Hvorfor Moskva siger Njet.indd

More documents

Recommendations

Info

teknokrater. Putin til den mere autoritært anlagte og instinktivt antivestlige elite, silovikierne. 73 Alt andet lige er der således en central bureaukratisk eliteinteresse, som understøtter den hidtidige kurs overfor Syrien. Konklusion Rusland holder indtil videre fast i sin traditionelle allierede Syriens Bashar al-Assad. Denne politik handler ikke blot om, at Rusland har ”et såret ego”, er ”paranoid” eller fordi man i Kreml er præget af en ”koldkrigsmentalitet”. Ikke alene i al fald. Således handler Ruslands politik i forhold til Syrien-konfl ikten i høj grad om at forfølge et sæt nationale- og eliteinteresser, der i høj grad er afl edt af den mest centrale markør for den russiske politiske selvforståelse, nemlig at Rusland er eller igen skal være en stormagt i det internationale system. Denne stormagtsrolle sikres i forhold til Syrien-konfl ikten ved at balancere USA’s og Vestens interesser i et forsøg på at fastholde Syrien som en sikker allieret i Mellemøsten - Ruslands eneste tilbageblevne traditionelle allierede i Mellemøsten. Med til billedet hører også Ruslands eneste fl ådebase i Middelhavet, placeret på den syriske kyst i Tartus, som kan rumme op til 12 fl ådefartøjer og ifølge planerne skal understøtte Ruslands antipirateri operationer ud for Somalias kyst. Basen er dog mest af alt af symbolsk værdi i forhold til at sikre stormagtsrollen. Men symbolpolitik har nogle gange en væsentlig funktion, også i international politik. Til at sikre den russiske stormagtsrolle hører også Ruslands permanente sæde i FN’s Sikkerhedsråd, som er et af Ruslands få steder med global indfl ydelse. Efter at Rusland indvilligede i at undlade at nedlægge veto imod Resolution 1973 i forbindelse med Libyen-indsatsen, har følelsen dog mest af alt været, at man har tabt alt, men intet vundet. Således har hverken Libyen eller Vesten i russiske øjne gengældt den russiske velvilje. Hvis Rusland skal fl yttes i forhold til en fremtidig Syrien-resolution, vil et ikke uvæsentligt element i en aftale være at sikre Ruslands økonomiske interesser i et post-Assad Syrien. Den hidtidige blokeringen af Sikkerhedsrådet har dog svækket den russiske position hos en række af de arabiske lande. Det russiske udenrigsministerium håbede i lang tid, at det via diplomatisk pres kunne sikre en fredelig udgang af krisen, hvilket ville have været en betragtelig russisk, diplomatisk sejr og igen give Rusland indfl ydelse i regionen – men indtil videre uden held. Et yderligere element i forhold til blokeringen af Sikkerhedsrådet er, at Rusland, sammen med Kina, er modstander af doktrinen om Responsibility to Protect (R2P) – staternes ansvar for at beskytte civilbefolkningen mod overgreb – da man anser den for at være undergravende for statens suverænitet og som et skalkeskjul for vestlige interesser. Rusland frygter således, at doktrinen, hvis den vandt hævd, i en krisesituation ville kunne blive brugt mod dem selv, eller i al fald ville kunne fremme en verdensorden, hvor en stat vil have vanskeligere ved legitimt at undertrykke krav (73) For mere om magtgrupperingerne siloviki og liberale teknokrater, se Staun, Jørgen, 2007, Siloviki versus Liberal-technocrats. The fi ght for Russia and its foreign policy, DIIS-Report 2007:9, København: Dansk Institut for Internationale Studier. Forsvarsakademiet 19
