige danske svampefund red.
Page 17 and 18: de følgende dage på tilsyneladend
Page 19 and 20: der). Bogen er altså disponeret s
Page 21 and 22: Nordisk hekseringstræf i Fredensbo
Page 23 and 24: Svampeturen til Bornholm 1998 Børg
Page 25: Symbolske svampesamlere Morten Nør
Page 29 and 30: et naturligt valg også til at stå
Page 31 and 32: Vidste du af Flemming Rune - at en
Page 33 and 34: Landsdelsrapporter red. Jan Vesterh
Page 35 and 36: hvilke der sprang over. Svampe er u
Page 37 and 38: satte overdrevssvampene adskillige
Page 39 and 40: me både i skove og på overdrev. D
Page 41 and 42: Tv. store sklerotier i aks af Rug.
Page 43 and 44: Neobarya parasitica. Perithecier p
Page 45 and 46: Knippe-Ridderhat (Tricholoma ustalo
Page 47 and 48: en er dog ikke stabil nok til, at m
Page 49 and 50: Fra databasen af Jan Vesterholt Man
Page 51 and 52: Forfattervejledning Manuskripter Ar

Svampe 39

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?