Sælgerne - Hus Forbi

Mælkebøttebarn
Livtag med den sociale arv
Med bogen Mælkebøttebarn har Hanne
Fureby bearbejdet sine erfaringer med at
bryde den negative sociale arv gennem
sit 52-årige liv. Hun er vokset op på flere
forskellige døgninstitutioner. Og også
hendes mor og mormor voksede op på forskellige
anbringelsessteder og fik aldrig en
uddannelse. Som 18-årig fik Hanne Fureby
aktindsigt i sin journal fra Børneværnet
og gennemlæste den med stor smerte. Hun
beskriver det således:
”Følelser af svigt væltede op i mig. Jeg
besluttede dengang, at jeg på et tidspunkt
ville skrive en bog om min barndom og
om at have været institutionsbarn. Det
varede dog mange år inden jeg fik skrevet
bogen. Først måtte jeg igennem et forhold
til en narkoman, som jeg fik min ældste
søn med. Dernæst et langvarigt forhold til
en alkoholiker, som jeg fik en søn og en
datter med. Jeg har selv haft tendenser
til misbrug. Misbrug som jeg i en årrække
brugte som middel til at holde smerten på
afstand – lægge låg på. Jeg forelskede mig
i mænd, som ikke var gode for mig. Mænd
som svigtede – valgte ’stoffet’ – frem for
mig og vores lille familie.”
Efter at have sluppet disse destruktive
forhold, fik hun en pædagogisk uddannelse
og tog fat på at skrive bogen, dels for at
blive klogere på sig selv og sine mønstre
og dels for at hendes tre børn skulle
vide, hvad hun kom fra. Det tog tre
år at skrive bogen, og nu håber hun,
at børn fra lignende familier samt
pædagoger og andre, som har med
truede børn og unge at gøre, kan
lære af hendes historie.
Mælkebøttebarn
udkom i marts 2007 på
Mælkebøtteforlaget. Hus
Forbi har fået lov til at
bringe et uddrag fra
bogen.
Se mere på:
www.socialarv.dk
Af Hanne Fureby
Tegning: Karsten Hansen
Årene gik. Vi boede stadig i perioder hos
mormor og morfar. Mor gjorde stadig rent
hos folk, men hendes værtshusbesøg blev hyppigere
og hyppigere. Hun kom oftere og oftere
ikke hjem til den tid, hun havde lovet. Vi var
meget alene. Vi gik for lud og kold vand. Jeg
husker ikke min mor som særlig kærlig og varm.
Hvordan skulle hun også være i stand til at give
kærlighed, når hun aldrig selv var blevet elsket?
En gang kan jeg dog huske, fik jeg stor respekt
for hende. Jeg var meget stolt af hende.
Den tobakshandel som lå nede i stueetagen af
vores hus solgte mange bajere og snaps til bumserne,
der holdt til på havnen. Hende, der havde
butikken, ville gerne sælge til bumserne, men
de måtte ikke sidde uden for butikken og drikke
det, de havde købt. Gjorde de det, bad hun dem
fast og bestemt om at skrubbe af – og hjalp det
ikke, ringede hun til havnepolitiet. De kom så og
fjernede dem.
En dag skete det igen. Der sad en spritter
udenfor og drak noget af det, han havde købt
inde hos hende.
Hun bad ham skrubbe af. Det gjorde han af gode
grunde ikke. Han var så stangstiv, at han end
ikke kunne gå!
Resultatet var, at hun ringede efter havnepolitiet,
som kom. De bad ham også skrubbe
af. Han mumlede et eller andet uforståeligt og
forsøgte så at rejse sig. Det lykkedes ikke, han
faldt sammen igen. Dernæst tog de to betjente
ham under hver sin arm og slæbte ham om i
vores baggård.
Mor og jeg stod oppe i køkkenet og vaskede op.
Vi kunne se lige ned i gården. Vi så betjentene
komme slæbende med den fulde forsvarsløse
mand. De hev derefter deres knipler frem og
gennembankede ham, mens han græd og skreg
for sit liv.
Min mor smed opvaskebørsten og spurtede
ned af trappen og ud i gården. Hun fór hen til
betjentene, klaskede en af dem et par på hovedet,
mens hun gav dem en ordentlig overhaling.
- Hvad fanden bilder I jer ind at gennembanke
en sølle og forsvarsløs mand? Hun råbte også op
om tobakshandlerkonen:
- Hun vil godt sælge til dem, men ikke have
de drikker det uden for hendes butik.
