Dansk sikkerhedspolitik efter Den Kolde Krig

FLYVEVÅBNETS OFFICERSSKOLE
Hold 2007/10, klasse Magic
SG Jakob Blumensaat (LUB)
Titel:
Dansk sikkerhedspolitik efter Den Kolde Krig
2009-03-26
Problemformulering:
Hvordan kan man forklare den ændrede danske sikkerhedspolitik i perioden 1990-2003 i
lyset af beslutningen om dansk militær deltagelse i Golfen (1990), Kosovo (1999) og Irak
(2003).
Vejleder: MJ Astrid Bjerregaard
Antal tegn: 58.865

FORSIDE
INDHOLDSFORTEGNELSE
RESUMÉ
INDHOLDSFORTEGNELSE
1. INDLEDNING
1.1. Problemformulering. 7
1.2. Definitioner. 8
1.3. Afgrænsninger. 8
1.4. Teoretisk valg. 10
1.5. Diskussion af undersøgelsesdesign. 11
1.6. Diskussion af empiri. 14
1.7. Opgavens struktur.
2. OPERATIONALISERING AF ADAPTIONSMODELLEN
3. GOLFEN
14
3.1. Redegørelse af dansk deltagelse i Golfen 1990. 16
3.2. Analyse af dansk militær deltagelse i Golfen. 18
3.3. Delkonklusion.
4. KOSOVO
21
4.1. Redegørelse for dansk deltagelse i Kosovo 1998. 22
4.2. Analyse af dansk militær deltagelse i Kosovo. 24
4.3. Delkonklusion
5. IRAK-KRIGEN
28
5.1. Redegørelse for dansk deltagelse i Irak-krigen 2003. 29
5.2. Analyse af dansk militær deltagelse i Irak-krigen. 30
5.3. Delkonklusion.
6. KONKLUSION
7. PERSPEKTIVERING
34
2

Tillæg A: Litteraturliste.
Bilag 1: Skematisk oversigt over opgavens struktur.
Bilag 2: Skematisk oversigt over adaptionsmodellen brugt om Golfen 1990.
Bilag 3: Skematisk oversigt over adaptionsmodellen brugt om Kosovo 1998.
Bilag 4: Skematisk oversigt over adaptionsmodellen brugt om Irak 2003.
Bilag 5: INTERNATIONAL GALLUP-UNDERSØGELSE OM GOLFKRISEN.
Bilag 6: Danskerne delt i spørgsmålet om Olfert Fischers rolle.
Bilag 7: Største opbakning til NATO nogensinde.
Bilag 8: NATOs bombning af Serbien.
Bilag 9: Danskernes syn på Irak-krisen.
3

RESUMÉ
Denne opgave omhandler emnet dansk sikkerhedspolitik efter Den Kolde Krig. Jeg har
valgt at fokusere opgaven omkring en periode, der strækker sig over 13 år, som er
begyndende med beslutningen om dansk militær deltagelse i Golfen i 1990 og sluttende
med beslutningen om dansk militær deltagelse i Irak 2003.
Analysen af denne periode er skabt på baggrund af Nikolaj Petersens adaptionsmodel,
som han har beskrevet i tidsskriftet Politica nr. 1 (Petersen, 2005, p. 46-47) for at finde
frem til eventuelle forklaringer på den ændrede danske sikkerhedspolitik.
Jeg har udvalgt tre situationer som er repræsentative for hele perioden. Jeg ser, at den
danske sikkerhedspolitiske kontinuitet bliver brudt i følgende situationer:
Beslutningen om Danmarks militærdeltagelse i Golfkrigen 1990.
Beslutningen om Danmarks militærdeltagelse i Kosovo 1998.
Beslutningen om Danmarks militærdeltagelse i Irak-krigen 2003.
Disse tre beslutninger vælger jeg at skulle dække hele perioden 1990-2003, da jeg mener,
at perioderne udenfor disse tre beslutninger er præget af en relativ kontinuitet. Det er
derfor disse tre beslutninger, jeg skal fokusere på, såfremt jeg ønsker et svar på den
ændrede sikkerhedspolitik.
De tre beslutninger bliver analyseret hver især ved hjælp af Nikolaj Petersens
adaptionsmodel, hvorved jeg sikrer den samme analytiske gennemgang af hver
beslutning. Adaptionsmodellen fokuserer på handlerummet hos beslutningstageren, hvor
jeg analyserer følgende emner:
1. Samspillet og den resulterende balance mellem aktøren og dens ydre
omgivelser.
2. Samspillet og balancen mellem beslutningstagerne og dens indre
omgivelser.
4

3. Beslutningstagernes egne målsætninger og ambitionsniveau.
I min sammenfatning konkluderer jeg, at der er sket en ændring samt, at det er muligt at
finde en forklaring på denne ændring ved at beskæftige sig med adaptionsmodellen,
hvorved jeg udpeger tre vigtige faktorer, som alle har gjort sig gældende i periodens
sikkerhedspolitik:
1. Forholdet til USA.
2. Forholdet til FN.
3. Regeringernes ønske om at blive producent af sikkerhed.
This report deals with the Danish security policy during the period 1990-2003. During that
period I have chosen three events to analyze in expectation of explaining the changed
security policy of the country. The three events are:
1. The decision of Danish military participation in the Gulf in 1990.
2. The decision of Danish military participation in Kosovo in 1999.
3. The decision of Danish military participation in Iraq in 2003.
In order to analyze these decisions I have made use of Nikolaj Petersens
“adaptionsmodellen” which focuses on the different governments’ space of action.
My conclusion sums up the changes in security policy which have occurred during the
three different decisions and states that it is possible to use “adaptionsmodellen” in order
to find an explanation to the changes. Finally the report finishes off by pointing out three
key elements to the changed security policy:
1. The relationship to the US.
2. The relationship to the UN.
3. The governments desire to produce security instead of only use it.
5

1. INDLEDNING
Jeg har valgt at beskæftige mig med dette emne, da jeg mener at sikkerhedspolitikken har
ændret sig markant efter den kolde krig og specielt under den nuværende regering (Fogh
2001-). Jeg ser ikke ændringen som sket i nogen speciel situation, så for at forstå hvilke
faktorer der kan udløse et sådan paradigmeskift, må jeg analysere dybere.
Under Den Kolde Krig var handlerummet for staten Danmark stærkt begrænset grundet en
territorial trussel fra Sovjetunionen. Med Østblokkens opløsning ændredes alt dette
pludselig, og Danmark havde nu en så stor geopolitisk sikkerhed, som landet ikke havde
haft i de sidste ca. 1300 år (Petersen, 2004, p. 427).
Når jeg ser på denne ændring, forstår jeg den bedst ved at se på forskellige ydre og indre
påvirkninger, som jeg finder relevante at analysere.
Dansk sikkerhedspolitik er noget, som hele Danmarks befolkning finder interessant. Hvad
enten midlerne er økonomiske bidrag til forskellige stater med henblik på at øge Danmarks
sikkerhed, eller om brugen af militær magtanvendelse indgår, så har Danmarks mere
aktivistiske sikkerhedspolitik været sat under lup i specielt de seneste otte år (fra
Afghanistan 2001).
Ved at forstå den sikkerhedspolitik der blev ført dengang (1989) og ved at se på
ændringerne, kan man finde en større sammenhæng mellem situationen i samfundet og
de sikkerhedspolitiske valg, som regeringen foretager. For at den danske regering skal
kunne vedtage en ændret sikkerhedspolitisk strategi, bliver der nød til at være grundlag for
det i samfundet (f.eks. accept fra befolkningen, økonomisk frihed, osv.). Da den danske
regering vælger at ændre sikkerhedspolitikken efter 1989, er det interessant for
forståelsen af disse ændringer at se på de forhold i samfundet, der gjorde det fordelagtigt
for staten Danmark at have en ændret sikkerhedspolitik.
Når man ser på Danmarks sikkerhedssituation under Den Kolde Krig, var vores
geografiske position, som frontstat mod øst, et stort problem. ”Det var også klart, at de
danske stræder ville være et højt prioriteret mål i en tidlig fase af en tredje verdenskrig.”
(Hækkerup, 2002, p. 53)
6

Der kan argumenteres for, at den territorialtrussel, som Danmark gennem det meste af
landets historie har oplevet, forsvandt ved murens fald. Da Danmark efter 1989 kiggede
sig omkring, var alle nabostaterne venligtsindede, og dette skabte en ny
sikkerhedssituation, hvor presset på det politiske handlerum forsvandt. Mulighederne, for
at Danmark nu kunne spille en mere aktiv rolle i skabelsen af en ny europæisk og
international orden, var nu til stede, og siden den kolde krigs afslutning har de danske
regeringer distanceret sig fra 80’ernes fodnotepolitik ved at føre en aktiv udenrigspolitik. Et
godt eksempel herpå er den aktive bilaterale politik, som Danmark førte (og stadig fører)
med Baltikum for at sikre deres integration i vestlige organisationer som EU og NATO
(Petersen, 2004, p. 427-428).
Jeg har arbejdet en del med dansk udenrigspolitik i faget statskundskab på Flyvevåbnets
Officersskole, og derigennem har jeg fundet stor interesse for Danmarks ændrede
udenrigspolitik med sikkerhedspolitikken som hovedemne. I denne opgave vil jeg se på de
forhold, der gør sig gældende under det paradigmeskifte, som den ændrede
sikkerhedspolitik er, for derigennem at prøve at finde katalysatoren, som muliggjorde
skiftet.
Relevansen for viden omkring dansk sikkerhedspolitik er i mit tilfælde meget stor. Jeg er
som kommende officer en del af den sikkerhedspolitik, som regeringen fører. For at forstå
hvorfor man pludselig skal kæmpe i fjerne lande som Afghanistan og Irak, kan man
anskue sikkerhedspolitikken og derigennem muligvis få nogle valide svar. Man kan hurtigt
fastslå, at den danske regerings handlerum blev større med murens fald, men det mener
jeg ikke kan være hele sandheden. Man kan se nogle ændringer gennem 90’erne og
starten af det 21. århundrede, og dem vil jeg belyse i denne opgave.
1.1. Problemformulering.
7

Hvordan kan man forklare den ændrede danske sikkerhedspolitik i perioden 1990-2003 i
lyset af beslutningen om dansk militær deltagelse i Golfen (1990), Kosovo (1999) og Irak
(2003).
1.2. Definitioner.
Sikkerhedspolitik:
Ved at anskue den centrale teori bag begrebet kan man forstå et lands sikkerhedspolitik
som værende:
”Den politik, et lands regering fører for at undgå krænkelser af sit territorium og opretholde
retten til selv at bestemme i landet..” (Hansen & Hansen & Quist, 1997, p. 325)
Da jeg ikke mener, at en opretholdelse af statens suverænitet og derved et samtidigt
fravær af territorial krænkelse er tilstrækkeligt dækkende for begrebet sikkerhedspolitik (da
grundlaget for militær deltagelse i de tre valgte perioder ikke har været krænkelse af dansk
suverænitet), vil jeg inddrage endnu en definition på begrebet sikkerhedspolitik.
”Sikkerhedspolitik bygger på en opfattelse af begrebet sikkerhed og graden af
tilstedeværelse eller fravær af sikkerhed.” (Gyldendals Online Leksikon)
Jeg definerer derved dansk sikkerhedspolitik, som værende den politik et land udøver for
at opretholde suverænitet, samt hvordan staten Danmark sikrer fravær af trusler.
1.3. Afgrænsninger.
Efter den kolde krig:
8

