Tid og rum i Film og Multimedier - Institut for Æstetik og ...

deres sammenstilling til et tilsvarende begreb. Forbindelsen mellem to
“gengivelige” fører til gengivelsn af noget grafisk uigengiveligt. (1972,
s. 90).
Når Eisenstein taler om et “begreb”, hvad mener han så? Begrebet er ikke noget,
der bare er der - og det er hverken lig med de elementer, der producerer
det, eller det, det er begreb om. Resultatet af de to elementers sammenstød er
en kombinatorisk “defineret” betydning. Altså en betydning, der ikke afbildes direkte,
og som derfor ikke kan hævdes at være analog og kontinuer. 7 Der er tale
om betydningsproduktion efter et kombinatorisk princip - i en artikulation,
hvor dele af en anden artikulation pr. konventionsbestemt kode sammen
fungerer som en betydende helhed (i ideogrammet altså to allerede betydende
dele, jf. eksemplerne nedenfor). 8
Ideogrammernes montage opfattes af Eisenstein netop som betydningsproduktion,
og at der er tale om institueret betydning, kan klargøres ved et par
kommentarer til hans eksempler: ‘Mund + fugl’ er ideogrammet for ‘at synge’.
Men dette er kun tilfældet ud fra konventionsbestemt kodning. Når man
som Eisenstein vil producere betydning i film - og betragte mediet gennem
denne sammenligning med de japanske ideogrammer, bliver der også her tale
om kodning i montagen. Vi (der som vesterlændinge ikke er “kodet ind”)
kunne jo lige så godt opfatte ‘mund + fugl’ som noget med fjerkræ som føde;
en ret mad af en slags. Andre eksempler: ‘Hund + mund’ = ‘gø’ (også konventionsbestemt,
kunne evt. opfattes som: kalde på sin hund); ‘mund + barn’ =
‘skrige’ (evt.: kalde på barn); ‘kniv + hjerte’ = ‘sorg’ (evt.: mord eller
ondskab).
Eisenstein bruger ideogrammets sammensatte karakter som illustration af,
hvad han mener med filmmontage. Og når han siger, at de “så vidt muligt entydige
enkeltbilleder” er “neutrale i indholdsmæssig forstand” (1972, s. 91),
kan det jo ikke betyde, at de er betydningsløse (de må jo forestille noget, og
det er så i sig selv konventionsbestemt), men at de ikke i sig selv og hver for
sig rummer nogen del af den betydning, der resulterer af deres montage; i det, Eisenstein
kalder “gennemtænkte sammenhænge og rækker” (1972, s. 91). Montagen
af elementer resulterer i “afledte begreber” (ibid.); hvad Eisenstein kalder
fuldstændigt afsluttede forestillinger af en anden orden, dvs. forskellige
fra delelementerne og frembragt som som resultat af en bestemt kodning.
Enkeltelementernes betydningsmæssige neutralitet siger Eisenstein mere om i
forbindelse med Sharakus træsnit (1972, s. 92-94). I dem påpeger han en
disproportion mellem enkeltelementerne - men alligevel resulterer sammenstillingen
i et karakteristisk portræt. Denne disproportion finder han også i
kombinationen af elementer og indstillinger i filmen: Nærbilledet viser f. eks.
10