Hele stiftsårbogen i pdf-format - Til Københavns Stift - Folkekirken

Fællesskab... Det er spørgsmålet 

Årbog for Københavns Stift 2001 

Kalejdoskopisk afsøges den by og det 

landområde, som udgør Københavns 

Stift. Hvad er det for en sammenhæng 

anno 2001, som vi er kirke i, og hvor er 

de fællesskaber, som alle søger at henvise 

til? Udgangspunktet er forestillingen 

om,at byen udgør mange forskellige lag 

og grupperinger, som igen tegner billeder 

af alle mulige og umulige fællesskaber. 

Hvem er de, og hvor er de – er de? - og 

har kirken overhovedet en rolle i forhold 

til den udvikling, som vitterligt sker? 

Vi har derfor henvendt os til en række 

forfattere, som ikke nødvendigvis har et 

kirkeligt tilhørsforhold, og spurgt dem 

om deres bud – på de unge – på singlekulturen 

– på foreningslivet – på 

de etniske minoriteter – på de studerende 

– på den arkitekttegnede folkelighed i 

Ørestaden – på bornholmernes påståede 

trang til selvstændighed – på de 

’stærke’ gamle – og så de ’rigtigt’ 

gamle. Simpelthen: hvad sker der? 

Og hvilken rolle spiller kirken i dette 

almindelige virvar? 

Årbog for Københavns Stift 2001 

FÆLLESSKAB

1 

Årbog for 

Københavns 

Stift 2001

Årbog 2001 

Udgivet af Københavns Stift 

Redaktion: 

Anders Gadegaard 

Ruth van Gilse 

Anne-Mette Gravgaard 

Claus Oldenburg (ansvarshavende) 

Flemming Pless 

Jesper Stange 

Kjeld Søndergaard 

Hans Chr. Sørensen 

Tryk: Quickly Tryk A/S 

ISBN 87-89096-20-7 

ISSN 0902-4190 

2

Fællesskab 

Forord 7 

Folkelighed og folkekirke i København 11 

af biskop Erik Norman Svendsen 

Børnene med de voksne øjne 19 

af Martin Lindblom, 

journalist ved Mediesyndikatet 

Forældre, folkelighed og foreningsliv 30 

af Søren Præstholm og Pernille Boye Koch, 

geograf og jurist 

De studerende og livet i den globale storby 35 

af Lise Lotz, cand. theol., akademisk medarbejder/ 

sekretær for studenterpræsten på de natur- og 

sundhedsvidenskabelige uddannelser i København 

Mænd, kontaktløshed og fællesskab 41 

af Paul Lyngbye, cand. mag. i psykologi og 

kommunikation & cand. odont. 

Regionalpatriotismes folkelige fundament 46 

af kommunikationsrådgiver Jacob Ludvigsen, 

førstegenerations dansk indvandrer på Bornholm 

Etniske mindretals forskelligartede fællesskaber 51 

af Bashy Quraishy, næstformand i POEM 

(Paraply Organisation for Etniske Minoriteter), 

medlem af Nævnet for Etnisk Ligestilling 

Det store fælleseje 59 

af arkitekt Henrik Sten Møller 

De “stærke” ældre 62 

af udviklingschef Michael Teit Nielsen, Ældre Sagen 

De “rigtige” gamle i København 65 

af Kirsten Schultz-Larsen, lektor, læge 

3

Acta Synodi Dionysianae 

Prædiken ved landemodegudstjenesten 72 

10. oktober 2001 i Københavns domkirke 

af Holmens provst, orlogsprovst Claus Harms 

Folkekirken set fra kirkebænken 75 

Foredrag ved det udvidede landemode i 

Københavns stift onsdag den 10. oktober 2001 

af adm. direktør Hans Skov Christensen 

Årsberetning 2001 85 

ved biskop Erik Norman Svendsen 

Referat af forårsprovstemødet 97 

den 5. april 2001 

ved stiftskontorchef Jørgen Christiansen 

Referat af landemodeforhandlingerne 101 

den 9.-10. oktober 2001 i Københavns bispegård 


Beretning fra 106 

Stiftsudvalget for mellemkirkeligt arbejde 

ved sognepræst Ruth van Gilse, formand 


Stiftsudvalget om nye religiøse strømninger 

ved stiftspræst Niels Underbjerg 


Stiftsudvalg for arbejde blandt etniske minoriteter 

ved stiftspræst dr. theol. Lissi Rasmussen 


Det Danske Bibelselskabs stiftsudvalg 

ved direktør Henning Palludan, formand 


Stiftsudvalg for mission 

ved stiftspræst Jonna Dalsgaard 

4


Stiftsudvalget for diakoni 

af sognepræst, Ph. D., Ulrich Vogel 


Københavns Stiftscentral for undervisning 

ved stiftspræst Helene Dam 


Folkekirkens Skoletjeneste København - Frederiksberg 

ved leder af Folkekirkens Skoletjeneste, 

Helle Krogh Madsen 


Folkekirkens internetudvalg 

ved sognepræst, webpastor Gunnar Bach Pedersen 

Præster: tilgang – afgang 123 

Oprettede og nedlagte embeder, ordinationer, ansøgerantal 124 

Navne og adresser 125 

Regnskab for Københavns Stiftsfond 134 

Bidrag til Stiftsfonden 136 

5

Forord 

Fællesskaber……..findes de? 

Det ser ikke sådan ud. 

Kalejdoskopisk har Årbogen prøvet at afsøge den by og det landområde, 

som udgør Københavns stift. Hvad er det for en sammenhæng 

anno 2001, som vi er kirke i, og hvor er de fællesskaber, som 

alle søger at henvise til? 

Udgangspunktet er således forestillingen om, at byen udgør 

mange forskellige lag og grupperinger, som igen tegner billeder af 

alle mulige og umulige fællesskaber. Hvem er de og hvor er de – er 

de? - og har kirken overhovedet en rolle i forhold til den udvikling, 

som vitterligt sker? 

Vi har derfor henvendt os til en række forfattere, som ikke nødvendigvis 

har et kirkeligt tilhørsforhold, og spurgt dem om deres 

bud - på de unge – på singlekulturen – på foreningslivet – på de 

etniske minoriteter – på de studerende – på den arkitekttegnede folkelighed 

i Ørestaden – på bornholmernes påståede trang til selvstændighed 

– på de ’stærke’ gamle - og så de ’rigtigt’ gamle. 

Simpelthen: hvad sker der? – og hvilken rolle spiller kirken i dette 

almindelige virvar? 

Budene på disse spørgsmål må Årbogens læsere selv orientere sig 

om ved at læse videre. Da vi selv har den fordel, at vi har læst dem 

inden udgivelsen, vil vi kun sige, at selv kulturelt eller aldersbetingede 

fællesskaber er det så som så med. Og i det omfang de overhovedet 

eksisterer, går individerne ind og ud af dem i overensstemmelse 

med det bassin af muligheder, som byen som kulturfænomen er. 

I forbindelse med det spørgsmål kan det være gavnligt at henvise til 

den historiske opgave kirken i København faktisk har løst på to fronter: 

Sidst i 1800-tallet og ind i 1900-tallet var byen præget af en eksplosiv 

vækst som følge af industrialiseringen og urbaniseringen. Med 

den udvikling fulgte tårnhøje sociale problemer. Kirken i København 

og en række kirkelige organisationer så med rettidig omhu 

problemets karakter og handlede derefter ud fra et diakonalt og 

almindeligt medmenneskeligt nytteprincip. Resultatet blev en række 

menighedsplejer og børne- og ældreinstitutioner, som tog brodden 

af den værste nød. Institutionerne eksisterer stadig, men det 

hele sker i dag efter overenskomst med kommunen. 

I samme periode blev ungdommen opfundet som en tidsalder i et 

menneskes liv. Før gik de fleste fra barndom og skolegang direkte 

over i et tjenesteforhold og voksenliv. Nu kom mesterlæren til, de 

faglige uddannelser blev for de mange, og siden er de boglige 

7 

Hvad skal vi som kirke 

så forholde os til?

uddannelser blevet demokratiseret. Præcis denne nye ungdomsperiode 

fangede kirkens folk ind med et omfattende børne- og ungdomsarbejde, 

hvor hensigten nok var at omvende de unge, men lige 

så meget – helt i overensstemmelse med tidens tankegang – at gøre 

de unge mennesker til duelige borgere og familiemedlemmer i et 

moderne, industrialiseret samfund. 

Begge disse tiltag har haft uvurderlig betydning for kontakten 

mellem kirken og folkeligheden i København. Men disse ’store’ dage 

er rindet ud. 

Den hensigt, vi dermed også har haft med denne Årbog, er således 

at tage bestik af den kulturelle og sociale situation i byen. Hvor kunne 

man forestille sig, at kirken på en original og nødvendig måde 

omsatte sin åndelige og menneskelige ressource inde i tiden til gavn 

for sine omgivelser? 

Vi skal forkynde det guddommelige ind i det menneskelige og 

evigheden ind i tiden, men selve øvelsen kræver altså også, at man 

fra kirkens side véd, hvordan det menneskeliges tilstand er, og hvordan 

tiden former på menneskers liv. 

For det kunne jo godt være, at der var ’huller i systemet’, hvor vi som 

institution – helt i overensstemmelse med vores historiske erfaring – 

kunne gøre ekstrem god nytte. For hvis den moderne offentlighed fornægter 

døden og dens realitet, så gør vi det dog ikke. Hvis de ældre 

skulle mangle lidt åndelig føde, så har vi den; samt brug for lidt håndkraft. 

Hvis den traditionelle arbejderkultur skal have et sted at være, 

så har vi dog historisk erfaring nok til at anerkende denne kulturs 

betydning. Hvis de etniske minoriteter vil finde et sted i den danske 

offentlighed, hvor de – af alle grunde - ikke må ugleses, så er det da i 

kirken, uanset hvilken bekendelse de måtte aflægge. Hvis foreningsog 

sportskulturen mangler gode rammer, er vi så ikke dem, der hjælper 

til? Hvis de unge føler sig på kant med samfundet, så er vi i hvert 

fald ikke samfundets forlængede arm. Hvis singlekulturen skulle 

finde på at opsøge verdens mest diskrete fællesskab, så findes det i 

kirken, for her sidder vi alle sammen med ryggen til hinanden i en 

ægte overbevisning om, at dette her gælder os alle – uanset alder, 

oprindelse, status og situation. Og hvis bornholmerne har fundet ud 

af, at de godt kan samle sig om at være én kommune og ét amt, så ligger 

det vel også inden for rækkevidde, at de vil have deres eget stift. 

Det har alle andre yderområder i det danske rige hidtil gjort med held. 

Udover disse afstikkere i tid og rum til så mange dele som muligt af 

det område, denne Årbog dækker, så indeholder publikationen også 

en række nyttige og praksisbetonede oplysninger om dels det fælles 

8

arbejde, der udføres i stiftsregi, dels selve stiftets organisation og 

struktur. Desuden offentliggør vi Holmens provst, Claus Harms, 

prædiken ved landemodegudstjenesten samt direktør i Arbejdsgiverforeningen, 

Hans Skov Christensens, foredrag ved mødet 

bagefter. 

Og hans titel er netop: Folkekirken set fra kirkebænken. 

Årbogen vil lige så nøgternt gerne finde folkeligheden og de 

sammenhænge, der måtte være. 

9 

Claus Oldenburg

Folkelighed og folkekirke i København 

af biskop Erik Norman Svendsen 

Når jeg står her, savner jeg mit gamle fædreland; som det var engang. I dag 

er vi knap nok et folk, vi består af øer, Johansen ser ud over området, små, 

egoistiske mærkevarereklamer, selvbestaltede, effektive lobbyer, der ansætter 

filosoffer og merkonomer som talsmænd for ”Fejlopererede Blindtarmspatienter…”Sammenslutningen 

af nedslidte Dagplejemødre”…. Ingen fælles 

identitet, Johansen ser fortabt ud over plænen, i dag er det alles kamp 

mod alle. Hvad skulle også binde os sammen? 

(Bjarne Reuter: Mordet på Leon Culman) 

Mine tidligste erindringsbilleder er knyttet til de sidste måneder af 

besættelsestiden og de første befrielsesdage i 1945. Jeg husker således 

de tyske flygtninge, der var indkvarteret i Prinsesse Charlottes 

Gades Skole, som var nabo til den ejendom, hvor jeg boede sammen 

med mine forældre. Når vi børn stod op på de parkerede cykler ved 

plankeværket ind til skolegården, kunne vi følge de små trøstesløse 

skarer af flygtninge, der gik omkring uden mål og med, og som 

hverken kunne forvente at blive i Danmark eller havde et sted, de 

kunne vende hjem til. Det tænkte vi ikke nærmere over dengang. For 

os var det dumme tyskere, der lå, som de havde redt. Senere har jeg 

ofte tænkt på dem og deres udsigtsløse liv. De havde end ikke et folk 

og et land at vende tilbage til, som de kunne være stolte over. 

Helt anderledes glans og glæde var der over dagene 4.-5. maj 1945. 

Om aftenen den 4. maj begyndte mine forældre pludseligt at opføre 

sig anderledes, end jeg var vant til; og kort tid efter var vi ude på 

Jagtvejen sammen med tusinder andre festende danskere, der 

omfavnede hinanden, græd af glæde og råbte hurra i lange baner. 

Fra Simeonskirken bimlede og bamlede klokkerne af lutter glæde, 

og pastor Henry Rasmussen holdt en hastigt arrangeret takke- og 

mindegudstjeneste for en stopfuld kirke. ”Og det var forår, og 

Danmark frit”. 4. maj har siden været en helligaften med lys i vinduerne 

og i mange år også med minde- og takkegudstjeneste, som 

var så almindelig i københavnske kirker i mange år efter befrielsen. 

Vi var dengang ikke i tvivl om, hvad vi havde kært, og hvad der 

bandt os sammen som folk. Det kom synligt til udtryk, når kongen 

hver dag red gennem byens gader, når alsangen fik vinger, og når 

man samledes til revy, til møder, til skolens morgensang og til gudstjenester. 

