Grænser for journalistik - Research@Medicine - Danske Dagblades ...

Avisen i Undervisningen dec. 2008 

Når journalisten 

optræder 

som muldvarp 

side 6-15 

tema: 

Grænser for 

journalistik Skødehund eller vagthund? side 16 

Fortællende journalistik, fotojournalistik, 

borgerjournalistik læs side 18-25

Journalistikkens grænser 

Avisen i Undervisningen er navnet på alle danske avisers fælles tilbud til undervisningssektoren. Som en 

del af dette tilbud udsendes bladet ‘prent‘ gratis til lærerne i ungdomsuddannelser og på seminarier tre 

gange årligt. Desuden kan ‘prent‘ udskrives fra www.aiu.dk/prent 

Avisen i Undervisningen. Skindergade 7, 1159 København K. Tlf. 3397 4000, Fax. 3314 2350. 

Alle hverdage 8.30 - 16.15. Redaktion: Aslak Gottlieb (ansvh.), Louise Zabel, Kirsten Holck Rantorp. Layout: Lotte Kirkeby. 

Tryk: Svendborgtryk. Oplag:1.600. Issn: 1603-9106. 

Med denne udgave af Prent afsluttes en tidsskriftrække, 

som er udkommet i nogle år. 

Emnet er, hvad man kan kalde iscenesættelsen af journalistikken og endevendes af en bred kreds 

af kendere med journalistisk eller forskningsmæssig baggrund: Hvordan ændrer journalistikken sig, 

hvor går dens grænser, hvor langt kan man gå ind i privatlivet, hvad kan man tillade sig med et 

skjult kamera, er det i orden at optræde ’under cover’, kan borgerjournalistikken tilføre noget værdi- 

fuldt, hvor defineres fotografens forpligtelser med hensyn til autencitet? 

Disse og mange andre spørgsmål stilles og søges besvaret i tidsskriftets sidste nummer. 

Gennem årene er Prent kommet rigtigt langt rundt om og i journalistikkens verden. Tilsammen udgør 

den store mængde artikler en værdifuld base af viden, som der stadig kan vendes tilbage til med 

stort udbytte, både i uddannelsessammenhæng og for så vidt også af professionelle mediefolk. Hele 

materialet er derfor tilgængeligt på Avisen i Undervisningens hjemmeside www.aiu.dk/prent 

Avisen i Undervisningen er for fremtiden fortrinsvist en netbaseret aktivitet. Igennem de næste måne- 

der arbejdes der med en modernisering og opdatering af AiU.dk, som vil komme både ungdomsud- 

dannelserne og folkeskolen til gode. Til gengæld er det besluttet at ophøre med forskellige andre 

aktiviteter, bl.a. kursusvirksomheden, som hidtil har været et tilbud fra AiU, der også har besluttet at 

fokusere på folkeskolen i de kommende år. 

Avisen er et unikt medium til undervisningen, også i ungdomsuddannelserne. Det er vort håb, at 

Prent-basen og andre tilbud på hjemmesiden til trods for den ændrede fokusering vil være til hjælp 

og inspiration for fortsat arbejde med dagblade i klasserne, også i de 16-19-åriges område. 

Ebbe Dal 

Adm. direktør 

Danske Dagblades Forening

Forsidetegning: 

gitte skov 

Tema: 

Grænser for 

journalistik 

Side 4: 

Michael Bruun Andersen: 

Journalistikkens grænser er blevet 

sværere at gennemskue 

Side 7: 

Jakob Albrecht: Iscenesættelse 

eller afsløring? 

Side 11: 

Enquete: Hvornår skal 

journalisten gå undercover? 

Side 14: 

Anne-Marie Dohm: Journalistik 

med åben pande 

Side 17: 

Rasmus Heisterberg: Er politiske journalister 

skødehunde eller vagthunde? 

Side 18: 

Mikkel Hvid: Den åbne, den skjulte og den 

journalistiske fortæller 

Side 20: 

Per Folkver: Avisens billeder har både 

fordele og ulemper 

Side 22: 

Louise Zabel: Borgerjournalistikkens succes 

afhænger af medie og målgruppe 

ANMELDELSER 

Side 30: 

Bo Tao Michaëlis: At læse om at skrive 

Kenneth Reinicke: 

De medier vi fortjener 

UNDERVISNING 

Side 25: 

Søren Christensen: I en klasse for sig 

Journalistikkens grænser inDHolD 

Side 24: Washington D.C. – se hele 

verdens avisforsider dagen efter 9/11 

Side 28: 

Anette Jorsal: De tog på avis i deres sommerferie


af medieforsker Michael Bruun andersen 

ruC 

Journalistikkens historie er tæt knyttet til frem- 

væksten af de moderne massemedier, det vil sige 

aviserne. Fra midten af 1800-tallet udvikler pres- 

sen og journalistikken sig til det, den er i dag, 

mens journalistik som anerkendt fag og dermed 

journalister ikke fandtes før 1900. Igennem det 20. 

århundrede udvikledes det håndværk, vi kalder 

journalistik, og som karakteriseres ved bestemte 

arbejdsmetoder (idé, research og fremstillingsmå- 

der), ved forholdet til publikum og ikke mindst 

ved de tekster, som er resultatet af det journalisti- 

ske arbejde. 

Teksterne er stærkt standardiserede former, 

genrer. Ældst er kommentaren og nyheden. 

Kommentaren er argumenterende med stand- 

punkt, fx 

Journalistikkens 

blevet sværere 

Journalistikken har med nye stofområder og fortælleformer opdyrket et nyt stykke land, der rykker journa- 

listikken et skridt nærmere både kendte og ukendte personers privatliv. samtidig er omverdenen gået med 

på journalistikkens præmisser, og det gør grænserne for journalistik ganske utydelige, mener medieforsker 

Michael Bruun andersen i sin analyse af mediernes udvikling 

lederar- 

tikler. Nyere former er referat og interview. 

Referatet er udviklet i sammenhæng med offent- 

lighed i politik og retspleje. Interviewet er den 

nyeste genre. I Danmark finder man den ikke før 

1900. Med den bliver det subjektive - meningerne 

- en del af offentligheden. 

Nyhedsartiklen er en blandingsform med en 

særlig struktur, som i Danmark først blev domi- 

nerende i 1930-rne: Korte moduler og prioritering 

af indholdet efter væsentlighed, ikke kronologi. 

Formen kaldes nyhedstrekanten. Det vigtigste 

står først, derefter kommer det mindre vigtige. 

Strukturen er smart, fordi den giver et hurtigt 

overblik og valgfrihed, fordi læseren kan ’stå af’ 

efter hvert modul. Den gør også redigeringen let- 

tere. Der kan klippes nedefra, så artiklen passer 

til det ’nyhedshul’, annoncerne giver plads til. 

Med lån fra skønlitteraturen 

En svaghed ved nyhedstrekanten er, at det kan 

være svært at holde sammen på informationerne.

grænser er 

at gennemskue 

Det forsøger den fortællende journalistik at råde 

bod på. Fortællingen opretholder kronologien 

i begivenheden samtidig med, at dens aktører 

iscenesættes mod hinanden. Historien bliver mere 

spændende, man kan identificere sig med ’helten’, 

men man må læse det hele for at få det vigtig- 

ste med. Fortælleformen er ikke ny, det var den 

dominerende form, før ’trekanten’ tog over. I den 

videre udvikling har den lånt greb fra skønlitte- 

raturen. Fristelsen til at booste fremstillingen med 

fiktive elementer er stor. Ikke mindst i dagens 

hårde konkurrence om publikum. 

Pressens stadig større uafhængighed af de 

politiske partier er blevet erstattet af en stadig 

større afhængighed af markedet, dvs. af annon- 

cører og læsere. Det har medført en forskydning 

af den journalistiske arbejdsproces fra research 

til fortælling: Væsentligere end emnet er nu, at 

læserne bliver fanget af fængslende historier, 

hvor de kan genkende sig selv. Adressaten er ikke 

længere publikum som sådan, men begrænsede 

befolkningssegmenter, som er interessante for 

annoncørerne. Det nære forhold til læserne 

(lytterne 

og seerne) 

forandrer også de journalistiske ideer og emner: 

Hverdagens enkeltskæbner (ofrene) udnyttes til 

kritik af systemet, embedsmænd og politikere (de 

onde). 


Journalistikken har erobret nyt land og bliver 

nu anvendt på områder, som tidligere lå uden for 

journalistikken. Offentlige personers private liv 

- nu med skjult kamera, almindelige menneskers 

privatliv i hus, have, bil og supermarked. Hvor 

journalistikken tidligere havde fokus på det offentlige 

liv, er det nu menneskers hele livssituation, som trak- 

teres. Moderne journalistik hader hemmeligheder, 

som er lig løgne, og elsker privatlivet. Derfor er 

sandheden privat i journalistikkens verden - når 

den altså er offentliggjort af medierne. Hvor den 

journalistiske utopi før var den oplyste borger, er 

det nu en total samfundsmæssig transparens, og 

lysets engel er stadig journalisten selv. 