Jeg ser på perioden 1989-2008, som jeg definerer som værende tidsrummet fra Den
Kolde Krigs afslutning og op til i dag.
Det præcise tidspunkt for Den Kolde Krigs ophør er svært at definere. Man kan
argumentere for, at den allerede stoppede med Præsident Gorbatjovs tale i FN i 1988,
hvor han fremlagde store sovjetiske troppenedskæringer (Petersen, N) 1 . Et andet
argument kunne være Polens og Ungarns forkastning af kommunismen i sommeren 1989
(Petersen, N). De fleste har dog en bred opfattelse af, at Den Kolde Krig sluttede med
Berlinmurens fald den 9. november 1989, men rent formelt skete det først en måned
senere, da præsidenterne Reagan og Gorbatjov erklærede konflikten for afsluttet.
I denne opgave vil jeg bruge den formelle afslutning af Den Kolde Krig i slutningen af
november 1989, og derfor starter min analyse 1. januar 1990 (Petersen, 2004, p. 256 +
263 + 268).
Slutning af perioden:
Jeg vælger at bruge år 2003 som afslutning af min analyseperiode. Jeg mener, at den
sidste nye markante ændring i dansk sikkerhedspolitik sker med udgivelsen af Bruun
rapporten i 2003, som resulterer i den sidste nye tilgang til dansk sikkerhedspolitik. Jeg
vælger derfor at afslutte min periode med Bruun-rapportens udgivelse, da den
manifesterer ændringerne i sikkerhedspolitikken ved. F.eks. styrkesammensætningen.
1 Nikolaj Petersen er professor i international politik og organisation ved Institut for Statskundskab, Århus Universitet.
9

1.4. Teoretisk valg.
Mit teoretiske valg omhandler brugen af adaptionsmodellen som værktøj for belysning af
tre afgørende ændringer i dansk sikkerhedspolitik i perioden 1990-2003.
Adaptionsmodellen ønsker jeg at benytte mig af, da jeg gerne vil se på, hvad der påvirker
staten både udefra og indefra, når den tager en sikkerhedspolitisk beslutning. Jeg redegør
for adaptionsmodellen, som Nikolaj Petersen fremstiller den i tidsskriftet Politica nr. 1
(Petersen, 2005, p. 46-47), da jeg mener at denne adaptionsmodels tre faktorer: Balancen
mellem beslutningstageren og de ydre påvirkninger, balancen mellem beslutningstageren
og de indre påvirkninger samt beslutningstagerens eget ambitionsniveau er en analyse,
der kan forklare en helt præcis tilgang til mit problem og derved finde en forklaring på den
ændrede sikkerhedspolitik.
Ved at anskue problemstillingen ved hjælp af andre modeller kan man søge andre valide
svar. Jeg nævner her to andre muligheder til analyse af den ændrede sikkerhedspolitik.
Allison forsøgte at opstille tre forskellige typer af modeller til forklaring af
beslutningsprocesserne omhandlende Cuba-krisen (Heurlin, 1996, p. 90-91). Disse
modeller kan trods deres aldrende oprindelse stadig bruges til analyser i dag.
Ved at bruge Allisons modeller vil man kunne analysere den måde, hvorpå beslutningen
om dansk militær deltagelse i de konflikter, som jeg har valgt, bliver truffet. Man vil i denne
analyseform have fokus på aktørens/aktørernes motivationer og synspunkter samt på
processen der ligger til grund for beslutningen. Svagheden ved modellerne er, at man
risikerer at fjerne fokus fra de påvirkninger, som beslutningstageren handler ud fra, og da
det netop er handlerummet, jeg ønsker at belyse, fravælger jeg Allisons modeller som
analyseredskab.
En anden mulig analyseform er teorier omhandlende international politik (IP-teorier), som
giver en mulighed for brugeren af teorien til at sortere i informationen og forsimple
10

virkeligheden ned til en størrelse, der er håndgribelig at arbejde med (Jacobsen et al,
2006, p. 34).
Ved, ud fra IP-teorier, at anskue beslutningen om dansk militær deltagelse i de konflikter,
som jeg har valgt, kan man søge indsigt og viden til at forklare beslutningen, og man kan
ved hjælp af forskellige IP-teorier opnå forskellige valide begrundelser (Schultz, 2003, p.
72). Svagheden ved IP-teorierne i forhold til min analyse er, at de ikke giver en forklaring
af de indre processer/påvirkninger, som beslutningstageren er underlagt, og da jeg gerne
vil have den dimension med i min analyse, fravælger jeg IP-teorierne.
Det skal dog nævnes, at hvis der ikke havde været omfangsmæssige begrænsninger på
min opgave, ville et supplement af to IP-teorier i analysen have været ønskelig.
1.5. Diskussion af undersøgelsesdesign.
Jeg vælger at gøre brug af en kvalitativ analyse af de informationer, som jeg har fundet
vedrørende Danmarks sikkerhedspolitik efter Den Kolde Krig.
Min empiri består af redegørelse og analyse af tre vigtige episoder, hvor det fremgår, at
den danske sikkerhedspolitik er blevet markant ændret.
De tre episoder som jeg beskriver:
Beslutningen om Danmarks militærdeltagelse i Golfkrigen 1990
Beslutningen om Danmarks militærdeltagelse i Kosovo 1998
Beslutningen om Danmarks militærdeltagelse i Irak-krigen 2003
Jeg har valgt beslutningen om dansk deltagelse i Golfen 1990 som den første episode, da
det er første gang siden Den Kolde Krigs ophør, at Danmark bliver stillet over for en
konflikt. Derved bliver det også første gang i mange år, at Danmark markerer sig
internationalt ved at deltage i en konflikt med militære styrker.
11

Den anden episode (Kosovo) har jeg valgt at analysere, da jeg finder det interessant, at
Danmark forlader det FN-spor, som landet ikke tidligere har undveget fra. Danmark går
her i krig uden det tidligere alt afgørende mandat fra Sikkerhedsrådet, men det sker i form
af en NATO-ledet operation.
Den tredje episode finder jeg specielt symboliserende for en (for Danmark) ændret tilgang
til begrebet sikkerhed. Ligesom i konflikten i Kosovo går Danmark her i krig uden det
tidligere afgørende mandat fra Sikkerhedsrådet. Der er dog nogle faktorer, som giver
denne operation et mere aktivistisk islæt. Da beslutningsforslag B118 bliver vedtaget, er
det kun med et snævert flertal, samt det faktum at Danmark nu også går uden om NATO,
men følger fortsat USA (Petersen, 2004, p. 587-590).
Jeg har lagt mig fast på disse tre episoder, hvilket resulterer i en fravælgelse af nogle
andre beslutninger. Her er det oplagt at tænke hele Balkan krigen (fra 1991) ind samt
beslutningen om at deltage i Afghanistan i 2001. Jeg har i min opgave dog lagt vægt på
ændringen af sikkerhedspolitikken, og da jeg ser de tydeligste træk af ændringer i de tre
cases, jeg har valgt, fravælger jeg dermed andre udenrigspolitiske beslutninger fra samme
periode.
Grunden til at jeg har valgt at fokusere på tre markante handlinger, hvor den danske
udenrigspolitik ændrer sig, er for at danne et repræsentativt billede af at perioden efter
Den Kolde Krig. Det ville være ønskeligt at analysere hver enkel dansk udenrigspolitisk
beslutning i denne periode, hvor der er et brud på ”normen”. Det jeg søger, er de episoder,
hvor den danske udenrigspolitiske kontinuitet bliver brudt, men grundet en begrænsning i
opgavens omfang er dette desværre ikke muligt at analysere mere end tre episoder. Det,
at jeg derfor vælger tre handlinger, giver opgaven nogle styrker og svagheder.
Styrker, som jeg i grundlæggende træk vil skitsere:
12

Når jeg vælger at begrænse mig til tre markante handlinger i perioden, har jeg
mulighed for at give en dybere analyse ved hver enkelt handling og derigennem
bedre bestemme, om jeg ser handlingen som værende en påvirkning for en
ændring i dansk sikkerhedspolitik.
Når jeg vælger at analysere tre bestemte handlinger, vil jeg gennem en selektion
kunne fastholde fokus omkring ændringerne i den danske udenrigspolitik, og jeg vil
derfor hele tiden kunne bevæge mig tættere op ad min problemformulering.
Svagheder:
Når jeg vælger kun at tage tre handlinger som repræsentativt for hele
perioden(1990-2003), er der en fare for, at de tre handlinger ikke er tilstrækkeligt
dækkende for de samlede påvirkninger i perioden.
Når jeg vælger at analysere tre forskellige handlinger laver jeg tre single case
studies. Dette beskriver kun forholdene for de enkelt analyserede handlinger, hvor
ét case study for hele perioden ville opnå en større nøjagtighed.
Jeg mener, at det samlet set er nogle kritisk afgørende cases, som jeg har valgt ud til min
analyse, og når jeg tager rammerne for opgaven i betragtning, mener jeg ikke at
svaghederne ved at udvælge tre cases, som repræsentativt for hele perioden, spiller
nogen faktor. Med andre ord er det altså en dybdegående besvarelse af min
problemformulering, som jeg lægger vægt på.
Jeg vælger at bruge netop tre udenrigspolitiske handlinger, der hver affødte tre markante
ændringer i sikkerhedspolitikken for perioden 1990-2003. Ved kun at vælge en eller to ville
jeg have mulighed for at komme dybere ned i analysen af den/de enkelte handlinger. Jeg
mener dog ikke, at jeg kan fremskaffe en valid konklusion om en ændret dansk
sikkerhedspolitik ved kun at kigge på en enkelt handling. Omvendt ville en redegørelse og
analyse af mange handlinger give et bedre billede af ændringerne for hele perioden, men
så ville kvaliteten og dybden af analysen også blive for svag grundet det begrænsede
13

omfang af opgaven. Jeg finder derfor at en besvarelse, hvori der indgår redegørelse og
grundig analyse af tre handlinger, hvor der har været markante ændringer af
sikkerhedspolitikken, er den løsning med den bedste balance mellem kvalitet og validitet af
opgaven.
1.6. Diskussion af empiri.
Jeg har fra starten af opgaven været meget opmærksom på valg af empirisk materiale og
har derfor udelukkende beskæftiget mig med litteratur, hvis hovedemne var
statskundskab. Hovedvægten er lagt på professor i international politik og organisation
Nikolaj Petersens udgivelser, mens opgavens redegørelse og analyse er skabt på
baggrund af kilder fra forskellige personer med stor viden indenfor udenrigspolitik,
sikkerhedspolitik samt forsvarspolitik (f.eks. tidl. forsvarsminister Hans Hækkerup, lektor i
statskundskab Poul Ole Schultz, professor i statskundskab Bertel Heurlin).
Fakta vedrørende Folketingets beslutningsforslag er hentet fra Folketingets hjemmeside
(www.folketinget.dk), og ses derfor som valid information.
Desuden er der i denne opgave indhentet meningsmålinger fra Gallup omkring
befolkningens syn på de forskellige perioder. Disse undersøgelser vil altid have en
unøjagtighed angående resultatet, da det kun er et udpluk af befolkningen, der spørges.
Gallup undersøgelserne betragter jeg trods unøjagtigheden som den mest valide måde,
hvorpå den danske befolkningens holdninger kan analyseres.
1.7. Opgavens struktur.
(Se bilag 1)
Opgaven er bygget op omkring en analyse af hver af de tre begivenheder, der med deres
delkonklusioner til sidst sammenlignes for at finde konklusionen på min problemstilling.
14