Nok var vi under besættelsen omgivet af mange restriktioner, 

men endnu flere var de opfindsomme omgåelser og omskrivninger, 

som vi i modsætning til de fremmede forstod og forlystede 

os med. For de generationer, der oplevede besættelsen og efter- 

11

Det forandrede 

fællesskab 

krigstiden, vil årene trods ufrihed og efterfølgende rationering og 

dyrtid stå som en tid, hvor det folkelige på mange måder fik lov at 

udfolde sig stærkt og frit også i sund vekselvirkning med det kirkelige. 

Christian Richardts lille væbnersang: ”Altid frejdig, når du 

går”, der allerede før genforeningen i 1920 var 

blevet folkets og ikke mindst ungdommens 

sang, fik under besættelsen status af nationalsalme, 

fordi den bl.a. blev brugt af frihedskæmperne 

på vej til henrettelse. Den er den dag i dag 

stadig danskernes foretrukne begravelsessalme. 

Det var derfor naturligt, at 50-året for befrielsen også blev fejret med 

mindegudstjenester over alt i landet. I Københavns Domkirke den 4. 

maj med deltagelse af Dronningen og Prinsen, repræsentanter for 

regering og folketing samt ikke mindst veteraner fra frihedskampen; 

og med biskop Vincent Lind, der som ung gymnasiast var aktiv i 

modstandskampen og også måtte igennem tilfangetagelse og koncentrationslejrophold 

i Tyskland som prædikant. I Rønnes Sct. 

Nikolai kirke først den 7.maj til minde om det russiske bombardement 

af Rønne og Nexø og den efterfølgende russiske besættelse. 

Både Dronningen og Prinsen deltog i hele dagens program, der blev 

en smuk markering af rigsfællesskabet, som naturligvis også omfattede 

Bornholm, der ikke kunne feste for befrielsen sammen med 

resten af Danmark. 

Men bortset fra disse fejringer er besættelsesårene 

og tiden, der fulgte, unægtelig kommet på afstand, 

og folkeligheden er ikke, hvad folkeligheden var. 

Det er ikke kun hr. Johansen i citatet fra Bjarne 

Reuters roman, der kan fristes til at savne det 

fædreland, som han husker fra sin ungdom, hvor 

den fælles fjende skabte sammenhold og solidaritet. Globalisering 

og privatisering, multireligiøsitet og multietnicitet er begreber, som 

for alvor har sat spørgsmålstegn ved det fordums folkelige og kirkelige 

fællesskab. ”Et folk, der består af øer”, siger hr. Johansen rammende 

og tilkendegiver dermed, at den fælles forståelse af, hvad det 

vil sige at være et folk, ikke mere eksisterer. Hvor man før havde en 

fælles midte, hvor folkekirke og folkeskole var bærende elementer, 

er billedet i dag langt mere broget, selv om både kirke og skole fortsat 

har en stærk position i det folkelige liv. Men den er ikke mere så 

selvfølgelig og entydig som dengang, og den er anfægtet og udfordret 

bl.a. fra de mange nye medborgere med anden kulturel og religiøs 

baggrund. Ikke mindst islams tilstedeværelse som det andet største 

trossamfund i Danmark har sat såvel folkeskole som folkekirke 

12

over for helt nye problemstillinger og udfordringer og ændret den 

traditionelle opfattelse af, hvad det vil sige at være dansk. 

Hvor den tyske besættelse og befrielsen indebar en potensering af 

forholdet mellem folk og kirke med stor kirkegang og med over 90 

pct. opslutning bag folkekirken i København, så har efterkrigsårene 

i takt med sekularisering, velstandsfremgang og indvandring for 

alvor ændret på det forhold. Den folkekirkelige selvfølgelighed, 

hvor der var næsten identitet mellem folk og kirke, er for længst 

brudt. I dag er knap 70 pct. af Københavns kommunes befolkning 

medlemmer af folkekirken, og knap halvdelen af børnene døbes som 

små, mens kun godt 40 pct. (!) af en årgang unge 

bliver konfirmeret. En dramatisk nedgang på over 

et halvt århundrede, som ikke kun kan forklares 

med henvisning til de nye danskeres tilsynekomst 

i de kirkelige statistikker. Uden for selve København 

er tallene mindre markante, men ikke desto 

mindre tydelige nok. 

I det forløbne halve århundrede siden befrielsen er kirkens handlingsrum 

i det folkelige rum blevet mindre i takt med, at kristen tankegang 

og livssyn er trængt i defensiven. Nyreligiøsiteten trænger 

sig ind i kirken i disse år og påvirker i høj grad dens medlemmer. 

Mange er ganske vist troende, men tror blot på noget andet end det, 

man officielt tror og lærer i kirken. Mange bruger fortsat kirkens 

præster og ritualer men forventer det sker på brugernes betingelser, 

f.eks. ved at kræve dåb på hverdage og vielse uden for kirkerummet 

eller ved at sætte sin egen helt personlige musik på kapellets højttaleranlæg 

til begravelsen. Mange tror på noget efter døden men 

forbinder det oftere med reinkarnation og lignende end med kristen 

opstandelsestro. 

Også det folkelige liv er ikke mindst i København præget af mange 

valgmuligheder og meget forskellige påvirkninger af såvel kulturel, 

social, politisk og religiøs art med den følge, at folkeligt fællesskab i 

dag fortrinsvis ytrer sig som arbejds- eller interessefællesskab, hvor 

den enkeltes afgørelse spiller en afgørende rolle. 

Svarende hertil kan man iagttage en samfundsudvikling, som går 

i retning af stadig større selvtilstrækkelighed og tilsvarende tab af 

fælles, bærende værdier. De stærkt forbedrede økonomiske muligheder 

i efterkrigsårene har i høj grad fremmet individualistisk tænkning 

og personligt råderum. 

Man kan vælge at se på denne udvikling som udelukkende et forfaldstegn, 

som det gælder om bedst muligt at imødegå ved at fastholde 

tidligere tiders forståelse af forholdet mellem folk og kirke. En 

del kirkelig debat forsøger herpå, og kan til dels komme af sted med 

det, fordi folkekirken fortsat er noget af det mest folkelige vi har, 

13

ikke mindst uden for København! Men forsøget er 

dømt til at mislykkes al den stund virkeligheden 

langsomt men sikkert afmonterer tidligere tiders 

sammenvævning af folk og kirke. Den nye folkeskolelov 

fra 1975, hvor folkeskole og folkekirke blev 

adskilt i deres hidtidige samvirke og den efterfølgende 

indoktrineringsdebat, var i den sammenhæng 

et tydeligt forvarsel om kirkens forandrede position. Det samme 

er den nuværende stat-kirke debat, hvor folkekirkens særstatus 

er blevet anfægtet fra både politisk og religiøst hold. Man vil ikke 

nøjes med religionsfrihed men kræver også fuld religionslighed og 

anfægter netop i den sammenhæng folkekirkens statstilskud, personregistrering 

og begravelsesmyndighed. Altså alt det, som fortsat 

indebærer tæt samvirke mellem stat og kirke og dermed mellem folk 

og kirke. 

Man kan i stedet for krampagtigt at forsøge en fastholdelse af gamle 

positioner med fordel vælge at se virkeligheden i øjnene, og på 

den baggrund se folkekirkens forandrede muligheder og opgaver i 

forhold til de forskellige folkelige fællesskaber, som er under hastig 

dannelse i disse år. Netop tidens tab af et entydigt folkeligt fællesskab 

og fælles værdier er en vældig udfordring til netop en folkekirke, 

der er forpligtet på hele folket med evangeliets forkyndelse, 

og som ønsker at forpligte mennesker på hinanden. En folkekirke er 

således forpligtet på både medlemmer og ikke medlemmer. Vi skylder, 

som det er sagt, som kristne ikke blot at præsentere men også at 

repræsentere den kristne tro såvel over for alle andre troende som 

ikke troende. Missionsbefalingen indebærer, at kirken vil have alle 

folk i mere end én forstand i tale. Samtidig udgør den kristne kirke 

et trosfællesskab, der går på tværs af alle konkrete folkelige fællesskaber. 

Som evangelisk-luthersk folkekirke igennem mere end 150 år har 

vi den dag i dag en række mødesteder mellem folk og kirke, som stadig 

giver os særlige muligheder og et særligt ansvar for at få forkyndt 

og formidlet kristendom og skabe fællesskaber, der er åbne for 

folk, der har behov for at dele livet og dets tilskikkelser med andre 

kristne. Folkekirken kan med fordel indbyde andre folkelige grupperinger 

til samtale og samarbejde om at gøre byen eller bydelen 

eller sognet mere beboelig, så man modvirker den alles kamp mod 

alle, som udspringer af værdinihilisme og ekstrem selvtilstrækkelighed. 

Kirkens forkyndelse og fællesskab er af afgørende betydning 

for, hvordan livet forstås og former sig for mennesker. Opgaven er i 

den sammenhæng først og fremmest at stille sig til rådighed som 

kirke ved at vi besinder os på vores egen tradition og opgave, og derved 

bliver troværdige samtale– og samarbejdspartnere. Skole-kirke 

14

samarbejdet i Københavns stift er et glimrende eksempel på, at der 

er gode muligheder herfor, hvor vi trods den formelle adskillelse 

mellem skole og kirke på bedste vis kan tale sammen om vores fælles 

børn og samarbejde om deres kristendomsundervisning. 

Trods alle forandringer og forskelle har folkelighed og folkekirke 

derfor stadig noget at sige til hinanden. Lad mig i den forbindelse 

nævne nogle centrale områder og opgaver, hvor folkekirken med 

fornyet styrke kan gøre en indsats: 

Kirkens gudstjenester og de kirkelige handlinger er set med kirkens 

øjne langt det vigtigste mødested mellem folk og kirke. Derfor 

satte vi fokus på gudstjenestelivet ved stiftssamrådet i foråret, hvor 

det særligt var de andre og anderledes gudstjenester, der holdes ud 

over sognets hovedgudstjeneste om søndagen, der var til drøftelse. 

Det er mange gode grunde til at være opmærksom på netop disse 

gudstjenesteformer, som vinder frem i storbyen i disse år. Højmessen 

har i takt med det kristne traditionstab og den voksende ukirkelighed, 

som ikke er det samme som ukristelighed, medført 

indlysende behov for gudstjenesteformer, der 

mere målrettet og pædagogisk tager højde for, at de 

fleste ikke er vokset op med Den Danske Salmebog i 

hånden eller taget med ved hånden af forældrene fra 

barnsben til gudstjeneste. Børne- og familiegudstjenester, 

musikgudstjenester, natkirke, gadegudstjenester 

og lignende har deres mission samtidig med, at den traditionelle 

gudstjeneste ikke på nogen måde skal nedprioriteres. Vi skal 

ikke skære ned i gudstjenesternes antal men snarere forøge dem, for 

at så mange som muligt får både tilskyndelse og lejlighed til at gå 

regelmæssigt i kirke. 

I de senere år er særlige dåbsgudstjenester på hverdage blevet 

almindelige i mange kirker. Det skyldes både et folkeligt ønske om 

at kunne samle familie og venner på et hensigtsmæssigt tidspunkt 

og et kirkeligt ønske om at skabe et gudstjenesteforløb, som svarer 

godt til den menighed af små og store, som i stort tal deltager i en 

barnedåb. Det er efter min mening en fuldt forsvarlig ordning, som 

ikke mindst i storbyen har mulighed for at samle mennesker om 

dåbens fællesskab og understrege dåbens centrale betydning for den 

enkelte og for det kristne fællesskab. 

De kirkelige handlinger kan ikke prioriteres højt nok i kirkens daglige 

liv og virke. De er det mest benyttede mødested mellem folk og 

kirke, idet ikke blot medlemmer men også mange ikke-medlemmer 

af folkekirken deltager både i konfirmationer, vielser og begravelser. 

Her er fællesskabet umiddelbart til at få øje på, og her har kirken 

noget at sige til enhver, der er til stede. Men det forudsætter, at præ- 

15 

Gudstjenester og 

kirkelige handlinger

Diakoni og mission 

sterne er særdeles bevidste om deres ansvar for at fastholde det 

gudstjenestelige element i de kirkelige handlinger, så evangeliet virkelig 

bliver forkyndt i tale, salmer og bønner. Der er en betænkelig 

tendens i tiden til at gøre de kirkelige handlinger til private sammenkomster 

med afspilning af yndlingssange og med selvkomponerede 

indslag og med tilsvarende nedtoning af det kirkelige indhold til 

følge. Der går f.eks. næppe en uge, uden jeg modtager ansøgning om 

at måtte blive viet alle andre steder end i kirken, hvor parret af den 

ene eller anden grund har en mindeværdig tilknytning. 

Jeg afviser konsekvent disse ansøgninger, 

fordi de er med til at privatisere og problematisere 

vielsen som kirkelig handling. 

Den fælles autoriserede salmebog spiller en afgørende 

rolle i disse sammenhæng, hvortil kommer, 

at salmebogen også har sin vigtige brug uden for 

kirkerummet. Den fælles salmebog med salmer fra både tradition og 

nutid er med til at holde folkekirken sammen som trossamfund og 

ikke blot som administrativ enhed. Det indebærer ikke, at der ikke 

kan synges salmer uden for salmebogen i kirken eller at man ikke 

behøver udgive tillæg til salmebogen i fremtiden. Men den fælles 

autoriserede salmebog er sammen med Bibelen og de autoriserede 

ritualer som mørtelen i kirkebygningen. De holder folkekirken sammen 

som menighed og ikke som forening. Derfor skal vi med jævne 

mellemrum have en ny salmebog, der tager højde for, at den skal 

kunne anvendes ved alle kirkens gudstjenesteformer og af alle 

kirkens medlemmer. 

Helt fra den kristne kirkes begyndelse har begrebet gudstjeneste 

omfattet mere end gudstjenestesamlinger om søndagen. Hele den 

kristnes liv skal være en gudstjeneste, siger Luther, hvor tjenesten for 

Gud hænger nøje sammen med tjenesten for næsten. Gudstjenesten 

som stedet for ordets forkyndelse og sakramenternes forvaltning 

fører derfor videre i diakoni og mission som dagliglivets gudstjeneste. 

