Vi sejlede bare - WebKontrol V.5 | Bakuri A/S

følgelig steder – spaniolerne var jo helt
deroppe – hvor de så har plantet disse her
yerbabuske. Det drikkes eller suges op fra
en bansbilo, en tørret frugt, hvori kogende
vand og de grønne tørrede blade og kviste
kommes. Man suger det op af et sølvrør
med sigte – smager som sæbevand, men er
meget vitaminholdigt. Gauchoerne på Argentinas
Pagupa drikker det som middel
mod skørbug, deres anden føde består
nemlig kun af et lams bedste dele, som de
rister over åben ild, derfor denne vitaminrige
the mod skørbug.
Så lagde vi an til denne her mægtige
plads til verdensudstillingen, for øvrigt var
der verdensudstilling i New York samtidig,
det var lidt mærkeligt. Denne her ø – den
kunstige – den blev senere brugt til lufthavn.
Lå jo ideelt i San Franciscobugten, den
anden bro ude ved selve indsejlingen, som
er orangefarvet efter navnet, det er en stor
hængebro i et spand, den kostede ikke
mere end 8 mand i ulykker, men den
anden, da jeg var med INDIA, der stod først
22 mand og senere da de byggede Golden
Gatebroen havde de nogle mægtige net
under, hvis nogen faldt ned, men så var
der engang en stor jernplanke, som faldt
ned og sprængte stålnettet – ellers ville de
have kunnet bygge den uden tab af menneskeliv.
Uden for San Francisco bliver vi
modtaget af lods, mægtige flotte skonnerter,
snehvide, sejler de med navnet GRACE
I og GRACE II. Det var med hvidskurede
dæk, og det var næsten som på de norske
lodsbåde, der var ikke andet end nogle
ganske små lukafer og ellers var det rene
dæk, de var meget flotte. De satte så en
båd i vandet, som vi fik over, andre steder
var det altid sket med motorbåde eller
nogle små dampere, her var det altså de
her lystbådlignende – en flot modtagelse
at få. Nu er der altid lidt luft uden for selve
S.F. – der kan ligge tågebanker, ellers er
det en meget flot havn at komme ind i.
Nå, vi må videre op nordpå, så gik vi op
14
til New Westminster, hvor vi gerne lastede
tin i massevis, så ind til Vancouver og
laste korn og æbler og ned til Portland og
Seattle, den by, jeg tror nok, hvor der er
flest danskere bosiddende. Nu er klimaet
jo også – sådan et sted som Seattle – lige
som hjemme, måske noget mildere, – de
har den store æblehøst og lign., som aldrig
finder sted sydpå.
Så gik vi videre ned sydpå igen ind til de
forskellige havne, men ikke nogen bananpladser.
Vi kom så til Balboa – som det
hedder på den modsatte side af Panamakanalen
– stillehavssiden – på atlanterhavssiden
hedder det Colon. Der boede
en doktor, som havde en slangefarm, hvorfra
man fik serum fra slangerne. Dengang
havde man ikke så mange medikamenter
af den slags, men der brugte de altså giften
til modgift, hvis nogen var blevet bidt,
så han havde forbindelse med Odense
Zoo’s direktør Jensen.Vi havde 50 pelikaner
og fik så nogle flodsvin med nogle
mægtige tænder og nogle ozelotter og en
masse dovendyr, om bord. Alle disse dyr
passede barberen. Dovendyrene døde rask
væk – flere af dem havde unger. Jeg fik et
af dem forærende, som jeg senere gav til
min naturhistorielærer, så de fik det udstoppet
oppe i Århus, det var ikke noget,
de havde hjemme i samlingen i Marstal
skole, selv om de havde mange ting og
sager rundt omkring fra.
Flodsvinene, dem havde vi nede i nogle
store bure, og de blev også syge, men skipperen
siger – vi havde en skipper, der hed
Knudsen – en mægtig flink mand: Barber,
tag dem dog med ud på dækket og gå lidt
rundt med dem. Så sagde barberen: Jeg
skal sgu ikke have pillet ved dem, de har
sørme sådan nogle store hugtænder, så de
fik lov at dø. –
Vi kom så hjem. Pelikanerne var der
ikke noget i vejen med, men alle de andre
dyr døde, dog ikke geparder og ozelotterne,
foruden pelikanerne havde han købt
nogle mægtige sværdfisk, de var 3 meter