Svampe 39

gesåvel som de videnskabelige fungaer har
sådanne bøger naturligvis deres berettigelse, og
jeg skal ikke dømme mellem dem hvad angår
hvad der er rigtigt eller forkert. Det man imidlertid
kunne drømme om var at begreberne
ikke blev blandet så grundigt sammen, sådan at
en funga blev kaldt en funga og en billedbog
blev kaldt en billedbog. Skæg for sig og snot for
sig. Men voksne mennesker køber nok ikke billedbøger,
hvilket bringer os tilbage til forsøget
på at forklare fænomenet.
Det er også vigtigt at gentage at jeg ikke ønsker
at pege fingre ad et enkelt værk eller en enkelt
forfatter. Politikens store svampebog var
mit vilkårlige valg af udgangspunkt for en artikel,
som sandsynligvis lige så godt kunne have
handlet om nationalleksikonnet (som udtryk
for valg af håndbøger), det faktum at økologiske
varer stedse oftere sælges som luksusvarer
(som udtryk for symbolsk naturinteresse) eller
om noget helt tredje. Det jeg forsøger, er i stedet
at antyde en sammenhængende forklaring
på de tilsyneladende paradoksale forhold. At
forklaringen ikke er lig med den udgave man
kan få ved at interviewe de implicerede personer,
er en af pointerne.
Hvis man er bekymret for miljøets tilstand,
er det dog foruroligende at en del af forklaringen
på disse tilsyneladende paradokser er at naturinteressen
er symbolsk. Det er foruroligende
hvis det der ellers tages som et udtryk for en stigende
naturinteresse – et voksende marked for
natur/felthåndbøger, hvor ingen tilsyneladende
interesserer sig for hvad der er skæg og hvad
snot – viser sig at være udtryk for noget helt andet.
Med andre ord er det foruroligende når det
symbolske forveksles med det praktiske, når fx
en deklareret naturinteresse tages for pålydende
og det siden viser sig at den er symbolsk. I
sådanne tilfælde bliver konsekvensen let at man
afstår fra at forklare det tilsyneladende paradoksale
i de forhold man kan observere, som
28
andet end paradoksalt, fx at forbruget stiger
samtidig med at en deklareret naturinteresse
stiger. Dette er dog det samme som at man ingenting
har forklaret, hvilket igen er udtryk for
at man ingenting har forstået.
Politikens store svampebog er et symptom
på en modetrend som bæres oppe af forfattere
og producenter, sælgere og købere, anmeldere
og læsere i fællesskab. Imidlertid er det også et
knæfald for en forbrugerisme hvor ting skiftes
ud med nyt, blot fordi det nye er nyt, dvs. hvor
nyt forveksles med bedre. At et forlag udgiver
noget der kan sælges, kan man næppe bebrejde
dem. Og at en dygtig fagmand mener at det er
bedre at han skriver bogen end at en eller anden
tilfældig nullitet gør det, er vel trods alt beroligende.
Imidlertid kunne man forestille sig et andet
scenario, nemlig at Thomas Læssøe og andre
tilsvarende kapaciteter sagde fra over for
projekter som dette og i stedet brugte kræfter
på at overbevise forlagene om nødvendigheden
af anderledes lødige projekter. Deres navne og
titler lægger jo væsentligt til udgivelsens symbolske
værdi; de garanterer lødigheden ligesom
lødighedsstempling af ædle metaller. På samme
måde kunne man også appellere til forlagene.
Er man en gang blevet bidt af svampenes forunderlige
verden, kan Henning Knudsens Politikens
svampebog være det første store skridt
mod et større svampekendskab. Næste skridt er
dog ikke Politikens store svampebog eller tilsvarende
farvestrålende udgivelser. Det er snarere
deltagelse i ekskursioner hvor man kan
lære svampene at kende via formidling fra en
kender. Senere kommer fx medlemskab af Foreningen
til Svampekundskabens Fremme hvor
man kan møde ligesindede. Enhver erfaren
svampesamler ved dog nemlig af egen erfaring
at kendskabet til svampene er resultatet af en
stor praktisk arbejdsinvestering og erfaring i
felten. Det kan ikke læres ved at sidde ved et
skrivebord og læse i en billedbog.