I byen København har folkekirken altid været diakonalt engageret, 

både over for medlemmer og ikke-medlemmer. Niels Thomsen har 

således i bogen ”Kirken og Byen” fastslået, at ”når kirken skal være 

på plads i storbyen ser det ud til, at kristendommen bliver diakoni.” 

De konkrete former for diakoni har i takt med samfundsudviklingen 

ændret sig ganske betydeligt siden besættelsestiden, men behovet 

for omsorgsarbejde blandt ensomme, gamle og socialt belastede 

er i disse år stigende ikke mindst i storbyen. Det er baggrunden for, 

at der sidste år blev nedsat et stiftsudvalg for diakoni, der både teoretisk 

og praktisk skal være med til at sætte kirkens diakonale for- 

16

pligtelse på dagsordenen i så mange sogne og sammenhænge som 

muligt både i København og på Bornholm. 

Kirkelige organisationer som Kirkens Korshær og De Samvirkende 

Menighedsplejer yder både i eget regi og i samarbejde med 

sognemenigheder en vital indsats blandt alle storbyens nødlidende, 

og rundt om i bydelene er der i samarbejde mellem folkekirke og folkekirkelige 

organisationer oprettet væresteder, besøgstjenester og 

forskellige behandlingstilbud. Det er vigtigt at understrege, at denne 

del af kirkens arbejde gælder alle uanset tro, og at den udføres 

uden krav om tilslutning til folkekirken eller tilegnelse af den kristne 

tro. 

Begrebet mission har fået ny aktualitet al den stund mange i 

dagens Danmark slet ikke er døbt eller er kristne. Mange unge er i 

de sidste tre årtier vokset op helt uden forbindelse til den evangelisk-lutherske 

kirkes tradition og lære; og tilstedeværelsen af andre 

religioner, først og fremmest islam, har stillet også folkekirken og 

dens medlemmer over for helt nye udfordringer. 

For en folkekirke indebærer det en dobbelt udfordring: dels at styrke 

bevidstheden om den kristne identitet blandt kirkens egne medlemmer, 

dels at række evangeliet videre til enhver, som ønsker at 

lære det at kende. I Københavns stift er vi derfor optaget af at udvide 

tilbuddet om kirkelig undervisning for små og store samtidig 

med, at vi er i dialog med andre religioner. Der er oprettet stiftsudvalg 

for undervisning, for mission, for arbejde blandt etniske minoriteter, 

og stiftet deltager i så væsentlige initiativer som Folkekirkens 

Skoletjeneste i København og på Frederiksberg og Islamisk- 

Kristent Studiecenter. Skoletjenesten har netop fejret sit 10 års jubilæum 

og kan se tilbage på et frugtbart og tillidsfuldt skole-kirke 

samarbejde, der er et tilbud til alle storbyens elever og lærere. I studiecentret 

er samarbejdet mellem muslimer og kristne ligeledes 

frugtbart og tillidsfuldt, hvilket er en absolut nødvendig forudsætning 

for en meningsfuld samtale om tro og liv. 

Besættelsestidens stærke folkelige fællesskab hørte den særlige tid 

til, hvor den ydre fjende skabte indre sammenhold. I årene der fulgte, 

blev dagliglivet mere og mere normaliseret, og både økonomisk 

og kulturelt blev der overskud til at dyrke sine egne interesser. I min 

barndom samledes børn og øvrige beboere i de første 

efterkrigsår i gården søndag eftermiddag, når 

solen skinnede. Børnene legede og de voksne drak 

kaffe og snakkede sammen. Men omkring begyndelsen 

af 50érne begyndte der at ske tydelige forandringer. 

Mine bedste legekammeraters forældre 

købte en pragtfuld Nimbus motorcykel med side- 

17 

Forandringer i 

folkekirken

vogn, og fra da af var de tabt for søndagsfællesskabet i gården. De 

tog på udflugt til så fjerne og eksotiske steder som Søndermarken og 

Zoologisk Have, og snart fulgte andre efter. I dag er datidens gårdfællesskab 

for rigtigt mange afløst af fællesskabet i kolonihaven eller 

grundejerforeningen i det sommerhusområde, hvor man tilbringer 

det meste af sin fritid. Hvortil kommer, at vi flytter som aldrig før og 

forholder os forholdsvis frit til, hvor vi vil høre til og etablere fællesskab. 

For en folkekirke, der ønsker at være til stede, hvor folk rent faktisk 

er, indebærer det mange strukturelle overvejelser, ligesom det 

indebærer en stadig besindelse på, hvordan det kristne evangelium 

bedst muligt formidles til så mange som muligt. Det indebærer stadige 

overvejelser i såvel sogne som provstier og stift, hvor forsøg må 

gøres og nye initiativer til stadighed tages. Det kræver også villighed 

til, at vi som kristne vil være med i den etiske og samfundsmæssige 

debat om, hvordan vi ønsker at leve ansvarligt og 

indrette vores samfund. Den debat er alt for vigtig til at overlades til 

politikerne eller de såkaldte eksperter. 

Mens folk og kirke fjernede sig fra hinanden i 70’erne og 80’erne, 

synes det ved begyndelsen af det nye århundrede klarere end i 

mange år at fremgå, at folkelighed og folkekirke trods de store forandringer 

stadig har brug for hinanden. Det kommer 

klart til udtryk ved de kirkelige handlinger, hvor 

der er et markant voksende ønske blandt folk om 

at deltage, og det manifesterer sig i det positive forhold 

langt de fleste har til deres kirke og dens 

præster. Det kristne traditionstab er nok markant, 

men samtidig er der stor åbenhed om og optagethed 

af eksistentielle og religiøse spørgsmål. Det er i den spænding 

folkekirken fortsat skal finde sin plads som kirke for den store 

del af befolkningen. 

18

Børnene med de voksne øjne 

af Martin Lindblom, journalist ved Mediesyndikatet 

»Vidste I godt, at kirkerne ikke må låse deres døre? De skal altid stå 

åbne, så folk kan gå ind og bede, når de har lyst. Er det ikke flippet 

– man kan bare gå derind og sove om natten«. 

Vi vidste ikke, at det var det, vi var, men dengang i starten af 

80’erne, var vi en hel del unger på 12-16 år, der levede som det, der 

senere kom til at hedde »gadebørn«. Vi hutlede os frem på må og få 

i København, tiggede penge på Strøget, stjal mad og tøj i butikkerne 

og sov i trappeopgange og tomme S-tog. 

Om det virkelig er sandt, at kirkernes døre er evigt åbne, har jeg 

aldrig fået opklaret. Men sådan lød rygtet altså dengang. Et blandt 

mange i den besynderlige voksenverden, der omgav os. 

De fleste af os kom fra forstæderne omkring hovedstaden, og havde 

først og fremmest det til fælles, at vi ikke rigtigt kunne holde ud 

at være hjemme. Problemerne spændte vidt, lige fra vold og druk i 

hjemmet, over gensidig irritation børn og forældre imellem, til 

almindelig kedsomhed. 

København var et Mekka af indtryk, oplevelser og en fantastisk 

»genkendelse« af andre ligesindede. Der hvor jeg kom fra – en lille 

by nord for København – var jeg den eneste af min slags: langhåret 

og hippieagtig med ringe i ørerne og badges på vesten, og de andre 

børn på vejen løb bogstaveligt talt ind, når jeg kom ud. 

I København derimod var der mange af min slags med de samme 

tanker, lyster og erfaringer. Det var som at »komme hjem«, som at 

møde sine brødre og søstre fra en mærkelig stamme, der på næsten 

alle måder adskilte sig fra resten samfundet. Eller »systemet«, som 

vi kaldte det: politiet, kommunen, politikerne, bankerne, supermarkederne, 

kirken og togkontrollørerne – allesammen var de en del af 

»systemet«. Og det var vi i hvert fald ikke. 

Vi havde absolut ingenting, men delte alligevel det hele. De fleste 

af os levede næsten – uden at have den mindste anelse om det – efter 

en slags ur-kommunistiske principper: vi ydede efter evne og nød 

efter behov. 

Efter en lang dags tiggeri op og ned ad Strøget – »Undskyld, 

har du ikke nogle småpenge, du kan undvære« – blev rovet gjort 

op og delt ligeligt imellem os. Om natten, når kulden i en trappeopgang 

gjorde det umuligt at sove, var alle jakker og trøjer 

fælles, både som over- og underlag. Og vi elskede hinanden – 

og med hinanden – på kryds og tværs uden alt for store ejerfornemmelser. 

Det var et ludfattigt Paradis – fyldt med fristende og farlige slanger. 

19

Junk 

Begær 

Den værste af dem hed junk. Som i enhver anden 

storby var narkoen frit tilgængelig, så snart man 

dykkede et lillebitte spadestik ned under normalitetens 

polerede overflade. 

Jeg lærte hurtigt at ryge hash, selv om jeg brækkede 

mig lystigt under de første tre forsøg. Mange blev 

naturligvis bare sløve og fraværende af at ryge, men hos mig og 

mange andre gav hashen en beroligende rus, der satte fantasien i 

sving og jog kulde og forvirring væk. En lattervækkende døs, der 

gjorde det endnu lettere at distancere sig til de voksnes vanvittige 

verden, der gled forbi vores øjne med så hæsblæsende en fart og en 

så fremadstræbende og menneskelig kulde, at vi højt og helligt lovede 

hinanden aldrig at blive voksne. 

Og selv om hashen nok kom til at dominere vores tilværelse, mere 

end vi selv var klar over på det tidspunkt, så var den ikke dødelig, 

sådan som de hårde stoffer. I udkanten af vores sammenhæng, og til 

tider midt iblandt os, krævede junken sine ofre. For det meste var det 

enspændere og outsidere, der bukkede under for den besnærende 

heroin og dens løfter om at jage sult, frygt og ydmygelser væk. Men 

der var ikke noget heroisk over døden i en sø af bræk på en bænk i 

en offentlig park. 

En anden slange hed begær. Begær efter at hæve 

sig en anelse op over de andre. Om man så skulle 

bruge dem som trinbræt. De begærlige stjal fra os 

andre. 

Som 15-årig arbejdede jeg som daglejer en hel 

dag med at skovle sne på Rådhuspladsen. 

Dengang kunne man på en snevejrsdag møde op tidligt om morgenen 

i Saltlageret på Gl. Kongevej, og med lidt held få udleveret 

en skovl og et område, der skulle ryddes. Man arbejdede i sjak, 

og med mellemrum kom en formand forbi og kontrollerede, at 

man ikke drev den for voldsomt af. Gjorde man det, tog 

han ens skovl, og uden den kunne man ikke få udbetalt sin løn om 

aftenen. Det gjaldt om at holde godt fast på sin skovl. Det gjorde jeg 

ikke. 

Jeg havde endnu ikke fået tilstrækkelig hård hud på sjælen, og stolede 

stadig naivt på mine medmennesker. Jeg kunne ikke drømme 

om at stjæle en anden mands skovl, og forestillede mig derfor ikke, 

at andre ville gøre det mod mig. Så da jeg skulle pisse, plantede jeg 

det famøse redskab i en snebunke, og gik lidt væk. 

Kun takket være en lidt ældre kammerats indgriben fik jeg skovlen 

tilbage fra ham, der tidligere på dagen havde mistet sin egen til 

den nidkære formand og nu havde set sit snit. 

20

Jeg var ufatteligt våd, kold og træt, da dagens snerydning omsider 

var overstået, men det var det hele værd, da jeg fik trykket en femhundredelas 

i hånden. Det var en formidabel formue, og jeg havde 

selv knoklet mig til den. 

På det tidspunkt boede jeg i et gammelt nonnekloster i Abel 

Catrinesgade på Vesterbro. Det var besat og udnævnt til Ungdomshus, 

og indeholdt et mylder af forskellige unge, lige fra de mest politisk 

skolede til de allerværste kriminelle Vesterbro-rødder. 

Jeg havde netop skiftet mit våde tøj og lagt min formue på bordet, 

da der blev kaldt til aftensmad, og sulten som en ulv styrtede jeg 

afsted mod køkkenet. Få minutter efter kom jeg i tanker om pengene 

og styrtede endnu hurtigere op igen. Men tilbage var kun et 

minde om noget af det værste lortearbejde, jeg i mit liv har udført. 

Jeg har aldrig været arbejdsløs. Og jeg har sjældent haft lønarbejde. 

At leve på gaden uden penge kræver en stor indsats. Udover 

tiggeri og tyveri – der kan være temmelig risikabelt, når man støder 

ind i butiksdetektiver eller voldelige overklassedrenge – hentede vi 

overskudsmad hos bagere og restauranter, samlede flasker, solgte 

klistermærker og Ugeavisen København. Nogen gange kunne vi 

tjene en skilling ved at rydde op på nogle forældres loft eller gøre 

rent i deres hus. 

En kort overgang forsøgte jeg mig som hashhandler, men det var 

jeg heldigvis en klovn til. Da vi havde røget det hele selv, lukkede 

den butik. 

En vinter boede jeg sammen med Anna på et værelse i Nissehuset, 

der ligger godt gemt ude på Christiania. I Fristaden var der masser 

af plads til folk som os, og det var nemt – alt for nemt – at glemme 

alt om verden udenfor. 

Christiania har sine egne regler, sin egen rytme og puls. Det omgivende 

samfund er stort set kun repræsenteret ved politiets jævnlige 

razziaer. Angste og aggressive betjente, lige så bidske som 

deres hunde. Vi kunne ikke bruge det omgivende samfund til ret 

meget. 

Der er ingen biler i Fristaden, og efter nogle 

måneder derude, var jeg ved at blive kørt over, da 

jeg bevægede mig ud i Christianshavns trafik. Jeg 

havde simpelthen glemt, hvordan det var med trafiklys 

og den slags. Christiania kunne let blive en 

sovepille. 

I Nissehuset var der koldt. Vi fyrede med koks i en ovn, der altid 

var gået ud om morgenen, og der var ikke isoleret nogen steder. Om 

aftenen, når ovnen buldrede, var der gloende hedt, om morgenen 

var der is på indersiden af vinduerne. 