Betjentene luskede væk. Min mor fik bumsen
slæbt op ad trappen, ind i vores køkken, hvor hun
fik vasket blodet af ham. Så fik han rent tøj på,
noget af min onkels, som vi havde liggende.
Dernæst fik han en portion varm mad og fik
lov at sove den ud på sofaen. Næste morgen fik
han morgenmad og lidt penge med sig, da han
gik. Glad og meget taknemmelig.
Det var første gang, jeg blev harm og følte
uretfærdighed på bumsens vegne – de svages
vegne. Men jeg var også stolt over min mors
hjælpsomhed og mod.
Jeg følte mig alene og ensom. Når mor var på arbejde,
gik vi meget for os selv. Min søster havde
en veninde at lege med. Jeg havde ikke nogen.
Jeg forsøgte altid at komme til at lege med dem,
men de gad da ikke lege med sådan en lille snot tøs
som mig. Jeg lyttede ved døren og udspionerede
dem. Syntes det, de lavede, var så spændende. Min
mor gav ordre til min storesøster om, at de skulle
lege med mig og passe på mig. Så købte de mig med
slik, hvis bare jeg holdt mig for mig selv.
Det lykkedes nogen gange. Andre gange sladrede
jeg til mor om, at ”de ikke ville ha mig med”,
og hvad de lavede af narrestreger. Det blev de
forståeligt nok trætte af.
En dag blev jeg temmelig overrasket og meget,
meget glad. De spurgte helt uopfordret, om jeg
ville lege. Jeg sagde lykkeligt, ja.
Vi gik op i Århus midtby, og undervejs forklarede
de mig, at vi skulle ind i Den Katolske Kirke
og snakke med en præst. De forklarede, at det
var smaddergodt at gøre det, så fik man noget,
der hed syndsforladelse, og havde det så meget
bedre bagefter. Men for at det ikke skulle være
for skrappe sager for præsten, måtte jeg hellere
fortælle dem mine synder først. Så skulle de nok
fortælle mig, hvad han kunne tåle at høre.
Jeg fortalte dem dernæst godtroende og naivt,
alt hvad jeg havde lavet af narrestreger. At jeg
havde taget penge af mors pung, at jeg havde
stjålet slik nede ved tobaks-damen, og at jeg
havde leget doktor med to drenge nede i baggården.
Det havde jeg nemlig.
Jeg fortalte dem, at jeg havde mødt to drenge
med en kæmpe slikpose lige uden for vores
opgang. De havde overtalt mig til at gå med om i
baggården. Jeg fik så en lakridsstang for lynhurtigt
at trække mine bukser ned og op igen. Så jeg
fik lakridsen, og de så min tissekone!
Da jeg havde betroet mig dybt alvorligt, og de
ikke kunne pumpe mig for mere, begyndte de at
skraldergrine. De sagde derefter, at de slet ikke gad
lege med mig alligevel, men at de nu havde noget
på mig, de kunne sladre om. Så hvis jeg nogensinde
sladrede til mor igen om dem, ville de fortælle alt,
hvad de nu vidste om ”mine synder”.
Så de drejede om på hælen og gik deres vej, og
der stod jeg så uden for Den Katolske Kirke og gloede
dumt. Deres taktik virkede i lang tid fremover.
Med tiden fik jeg heldigvis mine egne venner.
Mor arbejdede som altid næsten hele tiden.
Hjælp fra det offentlige kunne hun sikkert godt
have fået. Det var bare flovt og under hendes
værdighed, at bede om hjælp.
En kvinde uden en mand, og som ikke kunne
klare sig selv, var ildeset. Det var stadig ikke lykkedes
hende at finde ’prinsen på den hvide hest’.
Min søster og jeg var begyndt at gå i skole.
rederiksalléskolen, senere kaldet Brobjergskolen.
Efter skole var vi på fritidshjem, som lå lige ved
siden af fattiggården og kasernen, dér hvor Århus
Musikhus ligger nu.
Hvordan skulle hun
også være i stand til
at give kærlighed,
når hun aldrig selv
var blevet elsket?
Min første skoletid husker jeg som rimelig god.
Jeg kunne godt lide at gå i skole. Hvis det ikke var
for Røde Poul Erik, var det lykkeligt.
Den første gang jeg stiftede bekendtskab
med ham, var en af de første skoledage. Når det
ringede ind til time, var det fra en skibsklokke,
som hang ved indgangen. Så skulle vi stille op på
snorlige rækker klassevis, to og to helt stille med
fronten vendt mod klokken og den store indgangsdør.
