Hoftevrik for begyndere - Brønderslev Forfatterskole

Pludselig så jeg noget, som fik mig til at snuble baglæns. Hunden. En stor
hund der gik med langsomme skridt ude på stranden. Den gøede ikke mere
men så ud til at lede efter noget. Jeg sank en klump spyt og gik lidt tættere
på vinduet. Så kiggede den på mig, jeg kunne ikke præcis se dens øjne, men
den knugende fornemmelse i maven, sagde mig, at den vidste, at jeg stod og
betragtede den. Noget ved den hund gav mig myrekryb, især fordi den rendte
rundt på en strand midt om natten. Så vendte den om og løb væk.
Jeg stirrede i endnu et langt øjeblik, inden jeg listede ind på værelset. Jeg
tænkte ikke på, hvad jeg gjorde, det var bare benene, der bevægede sig. Jeg
hev et par gamle jeans på og trak en hættetrøje over hovedet. Snorkende lyde
kom fra både min far og mor, da jeg gik forbi deres soveværelse. Vores bagdør
kom med en knirkende lyd, da jeg forsigtigt åbnede den ud til mørket.
Jeg bed mig i læben og begyndte at gå med bankende hjerte og hurtige små
skridt ned mod stranden. Da mine fødder rørte sandet, blev de kolde små
sandkorn presset op mellem mine tæer, og lignede små grå orme. Med det
samme fortrød jeg, at jeg havde undladt at tage sko på, men hvis jeg gik tilbage,
ville jeg ikke have nerver til at gå ud igen, så det skulle være nu.
Den lange sandbred, strakte sig foran mig til begge sider. Det lignede jo
næsten en hel ørken. Jeg kiggede til alle sider… og så, så jeg den. Lidt længere
nede ad stranden mellem alle de visne, stikkende græsstrå. Den mindede
mig om vores gamle hund, Zago, som jeg elskede mere end noget andet.
Præcis på denne strand havde jeg gået tur med den mange gange. Jeg
begyndte at gå, men jo tættere jeg kom på hunden, jo langsommere gik det,
indtil jeg stoppede helt op.
Hunden vendte sig om. Med ét hop var den henne ved mig. Den gik rundt
om mig og snuste, også til mine tæer Det kildede.
“Vovse, hvad laver du herude om natten?”
Den kiggede op på mig og lagde hovedet på skrå, som ville den spørge
mig om det samme.
Dens brune øjne så menneskelige ud, og duggen havde lagt sig som små
gennemsigtige perler på dens pels. Det var en schæferhund med brunlig og
sortfarvet pels, og jeg satte mig ned og begyndte at klø den bag ørerne, klappede
den og lod den slikke mig i hovedet.
Pludselig rejste jeg mig op. En skikkelse løb den modsatte vej. Schæferen
satte i løb efter den mørke skikkelse på stranden. Jeg spærrede øjnene op og
begyndte at løbe efter dem, det var bare, som om der var noget indeni, der
fortalte, at jeg skulle følge efter. Da jeg kom lidt tættere på, råbte jeg, så det
brændte i halsen.
112