Medierne bestemmer ramme og form 

Men journalistikken bliver nu også anvendt på 

områder uden for medierne. Det er nyhedsgenrens 

’greb’, alle spindoktorer og kommunikations- 

afdelinger bruger, når de forsøger at sætte en 

dagsorden i deres interesse med pressemeddelel- 

ser, PR og events. Og politikere og erhvervsfolk 

får medietræning, så de kan 

snakke på en måde, som pas- 

ser til journalistikken. Undersøgelser antyder, at 

selv de såkaldte borgerjournalister må trænes og 

tilpasse sig de journalistiske former, hvis de skal 

have adgang til medierne. 

Medier og journalister bliver med andre ord


sat under pres af kommunikatorer uden for medi- 

erne med journalistikkens egne midler. Forsøg 

på at modgå fx de proaktive partskilder sker gen- 

nem øget brug af ekspertkilder og flere tolkende 

artikeltyper som kommentar og nyhedsanalyse. 

Vil man kommunikere med offentligheden, 

må man kommunikere som journalister. 

Emnemæssigt er journalistikken 

således grænseløs, men den er 

forbavsende stabil i sine 

fremstillingsformer. 

Definerer man jour- 

nalistikken gennem en 

analyse af medieudvik- 

lingen, bliver det svært at 

trække grænser. Men man 

kan også gå normativt til 

værks. Gør man det, må 

man huske, at normer er 

afhængige af tid og sted. 

En kinesisk avis og Fox 

News: Er det journalistik 

eller propaganda? Hvilken 

rolle skal journalistikken 

spille, hvilke interesser 

skal den tjene i et demo- 

krati? Dette er i sidste 

instans et anliggende for 

den offentlige diskussion. 

www. 

opgaver til denne artikel på 

www.avisnet.dk/prent 

” 

Journalistikkens grænse går der, hvor 

offentligheden og professionen trækker 

den. og det vi på denne måde accepterer, 

er det, vi har fortjent. 

TEGNING: GITTE SKOV

af journalist Jakob albrecht 

Journalisten 

Muldvarpemetoder, falske profiler og skjult kame- 

ra er blevet moderne i undersøgende journalistik. 

Mandag den 26. maj 2008 sprang Ekstra Bladets 

Tine Røgind ud som kvinden bag den 13-årige 

Arto-profil BabyMay. Samme aften gik Morten 

Spiegelhauer fra ”Operation-X” undercover som 

fiktiv ånd. Ugen efter spillede han clairvoyant 

med kunstigt skæg, paryk og briller. Og i samme 

periode prøvede undercoverjournalister fra DR 

Dokumentar at åbne et bordel i København. 

Muldvarpemetoder er blevet populære, og de 

kaster ofte nogle sensationelle historier af sig. 

Ekstra Bladets børnelokker-kampagne førte til 

afsløringen af fire mænd, fire forsider og fire 

anholdelser. 

Hvad nu hvis-historier 

På Ekstra Bladet synes man selv, at kampagnen 

er graverarbejde af fornemste skuffe. Kritikerne 

derimod mener, at det efterhånden er umuligt at 

adskille undersøgende journalistik fra tv-under- 


Iscenesættelse 

eller afsløring? 

Der er gået mode i at bruge muldvarpemetoder til at fælde 

små og store skurke. senest oprettede ekstra Bladet en falsk 

profil på arto for at afsløre børnelokkere. kritikerne mener, 

at afsløringerne er rent fup 

holdningsprogrammer med skjult kamera. 

- Det minder om det gamle tv-program på TV3 

”Rent Fup”, hvor man lokkede kendte personer 

ind i absurde scenarier, hvorefter de gik amok for 

skjult kamera. Ekstra Bladet gør det samme, fordi 

de lokker folk ind i en falsk verden, frister dem og 

smider dem på forsiden. Det synes jeg er tarveligt, 

siger Ekstra Bladets tidligere graverjournalist og 

vinder af Cavlingprisen, Anders-Peter Mathiasen. 

Han mener, at den undersøgende journalistik 

på Ekstra Bladet i stigende grad handler om at 

iscenesætte situationer fremkaldt af muldvarpe. 

- I stedet for klassiske ’dette her er sket-historier’ 

laver man ’hvad nu hvis-historier’, siger Anders- 

Peter Mathiasen. 

I den aktuelle sag opretter man derfor en falsk 

profil, i stedet for at finde mindreårige på Arto, 

som virkelig er blevet krænket af ældre mænd. 

Passiv lokkedue 

Journalist og leder af gravergruppen på Ekstra 

Bladet, Heine Jørgensen, har lavet børnelokker- 

serien sammen med Tine Røgind og video-journalisten 

Pernille Rølle. ➔


➔ 

Heine Jørgensen afviser kritikken. 

- Medmindre vi kunne koble os på tre-fire 

piger, der skulle ud og møde ældre mænd, var 

muldvarpemetoden den eneste måde at lave 

historien på, siger han. 

Han mener, at muldvarpemetoden bliver 

brugt mere og mere - og at den også bliver mis- 

brugt. 

- Men hvis nogle tror, at det er den lette gen- 

vej til god journalistik, må de tro om igen, siger 

han. 

Heine Jørgensen mener, at etikken i bør- 

nelokkerserien er 100 procent i orden. Ekstra 

Bladet har ikke afsløret noget, som ikke ville 

kunne finde sted i virkeligheden. For eksempel 

lagde Tine Røgind i rollen som BabyMay ikke 

op til noget seksuelt. Hun var med andre ord 

ikke agent provocateur. Hun var passiv. 

Men hvor realistisk er det, at en pige på 13 

år er parat til at mødes med gamle mænd, der 

åbenlyst kun er ude på at komme i bukserne på 

hende? 

- Der er ikke mange af hendes type. Men én 

pige er en for meget. BabyMay er jo nærmest 

debil, men ikke mere debil, end at hun er mod- 

tagelig for den her slags mænd - og dem er der 

mange af. De er virkelig predators, siger Heine 

Jørgensen. 

- I stedet for at lave en falsk profil, kunne I have 

spurgt nogle piger på Arto om deres ubehagelige ople- 

velser med ældre mænd? 

- Det har vi også gjort. Men uden undercover 

SÅDAN GJORDE 

EKSTRA BLADET 

1. Ekstra Bladet oprettede i 2006 en 

profil på Arto med et ungdomsbillede af 

den 26-årige Tine Røgind. I profilen var hun 

BabyMay på 13 år. 

2. Etikken var, at mændene skulle tage alt 

initiativ. BabyMay lokkede ikke og satte ikke 

møder op, som mændene ikke selv havde 

bedt om. Hun talte ikke selv om sex og sva- 

rede ikke sexet. 

3. Ekstra Bladet lagde lange pauser på op 

til seks måneder ind i researchen over for de 

mænd, man undervejs spottede som repræ- 

sentative cases. 

4. Op imod 100 mænd kontaktede 

BabyMay: De nysgerrige, der hurtigt skred. 

De seksuelt meget aggressive, der gik på 

webcam og onanerede. De udspekulerede og 

målrettede, som var parat til at pleje forholdet 

og gøre det mere og mere seksuelt. 

5. Sidst i researchen gik det op for jour- 

nalisterne, at de her mænd faktisk ikke kun 

havde en fantasi, men virkelig ville mødes. 

6. Journalisterne besluttede at sige ja til at 

mødes med fire mænd. Ville de komme med 

deres seksuelle fantasier i baglommen? 

7. Alle fire mænd kom frivilligt til os. Ved 

mødet blev de konfronteret af journalisterne, 

videofilmet og fotograferet. 

ville vi ikke kunne bevise, at de her mænd er 

parate til at gå ud i virkeligheden. Alle de mænd,

www. 


se alle ekstra Bladets artikler, video, 

dokumentation m.m. på www.eb.dk/ 

lokker

10 


vi skulle møde, dukkede op, og de kom med tyde- 

lige seksuelle hensigter, siger Heine Jørgensen. 

Ideen med serien var ifølge Heine Jørgensen at 

afdække, undersøge og dokumentere historierne 

om børnelokkere og pædofile på internettet - det 

var ikke at afsløre Danmarks værste pædofile. 

Spørgsmålet er, om det alligevel er det, der er 

sket. Især politichefen i serien har oplevet, hvad 

det vil sige at komme på forsiden af Ekstra Bladet. 

Hans navn og adresse optræder i en kæde-sms 

med ordlyden: ”Denne sms SKAL sendes videre, 

da alle skal ha’ ret til at vide, hvor en fucking 

PÆDOFIL bor!” 

- Det kan ikke undgås, at nogle genkender 

dem, siger Heine Jørgensen, 

som om det er det 

mest naturlige i ver- 

den. 

- Deres uniform, udtryk, ansigtsform og måde 

at løbe på siger noget om, hvem de er. Det er nødt 

til at være med. Hvis man er ihærdig nok, kan 

man finde ud af, hvem de er, og det er der nogle 

svin, der har gjort. Men vi står ved vores valg og 

ville ikke lave noget om. 

www. 