2. OPERATIONALISERING AF ADAPTIONSMODELLEN
Adaptionsmodellen er bygget op omkring handlerumsbegrebet, som stammer fra studiet af
vesttysk udenrigspolitik efter 2. Verdenskrig.
Ved analyse af de forskellige danske udenrigspolitiske handlinger gennem
adaptionsmodellen bruger jeg tre faktorer (Petersen, 2005, p. 46).
1. Samspillet og den resulterende balance mellem aktøren og dens ydre
omgivelser.
2. Samspillet og balancen mellem beslutningstageren og dens indre
omgivelser.
3. Beslutningstagernes egne målsætninger og ambitionsniveau.
Indre
påvirkninger
Ambitionsniveau
Ydre påvirkninger
Udenrigspolitisk
Beslutning
Jeg vælger at bruge adaptionsmodellen på følgende måde:
Når man ser på samspillet mellem aktøren og dens ydre omgivelser, kan man dele det op i
yderligere tre faktorer: Aktørens indflydelseskapacitet, dens stress-sensitivitet samt graden
af forenelighed mellem statens egne målsætninger og dens med- og modspilleres
15

interesser. Analyserer man sammenhængen mellem disse faktorer kan man beskrive
handlerummet. F.eks. vil en høj indflydelseskapacitet, lav stress-sensitivitet samt et højt
interessesammenfald udvide handlerummet for beslutningstageren, imens det i det
modsatte tilfælde vil mindske det (Petersen, 2005, p. 47).
Jeg vil i min opgave fokusere kraftigt på foreneligheden mellem statens egne
målsætninger og dens med- og modspilleres interesser, da jeg ser denne faktor som
værende afgørende for de danske udenrigspolitiske beslutninger.
Ser man på samspillet mellem beslutningstageren og dens indre omgivelser kan man
anskue påvirkningerne, som værende delt i to. Beslutningstagerens kontrol over
samfundet samt forenelighed mellem beslutningstagerens interesser og befolkningens
interesser.
Når en beslutningstager har stor kontrol over samfundet vil handlerummet udadtil også
være stort. Omvendt kan efterlevelse af interne krav sætte potentielle begrænsninger for
handlerummet. Samtidig vil en forenelighed mellem regeringens ambitioner og samfundets
interesser skabe et større handlerum og vice versa (Petersen, 2005, p. 47).
Slutteligt er det politiske ambitionsniveauet samt beslutningstagerens evner også
afgørende for handlerummets størrelse. Jo højere ambitionsniveau en beslutningstager
har desto mindre handlerum har han at bevæge sig i (Petersen, 2005, p. 47).
3. GOLFEN (BILAG 2)
3.1. Redegørelse af dansk deltagelse i Golfen 1990.
Ydre forhold.
Da Irak den 2. august 1990 angriber Kuwait, sker det under et klart brud på international
fred og sikkerhed. FN benytter sig af de nye handlemuligheder, der var opstået efter Den
Kolde Krig, og vedtager (i Sikkerhedsrådet) den 6. august resolution 661, der pålægger
hårde økonomiske sanktioner overfor Irak. Udover FN’s anmodning om embargo kom der
16

fra Kuwaitisk side en anmodning til forskellige lande, herunder Danmark, om at hjælpe til
med en flådeoperation for at få embargoen til at lykkes. Sikkerhedsrådet giver den 25.
august mandat til flådeblokaden mod Irak (Petersen, 2004, p. 451). Den 12. september
1990 kl. 19.00 sejler Olfert Fischer fra Holmen for at deltage i blokaden (Jørgensen, 2002).
Indre forhold.
Da emiren af Kuwait den 13. august 1990 anmoder forskellige lande inklusiv Danmark om
hjælp til en flådeblokade af Irak, er folketinget tøvende med at godkende Kuwaits
forespørgsel. Det er først, da Sikkerhedsrådet den 25. august giver FN-mandat til
blokaden, at regeringen og navnlig udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen nu øjner
muligheden for en militær støtte ved hjælp af det nødvendige flertal i folketinget. Den 26.
august mødtes statsminister Poul Schlüter, udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen,
forsvarsminister Knud Enggaard, økonomiminister Niels Helveg Petersen,
socialdemokratisk forsvarsordfører Hans Hækkerup og formand for Socialdemokratiet
Svend Auken. Ved dette møde ønskede Schlüter en opbakning fra socialdemokratiet til et
forslag om dansk deltagelse i embargoen af Irak. Svend Auken giver sin og dermed
socialdemokratiets tilslutning, og dermed er vejen banet for vedtagelsen af
beslutningsforslaget om at sende Olfert Fischer til Golfen (Hækkerup, 2002, p. 94-95).
Beslutningen blev truffet den 31. august 1990 i folketinget med stemmerne 97 (S + KF+ V
+ RV + CD + KRF + 2 FP’er) for og 25 (SF + FP + Erik B. Smith) mod (Folketinget, 1990).
Ambitionsniveau.
Da Irak i 1990 invaderer Kuwait, står daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen
med en gylden mulighed for at rette op på Danmarks (efter hans mening) dårlige ry fra
80’ernes fodnoteperiode. Desuden ville han også gerne have debatten omkring out-ofarea,
vedrørende Danmarks restriktioner ved indsættelse af danske styrker i militære
opgaver uden for NATO-området, i gang. Samtidig mente udenrigsinisteren, at USA holdt
øje med hvilke europæiske lande, der bidrog og mente på baggrund af det, at Danmark
burde tilbyde mere end et ”minimum” (Petersen, 2004, p. 451-452).
17

3.2. Analyse af dansk militær deltagelse i Golfen.
Ved en analyse af den militære deltagelse i golfen er det centralt at fokusere på
beslutningstageren, som i dette tilfælde var regeringen med daværende statsminister Poul
Schlüter i spidsen. Da emiren af Kuwait den 13. august 1990 anmoder Danmark om hjælp
til en gennemtvingelse af FN-sanktionerne, skabes der pludselig et ydre pres på
regeringen. Da der gennem FN er lagt sanktioner på Irak, ville en afstandstagen fra
anmodningen give Danmark en lavere status i det internationale samfund. Dette gælder
ikke kun overfor FN, men samtidig også overfor NATO, hvor Danmark gennem Den Kolde
Krig havde en relativ lav status (Heurlin, 2007, p. 3). Skulle Danmark have en større form
for indflydelse og anseelse i det internationale samfund, kunne regeringen ikke lade en
sådan mulighed, for at fastsætte Danmark som en bidrager til sikkerhed, passere.
Udover presset fra FN opstod der igennem debat om, hvorvidt USA fortsat ville have evner
og vilje til at være garant for europæisk sikkerhed, også et pres fra NATO. Såfremt de
europæiske lande skulle til at løse deres sikkerhedsproblemer uden hjælp fra USA, ville
Danmark se NATO som den organisation, der skulle udbrede stabilitet og sikkerhed i hele
Europa. Når Danmark havde fastlagt sig på den sikkerhedspolitik, ville regeringen stille
Danmark i et dårligt lys, såfremt man ikke deltog i fremtidige NATO-missioner eller i det
mindste deltog i NATO-forsvaret. Såfremt Danmark meldte ud, at landet ikke ville hjælpe
med hverken offensive eller defensive missioner, men stadig var afhængig og bakkede
fuldt op om NATO’s rolle som sikkerhedsskabende for Europa, ville det til sammenligning
være som at kræve en vare i et supermarked, men nægte at betale. Hvis Danmark skulle
nyde godt af NATO, så blev landet også nød til at deltage aktivt i missionerne.
Under debatten om Golfen blev de fremtidige problemer med out-of-area-politikken
diskuteret, og specielt med udenrigsministerens negative syn på en fortsat opretholdelse
af denne politik fik han drejet Danmark ind mod en fremtidig aktiv deltagelse i NATOforsvaret
(Petersen, 2004, p. 451-452).
18

Den sidste ydre faktor, som kunne have været et pres på den daværende regering, er
forholdet til USA. USA har uden tvivl også skabt et indirekte pres på Danmark gennem
begge landes medlemskab af NATO, som jeg har beskrevet ovenfor, men man kan også
argumentere for, at der samtidig har ligget et bilateralt pres fra USA.
Presset bestod i, at man i 1990 stadig var i efterdønningerne fra Den Kolde Krig, og nok
var der, som jeg har beskrevet ovenfor, diskussion om hvorvidt NATO skulle kunne tage
vare på et europæisk forsvar uden USA, men USA var og er stadig alliancens ubestridte
leder. Derfor er det heller ikke overraskende, at den daværende udenrigsminister Uffe
Ellemann-Jensen ikke kun ønsker at udsende et absolut minimum af dansk militær til
Golfen. Efter hans mening er USA meget interesseret i hvilke europæiske lande, der var
villige til at bidrage til den fælles interesse, og kun ved et klart signal ville Danmark kunne
knytte lidt tættere bånd til hegemonen USA. Der er nogle klare fordele af at ligge sig op af
en supermagt som USA. Set i lyset af de netop overståede spændinger og den
verdensopdeling som fandt sted under Den Kolde Krig, er den store fordel ved et godt
forhold til USA, at der skabes sikkerhed, hvilket var tiltrængt i efterdønningerne fra Den
Kolde Krig.
Sætter man disse ydre faktorer op mod regeringens eget ambitionsniveau, er der en klar
faktor, der skinner igennem. Regeringens, men specielt udenrigsministerens, ønske om at
lægge 80’ernes fodnotepolitik på hylden en gang for alle kan blive realiseret med en
deltagelse i Golfkrigen (Petersen, 2004, p. 451). Der var med andre ord noget prestige fra
omverdenen, der skulle erhverves, og en militær deltagelse var en oplagt mulighed. Det
ydre pres på Danmark var ikke så stærkt, at det ligefrem dikterede Danmark til at deltage,
men grundet Danmarks indflydelseskapacitet overfor det internationale samfund kan
regeringen ikke undsiges fra at have været under indflydelse af det tidligere nævnte ydre
pres. Det afgørende for handlerummet er dog en foreneligheden mellem regeringens og
dens allieredes målsætninger og interesser, hvilket bevirker, at det ydre pres på
regeringen kraftigt svandt ind. Dette manifesteres også i at udenrigsministeren, i håbet om
ikke kun at deltage med det føromtalte ”minimum”, forsøgte at få en vedtagelse af et
19

