TEMA: BJERGLANDE ViLDE BERETNiNGER ... - De Berejstes Klub

o, som jeg kom over efter stort besvær.
Uheldigvis havde en større arm af
floden spærret vejen lidt længere fremme
og raspede yderligere et par timer af
min såkaldte tidsplan.
For at gennemføre noget, der mindede
om en dagsmarch, cyklede jeg til mørkets
frembrud. Her i 1.600 meters højde
var der ingen beboelse, så jeg smed mig
på mit liggeunderlag nær en bæk (pga.
min vægtfanatisme var resten af grejet
sendt med de andre op til basislejeren).
Selvfølgelig regnede det om natten. Våd
og fortumlet af mangel på søvn begyndte
jeg at cykle ved solopgang for at få varme
i kroppen. Planen var klar. Jeg skulle
op til Kara Kul søen nær Mustagh Ata,
hvor der lå et såkaldt hotel. Det skulle
være overkommeligt, men jeg havde
gjort regning uden vært, for denne dag
blev min værste under hele ekspeditionen.
landskabet gled langsomt over i
bjerge, efter en lang sandet strækning
i yderkanten af Taklamakan-ørkenen.
Her havde store mængder regn mørnet
bjergsiderne og sendt kaskader af sten
ned over Karakoram-landevejen.
Helvede på Karakoram-vejen
efter at have passeret en bortskyllet bro,
ankom jeg midt på dagen til den forjættede
kontrolpost. En høj rank politiofficer
med de sædvanlige overdimensionerede
solbriller studerede nøje mit pas,
mens han henkastet fortalte, at seks udlændinge
om morgenen var omkommet,
da deres landcruiser styrtede ned i en
kløft. Hurtige tanker for gennem mit hoved,
men logisk set kunne det ikke være
Siegfried og kompagni. efter et hurtigt
måltid cyklede jeg videre op gennem
den stejle ”Tigermund”-kløft. Adskillige
gange tordnede massive mudderlaviner
ned over vejen få hundrede meter foran
en skræmt cyklist, som interesserede
sig umådeligt meget mere for bjergsider
end vejen lige foran. et sted var en halv
kilometer af vejen dækket af en halv meter
masse af mudder og sten, men pga.
min rekordiver smed jeg al forsigtighed
over bord og vadede igennem, mens jeg
intenst lyttede efter mulige fatale lyde
fra de skydækkede bjergsider.
langt om længe kom jeg ud i åbent
landskab igen, mens vejen drejede i en
lang kurve rundt om Mt. Kongur Shan.
Herfra skulle jeg videre op til Kara Kul
hotellet, for ingen steder var der overnatningsmuligheder
i sigte. Dagen ebbede
ud, og de kommende kolde timer
blev markeret af stjerner klarere end aldrig
før. I min iver for at cykle uden lys i
buldrende mørke, endte det selvfølgelig
med, at jeg passerede hotellet. Da fejltagelsen
endelig gik op for mig, var jeg
fuldstændig udmattet og desperat ved
tanken om, efter 18 timers cykling, at
skulle overnatte i det fri, her to kilometer
højere end gårsdagen. efter et forsøg
på at finde ly ved en militærpost, blot for
at blive jaget på flugt af råbende soldater
og glubske hunde, søgte jeg ly i et
ulåst bygningskompleks for vejarbejdere,
fandt et tæppe i en bordtennishal(!)
og lagde mig tilrette på liggeunderlaget,
som tilsyneladende var punkteret.
Peters højdesyge
Da en flok harme vejarbejdere tidligt
næste morgen opdagede cyklisten,
blev den ubudne gæst smidt for porten.
Der kom en behagelig souvenir ud af
anstrengelserne efter lidt papirarbejde
og to vidneerklæringer på rekorden.
33 Hænger ud på min cykel, mens Luc glatter vores
”cykelsti” ud med et liggeunderlag.
3 Det ser let ud, men vi havde alvorlige problemer
ved at cykle i den løse sne, selvom vi brugte
meget tid på at trampe en ”cykelsti”.
Iført et par standardstøvler til Everest og med et
par snesko i rygsækken. I baggrunden ses 7649
meter høje Mt. Kongur Shan og Karakul søen.
Groggy cyklede jeg tilbage til hotellet
for en hvile- og akklimatiseringsdag. Her
fandt jeg til min forbløffelse Stijn, som
bekymret fortalte, at Peter havde klare
tegn på højdesyge og derfor omgående
skulle ned i lavere højde. Sammen fandt
vi en uighurisk lastbilschauffør, som
- mod en horribel pris - var villig til at
tage de to med.
Jeg mødte også en hollandsk ekspeditionsleder,
som med store armbevægelser
kunne fortælle, at en flok gale
cyklister var på vej til basislejren for at
bestige bjerget med deres cykler. lidet
overbevisende forsøgte jeg at forklare,
at de sørme ikke var så gale endda. Han
fortalte også, at ingen gennem de to
foregående uger havde nået toppen pga.
dårligt vejr, og at en Slovener var død
af udmattelse i sit telt i 7.000 meters
højde. Det andet dødsfald på Mustagh
Ata nogensinde. Med det i baghovedet
cyklede jeg næste dag op ad en smal
stenet sti til basislejren i 4.430 meters
højde, hvor resten af teamet vantro lyttede
til min fantasifulde beretning om
Karakoram landevejen – de havde knap
nok mødt en vandpyt.