Efteråret er bogtid - nye titler fra Ajour 

NY UDGAVE 

MARKANT UDVIDET 

Nils Thorsen 

Klangen af et menneske 

Nils Thorsen er toppen. Ingen i 

Danmark laver og skriver portrætter 

som ham. I ”Klangen af 

et menneske” fortæller han om 

sit arbejde. Sine tvivl og sine 

kampe. Sine gode råd, som han 

prøver at huske, når han arbejder. 

I denne nye udgave af 

bogen er der som bonusmateriale 

aftrykt tre af hans nyeste 

interview – med Suzanne 

Brøgger, Thomas Blachmann og 

Jørgen Reenberg. 

Pris: 238 kroner 

Mads Greve 

Man kan ikke 

engang græde 

Mads Greve, lektor på fotojournalistuddannelsen, 

har 

fotograferet og skrevet 

denne usædvanlige bog. 

Gribende og grusom. 

Stilfærdig og påtrængende. 

Danske jøder, der overlevede. 

Deres efterkommere. 

Byen Theresienstadt i dag. En 

vigtig bog. 


Mikkel Hvid 

Skriv! 

”Gode tekster er lette at skrive”, 

påstår Mikkel Hvid i sin 

nye bog. Heldigvis røber han 

også hvordan man når til 

den tilstand! ”Du kan lære 

at skrive hurtigere, bedre og 

lettere end du troede det 

muligt”. 


www.forlagetajour.dk

Hvornår skal 

journalisten 

gå undercover? 

FOTO: BRIAN KARMARK 

” 

Vi ser, at det 

underholdende 

eller spændingsskabende 

element indgår 

i tv-stationernes 

brug af skjult 

kamera 

af undervisningskonsulent aslak gottlieb 

avisen i undervisningen 


Prent har spurgt fire mediefolk – to fra den trykte presse og 

to fra de toneangivende tv-stationer - om deres holdning til 

undercoverjournalistik. 

Jan kristensen, redaktionschef på Fyens 

stiftstidende. Medlem af Pressenævnet. 

Ulempen ved undercoverjournalistik 

er, at journalisten går fra at være neu- 

tral beskuer til at være deltager i den 

proces, som mediet vil fortælle om. 

Det kan koste på troværdigheden at 

være part i en sag. 

Vi ser, at det underholdende eller 

spændingsskabende element indgår i 

tv-stationernes brug af skjult kamera. 

Et rystet tv-billede med slørede men- 

nesker, der ikke ved, de bliver filmet, giver øjeblikkelig et billede af, 

at her er noget fordækt, som skal afsløres. Det må tv-stationerne lære, 

at Pressenævnet ikke accepterer. Dokumentation er og skal være det 

bærende i journalistik - ikke indpakningen og dramaturgiske kneb. 

To helt friske sager fra tv-verdenen viser, at undercover-journali- 

stik bruges og misbruges. Det drejer sig om to dokumentarudsendel- 

ser fra plejesektoren. Den første var fra Strandvænget i Nyborg, hvor 

Pressenævnet vurderede, at det var i orden. Den anden var Ringbo- 

sagen i København, hvor Pressenævnet fandt, at det ikke var i orden. 

læs Pressenævnets kendelser i de omtalte sager på www.pressenaevnet.dk 

➔ 

11

➔ 

1 


FOTO: JAN UNGER 

” 

Vi skal kunne holde til selv at 

komme på forsiden. kravene til 

dokumentation og etik er ti gange 

så høje som ellers” 

www. 



Poul Madsen, ansvarshavende chefredaktør på ekstra Bladet 

Vi bruger kun agent provocateur, hvor andre journalisti- 

ske metoder ikke er mulige. Som for eksempel i børnelok- 

kersagen, hvor det var nødvendigt at infiltrere en jour- 

nalist på ARTO. Men vi er uhyre påpasselige. I den sag 

indlagde vi pauser i researchen, så de personer, vi havde 

lokket frem, havde mulighed for at trække sig ud. Som 

dokumentation for forløbet lagde vi hele chatten ud på 

nettet. Vi skal kunne holde til selv at komme på forsiden. 

Kravene til dokumentation og etik er ti gange så høje som 

ellers. Undercoverjournalistik må ikke bruges som under- 

holdning, hvilket vi desværre ser nogen gange i tv. 

Når det er sagt, kan jeg da godt tilslutte mig, at pressen 

nogle gange er for pæn og accepterer tingenes tilstand. 

Undercover kan være det våben, der skal til for at bryde 

panseret i særligt alvorlige sager. Vi taler altså ikke om at 

afsløre kiosksalg af sorte colaer og den slags. 

Poul Madsen anslår, at ekstra Bladet bruger undercovermetoder 

cirka en gang om måneden. Det må ikke finde sted uden hans god- 

kendelse. 

” 

Det er nødvendigt, 

at vi sikrer 

os, at kilden ikke 

bare har set sig 

sur på et eller 

andet firma, som 

så skal hænges 

ud” 

FOTO: DR

FOTO: EBBE ROSENDAHL 

” 

Vel spiller dramaturgien ind; 

det kan jo være underholdende 

sekvenser. Men alle 

andre muligheder skal være 

udtømt” 

kåre Quist, programvært på Dr’s kontant 

Vi er bevidste om den dramaturgiske effekt i 

skjult kamera. Men vi skeler ikke til det. Kontant 

er underholdende nok i forvejen. Programmerne 

i DR er desuden underlagt et internt presseetisk 

regelsæt, som følger Pressenævnets linje. Så der 

er slet ikke noget at komme efter. 

Men journalisten skal da ud og afsøge virke- 

ligheden. Vi bruger oftest skjult kamera eller 

falsk identitet for at efterprøve vores kilders 

udsagn. Det er nødvendigt, at vi sikrer os, at 

kilden ikke bare har set sig sur på et eller andet 


lars Bennike, seernes redaktør på tV2 

Rudy-sagen og Strandvænget er gode eksem- 

pler på historier, som ikke var kommet frem 

uden undercover-metoder. Det er virkelig 

stærkt materiale, og sagerne er grove. Der er 

altså en god grund til at bringe indslagene, 

som jo også er seværdige. Vel spiller drama- 

turgien ind; det kan jo være underholdende 

sekvenser. Og det er en unik måde at vise 

noget vigtigt på. Men alle andre muligheder 

skal være udtømt. Netop på grund af det 

stærke virkemiddel, som eksponerer de folk, 

man afslører, skal etikken være ekstra stram, 

når journalisten går undercover. Medierne 

bør skele til politiets meget stramme regler på området. 

Retningslinjerne på redaktionen skal være mindst lige så jom- 

frunalske, og beslutningen skal altid tages på chef-plan. Den 

etiske diskussion skal tages hver gang. Og som udgangspunkt 

skal metoden ikke bruges i Nyhederne. 

lars Bennike har ikke modtaget henvendelser fra seere om undercover- 

metoder. læs mere om rudy-sagen og strandvænget på www.tv2.dk. 

søg på ’rudy’ og på ’strandvænget’. 

firma, som så skal hænges ud. Og så skal det 

være en sag, som vi ikke kan komme videre med 

på andre måder og med en vis samfundsmæs- 

sig relevans. Undercover afføder virkelig megen 

debat, hver gang vi bruger det. Så vi tænker os 

altid om en ekstra gang. Hvordan sikrer vi os, at 

vi ikke hænger de forkerte ud? Vi vælger for ek- 

sempel at sløre en menig medarbejders identitet, 

hvis det er højere oppe i firmaet, vi vil afsløre 

svindel. 

Find Dr’s Programetik på www.dr.dk 

om Dr - Fakta om Dr - Publikationer - Programetik 2007 

1

1 


af anne-Marie Dohm, rektor på Journalisthøjskolen 

når medier i stigende omfang bruger skjult kamera 

til at afsløre ulovlig salg af fyrværkeri og fejlmedici- 

nering på plejecentre, kunne man få den opfattelse, 

at journalister opdrages til at bruge teknikken på 

uddannelsen. 

Men det er ikke tilfældet. På Journalisthøjskolen 

er brug af undercover-metoder reelt ikke muligt 

på uddannelsens første del uden særlig tilladelse. 

Målet er at træne de kommende journalister i at 

anvende andre research- og formidlingsmetoder. 

På sidste forårssemester blev jeg opsøgt af et par 

studerende, som overvejede at bruge undercover- 

metoder i deres afdækning af prostitutionsmiljøet 

i Århus. Jeg anbefalede dem at vente med at lave 

deres historie, som givetvis ville kræve brug af 

både undercover-metoder og skjulte optagelser. 

I denne tidlige fase af uddannelsen manglede 

de to studerende erfaring til at kunne håndtere 

konsekvenserne af de mange – og ofte ubehagelige 

konfrontationer, som følger af brugen af falsk iden- 

titet og skjult kamera. 

For det er ikke uden konsekvenser. Derfor er 

langt de fleste journalister – og journaliststude- 

rende – skeptiske over for at aktivere record-knap- 

pen uden kildens viden. 

