Hvorfor Moskva siger Njet.indd

4
Indledning
Når vestlige politikere og analytikere bedømmer Ruslands adfærd i det internationale
system, hører man ofte udsagn om, at Rusland har ”et såret ego” og har svært
ved at komme sig over tabet af sin supermagtsstatus, er ”paranoid” eller udviser en
”koldkrigsmentalitet”. Da Rusland svarede igen på Georgiens invasion af Sydossetien
i august 2008 1 blev det for eksempel i Financial Times udlagt som et spørgsmål om
”såret [russisk] stolthed”. 2 Time Magazine mente, at årsagen til krigen kunne fi ndes i
russernes ”boblende raseri over deres tabte storhed”, og bladet forklarede, at ”Putin
synes først og fremmest at have valgt konfl ikt ud fra et spørgsmål om ære, eller, sagt
på en anden måde, oplevet ydmygelse”. 3 Også i forhold til den russiske modstand
mod en skrappere kurs overfor Bashar al-Assads syriske regime benyttes fortællingen
om Ruslands sovjet-mentalitet til at forklare Moskvas handlinger. Således beskyldte
The Economist tilbage i februar 2012 Ruslands modstand for at være baseret på en
”refl eksmæssig” respons overfor Vesten, som gav mening ”den gang, da USSR agerede
veto-leder i Sikkerhedsrådet for en verdensomspændende blok af autoritære
klientstater”. 4
Ærindet her er ikke at påstå, at den russiske udenrigspolitiske tænkning ikke har
et vist præg af koldkrigsmentalitet over sig, eller at der ikke er klare spor af ”såret
stolthed” endsige en vis optagethed af kravet til Vesten om respekt og anerkendelse.
Således var det netop spørgsmålet om ”respekt”, der var et af præsident Dmitrij Medvedevs
væsentligste argumenter for, hvorfor Rusland gik så talstærkt ind i Georgien i
2008: ”Respekt, respekt for vores land, vort folk og vore værdier”, som han udtrykte
det den 18. august 2008 i en tale til russiske veteraner. 5 Men en psykologisk eller
socialpsykologisk tilgang til international politik, som fokuserer på sårede følelser
hos en forhenværende supermagt og dets postsovjetiske ledere, der har svært ved at
stille sig til tåls med den reducerede rolle i verden, Rusland har været tildelt efter den
Kolde Krigs afslutning, giver os ikke hele billedet. Langt fra. Ruslands udenrigspolitik
har således fulgt klare og ret stabile linjer siden slutningen af Vladimir Putins første
præsidentperiode, som ikke kan forklares med hverken et psykologisk eller socialpsy-
(1) Femdageskrigen i august 2008 mellem Georgien og Rusland blev udløst, da Georgien søgte at
genetablere sin suverænitet over løsrivelsesrepublikken Sydossetien den 7. august kl. 23.35. Rusland
svarede igen ved i løbet af natten og næste morgen at sende styrker gennem Roki-tunnelen. Se Jørgen
Staun, 2010, ”Det var ikke os, der begyndte. Ubesvarede spørgsmål om hvem, der skød først og hvorfor
under Augustkrigen i 2008 mellem Georgien og Rusland”, i Internasjonal Politikk, Vol. 68, Nr. 2, ss.
207-239.
(2) ”Wounded pride ignites an accidental war”, Financial Times, 10/8-08, downloadet fra http://www.
ft.com/cms/s/0/eaac265a-66fc-11dd-808f-0000779fd18c.html#axzz2525sylNE, den 30/8-12.
(3) Samantha Power, ”A Question of Honor”, TIME Magazine, 14/8-08, downloadet fra www.time.
com/time/magazine/article/0,9171,1832845,00.html, den 10/5-12
(4) The Economist, ”That is what a foreign policy success looks like”, 7/2-12, downloadet fra http://
www.economist.com/blogs/democracyinamerica/2012/02/america-syria-and-un, den 10/5-12.
(5) Dmitri Medvedev, ”Statement on the Situation in South Ossetia at the Meeting with Veterans
of the Battle of Kursk”, 18/8-08, downloadet den 11/9-09 fra http://eng.kremlin.ru/text/
speeches/2008/08/18/2129_type- 82912type84779_205474.shtml.