Vi sejlede bare - WebKontrol V.5 | Bakuri A/S

havde trængt hårdt til. Han sagde så, nå ja,
men så er det da i orden.
Nu var vi så spændt på om mægleren
havde fundet en last til os. Det havde han,
en last løst kalkmel til en lille plads i
nærheden af Kønigsberg. Der skulle vi
ikke selv i lasten. Derfra til Gedynia med
kul til Lohals – det var jo lidt hjemligt.
Både losning og en ret hurtig sejlads samt
lastning gik godt, så vi var hurtigt i søen
igen.
Læder i plejlstangslejet
På trods af at det nu næsten var højsommer,
fik vi nu et meget dårligt vejr med en
stærk vind ret imod, og vi kom næsten
ingen steder. Efter nogle dage øjnede vi
Bornholm, men så begyndte motoren at
banke. Det hjalp ikke meget, at skipper
lukkede ned, så inden længe måtte vi helt
stoppe motoren. Det var ingen rar situation
at komme i, vejret blev endnu dårligere,
sådan gik der fire-fem dage.Vi måtte
rebe om morgenen og stikke rebene ud
om aftenen. Vi snakkede ikke så meget
om situationen, så en dag sagde skipper, vi
ender nok oppe i Hanøbugten – jeg gik ud
fra, det var et sted på svenskekysten. Der
gik en tid, så spurgte han, om der slet ikke
var noget, vi kunne gøre? Det mente jeg
ikke, der var. Da jeg så fik frivagt, lå jeg og
kom tanker om, at, i Nyborg var der en
stenfisker, der kørte med læder i sit plejlstangsleje
– men det var kun en lille 5 hk
Danmotor. Jeg gik op og fortalte det til
skipper. Han blev ivrig og sagde, at han
havde et tykt stykke læder og hentede det
omgående. Det var ikke nær tykt nok.
Omgående sagde skipper, at så ville han
skære et træskostøvleskaft af. Jeg sagde, at
han skulle lade være med det, for det var
jo overhovedet ikke sikkert, at det kunne
lade sig gøre. Men han gik ned, og et øjeblik
efter kom han op med et skaft i den
ene hånd. Nu var jeg næsten tvunget til at
gøre et forsøg, og jeg tænkte, havde du da
bare aldrig sagt noget om det her læder.
41
Kokken og jeg (Karl) på den i teksten omtalte
rejse til Finland. På turen op var kokken
ganske forfærdelig søsyg, hvilket var
forståeligt, da vi havde meget dårligt vejr,
og det var hans første udmønstring (Foto:
KH).
Jeg var inde på, at det nok ikke kunne lade
sig gøre med så stor en motor. Jeg kunne
mærke, at skipper havde større tiltro til
det, end jeg selv havde, så forsøget skulle
gøres.
Det var ikke så ligetil, for som vejret
var, kan man kalde det en temmelig urolig
arbejdsplads. Efter et par ture på knæene
hen over dørken, fik jeg da afmonteret
klapperne i siderne, drejet stemplet i top
og sat en kile i luftkanalen, så stemplet
kunne blive hængende oppe, så jeg kunne
afmontere lejet. Det var godt nok besværligt,
særlig søgangen taget i betragtning,
men egentlig også spændende, for kunne
det lade sig gøre? Ricard var kommet på
vagt, og han hjalp mig med at lejre plejlstangen,
da jeg tog lejet ud – det var noget
af en klump.