De to studerende valgte at lade historien hvile 

Hvis de havde været erfarne journalister, havde 

jeg ikke tøvet med at bakke op om de skjulte 

metoder til afdækning af kvindehandel. Der er 

historier, som ikke lader sig afdække, medmin- 

dre man kan komme ind på livet af kilderne ved 

hjælpe af falsk identitet og med kameraet snur- 

rende i lommen. 

Når det er sagt, har der igennem de senere år 

været bragt flere indslag på tv, som ikke berettiger 

Journalistik med 

FOTO: MARTIN STAMPE 

www. 



brugen af skjult kamera af to grunde: Manglende 

samfundsmæssig interesse holdt op imod hensy- 

net af den enkelte person, som indfanges af linsen, 

samt at alle andre muligheder for afdækning og 

dokumentation ikke var udtømte. 

Det gælder ikke mindst en række forbruger- 

udsendelser, hvor det skjulte kamera bruges både 

som dokumentation og som et væsentligt fortæl

åben pande 

legreb. Det er underholdende at se kilden gå i 

fælden med samlede ben, når vedkommende er 

faldet for fristelsen til at sælge ulovligt fyrværkeri. 

Men det er i mange tilfælde ikke etisk gangbart. 

Som udgangspunkt skal studerende på 

Journalisthøjskolen have særlig tilladelse fra en 

vejleder, hvis undercover-metoder tages i brug. 

Undervisningen lægger i stedet op til at træne 

studerende i at anvende avancerede researchme- 

toder (aktindsigt, surveys, observationer, interview 

osv.), som kan dokumentere forhold, som er svære 

at afdække. Samtidig lægges der vægt på, at de 

studerende lærer at bruge egne observationer og 

reportageelementer for at kunne fortælle fængende 

ekstra Bladets redaktion på arbejde 

under børnelokkersagen 


historier – uden at ende i en sand dokumentations- 

opvisning ud i skjulte optagelser. 

De senere år har en række dokumentarudsen- 

delser afdækket kritisable forhold på danske 

plejecentre – Strandvænget, Ringbo og 

Fælledgården. Dokumentationen er i alle tre til- 

fælde frembragt ved hjælp af skjult kamera og 

undercoverjournalistik – i mange tilfælde udført at 

journalistpraktikanter under uddannelse. 

Hensynet til den enkelte er oftest vigtigst 

Flere af udsendelserne er blevet kritiseret, 

blandt andet fordi de skjulte optagelser ikke alene 

er blevet brugt som dokumentation men også som 

underholdende fortælletekniske greb, således at 

menige medarbejdere på plejecentrene har fremstå- 

et som skurkene – på trods af, at ansvaret lå højere 

oppe i systemet. 

Researchmetoderne er ikke specielt kompli- 

cerede, når omdrejningspunktet er det skjulte 

kamera og den falske identitet – de ligger så at sige 

lige til højrebenet. Samtidig indfanger kameraet 

mange underholdende sekvenser, som er fris- 

tende at bruge, når man nu har dem i kassen. Men 

risikoen er, at journalisten og mediet mister fokus 

på, at der bag valget skal ligge meget tungvejende 

samfundsinteresser, som overskygger hensynet til 

den enkelte. 

” 

pande af hensyn til kilderne og af hensyn til 

hele den journalistiske troværdighed. skjult 

kamera er den sidste løsning - ikke en genvej 

til dokumentation. 

som journalist og medie skal man - som alt- 

overvejende udgangspunkt - kæmpe med åben 

1

1 


Flere unge finner 

læser avisen 

på nettet 

I Finland er det tydeligt, at webavisen 

og papiravisen komplementerer hin- 

anden. 

Hver tredje unge finne i alderen 

15-34 år går dagligt eller næsten hver 

dag på nettet for at læse avis. Det 

er en stigning i forhold til sidste år, 

hvor det kun gjaldt hver femte, og det 

glæder direktøren fra det finske dag- 

bladsforbund: 

”Det er en positiv udvikling. 

Webben og papiravisen komplemen- 

terer hinanden”, konstaterer direktør 

Jukka Holmberg på Tidningarnas 

Förbund over for Medievärlden. 

Det er det finske forbund, der har 

stået bag undersøgelsen, hvor TNS 

Gallup måler finnernes læsevaner. 

Tallene viser, at samlet set læser 57 

procent af finnerne af og til sin avis 

på nettet. Omkring 20 procent er dag- 

ligt eller næsten dagligt inde og tjekke 

dagens nyheder, mens 16 procent gør 

det én eller flere gange om ugen. 

I forhold til sidste år er den stør- 

ste forandring sket blandt de unge 

læsere på 15-24 år, hvor weblæserne 

er steget fra 19 til 29 procent af de 

unge læsere. Hvad gælder gruppen af 

læserne på ml. 25-34 år er stigningen 

gået fra 22 til 34 procent. 

Dansk Presse 27. juni 08 

TEGNIG: GITTE SKOV

af rasmus Heisterberg, 

manuskriptforfatter 

Det kan siges meget 

enkelt: Man skal 

ikke tro på alt, 

hvad man 

læser i avisen. 

Det er den vig- 

tigste regel, når 

man som modta- 

ger skal forholde 

sig til medierne, og hvad de 

spytter ud. 

På Christiansborg findes der 179 folke- 

tingsmedlemmer og omkring 120 journalister. 

De arbejder kontor om kontor med hinanden, 

spiser i den samme kantine og går til de samme 

julefrokoster. Og det er vel meget fint og godt, at 

de politiske redaktioner er placeret i parlamentet, 

så de er tæt på, hvad der sker. Eller er det? 

For forestil dig, at det ikke var de politiske 

redaktioner, vi talte om, men fx erhvervsjour- 

nalisterne. Og at de havde kontor inde på 

Esplanaden hos Mærsk McKinney og pissede 

over kors ude på de samme toiletter og hyggede 

sig med hinanden i kopirummet til julefrokosterne. 

Ville man så ikke tale om inhabilitet og tvivlsom- 

me motiver? 

I Danmark arbejder journalister og politi- 

kere dør om dør. Fremtrædende journalister og 

politiske kommentatorer danner par med lige 

så fremtrædende politikere eller sågar ministre. 

Skaber det uvildighed? En politisk redaktør for en 


af landets største aviser sendte hemmelige fed- 

terøvsbreve til statsministeren under en valgkamp, 

hvori han spurgte, om der var noget, han kunne 

gøre for at hjælpe. Motivet? Tja, kort tid efter 

stillede han op for selvsamme regeringsparti som 

EU kandidat. 

Desuden har adskillige politiske journalister 

taget springet over som spindoktorer for diverse 

partier, som de har skabt et godt forhold til i kor- 

ridorerne på Borgen. 

Det er fint nok med karriereskift, og det er 

velkendt, at journalister kaster sig ind i politik på 

et tidspunkt. Fair nok. Men det er ikke i orden, 

når det går ud over den journalistiske integritet 

og ofte lægger en dæmper på den kritiske jour- 

nalistik, som den fjerde statsmagt bryster sig af. 

’Vi er de politiske vagthunde, vi holder øje med 

politikerne for jer’. 

Det er hyklerisk og bør give anledning til, at 

man som læser tænker over motiverne for, hvad 

der bliver skrevet af politisk stof. Men ofte har 

læseren ikke en chance for at gennemskue det, 

for er der nogen af de konkurrerende aviser, der 

smider deres kollegers bommerter på forsiden? 

Nej. Man kaster ikke med 

sten på hinanden fra medie- 

glashusene. Men måske ville 

det hjælpe, hvis journalister- 

ne fik igen af egen medicin. 

Klummen er udtryk for 

skribentens egen holdning. 

kluMMen uDeFra 

Er politiske journalister 

skødehunde eller vagthunde? 

1 

FOTO: OLE KRAGH - JACOBSEN

1 


Den åbne, den skjulte og 

den journalistiske 

fortæller 

af journalist Mikkel Hvid 

Bliver den fortællende journalistiks tekster for forførende, og 

bør fortællerne spille med mere åbne kort? Diskussionen om 

den fortællende journalistik er skudt i gang 

Den fortællende journalistik har succes. 

Redaktionerne efterspørger fortællekurser, og på 

uddannelsesstederne skriver eleverne opgaver og 

specialer om den nye, kreative stil. Der dukker flere 

og flere journalistiske fortællinger op, både som 

bøger og som artikler i aviser og blade, og læserne 

reagerer tilsyneladende godt på fortællingerne. 

Så fortællende journalistik er hot. 

Og selv om stilarten kun har en halv snes år 

på bagen, tager den præmien som den langt mest 

debatterede og markedsførte stilart i moderne 

dansk journalistik, vurderer litterat og litteratur- 

kritiker John Chr. Jørgensen i sin bog ”Journalistik 

med stil”. Fra at være et reservat for litterære 

hoveder, er fortællende journalistik med John Chr. 

Jørgensens ord blevet et centralt anliggende for 

professionelle pressefolk. 