21 

Fristaden

Scientology 

En aften havde vi en veninde på besøg og fik den glimrende idé at 

lave en ordentlig bunke pandekager. I køkkenet var et gasblus, og vi 

bagte og bagte, og da vi var lige ved at være der, faldt loftet ned. Ved 

et usandsynligt held skete der os ikke noget, men alle pandekagerne 

var dækket af et tykt lag puds. Vi havde en vidunderlig aften, og 

grinede længe over det nedstyrtede loft. Men pandekagerne knasede 

ad helvede til. 

Rockergruppen »Bullshit« terroriserede Christiania dengang. 

Senere blev de udslettet af Hells Angels. Når »Bullerne« kom forbi, 

gjaldt det om at være usynlig, for man vidste aldrig, hvad der provokerede 

dem. 

Jeg arbejdede i Badehuset – Christianias fællesbad. 

Det var en dejlig arbejdsplads, hvor man tog 

det stille og roligt, holdt gang i saunaens store ovn, 

passede fyret og fyldte plejende muddersæbe i små 

bægre til kunderne. 

Det bedste ved Badehuset var den atmosfære, 

der opstod af, at alle var lige, fordi alle var nøgne. Når folk kom ind 

i Badehuset smed de uniformen, satte sig sammen i saunaen (de fleste 

smurt godt ind i mudder) og svedte og småsnakkede om løst og 

fast. De eneste, der skilte sig ud, var rockerne. De var så overtatoverede 

og fulde af ar, at de var påklædt, selv når de var nøgne. Efter 

sigende havde en af dem endda en knivspids siddende i kødet efter 

et mordforsøg. 

Jeg fik en hund. Eller også fik den mig. En dag rendte den store 

hvalp rundt på må og få, og så tog jeg den til mig. Men en dag, da 

vi hang ud på Gammel Torv, kom en tydeligt stofpåvirket kvinde 

hen og hylede op om, at det var hendes hund, og at hun ville have 

den tilbage. 

Det skændtes vi længe om, og det endte i en grotesk scene, hvor 

det stakkels hunde-barn stod imellem de to menneske-forældre, som 

så hver især kaldte indsmigrende på den, for at se hvem af os den 

valgte. 

Mikkel blev hos mig i lang tid. 

Det bedste ved at have hund var at se dens glæde, når slagteren 

gav et gratis kødben. Det værste var at finde en taxa, der ville lade 

den sidde med på forsædet. 

Vi hadede Scientology. De havde lokaler på Vesterbrogade, 

og stod altid ude på fortovet, hvor de prøvede 

at shanghaje kunder til deres biks. Vi hadede 

Scientology og spyttede altid på deres ruder, når vi 

gik forbi. Nogen gange smed vi kanonslag ind af 

den åbne dør og spurtede afsted. Jeg ved ikke helt, 

22

hvorfor vi hadede dem. Vist nok noget med at de 

tog folk i røven og hjernevaskede dem. 

Engang gik jeg ind og lod mig »teste«. Det viste 

sig, at jeg var enormt god på alle de forskellige 

punkter...undtagen lige et enkelt, hvor det så lidt 

sløjt ud. Men heldigvis kunne scientologerne rette 

op på det, hvis jeg meldte mig til et kursus og købte 

en stak bøger. Desværre kan jeg ikke huske, hvad det var, der var 

galt med mig. Jeg gik aldrig derind igen. Men jeg spyttede stadig på 

deres ruder. 

For det meste var vi nogle venlige mennesker, men af og til fór der 

en djævel i os, og vi teede os som vilde dyr. 

Nu var vi BZ’ere, vi havde en struktur, vi boede i huse – selv om 

det var under meget usikre forhold – og vi havde oparbejdet en vis 

magt gennem vores kompromisløse sammenhold og militante forsvar 

mod politiets angreb. 

For det meste var vi rigtigt gode til at administrere den magt. Men 

nogen gange gik det galt. Vi kunne for eksempel komme en stor flok 

ind i et tog, og så fordi vi var mange, blev de almindelige regler på 

en eller anden måde ophævet. Vi røg i ikke-rygerkupéen, sad med 

fødderne oppe på sæderne, og råbte og larmede. Ikke for at være 

barske eller skræmme folk i toget, men bare fordi vores sammenhold 

helt af sig selv tog overhånd. Det er vist det, der kaldes flokmentalitet. 

Vi syntes selv, vi var sjove og rare, fordi vi selv vidste, at vi var det. 

De andre i kupéen vidste det ikke. 

Andre gange gik vi amok med fuldt overlæg. Vi crashede fester og 

arrangementer hos grupper og organisationer, vi ikke kunne lide. 

Vi kunne ikke lide ungkommunisterne i DKU. De havde forsvaret 

rydningen af Byggeren på Nørrebro, og de forsøgte altid at kuppe 

alt, hvad de kom i nærheden af. For ikke at snakke om, hvor skide 

pæne de altid var i deres udtryk. 

Pludselig skulle de slå plat på BZ-succesen (sådan opfattede vi det 

i hvert fald), men de var selvfølgelig bosættere og ikke besættere. Og 

i det hus de bosatte, inviterede de en masse kendte mennesker ind, 

der skulle lave reklame for deres hus. 

Vi kunne ikke lide DKU. Så deres fester og arrangementer måtte 

man gerne hærge. 

Vi råbte og skreg og dansede alt for vildt, og stjal i baren og hoppede 

på bordene eller bilerne ude på gaden. Eller begge dele. Og hvis de 

pæææne bosættere brokkede sig, var de bare nogle skide borgerdyr. 

Vi syntes selv, at vi var vilde og kaotiske på en sjov og livsbekræftende 

måde, fordi vi selv vidste, at vi ikke mente noget rigtigt ondt 

med al den højrøstede ballade. 

23 

Flokmentalitet

”Systemet” 

De ungkommunistiske bosættere vidste det ikke. 

Mikro havde en hund. En bidsk satan af en ordentlig schæfer-møghund, 

der gerne tog en bid af en, hvis man bevægede sig for pludseligt. 

Mikro elskede monsteret, og den elskede ham tilbage. 

Slikkede ham og bed os andre. Egentlig var den vagthund på en 

byggeplads, hvor Mikro var gået hen for at stjæle materialer. I stedet 

stjal han hunden. Mikros møghund. 

»Fuck Systemet!« – det var stadig parolen. Og i takt med at vi blev 

ældre og fik banket noget politik ind i skallen, blev »systemet« udvidet 

til også at omfatte kapitalismen, fagforeningerne (i hvert fald 

pamperne) og imperialismen. 

Vi stavede os igennem bøger om modstandskamp, 

merværdi og Marxisme. Og Rote Armé og tegneserier 

i massevis. Og vi fandt ud af, at vi »ikke har 

andet at miste end vore lænker«, og at »religion er 

opium for folket«. Vi ville ikke vente på et Himmerige 

i det hinsides. Vi ville have det her og nu. 

»We don’t want just one cake, we want the whole fucking bakery!«. 

Vi solidariserede os voldsomt med revolutionen i Nicaragua 

og kæmpede indædt mod amerikanernes krig mod den unge befriede 

nation. Vores forståelse af situationen var klar og kontant: 

»Nicaragua er ligesom et besat hus – et befriet område – og USA er 

panserne, der vil rydde det«. Det var sgu’da til at forstå. 

Det var straks værre med forståelsen af de såkaldte befrielsesteologer. 

Præster, der stillede deres kirke og deres indflydelse til rådighed 

for befrielseskampen i en lang række lande. 

Altså, præster er jo sådan nogle røvsyge dødbidere, der siger, at alt 

er forbudt, og går imod abort og homoseksualitet, og altid er på 

magthavernes side. Kirken er en del af systemet, mand. Hvad fanden 

lavede de så pludselig på de undertryktes side? Nogle af dem 

endda med våben i hænderne. Det var forvirrende, men på en sær 

måde også opløftende. 

»Har du ikke hørt det? I El Salvador er selv præsterne på revolutionens 

side!«. Der kunne ikke være langt igen, når endda de reaktionære 

kristne havde indset nødvendigheden af oprør. 

Grandteatret havde forpremiere på en film om den legendariske 

punk-rocker Sid Vicious, og som et reklame-gimmick var alle 

Københavns punkere inviteret ind og se den. Der var en enkelt øl til 

hver, som man skulle tage fra en kasse på vej ind. Vi tog hele kassen. 

På balkonen sad vi med fødderne oppe og råbte ad biografens 

kvindelige kulturpave, der prøvede at være ung med de unge. 

Filmen var vistnok ret latterlig, og da vi havde drukket alle bajerne, 

faldt jeg i søvn. 

24

»No Future« var ikke bare noget, man gik og sagde for sjov. 

Sådan havde vi det sgu’ i større eller mindre grad dengang i 80’erne. 

Atombomben var på én gang flimrende abstrakt og gnistrende konkret. 

Bomben var tilstede uden at kunne ses. Den blev stillet op i 

Europa i hundredvis, og der var ingen grund til at spekulere over sin 

fremtid, for der var ikke nogen. Orwells »1984«-mareridt var overhængende. 

Også efter det afgørende nytår. 

Vi var revnende ligeglade med pletter på straffeattesten. Uddannelser 

ragede os. »Hvad laver du om ti år?« – hva’ er det for et 

spørgsmål?! Om ti år er vi da bombet tilbage til stenalderen. Ingen 

af os bliver alligevel over 30. 

Kulturen var også mildt sagt dyster i de år. Det var sort i sort og 

»Nosferatu-festival« og død og depression. Undergrundens digte, 

billeder, film og musik kredsede konstant omkring afgrunden som 

gribbe over et råddent kadaver. 

Hver eneste fredag i uendelig lang tid gik vi i 

Delta Bio i Kompagnistræde og så Ridley Scott’s 

fremtids-depri-vision, »Blade Runner«. Vi svælgede 

i Michael Strunges nedture, gik i sort tøj og 

så bevidst blege ud. 

I en underskov af undergrundsmusik afvikledes 

de mærkeligste koncerter med de mærkeligste bands. 

Forsangeren i »Tot Fläskes Macht Stark« kæmpede sig ud af det sølvpapir, 

han var pakket ind i fra top til tå, mens guitaristen slog strengene 

an med en trommestik. Og i en fugtig og totalt tilrøget gammel 

bunker i Fælledparken spillede et punkband bestående af seks bassister. 

Seks bassister og intet andet. 

Vi kæmpede indædt mod kommunens »alt-skal-være-pænt-oggråt«-afdeling 

og brugte mængder af energi og maling på at udsmykke 

vores by. Et slag stod om betontunnelen under Fredensgade, 

hvor forskellige kunstnere udsmykkede væggene med malerier og 

endda skulpturer, der blev konstrueret i mere og mere solide materialer. 

Kommunen rev ned – vi byggede op. 

Kulturen var dyster, men den levede fandme. Levede krampagtigt 

og intenst, som om den kun havde kort tid igen. 

Jeg har en T-shirt, hvor der på ryggen står: »Come on! You’ve got 

five seconds – say something outrageous«. Kun en 

eneste gang har jeg oplevet, at nogen reagerede på 

opfordringen. En bekendt fra de gamle dage, som 

spiller Heavy Metal og samtidig er så kristen, 

at han beder bordbøn før måltiderne, læste min 

T-shirt og udbrød uden at tøve: »Jesus lever«. 

Outrageous! 

25 

Sort kultur

Historierne 

Alternativ tro 

Fjernsyn var forbudt. Det var fordummende 

og borgerligt og fuld af lort. De få gange en uvidende 

sjæl slæbte et tv ind i huset, blev det konsekvent 

smidt ud af vinduet. Man kunne altid høre 

på braget, at det var et tv, der ramte asfalten fra 

4. sal. 

Til gengæld fortalte vi historier. En uendelighed af røverhistorier 

og pralerier. Selvfølgelig handlede de fleste om pansere og anholdelser 

og gadekampe. Især gadekampe. Særligt dramatiske situationer 

blev endevendt igen og igen, og de bedste historier blev næsten 

mytologiske og gik i arv til nye generationer, der så lagde lidt til. 

Mange har opfattet det som voldsromantik og oppustet mandemacho-stil. 

Det er sikkert også rigtigt. Men det var også en slags 

krise-selvhjælp, hvor de voldsomme oplevelser blev snakket igennem 

og ud af systemet. Og det var gode historier. 

Blaffer-anekdoter var der også mange af. Det store BZ-fællesskab 

strakte sig langt ud over landegrænserne. I hver en europæisk storby 

var der besatte huse, og alle steder var man velkommen som 

gæst, når man selv boede besat. BZ-familien var international, og vi 

rejste meget rundt til hinanden. Hos politiet og i pressen blev det til 

et »pengestærkt terror-netværk«. I virkeligheden rejste vi uden en 

krone på lommen kun holdt i live af det gæstfriheds-kodeks, der herskede 

blandt ligesindede i resten af verden. 

Og blafferturene var en perlerække af besynderlige, uhyggelige, 

sjove og livsbekræftende historier, som vi aldrig blev trætte af genfortælle. 

Som dengang to af os var to døgn om at nå til Frankfurt. Vi fattede 

ikke, hvorfor ingen tog os op, og det faldt os ikke på noget tidspunkt 

ind, at det kunne have at gøre med vores påklædning: to unge 

mænd i fuld punk-uniform uden nævneværdig bagage. 

Vi sov en hel nat på en rasteplads ved siden af spillemaskinerne i 

kælderen, og den dag i dag kan jeg huske den forbandede melodi, 

der hvert 20. sekund væltede ud fra en maskine med Skipper Skræk. 

Som blaffer er jeg i øvrigt blevet samlet op af politiet i stort set 

samtlige europæiske lande. Det har været en blandet oplevelse. 

Nogle folk troede på de mærkeligste ting. Vist nok mest pigerne. Det 

var sådan noget med krystaller og ying og yang og urte-halløj. Det 

var altsammen meget alternativt, men varede sjældent særligt 

længe. Nogle ganske få endte dog med at gå ind i en eller anden 

New Age-agtig sekt. Det gik aldrig op for mig, hvad det gik ud på, 

men de var ikke til at tale med, når man mødte dem på gaden. Det 

var som om, de var i en anden verden og talte et andet sprog. Så til 

sidst holdt man op med at hilse, fordi de var for underlige. 

