› TAKKETALE – sagde smedens <strong>datter</strong> SIDE 16 | PSYKOLOG NYT NR. 9 | 2012 Hvorfor en psykologfagforening? Det spørgsmål besvarede Eva Hultengren i sin tale, efter at hun 24. marts 2012 var blevet udnævnt til æresmedlem. FOTO: LARS SKAANING.
V ed tidligere lejlighe<strong>der</strong> har jeg hørt mange ære-værdige mennesker fortælle om <strong>der</strong>es psykologfaglige udviklingsarbejde, hvor de har slået hul i mange mure for mange andre. Det kan jeg ikke fortælle om. Derimod kan jeg fortælle, at jeg er fagforeningsmand og har været det i generationer. At jeg er opdraget til at tænke i fællesskab. Og fællesskabet har altid haft brug for civil courage. De faglige organisationer har. Også selv om de ikke kendte ordet, men blot lagde krop til. Det var dog ikke <strong>på</strong> grund af, hvad Dansk Psykolog Forening kunne tilbyde af fællesskab og arbejdsmarkedsresultater, at jeg blev medlem tilbage i begyndelsen af 1970’erne. Det var <strong>på</strong> grund af min far. Han var smed. Det ville være fuldstændig utænkeligt, at jeg ikke var medlem af min fagforening. Jeg vidste, at det ikke hjalp, hvis jeg havde sagt: ”Jamen far – Psykologforeningen er jo ikke en rigtig fagforening.” Han ville bare have set <strong>på</strong> mig og sagt: Men så må du jo gå ind og lave det om! Sådan var den politiske tankegang i min familie. Ikke en sag om storhedsvanvid, men noget om at stille sig til rådighed for det, <strong>der</strong> skal gøres. Så kort tid efter min kandidateksamen i januar 1972 fandt jeg telefonbogen frem, fandt Psykologforeningens adresse og mødte personligt op i foreningens dengang ydmyge lokaler. Jeg gik ind til daværende formand, Lise Møller, og fremførte mit ærinde: at jeg ønskede at blive medlem. Jeg kan stadig se eller mærke, at Lise og hendes skrivebord forekom mig lidt frygtindgydende. Betydningsfuldt fyldt op. Og jeg husker hendes: ”Ja, du kan godt blive medlem.” Det var indvielsen og et møde, <strong>der</strong> lå meget langt fra et ”Dav kammerat. Velkommen un<strong>der</strong> fanerne.” Jeg fik medlemsnummer 1347. Og så spænede jeg tilbage til den rigtige fagbevægelse. Mest Dansk Arbejdsmands- og Specialarbej<strong>der</strong>forbund, hvor jeg har slået mine fol<strong>der</strong> i rigtig mange år. På et tidspunkt var jeg ganske vist en tur indenom at være medlem af Psykologforeningens bestyrelse, fordi Jørgen Hunsdahl, <strong>der</strong> også var bestyrelsesmedlem, samlede nogle ikke helt traditionelle psykologer til at få lidt mere fagforening i fagforeningen. Som <strong>datter</strong> af min far kunne jeg ikke sådan sige nej til en opfordring. Min bestyrelsestid blev dog en kort visit, hvor jeg umuligt kan have efterladt fingeraftryk. Ad forskellige veje blev jeg alligevel aktiv begge ste<strong>der</strong>: både i den rigtige fagbevægelse og i min egen fagforening. Og så blev jeg aktiv <strong>på</strong> mine arbejdspladser med psykologarbejdet og organisationen, hvilket havde betydning for min vej i Psykologfagforeningen. Hvorfor være medlem? Hvorfor skal man være medlem af en fagforening? Og mere præcist: hvorfor skal man være medlem af Dansk Psykolog Forening? Mit svar er: Du har et fag, som du gerne vil udøve. Det bety<strong>der</strong> noget for dig, og du vil gerne udøve det bedst muligt med bedst mulige resultater. Når du udøver dit fag, så gør du det <strong>på</strong> en arbejdsplads. Arbejdsudøvelsen er ikke frit svævende i ingenting. Dine rammer og vilkår skal være udformet således, så du kan lave bedst muligt arbejde. Så det er du nødt til at interessere dig for. Andre (som vi kal<strong>der</strong> modparten) kan have andre interesser, så det batter lidt mere, hvis I går sammen og stiller krav. Et voila! Så har vi en fagforening. Du har en fagforening, fordi du gerne vil udøve dit fag. Hvor svært kan det være at forstå! Den tankerække giver mig en vældig ro, kan jeg mærke. Jeg tænkte for nylig over, hvorfor denne ro? Så genialt er det jo ikke formuleret. Ikke noget, <strong>der</strong> kandi<strong>der</strong>er til at indskrive sig <strong>på</strong> en liste over vigtige litterære udsagn. Jeg kom til at tænke, at det var, fordi jeg oplevede at have fået fat i rød<strong>der</strong>ne ved at gøre opgaven eller problemstillingen meget simpel. Jo sværere og mere kompleks problemstillingen er, des vigtigere er det at forsøge at spørge enkelt: Hvad er vi her for? Organisationer – herun<strong>der</strong> faglige organisationer – kan blive store og komplicerede. Gennem sammenlægninger måske. Man vægter størrelse som et afgørende parameter for gennemslagskraft og effektivitet. (Men måske er evidensen for det ikke helt krystalklar). Organisationspsykologer og andre organisationseksperter har i mange, mange år vidst, at store organisationer skal bruge mange kræfter <strong>på</strong> at opretholde sig selv. Bruge ekstra kræfter <strong>på</strong> støttesystemer. Leverancesystemer. Bruge så megen opmærksomhed, så man kan forsvinde i at arbejde med systemer og strukturer. Missionen kan forsvinde. Kerneydelserne blive uklare. Min anden fagforening, ”den rigtige fagforening”, er næsten forblødt i sit strukturarbejde, blandt andet med sine fusioneringer for at blive større. Den sidste strukturkamp ved fusioneringen mellem arbejdsmændene og Kvindeligt Arbej<strong>der</strong>forbund blø<strong>der</strong> endnu. Men vi i Dansk Psykolog Forening kan også godt være med i blødningen, selv om vi ikke er så store: <strong>på</strong> mange, mange generalforsamlinger har vi brugt halvdelen af tiden <strong>på</strong> at se <strong>på</strong> formuleringen af love og strukturer og procedurer og halvdelen af tiden <strong>på</strong> det øvrige. Taget over én kam gæl<strong>der</strong> det, at fagforeningerne blø<strong>der</strong>. På EU-plan er det således, at i 1980 var 40 % af de ansatte inden for PSYKOLOG NYT NR. 9 | 2012 | SIDE 17
Change language