Forførelse eller bevidsthed 

Men i kølvandet på succesen og opmærksom- 

heden følger de kritiske stemmer. Ikke så meget 

i Danmark som i USA og Norge. Begge steder 

frygter kritikerne, at de fascinerende tekster sætter 

læsernes kritiske sans ud af kraft. 

Hører så suggestive tekster hjemme i journali- 

stikken? Er opgaven for journalister ikke tværti- 

mod at gøre læserne opmærksomme på de bevidste 

valg, der ligger bag alle ytringer og tekster? Skal 

journalisten ikke være åben om usikkerhed og 

tvivl? 

Tydeligst kommer kritikken til udtryk hos den 

norske journalist, forsker og underviser Jo Bech- 

Karlsen. Tidligere på året udgav han en bog, der 

advarede mod det, han beskriver som en ny, dansk- 

amerikansk, fortællende journalistik. 

Jo Bech-Karlsen er førsteamanuensis ved 

Handelshøyskolen BI, og som forsker har han 

skrevet flere bøger om journalistik, reportage og 

feature. 

I ”Åpen eller skjult”, som hans nye kamp- eller 

stridsskrift hedder, skriver han, at nordisk journa- 

listik kan se tilbage på en lang og stærk tradition 

med gode og sunde journalistiske fortællere, men 

at den amerikansk og dansk inspirerede nye fortæl- 

lende journalistik er usund, mener han. 

Problemet er, mener Jo Bech-Karlsen, at den nye 

fortællende journalistik bruger det, der kaldes en 

skjult fortæller. 

Historierne fremstilles scenisk: Fortælleren for- 

søger at lade historiens handlinger komme til syne 

så ukommenteret og direkte som muligt. Teksten 

skaber et billede af én virkelighed, og illusionen 

bliver så stærk, at læserne glemmer, at der kan 

være andre synsvinkler, andre virkelighedsopfat- 

telser og interesser på spil. 

Den fortællende journalistik bryder ifølge Jo 

Bech-Karlsen med journalistikkens dokumentari- 

ske funktion. En journalistisk fortæller skal i stedet

Fortællende journalistik 

• Fortællende journalistik bruger de fremstillingsformer 

og fortælleteknikker, vi ellers 

kender fra litteraturen. Det er nonfiktion, 

men det ligner fiktion. 

• Den fortællende journalistik forsøger at 

dramatisere eller levendegøre stoffet ved 

at fremstille personer, som handler (i stedet 

for kilder som refererer); gengive replikker 

sagt i situationen (i stedet for at citere 

kildernes genfortælling bagefter); og den 

arbejder med spændingsopbygning, person- 

og miljøbeskrivelse. 

• På www.update.dk findes en vidensbase. 

Her findes en temaside om fortællende 

journalistik med adskillige journalistiske 

fortællinger fra Danmark og udlandet samt 

en lang række teoretiske artikler om fortællende 

journalistik. 

være åben om usikkerhed og tvivl, og fortælleren 

skal lade læserne se sig selv i kortene ved at hen- 

vise til de kilder som han har informationerne fra, 

og ved at citere, mener Jo Bech-Karlsen. 

udfordringen for fortællingen 

Alle, som i dag arbejder seriøst med fortællende 

journalistik, vil være enige med Jo Bech-Karlsen i, 

at den fortællende journalistik står og falder med 

sit forhold til virkeligheden. 

Fortællende journalistik skal – som al anden 


journalistik – bygge på research, formidle kends- 

gerninger, og læserne skal vide, hvornår det der 

formidles, er journalistiske kendsgerninger, og 

hvornår det teksten gengiver, styres af enkeltperso- 

ners individuelle holdninger og interesser. 

Spørgsmålet er bare: Hvordan varetages den 

opgave bedst? 

Jo Bech-Karlsen slår på tromme for en åbenlys 

fortæller. Det er for eksempel en fortæller, som er 

med i historien og signalerer tvivl og subjektivitet. 

Den åbenlyse fortæller skal sende én overordnet 

besked til læserne: Dette her er ikke virkeligheden, 

men én blandt mange sandheder. 

En anden vej at gå er, at den fortællende journa- 

listik følger retorikprofessor Christian Kocks råd 

og skærper kravene til journalisternes informati- 

onsvurdering, research og metodiske sikkerhed. 

Så skal journalisterne vurdere, hvornår det, de 

skriver, skal ses fra den skjulte fortællers autorita- 

tive synsvinkel (kendsgerninger), og hvornår det 

skal ses fra personernes interessebetonede syns- 

vinkel (holdninger). 

På den måde vil den fortællende journalistik 

bidrage til det, som er opgaven for al anden ambi- 

tiøs journalistik i øjeblikket. Nemlig at hjælpe 

læserne med at finde hoved og hale i informatio- 

nerne i stedet for blot at bidrage til forvirringen. 

Kilder: 

John Chr. Jørgensen: ”Journalistik med stil”, Forlaget 

Ajour 2007, s. 80 

Jo Bech-Karlsen: ”Åpen eller skjult – råd og uråd i fortellende 

journalistikk”, Universitetsforlaget 2007 

www. 



1


0 

Avisens billeder har både 

Fotografierne i aviserne har med deres langsomme- 

lighed fået hård konkurrence fra de levende billeder 

på tv, internet og mobilen. Men still-billedernes 

begrænsninger er samtidig deres styrke, hvis bare 

fotografen overholder ’autencitets-reglen’: 

Du skal kunne stole på, hvad du ser 

af Per Folkver, fotochef på Politiken 

Fotografiet har aldrig været et sandhedsvidne, men 

altid et aftryk af virkeligheden, af det der skete. Det 

aftryk forveksledes tidligere med ’sandheden’, fordi 

fotografiet var et så håndgribeligt vidnesbyrd om begi- 

venheder, der havde fundet sted. 

At man fra fotografiets opfindelse for snart 200 

år siden har arrangeret og ændret på den virke- 

lighed, man foregav at beskrive, har altid været 

kendt. Fotografiets historie er fuldt med eksempler på 

manipulationer: Fenton, der arrangerede sine kanon- 

kugler; sovjettidens primitive billedforfalskninger; Joe 

Rosenthals amerikanske soldater, der hejser flaget; og 

i moderne tid, klodsede fotografers forsøg på at 

peppe deres krigsbilleder op. 

Fotografiets autencitet er ikke truet, men 

still-fotografiets rolle som nyhedsbillede er 

stort set ikke længere eksisterende. Den 

11. september 2001, da Twin Towers i 

New York styrtede sammen, betrag- 

tede en hel verden det live foran deres eget fjernsyn. 

Det var Breaking News, når det er mest Breaking. Der 

blev taget mange, mange fotografier af katastrofen og 

udgivet mange bøger, men prøv at søge på YouTube 

under 9.11, Nine Eleven eller Twin Towers? 

Mere end 50.000 videoer med alt fra personer, 

der taler, til tårnenes kollaps dukker op. Det rædsels- 

vækkende i katastrofen er indfanget på utallige video- 

optagelser og - uanset det forfærdelige i handlingen 

- så er der ingen tvivl om, at de levende billeder brin- 

ger større gys frem, end selv det bedste still-fotografi. 

At se tårnene styrte sammen er næsten som at være 

der selv… 

accepter det langsomme 

Still-fotografiet skal finde sin egen rolle og acceptere 

sin langsommelighed. En langsomhed, der skyldes, at 

det kun er de levende billeder, der skal transmitteres 

live, mens still-billedet ofte kan indsamles over 

længere tid, for derefter at blive publiceret 

i en avis, et magasin eller en bog. Eller en 

multimedie produktion på nettet. 

Reportage-fotografiet kæmper i 

disse år en kamp for at over- 

leve. Det skyldes bl.a., at 

’så meget mere i verden er 

blevet synligt’. Det skyldes, at 

vi får begivenhederne direkte

fordele og ulemper 

AP PHOTO/SEPAHNEWS.COM 

og live ind i vores stuer. Reportagefotografiets overle- 

velse skal sikres ved en høj troværdighed, ved en høj 

fotografisk kvalitet, ved at sørge for at blive publiceret 

kvalificeret og synligt, og selvfølgelig ved at beskæf- 

tige sig med væsentlige emner. 

Der er indlysende fordele ved still-fotografiet: For 

det første er den enkelte læser af det ejer over dét bil- 

ledet, der betragtes. For det andet kan man se på det 

lige så længe, man har lyst. Der sidder ikke en produ- 

cer i et rum og bestemmer, hvor mange sekunder du 

får lov at se på det. Du bestemmer over billedet i en 

avis, et magasin eller en bog. 

Ydermere kan du vende tilbage til det. Det samme 

gør sig gældende for billeder, der lægges på nettet. 

Dem bestemmer du, til en hvis grad, også over. Lige 

indtil en eller anden beslutter at fjerne det fra sitet, for 

i det øjeblik er du sat uden for indflydelse. 

