Tid og rum i Film og Multimedier - Institut for Æstetik og ...

Ikke bare klippes de op og sættes sammen som kun dele, der tilsammen
udgør forfølgelsesscenen, men de er også hver især kun repræsenteret ved
brudstykker. En hel række pars’er bliver på grund af den formelle
orkestrering opfattet som et meningsfuldt hele, toto.
Det centrale ligger altså i, hvad og især hvordan selve kombinationerne af billeder,
lyd m. v. betyder det eller det. Når man i film, tv eller multimedie for eksempel
viser et sommerlandskab, efterfulgt af samme landskab i vinterdragt,
så er det væsentlige i vores forbindelse ikke blot, at den ene indstilling forestiller
og kan opfattes som først dette sommerlandskab, og den næste som
samme vinterlandskab - men selve kombinationen, sammenstillingen. Der
kan i den konkrete sammenhæng være tale om enten en sammenligning i almindelighed:
Sådan ser her altid ud på de to årstider - eller dette, at der er
gået så og så lang tid (fra årstid til årstid). Det formelle greb (der kan
realiseres på forskellig vis som almindeligt klip eller overblænding eller
andet) - som i sig selv er ingenting - bruger mediernes rum- og
tidsegenskaber til at sætte to indstillinger i en bestemt relation til hinanden,
og dét udløser eller bærer et bestemt indhold (i relation til den øvrige
kontekst).
De forskellige udtryksformelle greb organiserer mediernes substans, som også
omfatter deres tids- og rumlige karakteristika, og bliver altså bærere af indhold,
med konsekvenser for publikums oplevelse. Ved klip mellem forskellige
indstillinger er det ikke blot de separate indstillingers “forestillende indhold”,
man oplever/opfatter som betydning. Det afgørende i oplevelsen af et bestemt
indhold er selve sammenstillingens kombinatorik. For eksempel skiftet:
I tid/årstid, eller start vs slutning i et del-forløb.
Når man således i Hitchcocks film “Torn Curtain” ser et mord (det meget besværlige,
som tager så utrolig lang tid, og hvor en østtysk agent ender med
hovedet i en gasovn), er det netop en anden “mordoplevelse” end i for eksempel
“Psycho”, eller “Robocop”, eller “Clockwork Orange”, eller tv-serien
“NYPD”. Et mord er ikke et mord. Det er billeder af mord. Og de er
forskellige. (Eller som Magritte skrev under sit billede af en pibe: “Dette er
ikke en pibe”). Man kan spørge hvorfor, da episoderne jo alle handler om det
samme: Mord/død; det kan enhver jo se. Men fremstillings-måden er
forskellig: Der er formelle forskelle med konsekvenser for indholdsforskelle,
og de er afgørende.
“From Alice to Ocean” er en forholdsvis overskuelig produktion, men den
gør som filmene brug af mange elementer. Der er levende billeder, fotografier,
(animeret) grafik, reallyd, effektlyd, musik, tale. Skærmbillederne er
opbygget i flere lag, med en række virkemidler, som jeg slet ikke har været
31