Hoftevrik for begyndere - Brønderslev Forfatterskole

lev hurtigt til alle otte og sprang efter mig. Verdenen var et stort mylder af
høje, tynde strå - alt var grønt. Jeg anede ikke, hvilken retning jeg løb i, min
stedsans havde altid været forfærdelig, men jeg håbede, at jeg løb ligeud.
Smidigt og elegant sprang jeg gennem de tætte græsstrå, og hørte med hamrende
hjerte hundene nærme sig. De gøede vildt.
Jeg sprang op i luften, da jeg syntes, de var for tæt på. Inden jeg nåede op
i luften og ud af den grønne verden, forvandlede jeg mig til en blåmejse og
fløj. Fløj, op i den mørke himmel, og nød at skyde gennem vinden, mærke
hvordan den veg til side mod mine fjer. Jeg fløj over hundene og landede på
vejen, langt væk fra faklernes lys. De måtte ikke opdage mig eller min hemmelighed.
Jeg forvandlede mig igen til en af de dumme hunde. Nu kunne jeg
spille den gode hund, der var så dygtig at komme tilbage, efter at have teet
sig dumt. Jeg ville blive deres yndlingshund.
Langsomt luntede jeg hen til soldaterne igen, svagt logrende med halen
mellem benene og et skyldigt blik. Soldaterne så vredt på mig, og jeg krøb
underdanigt sammen. Det gav mig kvalme at være den nederste i hierarkiet,
men det var nødvendigt. En soldat gik hen til mig, slog mig i hovedet og
kaldte mig en slem hund. Mit hoved blev tungt af slaget, og uden skuespil
slingrede jeg hen til porten og kradsede på den, mens jeg klynkede ynkeligt.
Soldaten, der slog mig, fik tydeligt dårlig samvittighed og gik hen til mig.
Jeg glemte smerten og følte straks en dyb vrede i stedet. Jeg fik lyst til at
bide ham hårdt i benet som gengæld. Men da de andre soldater straks ville
slå mig ihjel, hvis jeg gjorde det, droppede jeg hurtigt ideen og tvang mig
selv til at klynke endnu mere ynkeligt. Min mave rumlede voldsomt af kvalme.
”Slog jeg for hårdt lille ven?” Han strøg mig over hovedet. Som om en
hund ville tilgive ham hans hårde slag ved et lille strøg. Som om jeg ville tilgive
ham hans slag. Jeg var færdig med at lege, nu skulle det bare overstås.
Vreden fyldte for meget i mig til, at jeg kunne tænke fornuftigt. Jeg ville ind.
Nu. Jeg skrabede poten mod porten.
”Vil du ind? Ja? Nu skal jeg lukke dig ind.” Soldaten åbnede porten, og
før nogen kunne nå at protestere, smuttede jeg ind.
Jeg trådte ind på slotspladsen og stivnede i min hundeskikkelse, da jeg så
rundt på den halvstore plads, der vrimlede med soldater, tjenestefolk og
alskens dyr. Slottet hævede sig op i tre etagers højde ca. halvtreds meter fra
hvor jeg stod. Slottet, der sikkert var flot sandfarvet om dagen, var bygget
som en kage i tre lag. Stueetagen var den længste og havde to store, spidse
tårne med spir på i enderne. Alt var smukt dekoreret med diverse statuer,
204