Dansk sikkerhedspolitik efter Den Kolde Krig

nødvendig, da han mener, det handler om bl.a. fred, demokrati, troværdighed,
sikkerhedsrådets autoritet samt biologiske og kemiske materialer og våben (Petersen,
2004, p. 591). Statsministeren udtaler i et interview til Berlingske Tidende den 19. marts
2003: ”Det tjener vore langsigtede interesser at støtte USA i en sag om forsvar af frihed og
fred.” Samme dag giver han et interview til Jyllands-posten, hvor han fremhæver
forpligtelsen til at føre en aktiv udenrigspolitik og udtaler (Petersen, 2007, 28. september):
”Jeg kunne ikke forlige mig med ikke at gøre noget.”
5.2. Analyse af dansk militær deltagelse i Irak-krigen.
Når man skal analysere regeringens handlerum i foråret 2003 ved beslutningen om
Danmarks deltagelse i Irak-krigen, kan man starte med at se på de ydre faktorer. Det
første, der springer en i øjnene, er uden tvivl det pres, som FN pålægger den danske
regering. Resolution 1441 af 8. november 2002 påtvang Irak omgående og betingelsesløst
at samarbejde, men problemet lå i det manglende mandat til en eventuel magtanvendelse.
Dette skaber et stort pres på regeringen, da der er store ønsker om at have FN som
omdrejningspunkt både fra regeringen, de resterende partier i Folketinget (Petersen, 2004,
p. 588) samt befolkningen (Gallup, 2003).
Da det står fast, at Sikkerhedsrådet ikke vil give mandat til militær magtanvendelse,
vælger regeringen at argumentere for resolution 678 (UNSCR 678), der tilbage i 1990
udgjorde grundlaget for de allieredes militære indsats i Irak. Det faktum, at
Sikkerhedsrådet ikke har truffet en beslutning om tilbagekaldelse af denne bemyndigelse,
kan ifølge regeringen derfor danne grundlag for en legal militær intervention (Folketinget
2003a). Presset fra FN på regeringen må dog stadig vurderes som alvorligt, da
Sikkerhedsrådet ikke giver mandatet, og derfor vil der, når regeringen vælger at bruge et
13 år gammelt mandat, meget let kunne stilles spørgsmål ved legaliteten af beslutningen
om dansk militær deltagelse.
30