20 om øget indfl ydelse fra dets egen befolkning. Rusland er i det hele taget bekymret for enhver undergravelse af statens suverænitet, da man frygter, det vil kunne fremme separatistiske tendenser, som Rusland især i 1990’erne havde store problemer med i dets sydlige regioner, ikke mindst i Tjetjenien. Udover at sikre sin fortsatte stormagtsposition er der i russiske udenrigspolitisk kredse også en vis frygt for, at et Syrien uden Assad risikerer at disintegrere i krig og kaos og sprede ustabilitet i hele regionen – en ustabilitet, som man er bange for kan brede sine fangarme ud til det sydlige Rusland. Her er det især indfl ydelsen fra Iran - som ikke vil se med blide øjne på en russisk accept af en hårdere kurs overfor Assad – man er bekymrede for. Læren fra Tjetjenien-konfl ikten er, man skal være på vagt overfor udenlandsk støtte til russiske muslimer. Således havde saudiarabiske rigmænd i løbet af 1990’erne held til at udbrede den dogmatiske wahabisme (radikal afart af sunniislam) i Tjetjenien via støtte til koranskoler, moskeer og sociale programmer - og via direkte støtte til centrale tjetjenske krigsherrer - hvilket havde en klar radikaliserende effekt på samfundet og på den tjetjenske modstand mod Rusland. Til bekymringen for at Syrien-konfl ikten skal sprede sin ustabilitet til det sydlige Rusland hører også, at Rusland er langt mindre optimistisk med hensyn til det Arabiske Forårs revolutioners efterspil end mange af de vestlige lande. For hvem er det, de folkelige omvæltninger bringer til magten, og vil disse fremtidige, i overvejende grad islamistiske magthavere, Rusland (og Vesten) det noget godt? Nationale økonomiske interesser er også på spil - ligesom elitens egne økonomiske interesser er det. Således vurderes Rusland til for indeværende at have kontrakter indenfor våbenhandel, energi, byggeri og andet erhverv til i alt godt 24 mia. USD i Syrien. Hvilket, set med russisk økonomiske øjne, gør det til en fornuftig - om end måske lige lovlig kortsigtet - kurs at søge at sikre Assad-regimets overlevelse. Forudsat at der følger rigtige penge med samhandlen og ikke blot gældsveksler med håb om fremtidig efterbetaling. Hvis Assad-styret falder, vil disse regimebundne kontrakter efter al sandsynlighed gå i vasken, som det skete efter regimeskiftet i Libyen. At det ydermere er to helt centrale fraktioner af den såkaldte siloviki-fl øj, hvis virksomheder tjener en anseelig del af pengene, gør forankringen af den hidtidige pro-Assad kurs endnu stærkere. Således er siloviki-fl øjen klart styrket efter Putins genkomst på præsidentposten og denne vil efter al sandsynlighed modsætte sig en hårdere kurs over for Assad-regimet. Dels af ideologiske grunde - hvad Vesten vinder, er et tab for Rusland, set med siloviki-øjne. Dels af hensyn til elitegruppens egne, privatøkonomiske interesser. At siloviki-fl øjen er styrket efter Putins tilbagekomst som præsident, betyder samtidig, at Obama-Medvedevs ”reset-politik” – som formentlig var årsagen til, at Medvedev i strid med udenrigsministeriets anbefaling fi k gennemtrumfet, at Rusland afstod fra at blokere Resolution 1973 om Libyen 74 - nu er svækket. Især fordi Obama-administrationen i høj grad bandt ”reset-politikken” op på netop Medvedev, (74) Til gengæld førte ”reset-politikken” til en amerikansk de facto anerkendelse af Georgien som russisk indfl ydelsessfære. Se Hans Mouritzen og Anders Wivel, 2012, Explaining Foreign Policy. International Diplomacy and the Russo-Georgian War, London: Lynne Rienner Publishers.
Page 1 and 2: BRIEF HVORFOR RUSLAND SIGER NJET TI
Page 3 and 4: © Forsvarsakademiet Alle rettighed
Page 5 and 6: 4 Indledning Når vestlige politike
Page 7 and 8: 6 klientilisme - altså at Rusland
Page 9 and 10: 8 som det tredje Rom og med Rusland
Page 11 and 12: 10 sigter mod 1) øget statslig kon
Page 13 and 14: 12 Rusland har desuden sin eneste f
Page 15 and 16: 14 støttede ukrainske Pora!, der v
Page 17 and 18: 16 med det formål at sikre deres e
Page 19: 18 mia. USD om året. 68 Gunvor bes

Hvorfor Moskva siger Njet.indd

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?