26

Sådan har vi nok også selv virket på nogle folk. 

Der var næsten altid nogle, der var på en eller anden helsekur. Det 

var sådan noget med at rense kroppen eller sådan noget. Der var alle 

mulige mærkelige kure, hvor man ikke måtte indtage det ene eller 

andet, eller også skulle man indtage det ene eller andet. Dem, der var 

på kur, gik meget højt op i det. Man fik aldrig lov at glemme, at de 

var det. 

En enkelt gang lod jeg mig lokke med på kur sammen med to 

piger. Det var en frugtkur. I flere uger måtte vi kun spise frugt. Det 

var fedt i starten, men blev hurtigt kedeligt. En dag midt i kuren sad 

de to andre og drak kaffe. »Det er kornkaffe«, forklarede de, da jeg 

forbløffet gloede på den eftertragtede drik. 

Næste dag sad de og røg smøger. »Det er hjemmerullet – så er det 

ok«, forsvarede de sig. Så gad jeg ikke være på kur mere. Da de i 

øvrigt selv sluttede deres frugt- (og kaffe-smøger) kur, styrtede de 

straks ned til bageren og købte et læs wienerbrød. 

En af mine bedste venner blev Hare Krishna munk. Han forelskede 

sig i en kvinde, der troede på det, og så var han solgt. Efter et 

langt ophold på et eller andet Krishna-sted i Norge, tror jeg det var, 

kom han hjem og var fuldstændigt omvendt. Skaldet med tot i nakken 

og orange gevandter og det hele. Det var sådan set i orden – for 

min skyld må folk tro på stort set, hvad de vil – 

men problemet var, at han var næsten umulig at 

snakke med. Han skulle hele tiden tælle bønner 

eller hvad det var han havde i bedeposen, og 

rendte rundt med sådan et fjernt og frelst 

udtryk i øjnene. Og så skulle han konstant sige 

»Hare Krishna«. Jeg var ved at blive sindssyg af det. 

Engang mødtes vi tilfældigt i Frederiksberg Have, og sludrede lidt. 

Jeg skulle videre og sagde som sædvanligt »Hej Jan«. 

»Hare Krishna«, lød svaret. 

»Jeg hedder sgu’ ikke Hare Krishna – jeg hedder Martin«, sagde 

jeg bestemt, og forsøgte atter med et »Hej Jan«. 

»Hare Krishna«, svarede han igen og smilede fjoget. 

Det gentog sig i absurd lang tid, indtil jeg endelig troede, jeg 

havde vundet: 

»Hej Jan!« (for satan da også). 

»Hej Martin...Hare Krishna«. 

Det varede lang tid, før jeg atter gad hilse på ham. 

Det massive sammenhold var fantastisk. Man vidste altid, at de 

andre bakkede en op, hvis der opstod problemer af den ene eller 

anden slags. Når det gjaldt politiet, som vi i forvejen ikke havde 

den mindste respekt for, resulterede det for eksempel i et utal af 

27 

Sammenholdet

Efter 20 år 

befrielsesaktioner, hvor folk der netop var blevet arresteret, som det 

naturligste i verden blev flået ud af betjentenes greb igen. Engang 

var jeg nær ved at save hånden af en kammerat, da håndjernene 

efterfølgende skulle af. 

Men det kunne også give bagslag. Hvad skulle man for eksempel 

stille op, når en af vennerne opførte sig fuldstændigt gak og 

urimeligt til en koncert og derfor rodede sig ud i et slagsmål? 

Sammenholdet krævede opbakning og hjælp til den pågældende, 

men fornuften sagde, at han selv havde bedt om balladen. 

Ligesom blod er tykkere end vand, vejer sammenhold tungere end 

fornuft. 

Selvfølgelig var der nogle, der bestemte mere end andre. Vi var 

ellers overbevist om, at det ikke var sådan. Vi havde ingen ledere, 

alle var lige. Vi kunne ikke forestille os det anderledes. Men dem, der 

var modige eller højtråbende eller veltalende eller lækre eller alt 

sammen på én gang, blev der lyttet mere til. For det meste. 

Og når de stille, tvivlende, angste, flyvske eller 

syge droppede ud og forsvandt, var det deres 

helt eget valg. Det var da ærgerligt, men det 

havde ikke noget med os at gøre. 

Fællesskabet var til for dem, der ville – og 

kunne. De andre forsvandt bare. En del begik 

selvmord. En del blev tossede. En masse fik børn, familie og lønarbejde. 

Nogle endda med en fed karriere og berømmelse oveni. 

Alle endte vist alligevel med at blive voksne. 

Mere eller mindre. 

Siden hen er der såmænd ikke sket så forfærdeligt 

meget nyt på kloden. Med ganske få undtagelser er 

det de samme lande, der er ramt af hungersnød og 

krig. Med ganske få undtagelser er det de samme 

samfundsgrupper, der er fattige og udstødte. Med 

ganske få undtagelser er det det samme køn, der 

sidder på Riget, Magten og Æren. Men forhåbentlig ikke i al evighed. 

Der er naturligvis også sket enkelte forandringer i verden siden 

dengang i ”fattig-firserne”. Det er for længst slut med kartoffelkur, 

Schlüter og sultecirkulære. Muren og truslen fra Øst er væk – om 

end den fortsat eksisterer i manges hoveder. Selv årtusindet er hørt 

op i mellemtiden. 

Kirken er til gengæld på en eller anden måde kommet mere på 

banen – eller måske er det bare mig, der lægger mere mærke til den. 

Der var palæstinenserne i Blågårdskirken, og præsternes anti-abort 

demonstration, og det er som om kirkens politiske yderpunkter især 

tegnes af pastor Krarup og pastor Bork Hansen. 

28

Scientology-disciple og Hare Krishna-munke er 

tilsyneladende kommet for at blive. 

Ligesom gadebørn og -bander. En tur gennem 

byen i dag er ikke stort anderledes end for tyve år 

siden. Musikken, tøjet og slangudtrykkene er ganske 

vist skiftet ud indtil flere gange, men rutinen er 

den samme. Også i år 2001 sidder nerver og næver løst i mange familier. 

De børn, der ikke går til bunds, skrider. Nogle siver bare. Bliver 

usynlige og forsvinder. Andre tæver døren i og bliver væk med et 

brag. Og så finder de hinanden. Søger sammen i grupper og holder 

hinanden oppe i kraven. 

Når jeg møder sådan en ”bande”, kan jeg ikke altid sige mig fri for 

et lille stik af angst. Nu er det ikke mig, der kommer ind i S-toget 

sammen med en flok hujende rødder. Nu er jeg en af de voksne. 

Formodentlig er jeg i deres øjne en del af ”systemet”. Måske foragter 

de mig endda, fordi min lille, men alligevel synlige frygt, sårer 

dem. De ved jo, at de bare er højrøstede på en sjov og rar måde. Det 

ved de andre i kupéen ikke. 

Men jeg burde. 

Dengang var der tre grupper i København, som var særligt udsatte 

for politiets overvågning – og til tider overgreb: christianitter, indvandrere 

og BZ’ere. I dag er der stadig tre grupper, der er særligt 

udsatte: christianitter, indvandrere og ”autonome” – BZ’ernes arvtagere. 

Men af dem især indvandrerne. 

Ligesom de fleste andre marginaliserede reagerer 

mange af dem mod udstødelsen ved at rykke 

tættere sammen. Hvad det angår, er der heller 

ikke forskel på ”indvandrere” og ”danskere”. I 

usikre omgivelser søger man mod det sikre. 

Omgiver sig med mennesker, der genkender og 

deler. Og ligesom med et trommeskin lyder drønene højere, desto 

hårdere man slår. På dem. 

Det er efterhånden noget tid siden, jeg har set ham. Tolv-tretten år 

gammel, halvlangt og halvuglet lyst hår, billigt tøj. Altid med bittert 

drag om munden. Altid med et koncentreret blik i øjnene. De alt for 

voksne øjne. Altid målbevidst, hurtig. I starten med en pose i hver 

hånd. Senere en cykel med cykelkurv. Stenhårde lægmuskler, der 

har gået uendeligt mange kilometer. 

Den lille flaskesamler, som nogle burde give et knus. 

Og en pause. 

29

Når ”vi” afløser ”jeg” 

Forældre, folkelighed og foreningsliv 

af Søren Præstholm og Pernille Boye Koch, geograf og jurist 

Vi bor lige neden for Bellahøj. Om morgenen 

hører vi som regel Adventskirken ringe solen op 

kl. 8, selvom både solen og Thorvald for længst 

har vækket os, og vi faktisk helst skulle være 

ude af døren, når klokkerne trækker i arbejdstøjet. 

Om eftermiddagen når vi triller ned ad 

Bellahøjvej – efter en dag i henholdsvis vuggestue og på arbejde – er 

der frit udsyn mod vest til de to store klokker i tårnet. For Thorvald 

er det for ham mægtige tårn et genkendeligt knudepunkt, der fortæller, 

at nu er vi snart hjemme. Hvad er tårnet og dets evindelige 

ringen i grunden for os? 

Når man er opvokset under Gåsetårnets vinger og i skyggen af Ribe 

Domkirkes Borgertårn er det jo ikke tårnets fysiske fremtoning, der 

gør synderlig indtryk. Men alligevel er dette beskedne murstensbyggeri 

fra fyrrerne vel egentlig også et slags pejlemærke for os. Et 

pejlemærke, der ind imellem hverdagens mange gøremål minder os 

om, at der er noget større end os selv. Og som går på tværs af alle 

økonomiske, kulturelle og sociale skel. Hermed er der tæt forbindelse 

mellem kirken og begrebet ”folkelighed”, som denne årbog 

handler om. For os er folkelighed nemlig, når ”vi” afløser ”jeg”; når 

vidt forskellige mennesker samles om et fælles projekt. 

Men tilbage til cykelturen med en træt dreng i cykelstolen - et ofte 

anvendt og noget forslidt billede på den moderne børnefamilie, som 

efter sigende er så travl og stresset, og som samfundet burde ”gøre 

det lidt bedre” for. Bevares, vel giver børn som udgangspunkt lidt 

mindre tid til at engagere sig i forskellige folkelige sammenhænge, 

når man også har et fuldtidsarbejde at passe. Netop kirken kan være 

svær at komme i med en 2-årig med lidt for meget krudt i. Og ofte 

har man lyst til at bruge tiden på aktiviteter, der 

også involverer ens unger. Men billedet behøver 

slet ikke at males så dystert. 

Børn er nemlig ofte en fremragende katalysator 

for et folkeligt møde, så en nyerhvervet status 

som børneforældre behøver slet ikke at betyde 

mindre folkelighed. I det offentlige rum snakker man pludselig 

med vildt fremmede mennesker. En gammel kone fremturer umotiveret 

om gamle dage med fem børn i en toværelses på fjerde sal, og 

på legepladsen og i bussen kommer man i snak med vildtfremmede, 

blot fordi de også har børn. 

30

En virkelig folkelig succeshistorie er imidlertid i vores øjne mødregruppen, 

som de allerfleste nybagte mødre stifter bekendtskab med. 

I et samfund, hvor folkelighed på mange måder er umoderne, hvor 

vi i højere grad end generationer før os vælger en social omgangskreds, 

der ligner os selv, og hvor vi i vidt omfang er frigjort fra det 

lokale tilhørsforhold på grund af den infrastrukturelle udvikling, - 

da er mødregruppernes succes bemærkelsesværdig. En ny form for 

lokalt forankret, folkeligt fælleskab i en tid, hvor vi ellers bor ét sted, 

arbejder et andet, dyrker fritidsaktiviteter et tredie og har vores venner 

spredt ud over hele hovedstadsområdet og Danmark i øvrigt. 

Selv om det er den lokale sundhedsplejerske, der sammensætter 

mødregrupperne og indkalder til det første møde, så fungerer de 

herefter udelukkende på eget initiativ. 

Kvinderne har ikke andet til fælles, end at de bor 

i samme lokalområde og tilfældigvis har født 

nogenlunde samtidigt. Mødregruppen vil derfor 

ofte bestå af kvinder med vidt forskellig baggrund 

og livserfaring. Med andre ord er der grobund for 

et virkeligt folkeligt møde med det fælles projekt at 

støtte hinanden, så alle får det lettere med den omvæltning, det er at 

få et barn. Vores helt klare indtryk er, at de fleste mødregrupper fungerer 

forbavsende godt. Mange mødes en fast dag om ugen eller 

hver 14. dag hjemme hos hinanden i hele orlovsperioden, der snakkes 

om børn, svigermødre, arbejde og fremtidsdrømme, og man får 

luftforandring fra bleer, mos og opvask via fælles ture og udflugter. 

Selv efter orlov, ja i nogle tilfælde i år herefter, kan man stadig opleve 

mødregrupper mødes. 

Mødregrupperne er hermed blevet et folkeligt fællesskab, der godt 

nok er institutionaliseret og igangsat på offentligt initiativ. Men som 

ikke desto mindre er alt afhængig af de folkelige kræfter i civilsamfundet. 

Det folkelige møde kan stadig være givende for det moderne 

menneske, blot trænger det måske af og til et lille skub for at 

opstå. 

En pendant hertil kan ses i den folkelighed, der 

opstår ved et højskoleophold. For mange – heriblandt 

for os - bliver et højskoleophold rammen 

om et lærerigt folkeligt fællesskab på tværs af 

gængse sociale og kulturelle skel, selv om dette 

sjældent til at begynde med er et bevidst mål for 

den enkelte højskoleelev. Ofte vil det for et ungt menneske være en 

skelsættende erfaring at opleve et engagerende fællesskab med 

unge, man ikke vil møde i de sædvanlige uddannelsesmæssige eller 

arbejdsmæssige sammenhænge. 

31 

Mødregruppen 

Højskoleophold

Folkelig idræt 

på Vesterbro 

Vanskelig 

integration 

Vi mødte Birthe med den voldelige eks-mand, den anoreksi-ramte 

Hellerup-pige og Torben på antabus. Boede, spiste, malede, svømmede, 

festede, spillede volleyball og diskuterede meningen med 

livet med dem. Blev uvægerligt involveret og engageret. Dette folkelige 

møde lægger hos de fleste højskoleelever kimen til meget 

mere end den særinteresse, man oprindeligt kom for dyrke, hvad 

enten det var idræt, digte, musik, medier eller vigtige point til 

adgangsbilletten til drømmestudiet. Desværre for højskoleverdenen 

sælger dette budskab ikke mange billetter i en stadig mere individualiseret 

verden. 

