Vi sejlede bare - WebKontrol V.5 | Bakuri A/S

Da vi havde sundet os lidt oven på den
forskrækkelse, sagde skipper, at jeg vist
lige måtte kigge på det backgrej, 3 for det
kunne vi jo ikke sejle videre med. Det
viste sig, at det var den bolt, som holdt den
ene halvdel af båndet, der var knækket.
Skipper så på mig og spurgte om, jeg
kunne lempe det. Jeg vidste ikke, hvad jeg
skulle svare, men sagde at jeg ville prøve
at finde en eller anden måde at lave det
på. Sætte en ny øjebolt på var udelukket,
uden at reverset blev afmonteret, og det
var jo en større omgang. Efter mange forsøg
og bandeord fik jeg en ganske tynd
blød wire omkring bolten. Jeg fik den
strammet op og sat fast – mere lykken end
forstanden. Jeg håbede så på, at det holdt.
Jeg sagde så til skipper, at nu ville jeg
starte motoren, så måtte vi se, om det
kunne holde – jeg havde dog min tvivl.
Efter at have slået skruen til et utal af
gange kunne jeg se på skipper, at han var
godt tilpas. Reparationen holdt da den tid,
jeg var ombord.
Et frækt tyveri
Nå, men medens jeg havde ligget og rodet
med det, var der kommet kul ombord, så
det var tiden, der skulle lempes kul, så vi
kunne få lugerne på. På den rejse gik vi til
Århus og derpå til Mariager og lastede cement
til Nykøbing Sj. Grunden til, at jeg
kan huske de rejser, var, at vi bagefter
skulle gå tom til Gedynia efter rug, og som
følge deraf skulle lastrummet gøres ekstra
rent.
En nat vi lå i Gedynia havde de to unge
mennesker og jeg besøgt det svenske sømandshjem
om aftenen. Jeg havde haft et
par nye sko på, som jeg havde købt i
Århus. Vi fik lige en snak med skipper,
inden vi gik til køjs. Da jeg vågnede næste
morgen, kunne jeg ikke forstå, hvor mine
sko var blevet af, for jeg vidste, at jeg havde
sat dem lige udenfor min køje. Da jeg begyndte
at snakke om det, opdagede skipper,
at hans sko også var væk, så lukkede
39
han en skuffe op, mappen med hans papirer
var der, men hans penge var væk. Han
ville gå til politiet for at anmelde tyveriet,
men inden han nåede at komme af sted,
opdagede vi, at de også havde fjernet lejderen
og stjålet vores maling, en rulle tovværk
og en klyver 4 – der havde ligget i et
rum ude i agterenden. Da så skipper kom
på politistationen, fortalte de ham, at det
var en bande, der brugte den taktik, at
de smed tørkloroform ned igennem skylightet
og bedøvede folk, så de i ro og mag
kunne fjerne, hvad de havde lyst til. Jeg
havde heldigvis haft min tegnebog liggende
under madrassen, vore sko fik vi
selvfølgelig ikke igen, men da vi kom til
Danmark fik vi da både tovværk, sejl og
maling. Så fik vi lavet en anordning, så lejderne
var låset forsvarligt, noget man aldrig
kunne drømme om skulle være nødvendigt.
Det gjorde også, at selvom det
aldrig var så varmt, havde vi aldrig skylightet
stående åbent mere, når vi lå i
Danzig eller Gedynia.
En hyggelig aften
Det var efterhånden blevet en dejlig sommer.
På en rejse til Horsens fik vi en alvorlig
maskinskade. Da vi var på det smalleste
sted i fjorden, begyndte motoren at
banke temmelig meget, selvom skipper
lukkede helt ned – men vi kom da i havn.
Skipper sendte så bud efter en montør, og
jeg blev sat til at hjælpe ham. Da motoren
så var blevet skilt af, viste det sig, at i den
øverste halvdel af plejlstangslejet var metallet
banket ud. Han forklarede mig, at
det var på grund af slitage, sølen på krumtappen
var sikkert lidt oval, da det var en
gammel motor. Ydermere sagde han, at
jeg skulle spare motoren lidt og ikke køre
alt for hårdt på. Jeg måtte svare, at det
havde jeg ingen indflydelse på, da det var
skipper, der bestemte, hvordan motoren
skulle køre.
Jeg kan huske, at på næste rejse skulle
vi til Gedynia for at laste rug, der fik vi et