Tid og rum i Film og Multimedier - Institut for Æstetik og ...

forskellige fremtrædelsesformer. Når man taler om at montere a) delforløb til
større sekvenser og b) elementer inden for det enkelte (skærm)billede, er det
oplagt at tænke på montagen, som den er blevet diskuteret og brugt i
filmmediet.
Dermed har jeg nævnt et begreb, som er særlig interessant, når man som jeg
kommer til multimediet på baggrund af arbejde med filmmediet. Montagebegrebet
er jo centralt både i filmens historie og dens teorihistorie, idet et af de
store koryfæer, Sergei Eisenstein, både har nærmet sig det teoretisk og
arbejdet med det i sin praksis som instruktør. Mindre interessant bliver det
ikke af, at man i artikler af en multimedie-instruktør og -forsker som Glorianna
Davenport og folk, hun arbejder sammen med, støder på direkte
referencer til Eisenstein og filmsprogets historiske udvikling.
I artiklen “Cinematic Primitives for Multimedia” 5 diskuterer Davenport m. fl.,
hvorledes man bedst repræsenterer og anvender video i computerbaserede,
interaktive multimedier. Som ramme og inspiration for deres overvejelser af,
hvordan man kan kombinere elementer som billeder, lyd osv. og opbygge
fortællestrukturer i multimedier, refererer de netop til filmsprogets udvikling
og Eisensteins overvejelser. Det hedder bl. a.: ”Shots, sounds, and sequences
advance the storytelling in film. Stratification helps us use these elements in
multimedia” (Davenport 1991, s. 67). Forfatterne er interesseret i stratifikation
som en notationsform, der gør det muligt at definere enkeltelementer, når de
lagres i computerens hukommelse, så de (også indholdsmæssigt) er
funktionelt sorterede og brugbare i en given multimedieproduktions montage
af bruger-forløb.
Når jeg taler om gensidighedsforhold mellem publikum og både film og multimedie,
svarer det til det, Davenport m. fl. kalder “conversational mode of interaction”:
“Increasingly, we will need to create multimedia systems that
maintain a conversational mode of interaction with users by generating and
tracking story frameworks” (1991, s. 68). Spørgsmålet er så, hvilke “frameworks”
man vil satse på. Mediehistorien har jo set flere måder at fortælle historier
på, og det er ikke sikkert, at alle ønsker at konversere med sit nyeste
multimedieindkøb efter f. eks. Hollywood-inspirerede mønstre.
Men der er ingen tvivl om, hvor Davenport med sin baggrund i filmmediet
ser inspirationsmuligheder: “Developments in cinematic storytelling must
join technological advances in multimedia if we are to produce interesting
machine-mediated experiences. The history of cinema offers a sensual and
provocative record of the evolution of an expressive form.” (1991, s. 68). Og
ambitionerne er ikke lavtflyvende. Med den rette stratification og adressering/beskrivelse
(“descriptive attributes”) tænker de sig faktisk, at maskinen
8