idrag omhandlende et feltlazaret eller et hospitalsskib. Han ville også gerne bistå USA i
Operation Desert Shield ved at fragte en egyptisk division til Saudi Arabien. Samtidig
prøvede statsminister Poul Schlüter den 23. januar 1991 også at skabe fuld støtte til, at
Olfert Fischer kunne tillægges nogle nye krigsdeltagende opgaver. Alle disse forslag løb
dog ud i sandet bl.a. på grund af manglede opbakning fra folketinget, som derved skabte
et indre pres på regeringen (Petersen, 2004, p. 452-456).
Presset fra de andre partier var ikke særlig stort omkring selve beslutningen vedrørende
militær deltagelse i Golfkrigen. Socialdemokratiets formand Svend Auken giver allerede
regeringen grønt lys til, at Danmark bør yde eget bidrag og ikke unddrage sig sit ansvar.
Hele tiden var det dog en forudsætning, at Danmark ikke bevægede sig væk fra FNsporet.
Da spørgsmålet vedrørende regeringens ønske om en ”større” deltagelse end kun
korvetten Olfert Fischer rejser sig, viser socialdemokratiet andre synspunkter.
Socialdemokratiets pres på regeringen fortsætter dog op til beslutningsforslagets
godkendelse med Svend Aukens krav om en forberedelse af et hospitalsskib samt
ordfører Hans Hækkerups syv forudsætninger for Socialdemokratiets accept af
beslutningsforslaget. Disse syv punkter var i bund og grund Socialdemokratiets forsikring
om at Danmark kun deltog med et ”ikke-krigsførende” bidrag samt en fokusering omkring
vigtigheden af FN (Petersen, 2004, p. 453-454).
Regeringen måtte også opleve et pres kommende fra den danske befolkning. En
Gallupundersøgelse før krigens udbrud den 15. januar 1991 viste, at 51 % af befolkningen
var for brugen af militær magt mod Irak. Ser man dette i forhold til resultatet i resten af de
daværende EF-lande(bilag 5), fremstår den danske befolkning som værende mere
velvillige overfor en eventuel militær intervention (Gallup, 1991b). Billedet ændrer sig dog
en del, da en Gallupundersøgelse af danskernes mening omkring en direkte dansk militært
støtte til kampen mod Irak udfærdiges efter krigens begyndelse (bilag 6), hvor et flertal af
befolkningen er imod, at Danmark efterkommer en eventuel anmodning om direkte militær
støtte (Gallup, 1991a).
20

3.3. Delkonklusion.
Når man ser på handlerummet for den daværende regering, kan det konkluderes, at der,
med hensyn til deltagelse af korvetten Olfert Fischer og dermed en dansk deltagelse i
blokaden af Irak, ikke eksisterede et besynderligt stort pres fra hverken ydre eller indre
aktører. Dette hænger sammen med det store interessesammenfald, der var mellem
regeringen og dens allierede samt den danske befolkning. Alle var stort set enige om en
forkastelse af det Irakiske angreb på Kuwait, og spørgsmålene lød ikke på, om der skulle
gribes ind, men mere hvem der skulle gøre det. Danmark kunne formodentligt godt have
undladt at deltage uden de store konsekvenser set i forhold til NATO samarbejde og
relationer til allierede. Da regeringen derimod gerne ville væk fra den passive rolle, som
Danmark tidligere havde spillet, var Golfkrigen en oplagt chance til at vise Danmarks
værd.
Det altafgørende FN-mandat banede vejen for et stort flertal i Folketinget vedrørende
dansk deltagelse, og en deltagelse var netop resultatet af regeringens eget
ambitionsniveau. Dermed havde regeringen et forholdsvist stort handlerum i diskussionen
omhandlende Danmarks deltagelse.
Det kan også samtidig konkluderes, at ved spørgsmålet omhandlende hvilket bidrag
Danmark skulle stille med, og i hvilken grad det skulle anvendes til direkte kamp, var det
indre pres afgørende for, at regeringen ikke kunne opfylde sin ambition om et ”større
bidrag”. Flere planer, såsom deltagelse i Operation Desert Shield, måtte opgives, da der
manglede både opbakning fra Folketinget, såvel som fra den danske befolkning.
Regeringen blev altså nød til at sænke ambitionsniveauet, selvom den havde store
interessesammenfald mellem Danmarks allierede (med USA i spidsen).
4. KOSOVO (BILAG 3)
21

4.1. Redegørelse for dansk deltagelse i Kosovo 1998.
Ydre forhold.
I 1991 går Forbundsrepublikken Jugoslavien i opløsning, og løsrivelsen af republikkerne
Slovenien og Kroatien samt Bosnien-Herzegovina og Makedonien i 1992 skaber både
militære og politiske kampe mellem udbryderrepublikkerne og den tidligere
forbundsrepublik (Petersen, 2004, p. 458). Danmark går sammen med EU om en
anerkendelse af Slovenien og Kroatien den 15. januar 1992 for at forhindre yderligere
krigshandlinger. Det internationale initiativ går i februar 1992 fra EU over til FN, der
gennem sikkerhedsrådet beslutter at oprette UNPROFOR (United Nations Protection
Force), som Danmark bidrager med styrker til (Hækkerup, 2002, p. 102-103).
Den 21. november 1995 gennemtvinger USA en våbenhvile, der får navnet Daytonaftalen,
og sammen med den oprettes IFOR (Implementation Force), der fra 1996 blev
døbt SFOR (Stabilization Force). Gennem FN-pagtens kap. VII fik denne styrke mandat til
magtanvendelse såfremt parterne ikke overholdt aftalen. Dansk deltagelse sker med
Folketingets samtykke den 15. december 1995 (Petersen, 2004, p. 561-462).
Urolighederne fortsætter i foråret 1997 i Albanien, hvor styret bryder sammen på grund af
økonomiske svindel. Kontrollen med landet forsvinder fuldstændig, og specielt
spredningen af landets våbenarsenal viser sig at blive et problem for området lige øst for
Albanien (Hækkerup, 2002, p. 125-126).
I 1998 begynder Kosovo-albanerne at få tilført nogle af de våben, som flød ud af Albanien i
kølvandet på landets kollaps året før. UCK (den Kosovo-albanske befrielseshær) starter
nu militær kamp mod serberne, som straks svarer igen med massive fordrivelser af
Kosovos albanske befolkning. Det stigende pres fra omverdenen ender den 23. september
1998 ud i Sikkerhedsrådets resolution 1199 (UNSCR 1199), som betegner situationen i
Kosovo for værende en trussel mod fred og sikkerhed i regionen. Vigtigt er det dog at
nævne, at der ikke er nogen gennemtvingelsesbestemmelser på grund af modstand fra
Rusland og Kina.
22

Det er nu NATO, der går ind og forsøger at løse konflikten med diplomati og politisk pres,
men der er hverken held med at få en aftale med serbernes leder Slobodan Milosevic eller
den Kosovo-albanske befrielseshær. NATO-landene stillede derfor Milosevic overfor et
ultimatum, der gik på at enten bøjede serberne sig ellers ville NATO bombe. Danmark får
en anmodning, som vedtages i folketinget den 7.-8. oktober 1998, om at deltage med fire
F-16 fly. Fra den 24. marts 1999 deltager de danske F-16 fly i NATO’s luftangreb på
Serbien (Petersen, 2004, p. 461-462).
Indre forhold.
Da NATO i forbindelse med deres nyiværksatte flyveoperationer mod Serbien anmoder
Danmark om et bidrag i form af fire F-16 fly, blev det først behandlet i Det
Udenrigspolitiske Nævn den 2. oktober og derefter i Folketinget den 7.-8. oktober.
Daværende Udenrigsminister Niels Helveg Petersen anbefalede under behandlingen, at
Danmark stillede flyene til rådighed for NATO. Hovedargumentet var, at der skulle lægges
maksimalt pres på Serbien i håb om at standse den humanitære katastrofe, som
udspillede sig i regionen. Ydermere understregede udenrigsministeren, at Serbien
igennem syv måneder havde valgt at overhøre de internationale krav om en standsning af
volden, og derved at en NATO-intervention nu var sidste mulighed (Petersen, 2004, p.
463).
Forslaget (B 4) om at stille et dansk militært bidrag til en NATO-indsats på det vestlige
Balkan blev fremført af daværende udenrigsminister Niels Helveg Petersen, og blev
vedtaget den 8. oktober 1998 med 92 stemmer (S, V, KF, CD, RV og KRF) mod 28 (SF,
DF, EL, FP samt 2 socialdemokrater). Baggrunden for folketingets vedtagelse af B 4 var at
forhindre en humanitær katastrofe i Kosovo, samt at sikre efterlevelsen af resolutionerne
fra FN’s Sikkerhedsråd i henhold til FN-pagtens kapitel VII (Folketinget, 1998b).
Ambitionsniveau.
I forbindelse med konflikten i Kosovo blev der af USA, Rusland, FN, EU og NATO hurtigt
lagt et maksimalt pres på den serbiske leder Slobodan Milosevic. Milosevic bøjede sig ikke
23

for kravene fra FN, hvilket resulterede i, at NATO anmodede Danmark om deltagelse i
krigen.
Udenrigsminister Niels Helveg Petersen var positiv overfor et dansk bidrag, da han mente,
der var optakt til en humanitær katastrofe i Kosovo (Folketinget, 1998b). Samtidig var der
stor opbakning fra det internationale samfund, hvor bl.a. FN’s daværende generalsekretær
Kofi Annan sagde: ”No government has the right to hide behind national sovereignty in
order to violate the human rights or fundamental freedom of it’s people” (Hækkerup, 2002,
p. 131).
Udenrigsministeren lægger ved fremlæggelsen af beslutningsforslaget også vægt på det
store bidrag, som Danmark har ydet til fred og stabilitet på det vestlige Balkan, og at et
dansk bidrag i Kosovo er i fuld overensstemmelse med det hidtidige danske engagement
(Folketinget, 1998b).
4.2. Analyse af dansk militær deltagelse i Kosovo.
Da Danmark i efteråret 1998 får en anmodning fra NATO om at bidrage til flyveoperationer
mod Serbien med fire F-16 fly, bliver anmodningen behandlet i Folketinget den 7.-8.
oktober. Regeringen med daværende udenrigsminister Niels Helveg Petersen er varm
fortaler for, at flyene bliver stillet til rådighed for NATO.
Hvis man ser på hvilke ydre faktorer, der har haft indflydelse på regeringens anbefaling af
dansk militær deltagelse, spiller FN en central rolle. Med resolution 1199 fastsætter
Sikkerhedsrådet at situationen i Kosovo er en alvorlig trussel mod fred og stabilitet i
regionen og opstiller en række krav, som det forventes, at Forbundsrepublikken
Jugoslavien efterlever. Det store problem ligger i, at der ikke følger en
gennemtvingelsesbestemmelse med i resolutionen grundet manglende opbakning fra Kina
og Rusland (Petersen, 2004, p. 463). Det skaber et problem for regeringen, da man ikke
siden 2. Verdenskrig har deltaget i militære operationer uden et mandat fra
Sikkerhedsrådet, men da alle efterretningerne fra Kosovo betegner situationen som
24