Bevar billedets indre form 

Det trykte, fysiske tilstedeværende fotografi er stadig 

et vigtigt medie, når det gælder vores egen sam- 

tids forståelse. Men det afgørende er, at man i 

reportage- og dokumentarfotografiet overholder 

’autencitets-reglen’. Den går i sin enkelhed går 

ud på, at du som læser kan stole på det, 

du ser. Stole på, at begivenheden fandt 

sted, som den beskrives på billedet. 


Derfor er der netop i denne genre ting, man ikke 

må. Man må ikke klone ting eller fjerne dem fra bil- 

ledet, og man må ikke grundlæggende ændre på bille- 

dets indre form. Som en simpel tommelfingerregel kan 

man sige, at man i det moderne mørkekammer, som er 

programmet Photoshop, må gøre de samme ting med 

billedet, som man kunne i det gammeldags analoge 

mørkekammer. 

Når det er sagt, så skal man være sig bevidst, at 

det digitale fotografi giver fordele, som det film base- 

rede fotografi ikke havde. For eksempel at man i dag 

stort set er i stand til at fotografere i mørke. Det afgø- 

rende er, at læseren er med på det, altså at man ikke 

blander genrer. Et portræt i et magasin har et andet 

etisk kodeks end et reportagebillede fra krigen i Irak. 

Fotografi er et udtryksmiddel, nøjagtig som sproget. 

Fotografiet kan mange ting, og vil man gøre det en 

tjeneste - og sig selv - så kan man begynde med 

at stille krav til det. For eksempel at det er 

godt tænkt og udført. 

Det venstre billede, der viser en iransk mis- 

siltest, var på forsiden af mange større aviser. 

Billedet stammer fra sepah news’ website, 

der er ejet af iran’s revolutionære garde. 

efter publikationen af dette foto blev det 

afsløret, at det andet missil fra højre i 

virkeligheden aldrig blev affyret, som 

det ses på venstre billede. Men for 

at skjule denne fejl, manipulerede 

man billedet ved digitalt at tilføje 

det fjerde missil. 

1


Borgerjournalistikkens 

succes afhænger af 

medie og målgruppe 

Nogen kan lide det, andre hader det. I netaviserne blander borgernes røst sig i stigende 

grad med det journalistiske indhold både i form af meninger og tips, og i form af at 

bidrage til den journalistiske dagsorden. Hvorfor gør JydskeVestkysten det, og hvorfor gør 

Weekendavisen det ikke? 

af louise Zabel, journalist 

Mange aviser lader i stigende grad deres læsere 

træde med ind i produktionen af nyheder. 

Måske ikke for at skrive nyhederne, men for at 

komme med input, så journalisterne hører om 

de gode historier fra borgernes hverdag. Det 

man ’i gamle dage’ kaldte for meddelere, kaldes 

i dag i bred forstand for borgerjournalister, der 

primært optræder på webaviserne med billeder, 

kommentarer, blogs og andre input. 

Men hvad skal det gavne? Hvad er det bor- 

gerjournalistikken 

kan, og hvad kan 

den absolut ikke? 

Hvilke læsere er det, 

borgerjournalistik- 

ken særligt henven- 

der sig til, og hvem 

er det den afskræk- 

ker? 

Mikael kamber, 

chefredaktør på 

JydskeVestkysten 

Prent har spurgt to meget forskellige aviser 

med hver deres formål, indhold og målgruppe, 

nemlig JydskeVestkystens chefredaktør, Mikael 

Kamber, og Weekendavisens chefredaktør, 

Anne Knudsen. 

Mikael kamber, chefredaktør på JydskeVestkysten: 

Hvorfor har I indført begrebet borgerjournalistik? 

”Vi indførte begrebet borgerjournalistik den 

8. januar 2008 sammen med vores nye hjemme- 

side, fordi det ligger i direkte forbindelse med 

det, vi skal være verdensmestre i, nemlig tættest 

tænkelig dækning af Syd- og Sønderjylland. 

Borgerjournalistikken giver os en forlænget 

arm, så vi nu ikke kun skriver om det, der inte- 

resserer 1.000 mennesker, men måske kun 20, 50 

eller 100 borgere”. 

Hvordan bruger I helt konkret borgerne? 

”Vores borgerjournalister har tilmeldt sig via 

en brugerprofil, så vi kender dem, der skriver. 

De kan så skrive på de lokale ’Læserne skri- 

ver’-sider, og de skriver om alt mellem himmel 

og jord. Vores største problem er grænsen for 

’nonsens’, altså folk, der har lagt sludder ud. 

Folk finder ret hurtigt ud af, hvad spillereglerne

er, men talent kan man 

som bekendt ikke gøre 

så meget ved”. 

Hvilke nyhedskriterier er 

der for borgerjournali- 

stikken? 

”Vi arbejder mere 

med genrekriterier, så 

folk skal skrive, om det 

er en nyhed eller debat- 

indlæg, altså fakta eller 

opinion. Men hvilke 

nyheder er der ingen 

grænser for. Borgerne 

skriver kun på deres egen lokale side, men der må 

de ellers skrive om, hvad der optager dem”. 

Hvordan hænger det sammen med de journalistiske 

nyhedskriterier? 

”Vores målgruppe er jo netop dem, der skriver. 

Vi lever ikke som Weekendavisen af folk, der er 

eksperter inden for forskellige felter. Eller som 

Børsen af folk, der interesserer sig for erhvervs- 

stof. Vi lever af at dække vores område tættere 

end nogen anden, og der kan borgerjournalisterne 

hjælpe os med at komme endnu tættere på”. 

Hvad er så forskellen på borgerjournalisterne og de 

uddannede journalister? 

”Vores ’rigtige’ journalister tager sig af de 

brede historier, der kan tåle at blive trykt i avisen. 

Journalisten har jo i modsætning til borgerjourna- 

listen nogle værktøjer såsom kildekritik, evne til 

at sætte sig ind i komplekst stof osv., og det giver 

nogle andre historier”. 

Hvordan mødes de to slags journalistik? 

”Vi udvælger hver dag nogle af borgerjourna- 

listernes artikler, og enten bringer vi dem direkte 


eller tager afsæt i deres historier. 

Vi kan få mange gode artikler 

ud af det, også fra borgernes 

indlæg på hjemmesiden ved at 

ringe til et par af kilderne, de 

henviser til. Til gengæld kvitte- 

rer vi med et fast logo, at ’denne 

artikel er inspireret af X’”. 

Du kan se mere på: 

www.jv.dk. 

anne knudsen, chefredaktør på Weekendavisen: 

JV har indført borgerjournalister. Hvorfor gør I ikke 

det på Weekendavisen? 

”På en måde HAR vi faktisk borgerjournalistik, 

for mange af vore læsere når i årets løb at sende os 

en artikel om deres særlige felt, som vi bruger. Vi 

har enormt mange læsere, som er specialister på 

et eller andet område, og vi er skam glade for både 

deres ideer og deres artikler”. 

Hvorfor mener du ikke, borgerjournalistik egner sig til 

jeres læsere? 

anne knudsen, chefredaktør 

på Weekendavisen 

”Vores specialitet er det, vi kalder vidensba- 

seret journalistik, så vores brand er egentlig en 

slags aftale med læserne om, at der ligger en stor 

og specialiseret baggrundsviden bag hver eneste 

artikel. Det betyder også, at hver enkelt artikel ræk- 

ker videre end til den konkrete anledning, den er 

skrevet ud fra. Der er et niveau af generalisering i 

det altsammen: historisk baggrund, international 

sammenligning, perspektivering. Desuden bor vore 

abonnenter over hele landet; næsten halvdelen vest 

for Storebælt og mange i udlandet, så vi har ikke 

rigtig noget sted at være lokal sådan som JV”.


Hvor er skellet mellem kriterierne for journali- 

sternes arbejde og læsernes påvirkning på avisen? 

”Det giver sig selv; det er os, der redigerer og 

bestemmer, hvad der skal i avisen. Det gør vi helt 

systematisk ud fra, hvad vi selv synes, det er inter- 

essant at læse”. 

Hvor går grænsen for, hvad Weekendavisen skal 

bruge læserne til? 

”Ved redaktørernes skriveborde – og så ved 

dokumentationen; det er kun som debatindlæg, vi 

bringer noget, der ikke har mere end én kilde!”. 

Hvordan bruger Weekendavisen i stedet læserne i avi- 

sens journalistik? 

”Vi får ideer fra dem – og rettelser, hvis vi laver 

den mindste fejl! Jeg plejer at sige, at ligegyldigt 

hvad vi skriver om, kan vi være helt hundrede på, 

at landets ledende ekspert på området er blandt 

læserne! Og de folk lader os ikke slippe over gær- 

Pressen på museum 

NEWSEUM er navnet på et af de nyeste 

museer i USA. Det ligger midt i hovedstaden 

Washington DC og hører til et af de mest 

spændende af slagsen. NEWSEUM rummer 

en helt overvældende samling, der dækker 

de sidste fem århundreders amerikanske histo- 

rie. Museet udnævner sig selv til at være ver- 

dens mest interaktive museum og det passer. 

