Hoftevrik for begyndere - Brønderslev Forfatterskole

vægtløs og ville snart svæve ud i intetheden, blive til ingenting. Ikke have
nogen bekymringer om krig, ældresag, eller for dyre fødevare. Dette var et
vidunderligt sted.
Kun afbrudt af en tanke ind imellem svævede Hr. Johansen mod en endnu
ukendt destination. Langsomt, men kun langsomt, blev én tanke til flere, og
førte endnu flere med sig.
En pige der græd. En masse guld. En hjort der sprang af sted i en skov.
Alt sammen flød ud i en masse, da alting igen blev sort. En stemme talte til
ham, bad ham om hjælp. Han åbnede sine øjne, der åbenbart havde været
hårdt klemt sammen. Hvor var han? Der var træer, store skyggefulde træer.
Stemmen var væk, sammen med personen, der ejede den. Hans gamle knogler
virkede bedre end ventet, da han satte sig op. Hvad var der sket? Alt var
som vendt på hovedet. Op og ned, rundt og rundt. Sad han virkelig i en stor,
mørk skov? Det så sådan ud.
Hr. Johansen kiggede sig desorienteret omkring. Der var ikke meget
under det lille stykke åben himmel omgivet af træer, kun et par hestesko,
nogle stole og en kande med noget, der duftede af kaffe. Så var der selvfølgelig
også spejlet, belagt med bladguld stod det og stjal resten af den mærkelige
forsamlings opmærksomhed. Det var i sin enkelthed meget fængslende.
Han gik mod det, mens vinden pustede til ham.
Ude af stand til at sige noget stillede han sig hen foran spejlet, og et forfærdet
udtryk bredte sig over hans ansigt.
Han var forvandlet. Hans krop var hundrede procent anonym, ingen personlige
træk overhovedet. Et helt blankt ansigt med tomme, intetsigende
øjne. Over det hele var hans hud askegrå, som huden fra en gammel mus.
Han havde aldrig nogensinde set sådan ud, og gudskelov for det. Dette var en
tom intetsigende krop, og Hr. Johansen mente, at han fortjente bedre. Hvad
blev der af paradiset, som var beskrevet i bibelen? Fandtes det overhovedet
ikke? Han kiggede rundt på de mange træer. Var det alt? Her kunne man
bestemt ikke tilbringe evigheden, og så helt alene. Uden nogen andre mennesker.
Træerne rykkede tættere på Hr. Johansen, der langsomt og panisk bakkede.
De holdt øje med ham. Ville gøre ham ondt. Han vendte hurtigt rundt, og
satte i løb. Ville ikke være der længere. Det var bare for meget, at den gud,
han i syvogtres trofaste år havde troet på ville skænke ham et værdigt liv
efter døden, gav ham dette! En krop, der intet var værd, at blive efterladt i en
stor mørk skov! Blodet dunkede hårdt i hans tindinger, det var en uvant
følelse at løbe, og så i den nye krop. En løstliggende gren var alt, der skulle
155