Tid og rum i Film og Multimedier - Institut for Æstetik og ...

spørgsmål: Når Jorden er rund, hvorfor er en tilfrosset dam så flad? Da hun
finder svaret, lyder leksikonnets eksempel: Fra den østlige til den vestlige
bred buer Ontariosøen mere end 3 grader. Så, som hun siger: "Frosset vand er
altså ikke fladt". Hvorpå John konstaterer: "Nothing is what it seems".
Netop. Det er præcis, hvad Roeg demonstrerer gennem hele filmen, og temmelig
suverænt introducerer i selve den fortælletekniske og stilistiske udformning
af allerede dens første sekvens. Andre gennemgående træk er de konstante
klip på blikke og visuelle associationer på trods af det realistiske rum.
Klipningen åbenbarer og sammenkæder ting, som det realistisk set ikke lader
sig gøre for personerne, specielt John, at se fra det sted, hvor de befinder sig.
Det er selve koblingerne, der fortælles - snarere end, hvad der vises og kobles
sammen.
Sammenhængene skabes udelukkende gennem Roegs klippeteknik. Fortællingen
foregår ikke det ene sted, eller det andet sted - men snarere et helt "tredje
sted" eller på et andet niveau, der ikke nødvendigvis begrænser sig til den
virkelighed, personerne, og vi, til daglig går og tror, vi har helt styr på. Kernen
i den film, vi ser i “Don’t Look now”(!), ser vi paradoksalt nok netop i
klippenes og den formelle strukturs ingenting. Fortællingen om eksistensen af
en overnaturlig verden, af synskhed, og erkendelse af alt dette - eller ej - kan
Roeg kun sætte på lærredet for øjnene af os gennem sin montages formelle
greb.
“The Shining”. En formssag i Room 237
Gyseren er en genre, der lever af at etablere usikkerhed med hensyn til orienteringen
i tid og rum. Ja, man kunne hævde, at det er et genrekarakteristikum.
At gysergenren altså er et specielt veludviklet tilfælde af mulighederne i
spillet med filmmediets tids- og rumdimension.
Mit tredje og sidste eksempel fra genren er Stanley Kubricks "The Shining".
Ganske kort beskrevet er hovedpersonernes (den lille familie Jack og Wendy
Torrance og deres 5-årige søn Danny) problem, at der på det hotel, som Jack
som opsynsmand har fået ansvaret for gennem en vinter, trænger sig en ikke
helt behagelig fortid på. For år tilbage kunne en anden "winter caretaker" ikke
klare den månedlange isolation fra omverdenen. Han brød sammen, gik
amok og huggede sine to tvillingedøtre og sin kone ihjel med en økse og begik
derefter selvmord. Jack forsikrer, at det ikke vil ske for ham. Han ønsker
netop ensomhed for at arbejde på en roman. Men, men... Hans skriverier får
netop deres helt specielle sammenhæng med hotellets historie. Fortiden truer
som deres fremtidige skæbne.
15