Det er der alt sammen i skrift, lyd og bille- 

der. Naturligvis mangler heller ikke 15 meter 

af Berlin Muren, eller radiotårnet, der stod 

på toppen af World Trade Center indtil 11 

september, samt avisforsiderne fra alverdens 

lande fra dagen derpå. 

Museet rummer også mulighed for at være 

nyhedsoplæser foran et rullende kamera. Der 

er 14 særudstillinger og 15 biografer, hvor 

man bl.a. kan følge historiens gang i 4D. 

www.newseum.org 

det, hvor det er lavest. Vi har en meget livlig kom- 

munikation med vore læsere”. 

Hvordan ligger jeres nye hjemmeside i forlængelse af 

det? 

”Det største problem, vi har med alle de kloge, 

vidende og velformulerede læsere, der gerne vil 

skrive til os, er pladsen; avisen er stramt redigeret, 

og vi afviser rigtig meget, som egentlig er udmær- 

ket, simpelthen af pladshensyn. På Nettet er der 

meget bedre plads – også til, at læserne kan disku- 

tere indbyrdes og ikke kun med os”. 

Hvordan har læserne taget imod den nye hjemmeside? 

”Super flot! Trafikken er allerede flere gange 

større end på den gamle side, og vi er jo først lige 

begyndt!”. 

Du kan se mere på: 

www.weekendavisen.dk.

I en klasse 

for sig 

Samarbejdet mellem Dagbladet 

Ringkøbing-Skjern og gymnasiet i 

Ringkøbing har lært avisen noget 

om fremtidens kunder - og eleverne 

en hel del om mediernes virkelighed. 

af søren Christensen, journalist 

på Dagbladet ringkøbing-skjern 

En aha-oplevelse. 

Fra både redaktionslokalerne på 

Dagbladet Ringkøbing-Skjern og i klasselo- 

kalet hos 2.C på Ringkøbing Gymnasium er 

der begejstring at spore over efterårets sam- 

arbejde. 

På gymnasiet har elever i dansk og sam- 

fundsfag blandt andet via undervisning 

af bladets journalister fået sat kød på den 

tørre teori om journalistik og medier, og på 

Dagbladet har man fået sat ansigt på de unge 

mennesker, der i fremtiden - forhåbentlig - 

skal gøre brug af husets medier. 

Og hvis man skulle tro, at samarbejdet 

udelukkende har lært eleverne noget, så kan 

man altså godt tro om igen. ➔ 

Journalistikkens unDerVisning grænser

Journalistikkens unDerVisning grænser 

➔ 

”Vi kan lære noget meget vigtigt af det her. 

Nemlig hvordan de unge bruger de nye medier. 

Måden, de kommunikerer på. Det har været 

meget interessant. En aha-oplevelse for os også”, 

fortæller chefredaktør Flemming Hvidtfeldt, der i 

foråret satte sig sammen med repræsentanter fra 

Ringkøbing Gymnasium. 

Målet var et samarbejde, der skulle udmønte sig 

i artikler skrevet af skolens elever - til Dagbladets 

site. Og målet er nået. 

Det lette stof trækker i de unge 

Forleden blev 2.C på Ringkøbing Gymnasium 

en del af Berlingske Media (ejer af Dagbladet 

Ringkøbing-Skjern) og sitet www.dinby.dk, hvor- 

fra eleverne beretter om stort og småt. Faktisk en 

del småt. 

”Petit-stof-genren er ganske som ventet meget 

populært”, fortæller elevernes lærer Torben 

Jakobsen, der gennem sit arbejde har fået tidsån- 

den bekræftet: 

Fagene dansk og samfundsfag har fået et 

ekstra krydderi for eleverne fra 2. C på 

ringkøbing gymnasium. Her i efteråret 

er de blevet en del af et samarbejde med 

Dagbladet ringkøbing-skjern. avisen under- 

viser de unge, og de unge giver avisen en 

fornemmelse af at have fingeren på pulsen. 

”Det tilfredsstiller naturligvis ikke en akade- 

misk lærer, at det udelukkende er det lette stof 

som petit-stof og sladder, der interesserer de unge”, 

siger Torben Jakobsen med et glimt i øjet. 

Tendensen fik han bekræftet, da eleverne kunne 

vælge mellem tungere stof som for eksempel sagen 

FOTOS: JøRN DELEURAN. 

” 

om en nationalpark, der er på vippen og debatten 

om en lokal campingpladsgrund. 

”Eleverne undgik de lidt tungere ting, mens det 

lette stof var mere populært”. 

Han ser dog tilbage på forløbet med positiv 

mine. 

Det er vigtigt for os som medie at have fin- 

geren på pulsen, og hvor mærker man pulsen 

bedre end hos de unge mellem 15 og 20. Den 

aldersgruppe er i en klasse for sig 

”Det har været godt for eleverne at få et indblik

i det praktiske arbejde på en avis. Som udgangs- 

punkt er der jo en indbygget forældelse i vores 

undervisningsmateriale, i og med at udviklingen 

inden for medierne er rivende, så for eleverne har 

det været spændende at følge et bladhus, der dæk- 

ker så bredt”, påpeger Torben Jakobsen. 

avisen vil mærke ungdommens pust 

For Flemming Hvidtfeldt er elevernes engage- 

ment forhåbentlig også en øjenåbner, når det hand- 

ler om netop dinby.dk. 

”Vi kan jo med det her teste, om dinby.dk også 

er noget for de unge. Modsat lignende sites som 

FaceBook, så lægger f.eks dinby.dk vægt på det 

super lokale, og det er vi selvfølgelig spændte på, 

Fakta: 

samarbejdet mellem 

unDerVisning 

Mediehuset Dagbladet 

ringkøbing-skjern og de 

gymnasiale uddannelser i 

ringkøbing-skjern kommune 

er for gymnasiet en integreret 

del af undervisningen 

i dansk og samfundsfag. i 

efteråret har 2. C på skolen 

været involveret i projektet. 

Dagbladet ringkøbing-skjern 

har blandt andet stået for 

undervisning i ”Mojo-journa- 

lism”, web, lokaljournalistik 

og etik. På den baggrund 

har eleverne produceret 

essays, petit-stof, sladder- 

spalter og meget andet til 

sitet www.dinby.dk, der 

er en lokal pendant til det 

kendte FaceBook. 

om de unge fanger”, siger Flemming Hvidtfeldt«. 

For begge parter har projektet været så spæn- 

dende og lærerigt, at man forventer en ny runde. 

”Det her samarbejde bør fortsætte. Også med 

kommende elever”, lyder det fra Ringkøbing 

Gymnasium, og også på Dagbladet Ringkøbing- 

Skjern kan man ikke se nogen idé i at afbryde det 

gode samarbejde. 

”Det er vigtigt for os som medie at have finge- 

ren på pulsen, og hvor mærker man pulsen bedre 

end hos de unge mellem 15 og 20. Den aldersgrup- 

pe er i en klasse for sig”, som Flemming Hvidtfeldt 

udtrykker det.

unDerVisning 

De tog på avis 

i deres sommerferie 

af anette Jorsal 

udgaveredaktør på JydskeVestkysten og tovholder på 

Mediacamp 

Nikolines veninder fattede ikke en dyt, da de 

hørte, at hun skulle gå i skole en uge af sin som- 

merferie. Og oven i købet betale for det!!! 

”Helt ærligt! Hvad har du gang i??!!” 

Det var bare for syret. 

Men det var det slet ikke for Nikoline. Hun 

glædede sig vildt, betalte med glæde og drog den 

varmeste søndag sidst i juli forventningsfuldt fra 

Sjælland til Esbjerg, hvor hun sammen med 19 

andre unge i alderen 16 til 20 år skulle deltage i 

Mediacamp på JydskeVestkysten. 

Sololie blev udskiftet med knofedt, og bikinien 

lagt på hylden. 

I løbet af seks svedige sommerdage skulle de 20 

unge deltagere i stedet blive klogere på journali- 

stik og avisverden. Ikke kun ved at lytte til oplæg 

eller se sig omkring i bladhuset, men frem for alt 

ved selv at kaste sig ud i journalistikkens mange 

muligheder. 

Emnet var givet på forhånd. Alle artikler skulle 

handle om ”Mod”. De skulle finde deres historier 

i det syd- og sønderjydske, for alle artikler skulle 

bringes i JydskeVestkysten. Med andre ord – de 

var så nær den journalistiske virkelighed, som 

de kunne komme, og det var netop, hvad tiltrak 

mange af deltagerne. De ville gerne have en afkla- 

ring på, om journalistikken var en del af deres 

fremtid. 

Med ildhu og iver kastede de sig modigt over 

emnet, og ideerne væltede frem. De bedste blev 

valgt. Ide skulle omsættes til virkelighed. 

Der blev ringet og researchet. Jublen var stor, 

når der var hul igennem til den rette kilde, mens 

fortvivlelsen drev ned af ansigtet, når forhåbnin- 

ger bristede. 

Tre af avisens medarbejdere delte tiden mellem 

rollerne som undervisere og coaches. De fulgte 

nøje proces og produkt for at få alle i mål. 

