Vi sejlede bare - WebKontrol V.5 | Bakuri A/S

med, stuvet i underrum, mellemdæk og
vejrdæk. Surringen skete samtidig med
lastningen, og man kunne tydelig se, at
havnearbejderne var vant til den slags arbejde,
og de to gæng som arbejdede allerede
havde lasten ombord lidt efter kl.
18.00. En interessant ting observerede jeg,
og fik svar på, nemlig at alle biler var forsynet
med deres nummerplade. Fik at vide
at man derved undgik at laste efterlyste
biler, idet alle numre blev computerkontrolleret
inden lastningen.
Afskibers papirarbejde gjorde, at afsejlingen
først skete lige efter midnat den 4.
juli. Da lodsen havde forladt skibet, blev
kursen sat ud i Nordsøens sydvestlige
hjørne og derefter ind i den nordlige lane
i Den Engelske Kanal vestover for at
komme ud i Atlanterhavet og videre sydover
til Gibraltar. Glædede mig til en sejlads
i godt sommervejr til Middelhavet. På
denne rejse skulle landgangen overhales
og dækshuset og dæk rundt her have en
grundig omgang. Det ville der være tid til.
Jeg regnede med en sejltid på 14-15 dage.
Dage der skulle udnyttes til vedligeholdsarbejde.
Noget der trængtes til.
Sejladsen til Famagusta gik planmæssigt.
Ingen oplevelser ud over de sædvanlige
man kan gøre sig, såfremt man har
interesse for naturen, og den kan jo til
tider give noget, der kan fæstne sig i sindet.
Denne gang skete der ikke noget, før
vi var kommet over til Sicilien. Da landede
der en eftermiddag en brevdue på
brovingen. Efter at den havde siddet og
skuttet sig, trippede den ind i styrehuset,
fortalte styrmanden, der havde sat en lille
tallerken med vand på dækket. Den trængte
til noget at drikke, fortale han mig, da jeg
afløste ham kl. 18.00. Da havde den også
sat sig ind i en papkasse, som styrmanden
havde stillet på kant på styrehusets dæk,
et sted hvor den kunne stå uberørt.
På såvel min vagt som styrmandens sad
duen stille og rolig i sin kasse. Da kokken
kom med kaffe lidt efter kl. 06.00 fik jeg
51
Brevduen om bord på KIS SØBYE. (Chr.
Arnold)
hende til at komme med nogle tørre brødkrummer,
som den blev fodret med. Da
den havde indtaget en del af brødkrummerne
begyndte den at kurre. Kokken tog
den varsomt op og medens hun aede den,
aflæste jeg tal og bogstaver på ringmærkningen.
Da den blev sat ned i kassen igen,
var det tydeligt at den stadig var træt. Man
kunne sige at den havde fået et godt sted
at være og skibet havde fået en mascot.
På min formiddagsvagt fik jeg via telex
fat i telexnummer til Dansk Brevdueforening,
og sendte dertil oplysningerne fra
brevduens ringmærke. Nogle timer senere
kom der svar. Man kunne ikke genkende
det sendte nummer, så de kunne ikke
hjælpe. Nå, vi skulle jo heller ikke snakke
med brevduen, der efterhånden var et
hjemligt element i styrehuset.
Da brevduen var kommet til kræfter
foretog den nogle flyvninger. Op og ned
rundt skibet. Det var som om den søgte
efter noget, den dog ikke fandt, hvorfor