Temanr. om socialøkologi - LøS

mennesker af en sådan art, at vi
egentlig har brug for mere avance­
rede former for konfliktløsning. Det
er ikke godt at slå sine leverandører
ned eller flygte ud af direktionsloka­
let. Og kompromisser kan føles som
lunkne forsøg på ar glatte ud. De
virkelige behov skubbes ind under
gulvtæppet.
Når instinkterne undertrykkes,
bliver vi syge. Vi kommer til at lide
af stress. Depressioner. Angstneuro­
ser. Muskelspændinger. Vi har lyst
til at slå fra os, men vil blive udeluk­
ket af vores sociale netværk, hvis vi
gør det. Og alle bliver rasende på
den konfliktsky person, der hele ti­
den fysisk forlader situationer. In­
stinktive reaktioner holdes i ave af
pæne manerer. Det værste er, når det
nærmest er umuligt at få sagt tin­
gene på en ordentlig måde til hinan­
den. Tavshed giver forhøjer blod­
tryk. Skænderier skaber sorg. Vi
brænder ud. Konflikten mellem in­
stinkt og nødvendig social adfærd
synes uløselig.
Jeg har det fint med mine kon­
flikter .... eller har jeg?
Jeg synes, ar der kan være ret pin­
ligt at indrømme, at jeg hat proble-
mer med konflikter. Især når man,
som jeg, har mediteret og arbejdet
med selvudvikling i over tyve år.
Som et menneske med alterna­
tive tilbøjeligheder, lå jeg før i tiden
under for en eller anden uskreven
lov om, at jeg bare skulle være kollo­
salt positiv. Venlig. Fredelig. Harm­
løs. Hele tiden.
I virkeligheden er jeg både hidsig
og dramatisk. Pinligt. Mange timers
terapi er gået med forsøg på at op­
drage mig selv. Uden held.
Selv om meditation er og altid
vil være en af mine største lidenska­
ber her i livet, så gjorde mine daglige
sessioner mig ikke bedre rustet til at
handle forløsende i mine konflikter
med andre mennesker. Jeg gik ud i
verden. Slog. Eller blev slået. An­
greb. Eller blev angrebet. Skældte
ud. Eller blev råbt ad. Ignorerede.
Eller blev overset. Jog folk på flugt.
Eller krøb selv i et musehul. Og de
efterfølgende skyldfølelser bar jeg
hen til mine forskellige terapeuter
eller tog med mig ind i meditatio­
nen for at lappe sammen på mig selv
efter de pinligt uåndelige, sociale
fejltrin. Fejltrin, som jeg ikke for
min død kunne begribe, at jeg
kunne blive ved med at begå.
Efterhånden fik jeg dog mistanke
om, at mine konflikter med andre
ikke handlede om dårlig karma eller
en forkert personlighed. Mine kon­
flikter opstod simpelthen, fordi jeg
vadede rundt i sociale relationer som
en hund i et spil kegler. Jeg indså
pludselig, at jeg ikke kendte reglerne
for, hvordan man bevæger sig gen­
nem et konfliktfelt med visdom og
elegance.
Alle-vinder strategien
Så begyndte jeg at lede. Lede efter
værktøjer til konfliktløsning. Og
som det altid går her i livet, så fandt
jeg til sidst, hvad jeg søgte. I 1993
fandt jeg en metode til konflikt­
løsning, der både gavnede min me-
ditationspraksis og mine sociale fær­
digheder. Jeg fandt alle-vinder stra­
tegien.
Alle-vinder strategien er både en
attitude og en metode.