For Søren har netop højskolefællesskabet fra 

opholdet på Gerlev Idrætshøjskole været en vigtig 

ledetråd i et forsøg på at omplante en provinsiel 

gymnastiktradition til et moderne folkeligt foreningsarbejde 

på Vesterbro. 

For 5 år siden kastede 5-6 naive jyder sig ud i netop 

sådan et projekt. Gymnastikforeningen Salto City så dagens lys 

med et enkelt drengehold. Målsætningen for initiativet var, at gymnastikken 

og foreningstraditionen skulle virke som en katalysator 

for bedre integration af nydanskere. Vi fandt dog hurtigt ud af, at 

det i høj grad var os, der trængte til en smule integration! F.eks. 

arrangerede vi weekendtræning med drengene lige netop som 

Ramadanen begyndte, hvorved halvdelen af holdet udeblev. Vi 

oplevede også, at en stor del af drengene måtte fragtes med minibus 

de 500 meter der var fra deres fritidsklub til gymnastiksalen, hvis vi 

skulle være sikre på, at de kom. 

Disse små chok gjorde det udfordrende og spændende, og de 

var måske på mange måder grundstenen til den initiativrigdom og 

gejst, der har præget foreningen siden. Med nu over 700 gymnaster, 

hvoraf omkring halvdelen er børn, er det svært at betegne Salto City 

som andet end en succes. Aktiviteterne er baseret på henved 

60 instruktører og bestyrelsesmedlemmer, der ganske frivilligt og 

helt ulønnet står for aktiviteterne. De gør det, fordi det er sjovt at 

skabe oplevelser for andre, men også fordi de som aktive selv indgår 

i et stort fællesskab, hvor de får masser af oplevelser med de 

andre instruktører. Det lyder næsten for rosenrødt, og det er det da 

også. 

For det første har det vist sig endda meget svært at tiltrække og 

fastholde børn fra den oprindelige målgruppe. For familier af fremmed 

herkomst er der ofte ingen tradition for at sende sine børn til en 

fast ugentlig gymnastiktræning. Og pigerne skal ikke mange klassetrin 

op i skolen, før det for mange er udelukket. Det er med andre 

32

ord svært at opnå en så bred folkelighed i foreningen, som vores 

oprindelige vision var. Vores vision får ellers masser af næring, 

når vi laver åbne arrangementer på gader og pladser rundt om 

på Vesterbro. Ved sådanne arrangementer er der oprigtigt talt sort 

af børn – for det er jo kun leg! Ikke et ondt ord om spontan leg, 

men vi vil jo gerne noget mere. Vi vil jo det forpligtende fællesskab, 

hvor det ikke er lige meget om Amon eller Markus er der i dag 

eller ej. 

Et andet problem ved den bragende succes, er det grundlag, hvorpå 

den hviler: Fire-toget forsyner os nemlig med en lind strøm af nye 

begejstrede ildsjæle, der kommer til hovedstaden for at studere. I 

Salto City finder de noget af det, de kender hjemmefra samt et socialt 

tilhørssted ved siden af deres nye studieverden. Derimod har vi 

haft utrolig svært ved at engagere forældrene til de mange børn i foreningen, 

selvom der da er solstrålehistorier ind imellem. Hvorfor er 

det så svært at få en forælder til at være fast slæber på et børnehold 

eller engageret i bestyrelsesarbejdet? Selv om vi klarer os fint uden 

dem, så vil vi det ikke sådan. Det skal være et fællesprojekt at få foreningsarbejdet 

til at fungere. Og det bliver først for alvor folkeligt, 

når et bredt udsnit af de, der nyder, også yder ud fra en følelse af 

fælles ansvar. 

Det manglende forældreengagement i en tilfældig gymnastikforening 

kan jo have mange årsager. Men man kan nogle gange få en 

stærk mistanke om, at det hænger sammen med klichéen om de 

stakkels forældre med det (lige så stakkels) barn på cyklen. Vi får 

tudet ørerne fulde med, hvor hårdt vi har det, at det er svært ikke at 

blive overbevist! Travlheden er imidlertid ofte hvad man selv gør det 

til. Og man kan stille spørgsmålet, om det virkelig 

er bedre, at familien hygger sig med Hammerslag 

og Matadormix, end at mor træner håndboldpiger, 

mens far vasker trappeopgang med ungerne? 

Mange gange er det ganske givet i god mening, 

at det familienære prioriteres frem for et alment 

engagement. Vi hører jo jævnligt eksperter udtale, hvor vigtigt det 

er, at forældre engagerer sig i deres børn. Børnene skal have masser 

tro på sig selv og et bredt spektrum af kompetencer, hvis de skal 

kunne klare sig i fremtidens globaliserede verden. Derfor kan man 

jo ikke fortænke forældrene i megen fokus på, at den sparsomme fritid 

sammen med børnene virkelig bliver kvalitetstid. Forældre stresser 

rundt for at være det bedste for deres børn. Og engagerer man 

sig f.eks. i forældrebestyrelsen på skolen, så gør man det, fordi ens 

eget barn skal sikres den bedste skolegang og ikke med et alment 

sigte, påpeger flere samfundsforskere. 

33 

Engagement i det 

fælles

Nu er der ikke noget galt i at være engageret i 

sine børn – faktisk tværtimod. Men desværre 

overser man ofte de kvaliteter der ligger i et 

alment folkeligt engagement, og børnene bliver 

i stedet i bedste mening små individuelle projekter. 

Et folkeligt forældreengagement i et foreningsarbejde 

som Salto City ville f.eks. gøre det bedre at være barn 

på Vesterbro. Hvis forældre i bare lidt højere grad så det som et fælles 

projekt at børn generelt skal have det bedre, så ville det i flerfold 

også gavne hver enkelt families små poder. Måske kan vi som 

moderne børneforældre også ”gøre det lidt bedre”! 

34

De studerende og livet i den globale storby 

af Lise Lotz, cand. theol., akademisk medarbejder/sekretær for studenterpræsten 

på de natur- og sundhedsvidenskabelige uddannelser i København 

Det er efterhånden længe siden, at vi begyndte at tale om kloden 

som ”den globale landsby”. Nye kommunikationsteknologier har 

gjort det lige så let – eller endda endnu lettere – at komme i kontakt 

med onkel Bill i Amerika ved hjælp af telefonen, faxen og senere 

e-mail end at mødes med naboen over hækken eller ved gadekæret. 

Billige og hurtige rejseformer har gjort det nemmere at komme fra 

København til Alexandria end til Løgumkloster, og man kan med 

god ret tale om, at verden er blevet mindre. 

De unge - og ikke mindst de studerende - er storforbrugere af de 

nye teknologier, og de rejser som det naturligste af verden med rygsækken 

på ryggen i de fjerneste egne af verdenskortet. De er de tydeligste 

repræsentanter for nye tendenser, selv om alder og uddannelse 

naturligvis ikke er entydige faktorer i den forbindelse. 

De unge er naturligt nysgerrige og åbne for de muligheder, som de 

har fået præsenteret med modermælken, reklamerne, vennerne, 

medierne, uddannelsen. Danske unge er så tilpas privilegerede økonomisk 

og materielt, at de også kan realisere mulighederne. Det er 

bare et spørgsmål om at vælge; alle muligheder ligger åbne i den globale 

landsby. 

Men spørgsmålet er så, om hvor langt billedet af den globale 

landsby holder. Måske har verden snarere udviklet sig til en global 

storby med de særlige kendetegn, som hører den til. 

I landsbyen, den virkelige eller den metaforiske 

globale landsby, hører man hjemme, fordi man er 

født der og ens familie bor der og har boet der i 

generationer. I landsbyen kender man hinanden 

indgående på godt og ondt, og det har alvorlige 

konsekvenser, hvis man bevæger sig uden for 

fællesskabets rammer. På gaden træffer man Egon, som er opereret 

for brok, og som stadig bor hjemme hos sin mor - Bente, som tit 

får en tår over tørsten, men som holder sit hjem skinnende rent 

eller Nikolaisen, der er enkemand, men som har et godt øje til 

skolens tykke matematiklærerinde. Man kender de sociale cirkler, 

som er afgørende for, hvem man omgås og hvem man ikke omgås. 

Man kender hinandens historier; man ved, hvad der gemmer sig 

bag facaderne. Det giver mulighed for at drage omsorg for hinanden, 

men også for at udstøde dem, som ikke følger den accepterede 

norm. 

35 

I landsbyen

I den store by 

I den store by er man oftere, fordi man har valgt at være der. Det er 

her uddannelsen er eller det spændende arbejde, som kommer efter 

endt uddannelse. Her er man for en kortere eller længere periode, 

for at nyde godt af de muligheder, der gør sig gældende her og måske 

netop for at slippe for landsbysamfundets kvælende nærhed. 

Man kan være befriende anonym og skeje ud uden at skulle se nogen 

andre end sig selv i øjnene dagen efter. Man kan være i fred midt 

mellem myriaderne af andre mennesker. 

I den store by er mulighederne for unge – og alle andre - mangfoldige. 

Der skal ikke bare vælges, der skal i høj grad vælges fra. ”Skal 

jeg cykle hen og besøge Rasmus eller tage S-toget ud til Julie? Skal 

jeg gå i biografen eller på museum? Skal jeg læse en bog eller gå på 

internettet? Skal jeg sole mig i Kongens Have eller drikke øl i 

Nyhavn? Skal jeg blive hjemme og se fjernsyn eller skal jeg gå til Fri 

Film sammen med 1000 andre?” Valget står mellem tilbud, som 

peger tilbage på den, der vælger. Ved at besøge en ven kan jeg spejle 

mig i hans/hendes interesse for mig; i mødet med film og anden 

kunst kan jeg få en stor følelsesmæssig oplevelse og på den måde blive 

mindet om, at jeg lever; I Kongens Have arbejder jeg på projektet 

”lækker hud – lækkert liv”. Valget står mellem tilbud, som kan ”bruges 

til noget” lige nu og her. 

For de færreste vil det at gå i kirke dukke op på 

listen over muligheder. I det almindelige hverdagsliv 

er kirken ikke interessant, for den handler 

om noget uden for personen selv, og man er 

reduceret til statist i en meget større forestilling. 

Det passer ikke godt med det velplejede selvbillede. 

”Jeg er stjernen i mit eget liv.” Selv om kendere af kirken vil vide, 

at man netop i den kristne kirke bliver tiltalt og set som værdifuld på 

trods af alle eventuelle fejl og mangler, så er det ikke den oplevelse de 

unge har af det, der sker i en gudstjeneste, og de holder sig væk. 

Et tilbud om at blive en del af et kristent fællesskab ses ikke som 

en positiv og tillokkende mulighed, men lyder som en omklamrende 

indgriben i ens personlige forhold. Det er ikke interessant at være 

sammen med andre fordi de er kristne; det skal være interessant, 

selv om de er kristne. Et eventuelt religiøst sindelag hører i vid 

udstrækning til i de private gemakker, som ingen uinviteret skal træde 

ind i, og man skulle desuden meget nødig opfattes som ”hellig”. 

I de særlige overgangssituationer ved fødsel, krise og død og i forbindelse 

med samliv med et andet menneske, kan kirken dog komme 

på banen som en mulighed. I disse situationer er det indlysende, 

at kræfter, der er større end det enkelt menneske, er på spil, og de 

kristne ritualer kan være med til at skabe rammer omkring de store 

begivenheder. En karakteristisk udtalelse kom aftenen efter terror- 

36

angrebet i USA: ”Vi fik behov for at gøre noget, 

som vi ikke plejer at gøre; derfor gik vi i kirke i 

aftes.” Det er pludseligt legitimt at gå i kirke, for 

det kan gøres - ikke nødvendigvis som et tegn 

på, at man er blevet from eller er begyndt at tro 

på Gud, men - som et tegn på, at man er et medfølende 

og aktivt menneske, der har overskud til at forholde sig til 

livets tildragelser. Et bryllup får betydning, ikke kun fordi det giver 

mulighed for at udtrykke sin forpligtethed over for Gud, men også 

fordi det at komme i kirken er noget særligt, sjældent og enestående, 

ligesom netop vores parforhold er. 

I disse situationer, som er de særlige og ikke de almindelige, har 

kirken en berettigelse i de unge menneskers liv og kan da ikke erstattes 

af noget andet. I disse situationer har det betydning, at kirken er 

vores ”allesammens” store folkekirke med den lange historie og den 

lave fællesnævner; det store fællesskab, som vi næsten ikke selv har 

valgt at være en del af. 

Når man går på gaden i byen mellem hjem, uddannelse, arbejde, 

venner eller rejser rundt i hele verden rent fysisk eller digitalt via 

internettet møder man i løbet af en dag hundredvis af mennesker, 

som man ikke kender. Og reklamerne og tidligere erfaringer fortæller 

”En fremmed er en ven, som du ikke har mødt endnu.” 

Enhver man møder er en potentiel ven, og i princippet må man 

hver eneste gang man træffer et nyt menneske foretage valget. ”Skal 

den rødhårede knægt på Yamaha-motorcyklen, som jeg mødte på en 

restaurant i Kathmandu, være min ven? Skal den tynde dame med 

kongepuddelen, som køber ind i den samme Netto som jeg? Eller 

hvad med den person i Venezuela, der lider af aniridia congenita, 

ligesom jeg selv og ca. 41 andre i Danmark, som jeg chattede med i 

nat?” 

Det er på mange måder en positiv indstilling, som giver plads til 

tolerance og interesse for hinanden, men det er naturligvis ikke 

muligt at foretage en grundig overvejelse hver gang man ser et andet 

menneske; man vil jo blive vanvittig, og derfor må man oparbejde 

sorteringsmekanismer, som gør det muligt at færdes i den globale 

storby uden at blive fuldstændigt rundtosset. Det er nødvendigt at 

sorteringen kan foregå lynhurtigt – på et øjeblik – og det vil ofte blive 

netop de visuelle signaler, der bliver afgørende for, om der bliver 

dømt ”ja” eller ”nej” til yderligere interesse for det andet menneske. 

