Hoftevrik for begyndere - Brønderslev Forfatterskole

med en kniv i hånden. Hun betragtede den lidt i lyset fra loftslampen og satte
så spidsen mod sin underarm. Jeg kiggede væk. Det var ikke sådan noget, jeg
ville betragte. Da jeg kiggede hen mod huset igen, var hun væk. Jeg kiggede
på Luna. Mon hun havde set det? Hvis hun havde, lod hun i hvert fald som
ingenting, så det havde hun nok ikke.
Efter vi havde sagt farvel, og jeg lige så stille traskede hjemad, kunne jeg
ikke lade være med at tænke på hende pigen med kniven. Jeg prøvede at
fokusere på de bølgende kornmarker, de travle svaleforældre og en lille forskræmt
hare, der piskede over vejen og forsvandt ind i det høje græs. Jeg lukkede
øjnene. Der var alligevel ikke noget, jeg kunne gøre ved det, vel? Jeg
åbnede øjnene lige i tide til at undvige et træ. Det var åbenbart ved at blive
en vane, det der med at gå ind i træer. Jeg skar en grimasse. Luna og jeg
havde aftalt at tage med bussen til Sæby næste dag. Tanken fik sommerfuglene
til at hvirvle rundt i kroppen. Da jeg trådte ind ad døren, sad mine bedsteforældre
over aftensmaden og snakkede vistnok om én, der var blevet
overfaldet af de der unge mennesker. Jeg satte mig ned og begyndte at skovle
kartofler op på min tallerken.
Jeg havde problemer med at falde i søvn den aften. Pigen, der skar i sig
selv, havde sneget sig ind i mine tanker igen, men til sidst var jeg så træt, at
ikke engang hun kunne holde mig vågen.
Der var mange mennesker i Sæby, men det var også rigtig godt vejr den dag.
Jeg så en unge gå rundt med en softice, der var på størrelse med hans hoved.
Hele ansigtet var dækket af is og farverigt krymmel. Jeg havde nævnt det
med overfaldet i byen for Luna, men hun svarede bare: ”Netop!” Og så
kunne jeg jo så gå rundt og spekulerer på, hvad i alverden det skulle betyde.
Måske havde hun bare ikke hørt ordentligt efter. Vi havde selv taget badetøj
med for ligesom at kunne gå i ét med de andre på stranden - og for at kunne
tage en dukkert. Der var virkelig meget varmt. Tiden fløj af sted, når jeg sad
sammen med Luna, selvom vi bare sad og gloede. Nej, vi gloede ikke… vi
betragtede! Bølgerne der gled henover sandet, børnene der væltede rundt og
en bille, der havde været så uheldig at ende på ryggen.
Da solen begyndte at gå ned, gik vi ind til byen igen og fandt et træ, som
vi hev os op i. Det blev langsomt mørkere og mørkere. Jeg spekulerede lidt
på, om vi ikke skulle til at skynde os, hvis vi skulle nå en bus tilbage til
Voerså, men Luna så ikke ud til at tænke på det. Jeg spurgte hende.
”Min onkel bor her i byen, og jeg har en cykel stående hos ham. Det tager
ikke mere end en times tid.” Jeg var ikke særlig vild med tanken om at køre
25