Vi sejlede bare - WebKontrol V.5 | Bakuri A/S

den kunne bruges. Tilsyneladende var
pumpehusene ens. Den ekstra pumpe blev
gjort ren, en rusten kugle og fjeder kasseret
og delene fra den anden pumpe skiftet
over, så den kunne monteres. Det hele
havde taget sin tid, inden jeg fik dørken
gjort ren og repareret pumpen, så skipper
fik ingen frivagt, men det lød til, at han var
godt nok tilfreds endda.
Skippers frivagt
Vi fik snebyger, og vinden sprang rundt.
Det blev dag, det blev nat, og vi havde da
passeret Møn. Richard og jeg havde vagt,
klokken var ca. 2.30, da vi fik en kraftig
snebyge, og vinden gik lige ret i øst som
var vores kurs. På RIBORG havde jeg været
vant til, at når der skete en eller anden forandring,
så skulle jeg kalde på skipper, så
jeg regnede med, at sådan var det også
her. Men tak, da jeg to gange havde kaldt
på Andersen, og han vågnede og spurgte,
hvad klokken var, og jeg fortalte, at den
var knapt halv tre, så fik han sagt en hel
del på et øjeblik og blandt andet. Er De
ikke klar over jeg har frivagt »størma’r?«.
Jeg opdagede, at når jeg lavede noget lort,
så sagde han sådan, men når jeg havde
lavet noget han var tilfreds med, så var det
»Hansen«. Jeg forsvandt hurtig op ad lejderen,
men jeg fik da fortalt ham, at vi
havde en storm lige i stævnen. Da jeg så
kom op, sagde jeg til Richard, at nu ville
vi lukke ned for motoren, og så holde os
så nær til vinden, som vi kunne, uden at
sejlet kom til at stå og slå. Der gik et par
timer, så kom skipper op og spurgte, hvordan
det gik, jeg svarede, at jeg havde bjerget
loglinen for ikke at få den i skruen. Nå,
men det er da godt Hansen, men vi må nok
hellere holde tilbage til Grønsund, for det
her kan ikke blive til noget.Vi fik vendt, og
nu gik det stærkt – men den forkerte vej.
Sejl og gaffel bliver ødelagt
Det var blevet dag, da vi skulle ind i Grønsund
og drejer, bommer sejlet over, gaflen
37
knækker og ryger ned gennem sejlet.Vi firede
det ned og gik ind og til anker ud for
Stubbekøbing, hvor vi fik gaflen afmonteret.
Den skulle vi på en eller anden måde
have gjort brugbar, og sejlet skulle sys.
Jeg fik sejlet hen på lugen og skulle sy,
men der gik ikke mange minutter før mine
fingre var helt stive og kolde. Derfor blev
vi enige om, at sejlet skulle ned i lasten.
Det var heller ikke nogen luksus, men der
var dog læ. Jeg fik syet sejlet, og så skulle
vi i gang med gaflen, den blev repareret
med to planker – fem tommer brede og
1,25 tomme tykke, de havde ligget på dækket
og var godt vanddrukne, så gaflen blev
tung og var næsten ikke til at slæbe op. Jeg
spurgte skipper, om vi ikke måtte bruge
spillet til gaflen, når vi skulle sætte sejl,
men nej, det var vi skam ikke vant til, nej
det kan godt være, sagde jeg, men det er
vel heller ikke almindeligt, at man skal
slæbe et halv tons vådt træ op sammen
med sejlet – hvor var det dejligt, da vi i
midten af august skulle hjem og kølhale
og samtidig fik fornyet den klump af en
gaffel.
Tiden gik, og vi lå stadig til anker. Da vi
havde ligget et par dage, mente skipper, at
vi hellere måtte få hentet en tønde petroleum.
Den tomme tønde blev smidt i vandet
med en stump tovværk om og vi slæbte
den efter jollen. Skipper sad agter, Ricard
og jeg roede, kokken havde nok at gøre
med at øse, jollen var nemlig temmelig
utæt. Med den stærke sidevind vi havde,
ville tønden helst bestemme, hvad vej vi
skulle. Endelig kom vi da i land og fik den
fyldt op, så blev den smidt i vandet igen,
det tog en tid at få den bugseret tilbage og
ombord. Skipper sagde senere, at grunden
til alt dette bøvl var, at han var blevet betænkelig,
fordi vi havde brugt meget mere
brændstof end beregnet på grund af vejret.
Hvis det havde været nogenlunde normalt
vejr, havde vi haft brændstof nok til
Gedynia – og der var prisen cirka det
halve.