Udseendet og andre umiddelbart tilgængelige indtryk og informationer 

kommer i fokus, fordi de skal bære koden for, hvad der er 

inden i et menneske. På et splitsekund bliver den anden vurderet, og 

den samme vurdering underkaster man sit eget spejlbillede hver 

37 

”En fremmed er en 

ven, du ikke har 

mødt endnu….”

Medier og 

informationsmængder 

Valgene 

morgen og valgmulighederne diskuteres. ”Vil jeg være sej i dag med 

sorte lakstøvler og røde læber, eller skal jeg være mere økologisk, 

blød og praktisk? Skal jeg have dyr parfume på eller bare en god og 

effektiv deodorant fra Matas?” Alt er tilladt i moden. Valgmulighederne 

på imagehylderne tælles i tusinder. 

Informationsmængden, som rammer den enkelte, som færdes i byen 

er tilsvarende enorm. De allerfleste ser – mindst - lidt fjernsyn hver 

dag og hører radio, og selv på de mest poppede og ungdomsfikserede 

kanaler drøner oplysningerne ud. Om musik, kendte, verdensnyhederne 

i overskrifter og om dejlige livsnødvendige produkter, 

der ikke koster andet end penge. 

Vi ved alle, hvordan man bruger en telefon, og at vi så let som 

ingenting kan komme i kontakt med snart sagt hvem som helst i hele 

verden ved at trykke et antal gange på apparatet. Med mobiltelefonernes 

indtog er denne mulighed blevet yderligere mange gange 

forstørret. Man kan ikke bare selv få fat i dem, man vil, man kan også 

selv blive nået døgnet rundt. 

Hvis man ikke lige bor i Paris eller har lyst eller råd til at rejse derhen, 

kan man i løbet af få sekunder klikke sig frem til det virtuelle 

Louvre og få en fin, guidet rundtur i kunstens verden. Hvis man gerne 

vil snakke politik med Poul Nyrup kan man i stedet for at gå til 

vælgermøde sende ham en mail og forvente svar i løbet af kort tid. 

Hvis man har lyst til at tale med nogen, men synes at bumsen på 

næsen er for pinlig, og det er for besværligt at cykle hen til sin bedste 

ven, når det regner, kan man finde sig en ny ven på chatten. 

De fleste studerende holder sig i det mindste nødtørftigt orienteret 

ved hjælp af aviser – nu også de nye gratis af slagsen, hvoraf 

mindst den ene har de unge som erklæret målgruppe, og nyhedsportalerne 

på internettet er populære. Reklamer trænger sig på i alle 

former: plakater, malede taxier, T-shirts, butiksfacader, bycykler, 

spammails, gratis vareprøver og meget andet. 

Tilbud og invitationer til arrangementer, der rækker fra ulandsseminar 

om magtstrukturer i udviklingslandene til studenterpræstens 

oktoberfest, møder i film- eller dykkerklubben, fagrådet eller FADL, 

mere eller mindre socialt orienterede skirejser til Frankrig eller dissektionsture 

til Tjekkiet hænger i tykke lag på fakulteternes opslagstavler 

og fylder spalte op og spalte ned i de store og små tidsskrifter, 

der udgives for, til, om eller af de studerende. Alle arrangører kæmper 

mod hinanden og kæmper for at få deltagere nok. 

De store, komplicerede problemstillinger er vanskelige at få hold på, 

og man fokuserer i stedet på de mindre sammenhænge, som man 

kan have en vis umiddelbar indflydelse på. Kæresten eller den aller- 

38

nærmeste familie bliver uendelig vigtig. Det at få et 

barn kan have afgørende betydning, og cirkelen kan 

snævres yderligere ind til kun at omfatte ”mig, mig, 

mig.” Kroppen bliver stedet, hvor man demonstrerer 

sin betydning i verden. Kroppen kan pyntes 

eller trænes, men den kan også pines og udsultes i et 

desperat forsøg på at vise sig selv og andre, at man 

eksisterer, har magt over tingene og gør en forskel. 

De små valgte fællesskaber – eller den invaliderende mangel på 

samme - har, så længe de varer, en kolossal betydning for den enkelte. 

Et evigt tilbagevendende tema i den engang meget populære TVserie 

”Beverly Hills 90210” om de unge, smukke og rige, var venskabernes 

betydning. ”Når Brenda gør sådan, kan hun så være min 

ven? Når Brandon ikke gør sådan, må vores veje så skilles?” Det venskab 

som i sidste uge stod igennem sygdom og kærestesorg, vakler 

i denne uge, og verden er tæt på at bryde sammen, når vennerne ser 

ud til at svigte. 

Friheden i valgsituationen er nærmest total, men også snublende 

tæt på at være totalt lammende. De færreste vil opgive den frihed, 

som ingen andre i verdenshistorien har været i besiddelse af i samme 

mål, men bagsiden af medaljen, som kan mærkes mod huden 

mens man nyder forsiden, er faren for at komme til at svæve i det 

rene ingenting. Når alt kan vælges eller vælges fra, når alt kan drøftes 

og argumenteres for - ligeværdigt for eller imod, bliver tilværelsen 

uden nogen form for fortøjring eller anker, der 

kan markere en vis retning og mening, som ikke er 

til evig og udmattende diskussion. For ikke at miste 

orienteringen totalt kan det være nødvendigt at 

overdrive markeringen af et truffet valg og det kan 

være nødvendigt at holde godt fat på en beslutning, 

selv om den viser sig at have åbenlyse svagheder. 

Valgene, som man foretager, er ofte velovervejede, og resultatet af 

disse beslutninger peger kun tilbage på personen selv. Hvis valget 

viser sig at være frugtbart, kan man rose sig selv for det og være tilfreds 

med sig selv. Hvis valget derimod får anderledes kedelige og 

upassende konsekvenser, er man også den, der må stå for skud. 

Gode og dårlige hændelser i livet opleves for en stor del som den 

enkeltes eget ansvar, og så længe det går godt er det opbyggende og 

styrkende for selvfølelsen. Når det går mindre godt, bliver ansvaret 

tonstungt. Danske studerende er alt andet lige en lille gruppe af verdens 

”stærkeste” individer. De er vant til at have styr på tilværelsen 

i næsten alle dens facetter. Når modgangen viser sig, som den gør i 

større eller mindre grad i alle menneskers liv, er chokket så meget 

desto større, mere pinligt og smerteligt. 

39

Kirken i 

uoverskueligheden 

Det, at alting kan vælges eller vælges fra, er til gengæld ikke en tilstand, 

som de unge har valgt og kan vælge fra. Stort set alle deres 

livserfaringer fortæller, at intet er absolut, og intet er 100 procent, 

hvad det giver sig ud for at være. ”Mine forældre er blevet skilt, troværdige 

politikere er taget med fingrene i kagedåsen, katolske præster 

misbruger messedrenge, skolepsykologen forstår mig ikke, men 

det gør pedellen.” At nogen, f.eks. præsten, hævder, at der er visse 

ting i tilværelsen, der ikke står til diskussion, hænger meget dårligt 

sammen med disse erfaringer. Og står valget mellem ord, uanset 

hvor smukke og tillokkende de måtte lyde, og egne erfaringer, ja, så 

er det erfaringerne, der løber af med sejren. I det mindste så længe 

tilværelsen en nogenlunde under kontrol. 

Selv om den enkelte kan se vanskelighederne i ikke at have nogen 

absolutte og urørlige værdier i sit liv, er det ikke muligt bare at 

bestemme sig for at noget skal have karakter af at være u-valgt. Man 

er bevidst om, at det også vil være et valg man foretager, og at det 

kan gøres om to minutter eller to årtier senere. 

Bykulturens mange muligheder er blevet tilgængelige for enhver i 

hele landet, i hele den vestlige verden. De er blevet så uendelige i antal 

og omfang at mennesker, der færdes både i den konkrete storby og lige 

så hjemmevant i den medieskabte by, både opøver evnen til at vælge 

og vælge fra. Uoverskueligheden er et grundvilkår, som den enkelte 

må holde i ave ved benhårdt at sortere i de områder, som man vil 

engagere sig i; det være sig andre mennesker, politiske sammenhænge, 

etiske, sociale problemstillinger, aktiviteter. Kirken vil meget 

ofte blive valgt fra, men de fleste både gamle og unge ved, at tilbuddet 

findes. Godt nok som ét blandt mange, men dog som et, der er til 

at regne med, og som har sin vigtige placering i tilværelsens yderste 

periferi. 

Kirken må være klar over, at det forholder sig på denne måde og 

få ambitionsniveauet i forhold til de unge derhen. Det er naturligvis 

vigtigt at holde en høj og velovervejet standard i forholdet til de 

unge – og alle de andre, som kommer mere eller mindre hyppigt i 

kirken, og det arbejde skal prioriteres højt. Men man kan ikke forvente, 

at klassiske kristne, kirkelige, forpligtende fællesskaber vil 

blomstre op, hvis bare man viser tilpas mange gode film eller taler 

de unges eget sprog. Man kan ikke forvente af de unge, at de vil gå 

til højmesse hver – eller bare hver anden søndag – selv om præsten 

prædiker både godt og vedkommende. Man kan ikke forvente, at de 

unge forpligter sig ud over det, som giver mening i øjeblikket. 

Men man kan forvente, at de unge vil komme til kirken, når de har 

brug for den. Og så er det vigtigt, at den er der, og at den er klar til 

at tage imod dem og klar til at lade dem forsvinde ud i mylderet i 

40

den globale storby igen. 

Mænd, kontaktløshed og fællesskab 

af Paul Lyngbye, cand. mag. i psykologi og kommunikation & cand. odont. 

Mænd dør gennemsnitlig fem til seks år før kvinder. Indtil halvfjerdsårsalderen 

burde de fleste mænd dog – rent statistisk – være i 

live endnu. Men hvor er de? De er svære at få øje på i fællesskaber 

som f.eks. aftenskole og motionshold. Nogle finder nok vej til fællesskaber 

i f.eks. værtshusmiljøet, men hvor er resten af de ”usynlige” 

mænd? Sidder de alene foran fjernsynet og visner? 

I bogen ”Den psykiske krop” fra 1993 skriver psykologen Birthe 

Loa Knizek, at langtidsstudier fra USA, Finland og Sverige har 

påvist, at det bedste middel til at forudsige dødsfald er omfanget og 

kvaliteten af personens sociale relationer. Det vil sige, at jo flere kontakter 

og jo mere dybtfølte relationer et menneske har, desto sikrere 

er det på et langt liv. De sociale kontakter betyder generelt overordentligt 

meget for menneskets sundhedstilstand, men på forskellig 

måde for kønnene. Drenge er mere ømfindtlige, hvad angår problemer 

i deres omgangskreds. Således viser det sig, at det specielt er for 

mændene, at de sociale kontakter er livsvigtige. Jo mindre kontakt 

mændene har med ægtefælle, familie, venner, naboer og arbejdskolleger, 

jo større er sandsynligheden for, at de dør tidligere. 

De ”usynlige”, ”kontaktløse” mænd trues altså af en tidligere død. 

Men – hvis vi vil prøve at hjælpe dem ved at bringe dem ind i et fællesskab 

– hvor finder vi dem? Og hvad skulle vi sige for at komme 

i kontakt med dem? 

Det er umuligt at besvare disse spørgsmål fyldestgørende. Men jeg 

vil i denne artikel forsøge at komme med nogle bud på svar ud fra 

de mænd, jeg stødte på i forbindelse med et forskningsprojekt for 

nylig (Lyngbye, 2000). Undersøgelsen havde et ganske andet sigte, 

men en temmelig stor andel ”kontaktløse” mænd viste sig at dukke 

op. 

Baggrunden for undersøgelsen var ønsket om at 

bremse og forebygge den stigende forekomst af 

prostitution i Danmark ved at påvirke efterspørgselssiden 

med passende budskaber. Mindst hver 

syvende danske mand mellem l6 år og op til 59 år 

har besøgt en prostitueret kvinde og omkring halvdelen af de mænd, 

der besøger prostituerede kvinder er gift eller lever i fast parforhold. 

I nutidig kommunikationsvidenskab er der enighed om, at man 

”ikke har en chance for at få sine budskaber ind under huden på sin 

målgruppe, hvis man ikke tager udgangspunkt i deres univers” 

41 

Undersøgelsens 

baggrund og formål

Marginalisering 

og offerstrategi 

(Helder&Pjeturson, 1999). Derfor var undersøgelsens primære formål 

at skaffe sig indsigt i de mandlige prostitutionskunders univers. 

Mændene henvendte sig på baggrund af tre avisannoncer og i alt 41 

mænd i alderen 20 år op til 68 år blev interviewet. 

Samtalerne gav mig et broget indblik i mænd fra alle samfundslag. 

Der var store forskelle fra det ene menneske til det andet og jeg havde 

svært ved at genfinde det stereotype fjendebillede af stærke, kvindeundertrykkende 

og stupidt-liderlige mænd, som vi er blevet indpodet 

i den offentlige debat. Enkelte af mændene syntes tværtimod 

at være faret vild i deres liv, mistet kontakt og at have brug for en 

udstrakt hånd. 

Det løsrevne, kontaktløsheden fandt Gunnel Andersson-Collins så 

karakteristisk, at hendes kunde-undersøgelse fra 1990 fik titlen: 

”Solitärer”. Hun skriver: ”Et dominerende indslag i samtalerne med 

mændene har således været forskellige former for ensomhed – socialt, eksistentielt 

og også seksuelt. Det er en del af mændenes livsvilkår, udenfor 

prostitutionssammenhængen.” 

Omkring halvdelen af de mænd, jeg interviewede, var ugifte og 

syntes at have svært ved at knytte sig til kvinder over længere tid. 

Generelt havde de få, kortvarige forhold og bevarede egen bopæl. 

Forbindelsen til forældre eller søskende kunne være afbrudt og ofte 

var der også bristende kontakt til arbejdskolleger. Børn havde de 

ikke, hvilket ellers indebærer en livslang tilknytning. 

