Hvorfor Moskva siger Njet.indd

USA var på kanten af ”imperial overstretch” med vanskelige krige i Irak og Afghanistan
samtidig med begyndende fi nanskrise. Væk var 1990’ernes snak om Ruslands
snarlige økonomiske kollaps og statslige disintegration. Moskva signalerede gentagne
gange, at det ønskede en større del i beslutningerne i det internationale system og at
det ikke længere ville acceptere blot at blive betragtet som Vestens juniorpartner,
som det var under Jeltsin i 1990’erne. Mest udtalt var dette under den såkaldte
München-tale i 2007, hvor Putin tog bladet fra munden og på det retoriske plan
indvarslede et strategisk skift overfor Vesten - fra stille, mere eller mindre diplomatisk
udtrykt utilfredshed i korridoren til direkte konfrontation for åben mikrofon. 15
Den toneangivende udenrigspolitiske tænkning kan fra slutningen af Putins første
præsidentperiode rubriceres som ”stormagtsnormalisering”. 16 Først - og vigtigst - er
målsætningen om, at det internationale system ikke skal være domineret af supermagten
USA, men i stedet være et multipolært system, hvor regionale stormagter som
Kina, Indien, Brasilien - og Rusland forstås - har deres egen interessesfære, som USA
og EU skal blande sig udenom. Til målsætningen om et multipolært system ligger en
klar forventning om, at Rusland igen indtræder i rollen som en stormagt i egen ret og
anerkendes som sådan internationalt. Således er ideen om, at Rusland skal være en
stormagt, ellers er det ingenting, et centralt og historisk vedvarende element i den
russiske politiske selvforståelse. 17 Stormagtsdrømmen er også en central del af den
nationalromantiske forestilling om Rusland, den såkaldte ”russiske idé”, som, sammen
med geopolitikken og eurasianismen, fi k en enorm revival i 1990’erne. 18 Den
”russiske idé” blev oprindelig søsat af forfatteren Fjodor Dostojevskij i 1860-1861 og
populariseret af religionsfi losoffen Vladimir Solovjev og digterfi losoffen Nikolaj Berdjajev
og bestod i sin oprindelige form blandt andet af spirituel messianisme, med Moskva
(15) Vladimir Putin, 10. februar 2007, ”Speech of Russian President Vladmir Putin at the Munich
Conference on Security Policy”, downloadet fra www.kremlin.ru.
(16) Begrebet ”stormagtsnormalisering” refererer til Andrej Tsygankovs begreb ”Great Power Normalizers”
(Andrei P. Tsygankov, 2007, ”Finding a Civilisational Idea: ’West,’ ’Eurasia,’ and ’Euro-East’ in
Russia’s Foreign Policy”, Geopolitics, Vol. 12, Nr. 3, s. 375-399) og har stor lighed med begrebet ”nyimperialisme”,
som jeg tidligere har brugt til at karakterisere den russiske udenrigspolitiske tænkning.
(Jørgen Staun, 2007, Siloviki versus Liberal Technocrats. The fi ght for Russia and its Foreign Policy, DIIS
Report 2007:9, København: Dansk Institut for Internationale Studier; Jørgen Staun, 2008, Ruslands
udenrigspolitik. Fra Jeltsins vesternisering til Putins ny-imperialisme, DIIS-Report 2008:12, København:
Dansk Institut for Internationale Studier). Ny-imperialisme-begrebet har dog haft en til tider uheldig
klang i offentligheden, hvor man har lagt større vægt på ”imperialisme” end præfi xet ”ny”, hvorfor jeg
her anvender begrebet ”stormagtsnormalisering” vel vidende, at stormagter langt fra altid agerer ens
– kontraster eksempelvis dagens Tyskland med dagens Rusland. Hvorfor det, når alt kommer til alt, er
vanskeligt at tale om ”normal” adfærd for stormagter, som klassiske IP-realister gør det.
(17) Anatoly Reshetnikov, 2011, ”’Great Projects’ Politics in Russia. History’s Hardly Victorious End”,
Demokratizatsiya, Vol. 19, Nr. 2, s. 154, Mark Bassin og Konstantin E. Aksenov, 2006, “Mackinder and
the Heartland Theory in Post-Soviet Geopolitical Discourse”, Geopolitics, Vol. 11, Nr. 1, s. 100.
(18) James H. Billington, 2004, Russia in Search of Itself, Baltimore: John Hopkins University Press,
ss. 169-170, Mark Bassin og Konstantin E. Aksenov, 2006, “Mackinder and the Heartland Theory in
Post-Soviet Geopolitical Discourse”, Geopolitics, Vol. 11, Nr. 1, s. 99; Graham Smith, 1999, “The masks
of Proteus: Russia, geopolitical shift and the new Eurasianism”, Transactions of the Institute of British
Geographers. New Series, Vol. 24, Nr. 4, ss. 481-482; Vladimir Kolossov og Rostislav Turovsky, 2001,
“Russian Geopolitics at the Fin-de-siecle”, Geopolitics, Vol. 6, Nr. 1, s. 148.
Forsvarsakademiet
7