Og det kom de. Det blev til en stribe helsider 

om mod med fantastiske beretninger fra personer, 

der havde udvist mod. Lige fra de unge, der for- 

talte om modet til at byde op til den første dans, til 

Anders, der blev født som pige, og til nødhjælps- 

arbejderen, der arbejder i områder med risiko for 

bomber eller kidnapninger. 

En blanding af udmattelse og yes-følelse sad i 

de unge ansigter, da det blev fredag, og de havde 

nået deadline. De var blevet klogere på journali- 

stik. Mange af dem mere afklaret på studievalg. 

De havde fået et fedt fællesskab med masser af 

sjov. Også ud på de små timer på hotellet, hvor de 

boede. 

Avisen fik et frisk pust. Læserne fik kvikke og 

veldrejede historier skrevet af unge. Avisen fik 

inspiration. 

Nikoline og de andre var også begejstrede. En 

pige sluttede sin evaluering med ordene: 

”Skide fed oplevelse. Ikke det at prøve at lege 

med journalistikken, men også at man har mødt 

så mange nye mennesker...simpelthen alt for fedt! 

Tak for det. Gør det igen næste år”. 

Så det gør vi.

Fakta: 

FOTO: ANNETT BRUHN/ JYDSKEVESTKYSTEN 

Mediacamp – en 

journalistisk som- 

merskole - blev 

i skolernes som- 

unDerVisning 

merferie afviklet på 

tre aviser i 2008: 

24 timer, Fyens 

Stiftstidende og 

JydskeVestkysten. 

Avisen i Under- 

visningen står bag i 

tæt samarbejde med 

aviserne. 

Prisen for en uge 

på Mediacamp er 

1299 kroner, og det 

omfatter overnatning, 

forplejning, under- 

visning i journalistik 

inkl. ekskursion. 

Deltagerne skal 

enten gå på en gym- 

nasial uddannelse 

eller netop have 

afsluttet den.

anMelDelse 

0 

At læse om at skrive 

af Bo tao Michaëlis 

Genren - bøger om at skrive er stort set den eneste 

genre, som Thomas Oldrup ikke har med i sit 

minikatalog over genrer bagest i sin ’22 tricks – om 

at skrive godt’. Men som sådan er hans eget værk en 

appetitlig repræsentant for sin genre, en lille let og 

overskuelig indføring på 22 aspekter af skrivningens 

simple kunst. Til gengæld er den ikke så grænseover- 

skridende, så det gør noget. Men det kommer vi til 

og først skal der roses. Oldrups bog er sympatisk ind- 

førende, den giver gode råd om at vise ikke fortælle, 

undgå dobbeltkonfekt og anden tautologi, stuk og 

af lektor kenneth reinecke Hansen, Frederiksberg 

seminarium og journalistuddannelsen på ruC 

Medieforskningen har koncentreret sig om mediernes 

effekter på mennesker og samfund. Men de 

nyeste medier – og udviklingen i de gamle – er ken- 

detegnet ved intertekstualitet, intermedialitet og inter- 

aktivitet, og derfor må medievidenskaben interessere 

sig for det gensidige afhængighedsforhold mellem 

medier og samfund, med modtagerne som bindeled. 

Det er i hvert fald et bærende og velbegrundet syns- 

punkt i Klaus Bruhn Jensens "Medier og samfund – en 

introduktion". 

Bogen vil dermed bygge bro over medieforskningens 

mest ørkesløse diskussioner: Skal medier opfattes som 

æstetiske produkter eller sociale processer? Er teore- 

tisk eller empirisk medieanalyse mest frugtbar? Giver 

kvantitative eller kvalitative metoder de bedste svar? I 

alle tilfældene er der tale om både-og, hvorfor der er 

småord, fraser og floskler. På det sæt minder bogen 

i øvrigt mest om Robert Zola Christensens også anbe- 

falelsesværdige ’Manual til skrivekunsten’ fra 2005. 

Heldigvis og vederkvægende slet ikke om de salige 

jeg-har-set-lyset-håndbøger som danskundervisningens 

skrivende præsteskab udgav dengang i 1990erne, 

hvor hurtigskrivning var vejen til frelse mod skriveblo- 

kering. Det er det stadigvæk hos Oldrup, så halleluja 

og amen. 

Der er vitterlig mange gode, inspirerende og kon- 

struktive råd hos Oldrup. Og nu kommer vi så ind på 

bogens mangel på grænseoverskridelse. Det gode 

sprog hos Oldrup er stadigvæk à la Hemingway, 

De medier vi fortjener 

brug for nuancerede analyser, der kombinerer meto- 

der fra flere paradigmer. 

En så omfattende diskussion burde egentlig ikke 

kunne finde sted i en introduktion på under 200 

sider. Men det lykkes faktisk, takket være en stærk 

teoretisk ramme i det indledende kapitel, forbilledligt 

klare definitioner og begreber samt en fremadskri- 

dende progression gennem hele bogen. Det er læse- 

venlig akademisk prosa. 

Prisen er, i sagens natur, en indimellem noget kom- 

pakt fremstilling, der kræver en del forforståelse. Men 

bogen er rigt forsynet med henvisninger og krydshen- 

visninger, og de er lette at forfølge. 

Ifølge Bruhn Jensen har et samfund de medier, det 

fortjener. Medierne skal forstås som en særlig institu- 

tion til at tænke med, ikke mindst over den politiske 

institution. Og det er et befriende synspunkt, at alt 

ikke er mediernes skyld. Hvis jeg skal være polemisk, 

synes jeg dog, Bruhn Jensen underspiller producen-

at skrive om at skrive 

thomas oldrup: 

22 tricks – om at skrive godt. 

Forlaget Phabel, 139 sider, 199 kroner 

ternes rolle. På trods af en 

gennemgående interesse for 

nyhedsmedier skriver han 

ikke meget om redaktionelle 

processer, vinklinger, nyheds- 

kriterier og presseetik. Det skyl- 

des naturligvis bogens fokus: 

Medieprodukter kan vanske- 

ligere tilskrives én producent 

– eller én diskurs for den sags 

skyld. Men mediernes indhold 

er vel også resultat af bevidste 

valg og fravalg? 

Medier og samfund handler 

i høj grad om medieviden- 

skabens metoder, og her er 

virkelig noget at hente. Det 

fungerer godt, at metodeafsnittene er placeret i bokse 

undervejs – i lighed med fakta, teorier, analyser og 

arbejdsopgaver. Hér redegør Bruhn Jensen detaljeret 

for medievidenskabens mange metoder, men samti- 

dig problematiserer han deres videnskabsteoretiske 

grundlag, deres anvendelser i samfundet og brugen 

impressionistisk at skære sprogligt sul væk, gå direk- 

te til makronerne med sceniske dialoger som kryd- 

deri og nul klicheer! Men hvad med de nødvendige 

klicheer, dem som giver os genremæssig tryghed 

à la eventyret ’der var engang’, de omstændelige 

beskrivelser som plotmæssig skal kede læseren 

i den historiske roman à la begyndelsen til Ecos 

’Rosens navn’, de metasproglige ’hjælpetropper’ 

omkring dialoger, intentionel redundans og alle de 

postmoderne sætstykker og scenarier, som dansk- 

lærere hader, digtere elsker. Jeg er heller ikke sikker 

på, at essayet søger sandheden eller reportagen 

er sanselig, for nu at fluekneppe en smule i bogens 

genredefinitioner. Men når det sagt, er bogen for- 

friskende med sin friskfyragtige fede facon, således 

ganske grydeklar til elever. For nu at slutte af med 

en nødvendig kliche. 

af grundlæggende begreber 

anMelDelse 

som data, kvalitativ/kvantitativ 

og etic/emic. 

Medier og samfund er vel at 

mærke ikke en metodisk opskrift 

på, hvordan man anvender 

metoderne. Til gengæld er 

bogen et levende eksempel på 

– som Bruhn Jensen selv citerer 

Kurt Lewin for – at ”Intet er så 

praktisk som en god teori”. 

Det er en vigtig grundbog, 

vores studerende her har fået. 

Men målgruppen bør også 

omfatte alle, der beskæftiger sig 

med forskning og undervisning 

i medier, og som trænger til et 

aktuelt brush up. 

klaus Bruhn Jensen: Medier og samfund 

– en introduktion. 

191 sider, 188 kr 

Forlaget samfundslitteratur, 2008 

1

Skab debat i klassen! 

Kære lærer 

På Ekstra Bladet Skole laver vi særaviser, som lægger op til debat i klassen. 

Særaviserne er målrettet undervisningen i dansk, historie, samfundsfag samt 

i medieundervisningen generelt. 

Læs meget mere og se alle særaviserne på ekstrabladet.dk/skole 

“ Midt i avisen er der en række fortrinlige stileoplæg, 

der i øvrigt også kunne være et glimrende udgangspunkt 

for en diskussion i klassen. 

” 

– fra anmeldelse i Folkeskolen

Grænser for journalistik - Research@Medicine - Danske Dagblades ...

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?