værende en humanitær krise, vælger regeringen at se bort fra det legaliserende FN-
mandat. Udenrigsminister Niels Helveg Petersen udtaler (Folketinget, 1998c):
”NATO-styrkens hovedopgaver vil blive at stoppe kamphandlingerne i Kosovo; forhindre,
at den humanitære situation udvikler sig til en katastrofe; fremme de internationale
bestræbelser på at opnå en aftale om ophør af vold, samt at tilvejebringe betingelserne for
seriøse forhandlinger om en politisk aftale mellem konfliktens parter.”
Regeringen går altså ind og retfærdiggør en humanitær intervention på trods af det
manglende FN-mandat. Udenrigsministeren konkluderer bl.a. i en kronik efter
krigshandlingernes ophør, at det måtte være legitimt at handle uden om et veto-lammet
Sikkerhedsråd, såfremt formålet med en humanitær beskyttelsesoperation ellers ville
forspildes (Petersen, 2004, p. 465). Udenrigsministeren fokuserer gennem hans udtalelser
i folketinget på, at der allerede er en resolution fra FN (UNSCR 1199), som betegner
situationen som værende alvorlig i Kosovo. Så på trods af et manglede mandat fra
Sikkerhedsrådet kan der ifølge udenrigsministeren stadig argumenteres for en generel
opbakning fra verdenssamfundet.
Der bør også lægges et fokus på det faktum, at det er NATO-styrker, der opererer på
Balkan. For at dette kunne ske, må der have været konsensus i Det Nordatlantiske Råd
(NAC) 2 om deltagelse på Balkan, og derved kan presset fra det internationale samfund
ikke have været så problematisk for regeringen, da man mere eller mindre kunne se alle
Danmarks allierede og nærmeste samarbejdspartnere bakke op om den militære
tilstedeværelse i Kosovo.
2 Det Nordatlantisk Råd er det øverste beslutningsorgan i NATO, hvor hvert medlemsland har én repræsentant.
25

Udover FN lagde NATO også et pres på regerings handlerum. Fra 1996 havde Danmark
vært engageret i Balkan i form af bidrag til en fælles NATO-styrke, som var indsat som
resultatet af den i 1995 gennemtvungne våbenhvile (Dayton-aftalen). Da krigen bryder ud i
Kosovo, og NATO først forsøger at løse problemerne med diplomati og derefter politisk
pres, ender situationen i en blindgyde, hvor alle andre muligheder (bortset fra militær
intervention) er opbrugt. Udenrigsminister Niels Helveg Petersen udtaler under
fremsættelsen af beslutningsforslag 4 (Folketinget, 1998c):
”Sammenfattende synes det internationale samfunds muligheder for at påvirke situationen
i Kosovo ved hjælp af diplomatiske initiativer, økonomiske sanktioner, og opbygningen af
militært beredskab ved at være udtømte.”
Denne kontante udmelding hænger sammen med, at NATO allerede i maj 1998 begynder
at forberede et gennemtvingelsesindgreb overfor Serbien, såfremt de ikke ville bøje sig for
FN’s krav. Da NATO den 24. september 1998 beslutter sig for at iværksætte en
luftoperation mod Serbien, bliver Danmark anmodet om at stille med fire F-16 fly. Dette har
ikke været et stort pres på regeringens handlerum, da der er stor forenelighed mellem
NATO’s og regeringens interesser, og derved kan regeringen egentlig bare følge den kurs,
de uanfægtet af NATO havde bestemt sig for.
Regeringens ambitionsniveau vedrørende det militære bidrag til Kosovo kan, grundet en
situation hvor de ydre faktorer ikke lægger de store bånd på regeringens beslutning, uden
problematik følges.
Under folketingsdebatten den 7. oktober 1998 gør daværende udenrigsminister Niels
Helveg Petersen det meget tydeligt, at regeringens ambition er at imødekomme NATO’s
anmodning på trods af det retslige problem, der ligger i et manglende mandat fra
Sikkerhedsrådet (Folketinget, 1998b):
”Vi skal ikke nøjes med at se til i afmagt, mens de grove overgreb på grundlæggende
menneskerettigheder fortsætter.”
Grundlæggende er der altså en ambition om, at Serbien skal tvinges til at leve op til de
krav, som det internationale samfund (gennem FN) har opstillet, samt en ambition om at
Danmark ikke kan tillade sig at kræve dette af NATO uden selv at deltage aktiv i krigen.
26

Desuden ligger udenrigsministeren, i oplægget til beslutningsforslag B 4, også vægt på
Danmarks aktivistiske holdning til sikkerheden på Balkan:
”Danmark har siden 1991 ydet et stort og væsentligt bidrag til det internationale samfunds
bestræbelser på at skabe fred og stabilitet på det vestlige Balkan.” (Folketinget, 1998a)
Med den begrundelse at Danmark allerede var på Balkan og havde været det igennem de
sidste syv år, lagde Niels Helveg Petersen op til en tilslutning af udsendelsen af de fire F-
16 fly, der dermed vil give Danmark det mere aktivistiske præg, som allerede havde været
ønsket fra 1990 af daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen. Da Danmark var
deltager i de tidligere operationer på Balkan, ville det være en katastrofe for et land, som
gerne vil profileres som værende aktivistisk og hårdtarbejdende indenfor sikkerhed, hvis
det undlod at deltage, så snart de af NATO fremsatte trusler skulle bakkes op af militær
styrke.
Det indre pres, der ligger på regeringen, kommer i form af fire partiers manglende støtte
(samt to socialdemokrater) til beslutningsforslaget. Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet
mente begge, at aktionen udelukkende var anti-serbisk og vælger derfor at stemme nej til
forslaget, imens SF og Enhedslisten begrunder deres manglende opbakning med
folkeretslige argumenter (Petersen, 2004, p. 464). Alle folketingstalerne har under de to
behandlinger af B 4 den 7. og 8. oktober 1998 en fælles holdning omkring den humanitære
katastrofe, der udspiller sig i Kosovo, men presset på regeringen kommer først i form af
manglende opbakning fra Sikkerhedsrådet. Dette giver dog stadig regeringen et solidt
flertal til gennemførslen af B 4 med 92 stemmer for og 28 imod, og med en så klar
opbakning i folketinget kan der ikke argumenteres for et stort indre pres fra folketinget. Det
pres, der blev skabt, omhandlede i stor grad de folkeretslige argumenter, der lå til grunde
for udsendelsen af de fire danske kampfly.
Opbakningen i befolkningen må på dette tidspunkt anses for ikke at lægge et indre pres på
regeringen. Dette begrundes med en forenelighed mellem regeringens ambition og
befolkningens ønsker, hvor der jf. Gallup-målinger taget i marts 1999 (bilag 7) tydeligt
vises en stærk positiv holdning overfor Danmarks medlemskab af NATO (Gallup, 1999b).
27

Dette skaber ikke de store problemer for regeringen, da ønsket om dansk engagement i
Kosovo er sket gennem NATO. Gallup udfører den 25. og 26. marts 1999 også en
undersøgelse (bilag 8), der peger på danskernes store opbakning til både NATO’s angreb
på Serbien, samt på den danske deltagelse (Gallup, 1999a). Med kun 24 % af de
adspurgte der er imod NATO’s militære angreb på Serbien kommer regeringen på grund
af deres opbakning til NATO dermed ikke under et stort indre pres fra befolkningen.
Samtidig er 65 % af de adspurgte i meningsmålingen for en dansk deltagelse i det militære
angreb, hvilket om muligt minimerer presset på regeringen.
4.3. Delkonklusion
Beslutningen om en militær deltagelse i Kosovo udgør ikke et stort problem for regeringen.
Fra alle sider er der mere eller mindre enighed om, at der skal gribes ind i Kosovo, og det
er faktisk kun Sikkerhedsrådet, der pga. Kina og Rusland ikke fremstår som klar fortaler for
en militær indgriben. Handlerummet for den daværende regering har derfor været stort i
form at et svagt indre pres samt nogle ydre faktorer, der kun gjorde det mere fordelagtigt
for Danmark at deltage. Det helt store problem skabes af FN, da Danmark ikke tidligere
har modsat sig Sikkerhedsrådets beslutning. Det store spørgsmål, der rejser sig er
hermed, hvorledes det internationale samfund skal reagere overfor et handlingslammet
Sikkerhedsråd. Ved konflikten i Kosovo er der dog generelt stor enighed om, at der må
gøres noget, ved de uhyrligheder der foregår, og derved opleves presset fra FN ikke så
indskrænkende på regeringens valg.
Ved brug af adaptionsmodellen kan man dog se at andre faktorer, her i blandt et ønske om
at være en producent af sikkerhed og derved mere aktivistisk, har talt for, at regeringen
(med solid opbakning) handlede uden om det handlingslammede Sikkerhedsråd. Desuden
var der i hele perioden en stærk opbakning fra den danske befolkning til både
organisationen NATO og dens angreb på Serbien.
28

