Tid og rum i Film og Multimedier - Institut for Æstetik og ...

Udtryksformens bearbejdelse af mediets udtrykssubstans vil så medføre tilsvarende
skift på indholdssiden; som man vil se, bliver det i alle tilfælde til (i
hvert fald tilføjelse af) mere praktiske og erfarings- eller afprøvningsmæssige
sider af multimediebrugen som tegnaktivitet.
Nogle af mine overvejelser bag disse øvelser er følgende: Hvis filmfolks praksis
og filmenes betydningsdannelse kan gribes teoretisk, som jeg her påstår, at
en Hjelmslev-inspireret tegn-aktivitet viser - hvordan fungerer tilsvarende mekanismer
så i multimediet?
1. I "låste" sekvenser (det vil sige faste forløb med koblinger af grafikker, tekster,
lyde, billeder): Her vil de dels fungere som i film - dels via andre kombinatorikker,
sådan som de aktualiseres i praksis (kombination af tekstfiler, hypertekst-strukturer
og andet).
2. I multimediets muliggjorte sekvens-opbygninger (det vil sige med valgmuligheder
over for brugeren):
a. Forskellige kombinationsmuligheder af multimediets "strenge" (tekster, billeder,
lyd, grafik m.v., som brugeren selv kan vælge. I den forstand, at instruktøren
har afgivet i hvert fald dele af sin magt over tid og rum til brugeren).
Muligheder og betingelser defineres selvfølgelig af instruktøren. Men
selve valgene resulterer i sammensætninger, der "binder" betydningsdannelsen
på forskellig vis i gensidige "samtaler" mellem for eksempel billede og
lyd, eller baggrund og vinduer på skærmen, vinduer indbyrdes, rækkefølger
af vinduer osv.
b. I den skærmopbygning, der stilles til rådighed for brugeren. Kort sagt:
Kompositionen af skærmens elementer.
Kommentar til 1 og 2:
1. Vil som sagt principielt fungere som i film. Altså ved, at tids- og rum-kombinatorikken,
som abstrakt struktur på stoffet, "styrer" betydningsdannelsen.
2,a. Her vælger og kombinerer brugeren. Tegn- og betydningsdannelsen bliver
aktiviteten. Brugeren prøver sig frem, afsøger et felt. Og strukturen for
kombinationer bliver således selve den måde, hvorpå vedkommende erfarer/erkender
betydning. Den orden, som brugeren ved at prøve forskellige
valg efterhånden danner sig, bliver denne tegn-givnings (=betydningsgivning)
abstrakte system (udtryksform). Udtryksformen træder så at sige frem som
handlingsmønstre og resulterer i eller bærer indholdsformen med dens ahaopdagelser
og erfaringsstrukturer (jf. skema 4). Hvad der på sin side muligvis
resulterer i lykkelig forøgelse af viden, erkendelse af verdens sammenhænge
(eller multimediets) på indholdssubstansens niveau.
24