Gårdvagten gav os så lov til, hvis vi vel og
mærke stod pænt, at gå ind.
I en pæn række op i klassen. Først vores førsteklasse,
dernæst anden og så videre opefter.
Denne dag, stod Poul Erik lige bag mig. Han skubbede
og maste med det resultat, at jeg fik et puf i
ryggen og røg ud af rækken. Gårdvagten kom hen,
tog fat i mig. Skældte og smældte og placerede
mig lige under skibsklokken som straf. Der stod jeg
så, knaldrød i pæren og meget, meget flov, mens
alle de andre klassevis vandrede forbi. Derefter
når skolegården var blevet tømt for børn, kunne
jeg så som den sidste, liste op i klassen.
Han hed Røde Poul Erik, fordi han var knaldrødhåret
og havde hele hovedet fyldt med fregner.
Jeg mobbede ham nu ikke, det var omvendt. Det
skete tit, at han var efter mig, sikkert fordi jeg var
et taknemmeligt offer. Jeg var også rødhåret med
fregner, dog havde jeg ikke så mange som ham.
Han sagde, at jeg havde taget solbad gennem en
si i Hvide Sande, at jeg havde været med i øllebrødskrigen,
og at min mor havde haft tyndskid,
da hun fik mig.
En dag blev det bare for meget for mig. Vi var
kommet op i klassen, læreren var ikke kommet
endnu. Poul Erik startede sit drilleri og pludselig
eksploderede jeg. Jeg smed mit penalhus tværs
gennem klassen og ramte ham i hovedet. Jeg løb
dernæst hen og sprang på drillepinden.
Jeg spyttede, sparkede og lige i det øjeblik
læreren trådte ind af døren, bed jeg mig fast i
armen på Poul Erik. Jeg bed til, jeg fik næsten
krampe i kæben. Han skreg som en besat. Læreren
fik os skilt ad. Han reagerede på det, han så. Jeg
fik besked på at gå ned til skoleinspektøren, som i
øvrigt var Thorkild Simonsen, senere borgmester i
Århus (og indenrigsminister, red.).
Poul Erik fik trøst og blev kørt til lægen, hvor
han vist nok fik en stivkrampevaccination, og
armen blev forbundet. Jeg derimod gik med bange
anelser ned til inspektøren, parat til en kæmpeskideballe.
Uden for skoleinspektørens dør var der på væggen
en grøn og en rød lampe. Da jeg kom derned,
var lampen rød, jeg måtte altså vente. Knuden
i maven og nervøsiteten steg. Efter en tid, der
føltes som et år, blev lampen grøn. Der var fri, jeg
kunne gå ind.
Jeg bankede på, og han råbte kom ind. Han sad
stor og mægtig, sådan føltes det, bag sit skrivebord.
Han sagde, jeg skulle sætte mig ned. Han
bad mig fortælle, hvorfor jeg var sendt ned til
ham. Jeg fortalte og fortalte, mens tårerne trillede
ned af mine kinder. Jeg forklarede, fortalte
og var næsten ikke til at stoppe igen. Om alle de
gange Poul Erik havde været på nakken af mig.
Da jeg ikke havde flere ord, kikkede jeg over på
ham. Han sad smilende i stolen, ja, det så næsten
ud, som om han smågrinte. Jeg var målløs! Jeg
ventede på skideballen, den kom ikke. Han gik
over, tørrede tårerne af mine kinder og trøstede
mig. Så trak han en skuffe ud af sit skrivebord
og fiskede et bolsje frem, som han gav mig. Han
sagde, at det ville han fandme også ha’ gjort.
Hvorefter han forklarede, at det nu nok ikke var
noget, jeg skulle gøre en anden gang. Så fik jeg
lov til at gå.
Jeg følte mig glad og varm indeni – følte, at
her var der en, der forstod mig. Siden den episode,
drillede Poul Erik mig aldrig mere. Vi blev endda
småkærester senere i skoletiden.
En dreng, jeg kendte fra fritidshjemmet, blev
også ofte drillet. Han var rødhåret ligesom
jeg, også med hele hovedet fyldt med fregner.
Han blev til sidst så træt af det, at han gik hjem,
låste sig inde på wc’et, tog sin fars barberblad og
forsøgte at skære fregnerne væk. Den dag i dag
har han ar i hele ansigtet!
24 hus forbi · nr. 64 · august 2007 hus forbi · nr. 64 · august 2007 25