5. IRAK-KRIGEN (BILAG 4)
5.1. Redegørelse for dansk deltagelse i Irak-krigen 2003.
Ydre forhold.
I eftersommeren 2002 er der alvorlige problemer mellem Saddam Husseins Irak og Bushadministrationens
USA. Problemet består i, at Irak ikke overholder sine
nedrustningsforpligtelser, med det resultat at FN’s Sikkerhedsråd den 8. november 2002
vedtager resolution 1441 (UNSCR 1441), som tilbyder Irak en sidste chance for at opfylde
de nedrustningsaftaler, som landet gennem en årrække har krænket (Folketinget, 2003a).
Sikkerhedsrådet kan ikke nå til enighed vedrørende en eventuel magtanvendelse, og
derfor indeholder resolutionen ingen klar sanktionsbestemmelse.
Våbeninspektørerne møder dog trods FN resolutionen stadig modvilje mod et irakisk
samarbejde, og USA vælger den. 17. marts 2003 at opgive at skabe et flertal i
Sikkerhedsrådet, hvorpå landet den 21. marts, sammen med en koalition af enkelte lande,
vælger at angribe Irak.
Indre forhold.
Allerede den 18. marts fremlægger udenrigsminister Per Stig Møller et beslutningsforslag
(B 118) i folketinget om at stille danske styrker til rådighed for en multinational indsats i
Irak. Beslutningsforslaget bliver behandlet den 19. og 21. marts, og ved anden (og sidste)
behandling den 21. marts meddeler folketinget sit samtykke med stemmerne 61 (V, KF og
DF) mod 50 (S, SF, RV, EL, KFP og Siumut).
Ambitionsniveau.
Da USA anmoder Danmark om militær støtte til at gennemtvinge en irakisk
nedrustningsaftale, er den daværende danske regering meget positiv overfor et udsendt
dansk militært bidrag. Statsminister Anders Fogh Rasmussen erklærer krigsdeltagelsen for
29

nødvendig, da han mener, det handler om bl.a. fred, demokrati, troværdighed,
sikkerhedsrådets autoritet samt biologiske og kemiske materialer og våben (Petersen,
2004, p. 591). Statsministeren udtaler i et interview til Berlingske Tidende den 19. marts
2003: ”Det tjener vore langsigtede interesser at støtte USA i en sag om forsvar af frihed og
fred.” Samme dag giver han et interview til Jyllands-posten, hvor han fremhæver
forpligtelsen til at føre en aktiv udenrigspolitik og udtaler (Petersen, 2007, 28. september):
”Jeg kunne ikke forlige mig med ikke at gøre noget.”
5.2. Analyse af dansk militær deltagelse i Irak-krigen.
Når man skal analysere regeringens handlerum i foråret 2003 ved beslutningen om
Danmarks deltagelse i Irak-krigen, kan man starte med at se på de ydre faktorer. Det
første, der springer en i øjnene, er uden tvivl det pres, som FN pålægger den danske
regering. Resolution 1441 af 8. november 2002 påtvang Irak omgående og betingelsesløst
at samarbejde, men problemet lå i det manglende mandat til en eventuel magtanvendelse.
Dette skaber et stort pres på regeringen, da der er store ønsker om at have FN som
omdrejningspunkt både fra regeringen, de resterende partier i Folketinget (Petersen, 2004,
p. 588) samt befolkningen (Gallup, 2003).
Da det står fast, at Sikkerhedsrådet ikke vil give mandat til militær magtanvendelse,
vælger regeringen at argumentere for resolution 678 (UNSCR 678), der tilbage i 1990
udgjorde grundlaget for de allieredes militære indsats i Irak. Det faktum, at
Sikkerhedsrådet ikke har truffet en beslutning om tilbagekaldelse af denne bemyndigelse,
kan ifølge regeringen derfor danne grundlag for en legal militær intervention (Folketinget
2003a). Presset fra FN på regeringen må dog stadig vurderes som alvorligt, da
Sikkerhedsrådet ikke giver mandatet, og derfor vil der, når regeringen vælger at bruge et
13 år gammelt mandat, meget let kunne stilles spørgsmål ved legaliteten af beslutningen
om dansk militær deltagelse.
30

Danmark havde allerede i 1998 besluttet at deltage i Kosovo uden FN-mandat, hvilket
kunne skabe lidt større forståelse for et eventuelt brud med Sikkerhedsrådet omkring
deltagelsen i Irak. Dette bliver dog ikke tilfældet, da den store politiske og
befolkningsmæssige opbakning omkring deltagelsen i Kosovo ikke har helt det samme
omfang i spørgsmålet omkring militær deltagelse i Irak i 2003.
Samtidig var landene i NATO af forskellige holdninger overfor Irak-krigen i 2003, og som
resultat af dette kan der argumenteres for, at USA, som havde et ønske om stor aktivisme
overfor Irak, ikke troede på en fælles opbakning fra NATO. Frankrig er stor modstander af
et angreb på Irak, og da Tyskland, som et vigtigt NATO-medlem samt daværende
Sikkerhedsrådsrepræsentant, tilslutter sig modstanden mod et militært angreb på Irak,
opgiver USA at få NATO med i den indledende fase af krigen. Det pres, NATO lægger på
den danske regering, er derved i form af en hidtil uset splittelse. Nogle af Danmarks
største samarbejdspartnere (Storbritannien, Italien, Spanien) støtter stærkt op om USA’s
politik i spørgsmålet om Irak, imens andre nære samarbejdspartnere (Tyskland, Frankrig)
forholder sig kritiske (Petersen, 2004, p. 587). Dermed bliver det samlede pres som NATO
pålægger den danske regering svagt. Såfremt Danmark valgte ikke at deltage, ville landet
ikke blive set som hverken handlingslammet eller som ”freewheeling” grundet de andre
store nationers skeptiske holdning overfor Irak-krigen. Samtidig har Danmark en mulighed
for virkelig at iscenesætte sig selv som en aktivistisk og sikkerhedsproducerende nation,
såfremt landet valgte at deltage i en offensiv mod Irak.
En ny faktor, som regeringen skulle forholde sig til, var den stigende frygt for
masseødelæggelsesvåben. Irak har igennem flere år nægtet at samarbejde med
våbeninspektører, og den danske regerings frygt og tro på tilstedeværelsen af disse våben
kommer tydeligt til udtryk i behandlingen af beslutningsforslaget B 118, hvor
udenrigsminister Per Stig Møller siger (Folketinget, 2003b): ”Han har skjult de
masseødelæggelsesvåben. Hans Blix bekræftede i morges i fjernsynet, at han har dem.”
En sådan kapacitet som masseødelæggelsesvåben vil være et sikkerhedsmæssigt
problem, når de befinder sig i magten af en diktator, og derfor har troen på
masseødelæggelsesvåben også lagt et sikkerhedsmæssigt pres på regeringen. Presset er
31

dog ikke større, end at Danmark nok ikke kan analyseres frem til at være det mest
åbenlyse mål for eventuelle irakiske masseødelæggelsesvåben. Regeringen vælger dog i
1. og 2. behandling af B118 at se masseødelæggelsesvåbnene som værende en faktor i
dansk sikkerhedspolitik.
Det største pres, der lå på regeringen under behandlingen af spørgsmålet om dansk
deltagelse i Irak-krigen, kom fra USA.
USA opgiver den 17. marts 2003 FN-sporet, men da situationen vedrørende et eventuelt
bidrag uden om FN allerede har været diskuteret i regeringen inden den 17. marts, er der
indikationer på, at der har været en amerikansk henvendelse til Danmark om styrkebidrag
til en aktion mod Irak (Petersen, 2004, p. 589).
Relationen mellem Danmark og USA var blevet styrket op igennem 90’erne. Nogle af de
stærkeste tegn er samarbejdet omkring optagelsen af de baltiske lande i NATO samt
betegnelsen af Danmark som en af USA’s bedste og nærmeste allierede fra daværende
Præsident Clinton ved hans besøg i København i 1996 (Heurlin, 2007, p. 7).
Når man samtidig fokuserer på interessesammenligningerne mellem USA og regeringen
med statsminister Anders Fogh Rasmussen i spidsen, vil presset som USA pålægger
Danmark ses som en indsnævring af regeringens handlerum. Regeringen har så at sige
ikke ”råd” til ikke at følge anmodningen fra USA, såfremt den ønsker at bibeholde de
meget stærke bånd, som de to lande har skabt efter Den Kolde Krig.
Desuden er USA verdens eneste supermagt, og derfor må et lille land som Danmark
indordne sig, såfremt den ønsker størst mulig indflydelse. Bertel Heurlin beskriver
situationen således (Heurlin, 2007, p. 18): ”Der er ingen alternativer for de mindre magter,
derfor vil også de tendere i retning af at søge sikkerhed gennem USA. Der er således
trængsel omkring enesupermagten. Det betyder skærpet konkurrence mellem staterne om
USA’s gunst. Det betyder, at det ikke mere er muligt at køre på frihjul.”
Når man vender blikket og fokuserer på regeringens ambitionsniveau, er der to ting, der
kan konkluderes som udslagsgivende. Først og fremmest har statsministeren ikke lagt
skjul på det tidligere nævnte forhold til USA, igennem hvad Nikolaj Petersen kalder
Rebildrefleksen (Petersen, 2007, 28. september): ”… for det første et bevidst
32

værdifællesskab med USA omkring frihed og demokrati; for det andet en taknemmelighed
overfor USA's historiske indsats for dansk og europæisk sikkerhed; og for det tredje en
kalkule, der placerer USA som Danmarks forsatte sikkerhedsgaranti.”
Hvis disse tre faktorer i Rebildrefleksen skal regnes med ind i beslutningen omkring dansk
militær deltagelse i Irak, indsnævrer det regeringens handlerum kraftigt. Det vurderes
derfor, at det kun er en deltagelse i Irak-krigen, der kan opretholde (og måske styrke) det
gode og nære forhold til USA.
Der er også et andet område, hvor statsministeren udtalelser kan beskrive hans
ambitionsniveau, nemlig når det handler om opgøret med tidligere tiders passive danske
tilpasningspolitik. Den grundtanke, om en mere aktiv dansk udenrigspolitik, som
daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen forsøgte at realisere, skinner i den
grad igennem i Fogh Rasmussen-regeringen, hvor den aktivistiske udenrigspolitik
nærmest er blevet et politisk grundprincip (Petersen, 2004, p. 618).
Det indre pres, der bliver lagt på regeringen, starter allerede i november 2002 med
Sikkerhedsrådets vedtagelse af resolution 1441. Oppositionen insisterer helt frem til
beslutningsforslagets vedtagelse på at bruge Sikkerhedsrådet som omdrejningspunkt, og
specielt i det tilfælde at Irak ikke efterlevede resolution 1441, måtte de konsekvenser, som
resolution 1441 lagde op til, blive diskuteret i Sikkerhedsrådet (Petersen, 2004, p. 588).
Dette pressede regeringen i en sådan grad, at da den, den 19. og 21. marts 2003
fremlægger B 118, kun får opbakning fra støttepartiet Dansk Folkeparti. Dette vil altid være
et problem for en demokratisk valgt regering i et styre som det danske, da en svag
opbakning til et beslutningsforslag ikke skaber sikkerhed for regeringen. Når
beslutningsforslaget samtidig omhandler et betydningsfuldt emne, som deltagelse af dansk
militær er, vil en splittelse i folketinget hurtigt skabe uro omkring beslutningen.
Udover oppositionens pres ses også befolkningens pres som værende af alvorlig karakter.
Gallup foretager en undersøgelse den 6. februar 2003 (Bilag 9), der viser at kun 13
procent af befolkningen går en for militær aktion mod Irak, hvis den er ledet af USA og
dens allierede (Gallup, 2003). Da Gallup igen undersøger befolkningens holdning i marts
33

