LOV ØNSKES - FlipMaker

A F l A R S H A l G R E E N , A D V O K A T , A D V O K A T F I R M A E T J O H A N S c H l ü T T E R
IKKe rÅd tIl rod
Advokaten har bedt voldgiftsdommer ved det internationale
voldgiftsnævn for sport, advokat lars Halgreen fra
advokatfirmaet Johan Schlüter, om at kommentere
spørgsmålet om den uregulerede sportsverden.
SPORTENS JURIDISKE VæSEN i Danmark og i resten af verdenen er i høj grad
baseret på private organisationers foreningsretlige vedtægter og beslutninger.
Det skal man starte med at huske på, når man ser nærmere på de forskellige
dele af lovgivningen, som sportens verden opererer indenfor. Selv om visse
magtfulde sportsorganisationer unægtelig har haft svært ved at forlige sig med
ideen, ER sportens verden rent faktisk undergivet national ret og ikke mindst
EU-rettens afsnit om fri bevægelighed og konkurrenceret. bosman-dommen, men
også talrige afgørelser fra EU-Domstolen efter denne, har gentagne gange slået
fast, at der ikke er en sportsundtagelse i EU-retten, især ikke når arbejdstageres
fundamentale rettigheder er på spil.
Det er nok sandt, at man i mange år i Danmark har været meget tilbageholdende
med at lovgive direkte på sportens område, men også her er der
faktisk sket et holdningsskifte i de sidste 10 år. Hele reguleringen på anti-doping
området, med vedtagelsen af den internationale anti-doping organisations
(WADA) kodeks i 2004 og oprettelsen af AntiDoping Danmark, samt indførelse
af krav om børneattest ved arbejde i idrætsklubber er markante – værdipolitiske
– indgreb, som ikke alle steder er blevet modtaget positivt af sportens verden.
Min udlægning af disse indgreb er nok den, at hvis politikerne ikke føler, at
sportens organisationer har viljen eller evnen til at “rydde op” på et område,
som har stor mediemæssig bevågenhed, tøver de ikke et øjeblik, selv om der
er tale om sport.
Når det er sagt, er det desværre korrekt, at der i visse dele af sportsverdenen
stadig er en tro på, at man er “urørlig” og ikke behøver hverken advokater eller
fine kontrakter, da det blot er et fordyrende mellemled, der ikke skaber merværdi.
De “store” idrætsgrene herhjemme har i mange år nu haft overenskomst
på området, så det er mere de mindre idrætsgrene, som lider under den manglende
juridiske klarhed. Der er også i nævn og voldgiftsretter sket en markant
forbedring de seneste år, hvor mange dommere i dag sidder som formænd.
Ud fra min erfaring som voldgiftsdommer ved det internationale voldgiftsnævn
for sport (cAS) siden 2004 må jeg sige, at sager, der når dertil, også bliver
behandlet meget grundigt og med meget udførlige præmisser for resultatet, så
området for international sportslovgivning, lex sportiva, er vokset enormt med
udvidelse af cAS’ område til også at behandle appelsager fra FIFA.
Alt kan naturligvis forbedres, men set over en 10-årig periode, er det min
klare opfattelse, at sportens verden er gået i retning af at tilpasse sig det omliggende
samfunds krav om lovhjemmel, habilitet, og gennemsigtighed. Man har
ganske enkelt ikke råd til andet på den lange bane.
“
Selv om visse magtfuldesportsorganisationer
unægtelig har haft
svært ved at forlige sig
med ideen, ER sportens
verden rent faktisk undergivet
national ret og ikke
mindst EU-rettens afsnit
om fri bevægelighed og
konkurrenceret.
ADVOKATEN 01/11 21