Svampe 39

Meldrøjer (Claviceps purpurea)
De fleste svampeinteresserede er bekendte med
Meldrøjers sorte sklerotier, der er at finde i aksene
på forskellige græsser fra sidst på sommeren. Anderledes
er det med frugtlegemerne. De er helt anderledes
lyssky og, skulle man umiddelbart tro,
svære at finde. Da Meldrøjer faktisk er en meget
almindelig svamp, er det ikke så svært endda.
Det det drejer sig om, er timing, som det hedder
på nudansk. Man skal ud og ligge med halen i
vejret fra først i juni og et par uger frem. Man udser
sig et stykke langhåret græs, allerbedst et fugtigt
sted hvor man tidligere har noteret sig mange
aks med sklerotier. Så er der som regel bid efter
kort tid. Små lyserøde køller ses på overfladen af
fjorgamle sklerotier som enten kan ligge på jordoverfladen
eller i fugtig halm eller stadig sidde på
fugtigt liggende aks. Det er svampen i det kønnede
stadium.
Inden i de kugleformede hoveder sidder en hel
masse meget små, indsænkede frugtlegemer af den
type vi kalder perithecier. I peritheciernes indre
dannes mange lange sække (asci) som indeholder
otte meget tynde og meget lange sporer (ca. 100 × 1
µm). Stokdelen af køllen er ofte mere eller mindre
purpurfarvet og varierer meget i længde alt efter
Meldrøjerstromata og sklerotier i fjorgamle Tagrørs-aks (Phragmites australis). Foto Jens H. Petersen
38
Sæsonens art af Thomas Læssøe
sklerotiets størrelse og position samt fugtigheden.
Biologisk set er Meldrøjer også interessant.
Sæksporerne som spredes i forbindelse med græssernes
blomstring, inficerer blomsternes frugtanlæg,
hvorpå der dannes ukønnede sporer og honningdug.
Fluer tiltrækkes og får sporer på sig og
spreder på denne måde svampen fra aks til aks.
Sklerotiets slutstørrelse er afhængig af værtens
frøstørrelse. På Rug findes meget store sklerotier
mens de fx på Tagrør er meget små. Dennis (1978)
opregner hele 23 græsslægter, som kan inficeres
med Meldrøjer.
Rent systematisk hører Meldrøjer til samme familie
som Epichloë, der blev behandlet i sidste
sæsonens art. Familien hedder Clavicipitaceae og
blev tidligere også regnet som en selvstændig orden.
Andetsteds i bladet har jeg også givet en beskrivelse
af Neobarya parasitica som ligeledes
hører til Meldrøjerfamilien. Fra England og Sverige
kendes en art som foreløbig går under det ugyldige
navn Barya aurantiaca Plowr. & Wilson, som
parasiterer Meldrøjersklerotier! Det skulle endda
være muligt at finde både den kønnede Meldrøjer
og snylteren på de samme sklerotier. Der er nok
ingen tvivl om, at der findes en række småarter inden
for den bredt definerede Claviceps purpurea