Vi sejlede bare - WebKontrol V.5 | Bakuri A/S

dyb søvn i min køje, da en fra vagten stod
og råbte, at vi skulle se at komme op i en
helvedes fart.Vi havde lukaf forude under
dæk. Skipperen og styrmanden boede agterude.
Vi tumlede ud på dørken og kom
hurtigt i kludene og op på dækket. Der var
bælgravende mørkt, og nu registrerede
jeg, at motoren var gået i stå, kun vindens
susen i riggen hørtes. NORDSTJERNEN havde
kilet sig ind mellem en næsten lodret
klippevæg til bagbord, og en lavere klippekam
om styrbord og blev hvert andet
øjeblik løftet op af dønningen og derefter
banket ned i klippegrunden.
Der var sket det, at vi, efter at være
kommet sikkert gennem farvandet syd om
Shetlandsøerne mellem Fair Isle og Sumburgh
Head, stævnede lidt for meget nordover
med det resultat, der nu forelå,
nemlig at vi var strandet på en lille klippeø
ved navn Foula. Denne ø hører ganske
vist til Shetlandsøerne, men ligger
langt vestligere helt afsondret fra de andre
øer. Vi kunne straks se, at det var umuligt
at entre de slimede og glatte klippevæge,
så skipperen besluttede at se tiden an, til
det blev lyst. Umiddelbart så det ud til, at
vi havde den bedste chance for at få den
styrbords livbåd i vandet, men for en sikkerheds
skyld forsynede vi begge både
med fødevarer fra proviantrummet. Da vi
havde klargjort, hvad vi kunne, gav skipperen
os lov til at gå forud og pakke vores
køjesække. Det var jeg glad for, jeg havde
nemlig lige før denne rejse, fået suppleret
min sparsomme garderobe med et par
flotte blå bukser med tilhørende skjorte.
Det fik jeg af min storebror Gunnar. Han
sejlede også til søs, og havde tilfældigvis
ligget med sit skib i København samtidig
med os. Jeg husker at han om aftenen hentede
mig ombord, og vi kørte i taxa til
»World Cinema« hvor vi så »Diktatoren«
med Chaplin. Gunnar havde en vis evne
til at finde frem til mig, uanset hvor.Vi har
således senere i livet to gange mødt hinanden
i New York, og også andre steder –
24
langt fra hjemmet – er vi rendt ind i hinanden.
Nå, vi fik hentet køjesækkene, og de blev
lagt på rufdækket henne agter mellem de
to både. Det begyndte at blive lyst, og jeg
tror, at skipperen pludselig blev bange for,
at agterskibet, der med sin tunge motor
hang ud over klippegrunden, skulle brække
af. Han gav ordre til at forlade skibet.
Vi fik lidt hovedkulds den styrbords båd i
vandet og undgik også mirakuløst at komme
i karambolage med klipperne. Køjesækkene
nåede vi ikke at få med, men
hovedsagen var, at vi alle syv kom derfra
med livet i behold.
At forlade NORDSTJERNEN på denne
måde var for mig – og sikkert også for de
andre – lidt vemodigt, for selv om livet på
sejlskibene dengang var hårdt, så havde vi
her gode forhold, og alle var flinke. Det
gjaldt ikke mindst skipperen Eigil Sørensen.
Han kunne godt unde os en ordentlig
forplejning i modsætning til mange af hans
kolleger på den tid.
Vi roede nordpå op langs kysten og
fandt til sidst en lille vig, hvor det så ud til,
at det var muligt at komme i land. Det
viste sig, at øen Foula havde en befolkning
på i alt 84. Der var også en telegraf, så nu
fik rederiet og vores pårørende besked
om forliset.
Øboerne var yderst forbavsede over at
se os. Den ugentlige postbåd fra hovedøen
havde været indstillet i længere tid på
grund af vejret, så besøg udefra var der
ingen der havde ventet.Alligevel fik vi en
hjertelig modtagelse, og vi blev indkvarteret
hos forskellige familier, der havde en
seng i overskud.
Allerede samme dag gik vi, sammen
med nogle af beboerne, ud til stedet hvor
NORDSTJERNEN lå.Agterskibet med styrehus,
maskine, ruf og mesanmast var allerede
væk, og en strøm af dejlige brædder
og planker fra lasten flød ud i havet. Øboerne
havde lange reb med, og de etablerede
en klatresti ned til skibet.Vi var nede