2003, er det 57 procent af danskerne, der er imod at sende soldater og materiel til Irak
(Ritzau, 2004). Dette kan også kun ses som en klar indikation på den manglende
forståelse for en dansk deltagelse i Irak. I Danmark kan en valgt regering ikke sidde med
et flertal imod sig, og derfor må en så stor modstand i befolkningen skabe et pres på
regeringen om at indordne sig efter vælgernes beslutning.
5.3. Delkonklusion.
Da Danmark den 21. marts 2003 beslutter sig for at deltage militært i Irak, er det med en
splittet befolkning og Folketing. Ved hjælp af adaptionsmodellens opstilling af de
gældende faktorer fremstår det tydeligt, at relationen til USA og det faktum at regeringen
ikke ønsker et indflydelsessvagt Danmark vægter højere end enighed og opbakning fra
befolkningen og andre politiske partier. Presset på regeringens handlerum er stort fra både
ydre og indre aktører, og statsminister Anders Fogh Rasmussens muligheder har været
stærkt indskrænket ved denne beslutning, idet han gerne ville følge USA, men ikke havde
den brede opbakning til at gøre det. Med baggrund i et minimumsflertal vælger regeringen
alligevel at deltage militært i Irak, hvilket må siges at være et afgørende brud med tidligere
tiders sikkerhedspolitik. Et passivt alternativ til den endelige beslutning om militær
deltagelse i Irak ville have gjort Danmark til et handlingslammet og passivt land, som på
ingen måde ville have fået den opmærksomhed, som Irak-krigen på både godt og ondt
bragte med sig.
6. KONKLUSION
Jeg har i denne opgave set på ændringerne i dansk sikkerhedspolitik fra Den Kolde Krigs
ophør til deltagelsen i Irak 2003. I denne periode er der nogle begivenheder, der tydeligt
skiller sig ud fra normalbilledet. Min opgave er bygget op omkring en analyse af tre
episoder, hvor kontinuiteten er blevet brudt, og hvor den danske sikkerhedspolitik som
34

esultat af dette er blevet ændret. Jeg har vist, at der er sket en klar ændring i
sikkerhedspolitikken, og at adaptionsmodellen har en forklaringskraft, som kan bruges til at
finde baggrunde for ændringerne. Jeg vælger at fremhæve tre faktorer, som jeg i denne
opgave har vist afgørende.
1. Det er blevet bevist, at en negativ holdning omkring Danmarks ”fodnotepolitik” i
80’erne har skabt et ønske om en ændring af den førte Sikkerhedspolitik gennem
90’erne. Dette gøres for at give Danmark et internationalt ry af at være producent af
sikkerhed, hvor landet tidligere kun har haft mulighederne og ønsket om at være
forbruger af sikkerhed.
2. Jeg har vist, at USA som den eneste nuværende supermagt har fået en større og
større betydning for Danmark gennem 90’erne og op til 2003. Et godt transatlantisk
samarbejde samt en erkendelse af USA’s centrale rolle i spørgsmål omhandlende
Danmarks sikkerhed har sat sit præg på den ændrede danske sikkerhedspolitik.
3. Jeg har samtidig vist, at forholdet til FN gennem hele perioden har været af så stor
betydning, at det konstant må regnes som et pres på en hvilken som helst siddende
regering, når der skal tages en dansk udenrigspolitisk beslutning. Karakteren har
ændret sig fra under Golfkrigen at sætte en så stor begrænsning på regeringen, at
den i realiteten var handlingslammet uden det afgørende FN-mandat. Ved
beslutningen om militær deltagelse i Kosovo havde FN-mandatet også stor
betydning, men med Kofi Annans tale ved menneskerettighedskommissionen i
Geneve i 1999 opnås en form for legitimitet omkring tilsidesættelsen af FNmandatet.
Ved Irak-krigen sker det største brud med FN-sporet. Her opnås FNmandatet
ikke, og den legitimitet, som USA og den danske regering fremkommer
med, er der ikke særlig stor opbakning omkring. Netop her peger min opgave på et
af de helt store brud på kontinuiteten og dermed ændring af Sikkerhedspolitikken.
35

7. PERSPEKTIVERING
Nå man skal analysere den meget tydelig ændrede danske sikkerhedspolitik, er det ikke
nok med bare at se på, hvordan den har ændret sig igennem 90’erne og frem til 2003.
Man bliver også nød til at se på de konsekvenser, som en ændret sikkerhedspolitik
medbringer, som i Danmarks tilfælde har betydet og vil betyde en større profilering på den
internationale scene.
Havde Danmark fortsat med sin fodnotepolitik fra 80’erne, kunne man godt forestille sig, at
Muhammed-tegningerne fra 2005 ikke havde skabt så stort et postyr, som de gjorde. I det
hele taget er Danmark kommet mere i terrorismens søgelys med både trusler om angreb i
landet samt situationer som bombningen af den Danske ambassade i Pakistan i 2008.
Dette ”rampelys” er svært at forestille sig skulle skinne på Danmark, såfremt landet ikke
havde gået med i operationer i Irak og Afghanistan.
På den anden side må man også betragte den mere aktivistiske sikkerhedspolitik som en
producent af indflydelse. Hvis man i en alliance som NATO ikke bidrager med noget,
vinder man ingen indflydelse, og resultatet af Danmarks seneste store bidrag lader sig da
også skinne igennem i form af Clintons besøg i København i 1997 og statsminister Anders
Fogh Rasmussens stærke kandidatur til posten som NATO’s generalsekretær i 2009.
Desuden skal det økonomiske interessefællesskab, som Danmark gennem den
aktivistiske sikkerhedspolitiks hårde arbejde har opnået med USA og andre alliancelande,
også nævnes som en positiv effekt.
36

BILAG 1
Opgavediskussion
Kort redegørelse for dansk sikkerhedspolitik i
perioden 1990-2003
Redegørelse for
Adaptionsmodellen
Redegørelse af Sit 1 Redegørelse af Sit 2 Redegørelse af Sit 3
ANALYSE AF
SITUATION 1
+ DELKONKLUSION
ANALYSE AF
SITUATION 2
+ DELKONKLUSION
Konklusion
ANALYSE AF
SITUATION 3
+ DELKONKLUSION

Opbakning fra
Folketinget
Ønske om aktiv
deltagelse/opgør
med
fodnotepolitikken
USA
FN
NATO
Militær
deltagelse i
Golfen

Opbakning i
Folketinget.
Opbakning i
befolkningen.
Ønske om at være
producent af
stabilitet.
FN
NATO
Militær
deltagelse i
Kosovo.

Ønske om
Opbakning i
aktivisme
Folketinget. Ønske om styrket
Opbakning i
forhold til USA
befolkningen.
FN
NATO
USA
Masseødelæggelsesvåben
Militær
deltagelse i Irak

Ugens Gallup nr. 4 1999
Må offentliggøres straks og senest den 28. marts 1999
Største opbakning til NATO nogensinde
NATO kan i år fejre 50 års jubilæum med den største opbakning fra de danske vælgere
nogensinde, viser en ny Gallup-undersøgelse. 82% af vælgerne går nu ind for det danske
NATO-medlemskab. Mens regeringen har lagt op til besparelser på forsvarsbudgettet,
viser Gallups undersøgelse, at vælgernes vilje til at betale til forsvaret er steget i de
senere år. Gallups undersøgelse viser også, at der på trods af en bred vælgeropbakning til
dansk deltagelse i internationale aktioner er et relativt flertal af vælgerne, der mener, at
det er vigtigere at forsvare dansk territorium end at deltage i internationale militære
aktioner.
NATO
Gallup har lige siden oprettelsen af Atlantpagten i 1949 gennemført undersøgelser af
danskernes holdning til NATO-medlemsskabet. Danskernes opbakning har aldrig været
større end nu, hvor 82% aktivt støtter det danske medlemskab af NATO, mens kun 9%
er imod. Lige siden 1949 har der været flere tilhængere end modstandere af dansk
medlemskab, men i perioder under den kolde krig i slutningen af 50’erne og begyndelsen
af 60’erne var der flere tvivlere end der var tilhængere af dansk NATO-medlemsskab.
Siden slutningen af 60’erne har der dog været en klart stigende opbakning til det danske
NATO-medlemskab.
Forsvarsforlig
Regeringen har i sit udspil til forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig lagt op til
betydelige besparelser på forsvarsbudgettet. Det er dog kun 37% af vælgerne, der går ind
for besparelser, mens 42% mener det nuværende udgiftsniveau er passende. 12% så
endda gerne en udvidelse af forsvarsbudgettet. I forhold til Vælgerundersøgelsen, der
blev foretaget efter folketingsvalget i 1994, er der tale om en bevægelse i retning af
større vilje til at betale til forsvaret, idet der dengang kun var 3%, der gik ind for en
udvidelse af forsvarsudgifterne. Samlet set er der altså ikke flertal for nedskæringer på
forsvarsbudgettet. Som det ses er der dog stadig flere vælgere, der ønsker at skære
ned(37%), end der er vælgere, der vil udvide forsvarsbudgettet(12%).
Heller ikke når det gælder antallet af kaserner, er der den store vilje til at ændre på
tingenes tilstand. 50% af vælgerne har den opfattelse, at det nuværende antal kaserner er
passende, mens 36% ønsker færre kaserner. Kun 2% ønsker flere kaserner.
Overskrift, tekst eller tal i denne artikel må ikke ændres uden forudgående aftale med Gallup
P25108/5.3.99/TP

Ubåde
En af knasterne i de igangværende forsvarsforhandlinger er, om forsvaret fortsat skal
råde over ubåde. Spørgsmålet er centralt, fordi de nuværende ubåde er ved at være
udtjente og fordi det berører diskussionen om, hvorvidt Danmark fortsat skal have
styrker indenfor både hær, søværn og luftvåben eller om man i stedet skal fokusere på
hærstyrkerne. Gallups undersøgelse viser, at der er flertal imod nyanskaffelser af ubåde.
48% af vælgerne mener ikke forsvaret skal råde over ubåde i fremtiden, mens 35% går
ind for, at ubåde fortsat skal indgå i det danske beredskab. 17% tilkendegav ikke nogen
holdning til dette spørgsmål.
Det danske forbehold
Der er et knebent flertal for at ophæve det danske forbehold mod deltagelse i EU's fælles
forsvarspolitik. Kvinderne er klart mere skeptiske overfor det forsvarspolitiske EUsamarbejde
end mændene. Undersøgelsen viser også, at det især er de 40-59 årige
vælgere, der er imod dansk deltagelse i EU's fælles forsvarspolitik. Partipolitisk set er
modstanden størst på de politiske yderfløje.
Samlet set vidner undersøgelsen om at der ikke er flertal for ændringer i forsvarets
budget. Kun godt en trediedel af befolkningen ønsker at skære ned på forsvaret og på
antallet af kaserner, mens lidt over halvdelen ønsker det nuværende eller et højere
udgiftsniveau for forsvaret. Kun meget få danskere stiller sig i dag kritisk overfor
NATO-medlemsskabet og Danmarks internationale engagement. Men hovedopgaven for
forsvaret er ifølge vælgerne fortsat at forsvare det danske territorium.
Gallups undersøgelse er baseret på telefoninterview i perioden 1.-4.3.1999 med 928
repræsentativt udvalgte vælgere.
Gallup Instituttet
Eftertryk/citat må kun ske mod flg. kildeangivelse: "Gallup Instituttet for Berlingske Tidende"
Overskrift, tekst eller tal i denne artikel må ikke ændres uden forudgående aftale med Gallup
P25108/5.3.99/TP