Cykelvandring
basislejren var i sig selv et gråtrist sted,
hvor de lokale kamel- og æseldrivere
kedede sig så bravt, at de have slæbt
et billardbord derop. Vores messetelt,
lejet af det kinesiske bjergbestigerforbund,
viste sig at være et rustent
vindblæst blikskur, men var fortrinligt
som cykelværksted til at gå amok i en
rus af vægtbesparelse ved nådeløst at
fjerne alt overflødigt, inklusiv bremser,
gear og saddel. Luc’s hardcore filosofi
var derimod: At rippe sin cykel for tre
kilo ikke ville være udslagsgivende for,
hvorvidt han kunne sætte rekord el-
ler ej. Imens huserede kirgisiske tæp-
pehandlere rundt om i lejren blandt
de mange ekspeditionsteams og lagde
ihærdige forsøg for dagen på at hånd-
hæve de stolte handelstraditioner her
ved den gamle silkevej.
Mens jeg akklimatiserede i basislejren,
vandrede Siegfried og luc med deres
cykler næste dag op til lejr 1, der lå
klods op af snegrænsen i 5.470 meters
højde. For at Guinness rekordbog kunne
anerkende rekorden, skulle vi transportere
cyklerne op ved egen kraft, hvilket
var nemmest gjort ved at fæstne dem
i adskilt tilstand bagpå rygsækkene. At
cykle op af den stejle sti mod lejr 1 kunne
ikke lade sig gøre.
Dagen efter vandrede Steijn og jeg sammen
op med et læs grej til lejr 1, som en
del af vores akklimatisering. Peter var
kommet sig over sine højdeproblemer
og var taget op til basislejren sammen
med Steijn, men akklimatiserede for en
sikkerheds skyld en ekstra dag i lejren.
På det tidspunkt havde Jim allerede indkvarteret
sig i lejr 1 og blev i kraft af sin
lange klatrekarriere rådgiver og mentor
for de håbefulde og rekordhungrende
cyklister.
Planmæssigt rykkede jeg derefter op til
lejr 1, hvor den øvrige del af cykelbanden
tog en hviledag. Fordi jeg ankom til
basislejren en dag senere end resten af
teamet, var jeg under den første del af
ekspeditionen konstant småbekymret
for, hvorvidt jeg kunne indhente det
tabte, så vi kunne sætte rekorden sammen.
I værste fald kunne mine cykeludskejelser
i lavere højde koste meget
dyrt i tabt tid, og for de kræfter jeg ville
få brug for højere oppe.
Derfor var det med nogen ængstelse jeg
tog en hviledag, mens cykelduetten sigtede
efter lejr 2 i 6.200 meters højde.
For at komme dertil skulle de igennem
et isfald midt mellem lejr 1 og 2, hvor
dybe sorte spalter sultent gabte ud efter
uforsigtige bjergbestigere. Heldigvis
havde flere forudgående kommercielle
ekspeditioner markeret en sikker rute
gennem området. luc og Siegfried startede
dog først sent på formiddagen og
endte med at etablere en lejr 1.5 midt
i is-faldet.
livet i en hvid verden
en stor del af Mustagh Ata eventyrerne
bestiger bjerget på ski, men for cyklister
uden denne ekspertise er alternativet
snesko. Min manglende erfaring be-
tød, at jeg havde tilranet mig et par til
almindelig vandring, og alle på bjerget
gloede, da jeg kom vraltende på mine
nyerhvervede andefødder med min cykel
på ryggen på vej mod lejr 2. I det
mindste kunne jeg trøste mig med, at
de lokale beboere omkring Mustagh Ata
også betragter skiløberne på Mustagh
Ata som halvgale.
et par dage senere var cykel-duetten
blevet en cykel-trio, efter at vi havde
kæmpet det sidste stykke vej op til lejr
2 med vores cykler, grej og mad. Dog
brugte jeg en halv hviledag på at hente
min cykel, som jeg havde opmagasineret
i isfaldet. Her mødte jeg Steijn og
Peter på vej op mod lejr 2, og sammen
stavrede vi det sidste stykke i begyndende
white-out forhold. Forinden
havde Jim til vores store forbløffelse
allerede nået toppen i et fænomenalt
soloryk direkte fra lejr 2 med start kl.
5.45 om morgenen. normalt etableres
en lejr 3 i omkring 6.800 meters højde
før et top-forsøg. Det kom os til gode,
for da vi skulle fortsætte vores videre
færd mod lejr 3 var Jim så uselvisk at
agere pakæsel ved at transportere telte
og soveposer for os. Desværre slog vores
komfort-gener til igen, og vi endte
med at starte sent op ad formiddagen.
Siegfried havde en meget dårlig dag, og
jeg var en overgang en smule i tvivl, om
han ville kunne være i stand til at sætte
GLOBEN nr. 28 / Juni 2007 GLOBEN nr. 28 / Juni 2007 7