Tid og rum i Film og Multimedier - Institut for Æstetik og ...

åden! John prøver at finde hende og de to englænderinder. Han sætter
himmel og jord i bevægelse - i stedet for at lade det sive ind, at der er mere
imellem dem. For det andet viser det sig som nævnt senere, at det ikke bare er
en vision af Laura og de to kvinder på en tilfældig rustbåd - men hans eget
begravelsesoptog! Hans egen død. Kanalen antager veritabel Styx-karakter.
Han ser på det nærmeste sig selv som død. Han er synsk uden at (ville) vide
det.
Roeg etablerer nogle ganske særlige tids- og rummønstre, og former sin egenartede
fortællings indhold ved hjælp af dem. Tidsskrukturen er speciel: En
fremtidig hændelse falder sammen med en samtidig. Rumstrukturen er speciel:
En person, der befinder sig et andet sted, altså en fraværende, optræder
som tilstedeværende. Laura er fraværende i samtid, men gøres tilstedeværende
i en fremtid! Og bemærk, at det væsentlige ikke er de forskellige forløbs og
tidsplaners udfoldelse som indhold i sig selv, eller oplevelsen af dem hver for
sig. Det centrale er deres sammenfald, som Roeg klipper sig til. Altså et sammenfald,
der kun findes i denne montage. Som Eisenstein ville sige, findes
dén betydning ikke i delelementerne hver for sig, men opstår i og med deres
sammenstød.
Men ikke nok med det. Da det går op for publikum, hvad det er for en begivenhed
inden for filmens samlede univers og "forløb", vi har oplevet sammen
med John, altså hans ligfærd, bliver der rokket om muligt endnu mere ved
scenens tilsyneladende realisme. Skulle vi virkelig allerede have set Laura på
Johns rustbåd, måtte tidspunktet og begivenheden jo ligge efter hans død. Ja,
så kan han jo ikke være til stede. Og hvad er så realistisk og urealistisk,
virkeligt og uvirkeligt? I almindelig forstand, altså. For filmen prøver netop at
arbejde med andre (eller ingen?) skel mellem verdener, end man gør på
almindelig, dagligdags vis. Men i hvert fald: Spillet er gående. Roeg viser os
billeder, der ikke kun ligner virkelighed, og ikke kun ligner uvirkelighed; ikke
kun en ydre og ikke kun en indre verden. Man kunne kalde det en slags drøm om
en død i Venedig. Det ligner en tanke. Og, kunne man sige: Roeg fremstiller
billeder af den tanke, den betydning, via sine særlige greb i tid og rum som
byggematerialer for sin fortællings form.
Tilsvarende eksempler på "umulige sammenhænge" findes i massevis alene
inden for filmens første scene. John sidder i hjemmet i England og arbejder
med lysbilleder fra den kirke i Venedig, han står for restaureringen af. Under
arbejdet "ser" han ting, der, ganske vist uklart for ham selv, varsler datteren
Christines skæbne. Hun dør få øjeblikke senere. Og fænomenet, de "overnaturlige"
eller "oversanselige" sammenhænge, vises for os med mange forskellige
midler i klipningen. Til alt dette kommer en verbal kommentar i Johns og
Lauras samtale i denne scene. Hun er ved at finde svar på Christines listige
14