Ugens Gallup
nr. 7 1999
Side 1/3
Køn
Alder
?
NATOs bombning af Serbien
"Går De ind for eller er De imod det militære angreb på Serbien?"
Alle vælgere
Mænd
Kvinder
18-34 år
35-59 år
60 år+
Stemme hvis valg nu
DF/FRP
V/K
R/CD/KRF
S
SF/EL
Køn
Alder
? "Går
43
55
57
56
50
66
61
68
53
57
46
For Imod Ved ikke
Gallups undersøgelse er baseret på telefoninterview den 25.-26.3.1999 med 998 repræsentativt
udvalgte vælgere
30
24
31
24
24
25
17
32
28
© Gallup Instituttet for Berlingske Tidende
18
16
21
16
26
19
20
27
23
16
15
15
23
De ind for eller er De imod, at Danmark deltager i det militære angreb
på Serbien?"
For Imod Ved ikke
Alle vælgere
Mænd
Kvinder
18-34 år
35-59 år
60 år+
Stemme hvis valg nu
DF/FRP
V/K
R/CD/KRF
S
SF/EL
53
54
65
62
70
67
65
61
57
77
80
34
32
25
21
24
34
29
28
31
16
14
10
7
13
10
8
14
5
7
6
11
12

Ugens Gallup
nr. 7 1999
Side 2/3
Køn
Alder
?
NATOs bombning af Serbien
"Danmark bidrager til NATO-styrken med fire F16-fly. Er det danske
bidrag efter Deres opfattelse for lille, for stort eller er det passende?"
Alle vælgere
Mænd
Kvinder
18-34 år
35-59 år
60 år+
Stemme hvis valg nu
DF/FRP
V/K
R/CD/KRF
S
SF/EL
Køn
Alder
? "Skal
3
9
14
9
5
15
18
14
10
13
15
13
13 18
13 8
9 8
6 11
4 26
For lille For stort Passende Ved ikke
Gallups undersøgelse er baseret på telefoninterview den 25.-26.3.1999 med 998 repræsentativt
udvalgte vælgere
55
59
63
59
58
60
52
66
62
65
58
Danmark efter Deres opfattelse modtage flygtninge fra Kosovo eller
ej?"
Alle vælgere
Mænd
Kvinder
18-34 år
35-59 år
60 år+
Stemme hvis valg nu
DF/FRP
V/K
R/CD/KRF
S
SF/EL
54
Ja Nej Ved ikke
61
73
75
72
81
75
76
80
77
84
35
© Gallup Instituttet for Berlingske Tidende
30
22
20
23
24
22
18
18
11
14
17
20
15
22
17
13
13
5
4
5
4
3
9
12
19 5
17 2
21 2
12 4

Ugens Gallup
nr. 7 1999
Side 3/3
Køn
Alder
?
NATOs bombning af Serbien
"Jeg vil nu læse 2 udsagn op for Dem og bede Dem om at fortælle mig,
hvilket af de 2 udsagn, De er mest enig i.
Udsagn 1: Der må kun foretages militære angreb på et land, hvis det er
vedtaget i FN's Sikkerhedsråd
Udsagn 2: I nogle tilfælde er det nødvendigt at foretage et militært angreb
på et land, også selvom det ikke er vedtaget i FN's Sikkerhedsråd"
Alle vælgere
Mænd
Kvinder
18-34 år
35-59 år
60 år+
Stemme hvis valg nu
DF/FRP
V/K
R/CD/KRF
S
SF/EL
Udsagn 1 Udsagn 2 Ingen af delene Ved ikke
37
41
41
48
55
53
52
51
50
58
64
Gallups undersøgelse er baseret på telefoninterview den 25.-26.3.1999 med 998 repræsentativt
udvalgte vælgere
34
47
38
51
26
39
40
6
27
43
42
© Gallup Instituttet for Berlingske Tidende
32
4
3
23
5
2
2
14
2
2
10
6
6
7
10
11
2 3
1 7
1 4

Danmarks
Radio
Side 1 af 2
?
Køn
Alder
?
Køn
Alder
Danskernes syn på Irak-krisen
"Går du ind for, at der iværksættes en militær operation mod Irak?"
Udsagn A: Nej, under ingen omstændigheder
Udsagn B: Ja, men kun hvis det sker i form af en FN-operation
Udsagn C: Ja, også hvis operationen gennemføres af USA og dets allierede
Alle
Mænd
Kvinder
18-35 år
36-59 år
60 år eller mere
Alle
Mænd
Kvinder
18-34 år
35-59 år
60 år eller mere
Udsagn A Udsagn B Udsagn C Ved ikke
20
25
30
32
31
39
"Bør Danmark efter Deres opfattelse støtte en eventuel militær operation mod
Irak?"
47
Gallups undersøgelse er baseret på telefoninterview d. 6.2 med 523 repræsentativt udvalgte vælgere.
53
59
59
64
Ja Nej Ved ikke
72
59
53
61
50
49
48
© Gallup Instituttet for Danmarks Radio
44
39
11
35
35
13
19
30
7
14
12
9
25
6
4
4
2
2
9
8
6
6
6
3

Danmarks
Radio
Side 2 af 2
?
Køn
?
?
Køn
Danskernes syn på Irak-krisen
Har De set eller hørt om udenrigsminister Colin Powells tale i går, hvor Irak
anklages for at skjule masseødelæggelsesvåben og for at have forbindelse til
terrorister?
Køn
Alder
Alle
Mænd
Kvinder
Alle
Mænd
Kvinder
18-34 år
35-59 år
60 år eller mere
21
17
25
22
19
22
11
77
"Vil De sige, at Colin Powells tale har gjort dig mere positivt eller mere
negativt indstillet over for en eventuel militær operation mod Irak?"
10
8
12
6
Gallups undersøgelse er baseret på telefoninterview d. 6.2 med 523 repræsentativt udvalgte vælgere.
81
8
85
Ja Nej
Mere positivt indstillet Mere negativt indstillet
Ingen ændring Ved ikke
Går ikke ind for en militær operation mod Irak
"Ville De gå ind for en militær operation, hvis våbeninspektørerne finder klare
beviser på, at Irak råder over masseødelæggelsesvåben?"
Alle
Mænd
Kvinder
30
35
45
49
52
54
50
52
57
Ja Nej Ved ikke
52
50
© Gallup Instituttet for Danmarks Radio
45
23
19
15
21
17
18
16
17
15
15
18
10

Folketinget. (1990). Forslag til folketingsbeslutning om under FN at sende et dansk
orlogsfartøj samt eventuelt et forsyningsskib til Mellemøsten. Nedtaget den 27. december
2008 fra http://www.folketinget.dk/doc.aspx?/samling/19891/menu/00000002.htm
Folketinget. (1998a). Forslag til folketingsbeslutning om et dansk militært bidrag til en
NATO-indsats på det vestlige Balkan. Nedtaget den 25. februar 2009 fra
http://www.folketinget.dk/doc.aspx?/Samling/19981/beslutningsforslag_fremsaettelse/B4.ht
m
Folketinget. (1998b). Forslag til folketingsbeslutning om et dansk militært bidrag til en
NATO-indsats på det vestlige Balkan. Nedtaget den 25. februar 2009 fra
http://www.folketinget.dk/doc.aspx?/Samling/19981/beslutningsforslag_oversigtsformat/B4.
htm
Folketinget. (1998c). Forslag til folketingsbeslutning om et dansk militært bidrag til en
NATO-indsats på det vestlige Balkan. Nedtaget den 25. februar 2009 fra
http://www.folketinget.dk/doc.aspx?/Samling/19981/beslutningsforslag_som_fremsat/B4.ht
m
Folketinget. (2003a). Forslag til folketingsbeslutning om dansk militær deltagelse i en
multinational indsats i Irak. Nedtaget den 26. februar 2009 fra
http://www.folketinget.dk/Samling/20021/beslutningsforslag_som_fremsat/B118.htm
Folketinget. (2003b). Forslag til folketingsbeslutning om dansk militær deltagelse i en
multinational indsats i Irak. Nedtaget den 26. februar 2009 fra
http://www.folketinget.dk/Samling/20021/salen/B118_BEH2_69_1_399.htm
Gallup. (1991a). Danskere delt I spørgsmålet om Olfert Fischers rolle. Nedtaget den 26.
Februar 2009 fra http://www.gallup.dk/tns_gallup/ugens_gallup/tekst/ug_1991_6.pdf
Gallup. (1991b). INTERNATIONAL GALLUP-UNDERSØGELSE OM GOLFKRISEN: Delte
meninger om Irak skal angribes efter 15. januar. Nedtaget den 26. februar 2009 fra
http://www.gallup.dk/tns_gallup/ugens_gallup/tekst/ug_1991_4.pdf
Gallup. (1999a). NATOs bombning af Serbien. Nedtaget den 26. februar 2009 fra
http://www.gallup.dk/tns_gallup/ugens_gallup/grafik/ug_7_99_hg.pdf
Gallup. (1999b). Største opbakning til NATO nogensinde. Nedtaget den 26. februar 2009
fra http://www.gallup.dk/tns_gallup/ugens_gallup/tekst/ug_4_99_wd.pdf
Gallup. (2003). Danskernes syn på Irak-krisen. Nedtaget den 26. februar 2009 fra
http://www.gallup.dk/tns_gallup/ugens_gallup/tekst/ug_07_03.pdf
Gyldendals Online Leksikon. (2008). Definition af ordet: Sikkerhedspolitik. Nedtaget den
24. november 2008 fra http://www.gyldendalsleksikon.dk/leksikon
Hansen, C. S. & Hansen P. N. & Quist P. (1997). Samfundslex. København. Nordisk
Forlag A/S. p. 325

Heurlin, B. (1996). Verden 2000 – Teorier og tendenser i international politik. Gyldendal
Undervisning. p. 90-91
Heurlin, B. (2007). DUPI fokus no. 5 – Dansk forsvarspolitik – En ny verden – en ny
forsvarspolitik. København. DUPI.
Hækkerup H. (2002). På skansen – Dansk forsvarspolitik fra murens fald til Kosovo.
Lindhardt og Ringhof. p. 1-139
Jacobsen, Lone Sandholt. et al. (2006). International politik. København. Gyldendal. p. 34-
44
Jørgensen, A. B. (2002). Med korvetten OLFERT FISCHER i Den persiske Golf. Flådens
Historie. Nedtaget den 27. december 2008 fra
http://www.navalhistory.dk/danish/Historien/1989_2003/OLFI_i%20Golfen2.htm
Petersen, N. (2004). Dansk Udenrigspolitiks Historie. Bind 6: Europæisk og globalt
engagement 1973-2003. København. Gyldendal. P. 424-625
Petersen, N. (2005). Politica -Tidsskrift for politisk videnskab. Århus. Nørhaven Books. p.
47
Petersen, N. (2007, 28. september). Nøgler til Fogh. Weekendavisen.
Ritzau. (2004). Øget opbakning til Irak-krigen. Berlingske Tidende. Nedtaget den 9. marts
2009 fra http://www.berlingske.dk/article/20040214/danmark/102140444/
Schultz, P. O. (2003). Internationale organisationer. København. Columbus. p. 72-88