At gå til prostituerede kvinder var for en del af 

mændene et forsøg på at komme ud over kontaktløsheden. 

I en af verdens mest omfattende kundeundersøgelser 

observerede Martha Stein (1974) 

samværet mellem 1.242 mænd og 64 prostituerede 

callgirls i New York. Hun fandt, at 52% af mændene 

havde behov for kriseintervention eller anden 

empatisk hjælp, når de opsøgte en callgirl. Enkelte af de mænd jeg 

talte med betegnede direkte den prostituerede som ”psykoterapeut”. 

Set med Steins øjne var den terapeutiske dimension så udtalt, 

at prostituerede kvinder efter hendes opfattelse burde have mulighed 

for at efteruddanne sig i psykologi og etablere hen- og tilbagevisningspraksis 

med psykologer og psykiatere. Hér skal indføjes, at 

Steins synspunkt må ses i lyset af, at næsten al prostitution i 

Danmark efterhånden foregår indendørs, men at det alligevel er de 

2- 4% gade-og narkoprostituerede, der dominerer mediebilledet. 

Som påpeget af bl.a. Hydén (1990) forstærker det et menneskes 

kontaktløshed i ”den almindelige” samfundsorden, når det søger til 

den stigmatiserede prostitutionsverden. Oplevelser fra denne verden 

må holdes hemmelige i den almindelige samfundsorden. Dette 

42

dobbeltliv opspalter personligheden. Mennesket 

– mand eller kvinde – risikerer herved at glide 

længere og længere ud mod en marginaliseret 

position. En position, hvor nogen måske går til 

bunds og andre måske vender ryggen til ”den 

almindelige” samfundsorden. 

Grupper, der oplever sig som marginaliserede og som ”ofre” kan 

føle sig berettigede til at slå til med ”retfærdig” hævn. Hvor ødelæggende 

det kan være for den almindelige verdenssamfundsorden, 

så vi et eksempel på ved World Trade Center-katastrofen den 11. september 

2001. Frygtindgydende styrke kan der hentes i dyrkelsen af 

offerpositionen. Derfor er der grund til at være på vagt over for personer 

og organisationer, der opbygger politisk magt ved konsekvent 

at tale om ofre, udpege fjender og tale om hævn/retfærdig straf. Den 

amerikanske psykiater James Gilligan har sagt, at ”forsøget på at opnå 

og opretholde retfærdighed, eller på at genoprette eller forhindre uretfærdighed, 

er den eneste og universelle årsag til vold.” 

Dertil kommer, at det er krænkende at fastholde andre mennesker 

i en offerposition og søge at klientgøre dem. Som man ved fra arbejdet 

med bl.a. voldsofre, skal ofrene hurtigst muligt væk fra offerpositionen. 

Navnlig skal de hjælpes til at få øje på og at bruge deres 

tilbageværende ressourcer, hvis de skal få det bedre. 

En ”retfærdig” straf for at signalere afsky over for alle sexkøbende 

mænd arbejder bl.a. feministiske kredse aktuelt på at indføre. Hvad 

sker der, hvis det lykkes? Indendørs prostitution er den altovervejende 

prostitutionsform i Danmark og bliver næppe mindre. Det 

viser de svenske erfaringer. I Norge er Pro-Sentret imod kriminalisering 

af kunderne. Centerleder Liv Jessen mener, at det mest vil 

skade de prostituerede kvinder og ikke være gavnligt at sætte endnu 

en gruppe udenfor i skammekrogen. 

Spørgsmålet er, om ikke man – i stedet for at udelukke – skulle prøve 

at strække hånden frem og finde ud af, om der var nogen, der tog 

imod den. Selve det at blive lyttet til, at blive ”set” som medmenneske, 

kan af og til katalysere livsforandringer i positiv retning. 

Steinar Kvale skriver i bogen ”InterView” (1997): ”Et veludført kvalitativt 

interview kan være en sjælden og berigende oplevelse for den interviewede. 

Det er næppe nogen helt almindelig oplevelse i dagliglivet, at et 

andet menneske i en time eller mere kun er interesseret i, lydhør over for og 

så godt som muligt søger at forstå en andens oplevelser og opfattelser af 

et emne.” 

Året efter interviewene i min undersøgelse kontaktede jeg mændene 

igen for at få tilladelse til at offentliggøre deres livshistorier i 

bogform. Denne opfølgning var hverken planlagt eller forventet. Da 

43 

At inkludere eller 

udstøde

jeg spurgte, hvordan det var gået siden sidst, viste det sig, at mere 

end halvdelen af dem helt eller delvis var ophørt med at besøge 

prostituerede. Ændringen var tilsyneladende knyttet til forskningsinterviewet. 

Kommentarer var f.eks.: ”Pludselig så du dig selv med dine 

egne øjne, ligesom fra sidelinjen af. Samtalen har fået mig til at tænke over 

tingene”. Eller: ”Du har været god til at lytte, stille de spørgsmål, der åbner 

dørene.” 

Et eksempel var en 30-årig, der livet igennem havde oplevet udstødelse 

pga. et talehandicap. Selv på massageklinikker blev røret smidt 

på, hvis han ringede for at bestille tid hos en prostitueret. Inden 

interviewet havde han kun haft seksuelt samvær med prostituerede 

kvinder mod betaling. Året efter var han blevet gift og gik ikke 

længere til prostituerede. 

Et andet eksempel var en 50-årig, der var 

indremissionsk opdraget med forbud omkring 

det seksuelle. Ud over sine ægteskaber havde 

han haft sex med mere end fem hundrede forskellige 

prostituerede kvinder. Det var han 

holdt op med i det forløbne år. Da bogen 

”Mænd der betaler kvinder” udkom, lød en avisoverskrift: ”Købesex 

– et skrig om hjælp”. Det budskab glædede ham så meget, at han 

skrev til mig, bl.a.: ”Den hjælp, jeg har haft brug for gennem årene til at 

komme ud af min tvangsadfærd (onani, besøg hos prostituerede) er at 

møde mennesker, som ville og kunne lytte efter mine følelser og mine behov 

bag ved mine ord, på en indfølende facon og uden at fremsætte egne 

vurderinger, fortolkninger, domme. Den hjælp har jeg mødt og fået hos 

dig”. 

Et tredje eksempel var en 50-årig, hvis sociale 

kontakter på forskellig vis var glippet trods forsøg 

på det modsatte. Da han var i tyverne forelskede 

han sig i en kvinde på sin arbejdsplads. 

Han kom til at overhøre, hvordan hun hånede 

ham over for sine veninder pga. hans lette fysiske 

handicap. Derefter opgav han at have seksuelt samkvem med 

andre kvinder end prostituerede, som han betalte. Kort før interviewet 

var han blevet udskilt fra arbejdsmarkedet og var som førtidspensioneret 

meget alene. Året efter sagde han: ”Kan hverken se ende 

eller begyndelse på min situation, økonomisk og socialt”. I det forløbne år 

havde han ikke opsøgt prostituerede. 

Eksemplerne kan der naturligvis ikke generaliseres ud fra. 

Alligevel fortæller de noget om nogle af de ”usynlige” mænd, der 

var udgangspunkt for artiklen. Om konsekvenser af opspaltning, 

marginalisering, gradvis nedbrydning af sociale kontakter, forringet 

livskvalitet og risikoen for tidligere død. 

44

De ”usynlige” mænd er en samfundsgruppe, som vi har brug for 

mere viden om. Vi ved uhyre lidt. Jeg kan derfor ikke besvare, men 

kun belyse, artiklens indledende spørgsmål ud fra min undersøgelse 

som forsøgt ovenfor. De videre perspektiver er åbne og appellerer til 

indsats fra engagerede mennesker. Foreløbig kan det fastslås, at en 

del af de ”usynlige”, ”kontaktløse” mænd opsøger prostituerede 

kvinder og betaler for (seksuelt) samvær. At en del af dem ønsker at 

blive lyttet til uden at blive fordømt og at en del af dem selv er motiverede 

for at komme videre i livet og ud af prostitution. 

Artiklen har også fortalt om de muligheder, 

der kan åbne sig i det medmenneskelige møde. 

I Det ny Testamente er Jesus-budskabet at inkludere 

medmennesket. Folkekirkens fællesskab 

kunne dermed være udgangspunkt for at 

udstrække en hjælpende hånd – eller snarere et 

lyttende øre – til nogle af disse mænd. 

Andersson-Collins, G. (1990): “Solitärer. En rapport om prostitutionskunder”,. 

Stockholm. Socialtjänsten, forsknings- och Utvecklingsbyrån. 

FoU-rapport nr. 124. 

Helder, J. & Pjetursson (red.) (1999): ”Modtageren som medproducent 

– nye tendenser i virksomhedskommunikation”, København. 

Samfundslitteratur. 

Kvale, S. (1997): ”InterView. En introduktion til det kvalitative 

forskningsinterview”, København. Hans Reitzels Forlag. 

Hydén, L.C. (1990): ”De osynliga männen. En socialpsykologisk 

studie av manliga prostitutionskunder”, Stockholm. FoU-rapport 

nr. 122. Stockholms socialforvaltning, FoU-byrån, 106 64 Stockholm. 

Knizek, B.L. (1993): Den psykiske krop. Om sundhed, sygdom og 

køn”, København. Gyldendal. 

Lyngbye, P. (2000): ”Mænd der betaler kvinder – om brug af prostitution”, 

København. Roskilde Universitetsforlag. Yderligere oplysninger 

på www.lyngbye.net 

Stein, M. (1974): ”Lovers, friends, slaves... The Nine Male sexual 

Types. Their Psycho-Sexual Transactions with Call-Girls”, New 

York. Berkley Publishing Corporation. 

45 

Videre perspektiver 

Referencer

Sproget 

Regionalpatriotismes folkelige fundament 

af kommunikationsrådgiver Jacob Ludvigsen, førstegenerations dansk indvandrer 

på Bornholm 

Den 10. april 1999 dannede 12.000 bornholmere ring om Almegaards 

Kaserne, der var udset som offer for den danske stats militære spareplaner. 

Mange var direkte berørt som tjenstgørende eller ansatte 

ved Bornholms Værn, andre var gennem familie og venner knyttet 

til garnisonen. For hele Bornholm betød afviklingen af denne hærenhed 

et tilbageslag, fordi kasernen var en stor arbejdsplads og en god 

kunde, og derudover følte nogle det som en slags forrædderi, at 

Bornholm blev afvæbnet og landforsvaret overladt til hjemmeværnsenheder. 

Reelt var Bornholm ikke beskyttet af NATO i de knap 50 

år, den kolde krig varede, og Bornholm måtte betale en meget høj 

pris for, at Stalins Røde Armé kunne få en del af æren for Danmarks 

befrielse i 1945. Rønne og Nexø blev sønderbombet, 

og USSR besatte Bornholm frem til 

april 1946. Mirakuløst nok forlod tropperne 

Bornholm frivilligt – en bornholmsk vits i 

begyndelsen af 1990’erne lød: ”Det var i grunden 

kedeligt, at russerne ikke blev her dengang, 

for så havde vi været frie i dag.” 

I kraft af sin beliggenhed fjernt fra ejeren, Kongeriget Danmark, har 

Bornholm sin egen historie. Landet Bornholm, som man sagde forr i 

tier. Uafbrudt dansk ejerskab siden 1658 har udgjort en vedvarende 

undertrykkelse af bornholmsk sprog og kultur, som ikke blev anset 

for at være ligeværdig. Kirke, skole og administration foregik på 

dansk, det bornholmske levede mand og mand imellem. I dag kunne 

man føje ”bællastâuan”, altså børnehaverne, til listen over de foranstaltninger, 

hvor der praktiseres bornholmsk sprogafvænning. At 

modersmålet således groft diskrimineres er forbavsende, ikke 

mindst i en tid hvor der ofres store resourcer på tosproget opdragelse. 

Alverdens tungemål har forrang for bornholmsk. Og danske 

ministre ler åbenlyst, når man påpeger bornholmsks ret til at blive 

defineret som et mindretalssprog. I Færøerne har det folkelige fællesskab 

en ekstra dimension i form af et fælles 

sprog med egen retskrivning. På Bornholm findes 

der ikke en bornholmsk skolebog, for den er 

ikke omfattet af den danske læseplan. Hvis den 

undertrykkelse praktiseredes i Makedonien 

eller Malawi, ville diverse menneskerettighedsorganisationer 

gribe ind. 

46

Når man iagttager den voldsomhed, hvormed sprogstridigheder 

udspiller sig i andre lande, må man betegne den bornholmske holdning 

som endog særdeles flegmatisk og defaitistisk. Man har givet 

op. Det danske tryk er så overvældende, at man ikke længere formår 

at slås for retten til at bevare og udvikle dette gamle østdanske sprog 

med dets vidunderlige skatte. I 1930’erne var der en bornholmsk 

sprogbevægelse, men den blev kvalt. Bornholms Radio sender et 

bornholmsk sprogminut ved lektor Ivar Lærkesen, og Bornholms 

Tidende har en ugentlig rubrik med sproglige finurligheder, samlet 

af Leif Henriksen. Begge er fødte bornholmere, men herudover er 

det bornholmske sprog en gæst i presse, radio og tv. 

Man kan sætte spørgsmålstegn ved, om bornholmsk overhovedet 

har en eksistensberettigelse i en moderne verden, hvor også rejsetiden 

mellem Bornholm og Danmark er reduceret. Men ingen anfægter 

de to andre koloniale sprog i kongeriget, det for os totalt artsfremmede 

grønlandsk og det norrøne færøske mål; indtil 1944 hørte 

islandsk også med i den danske sprogpalet. 

Hvis historiens kort var spillet anderledes gennem det forgangne 

årtusinde, kunne Bornholm have været russisk, polsk, tysk eller 

svensk ejendom. Øerne Dagø og Øsel (nu Saaruma og Viiruma og 

under Estland) var danske frem til 1645. Der er således ingen naturlov, 

som betinger en særlig dansk førstefødselsret til Bornholm. 

Under Wienerkongressen i 1813 var Danmark faktisk parat til at forære 

Bornholm væk, og i foregående århundreder blev klippeøen 

pantsat til lybækkerne. Nu befriede bornholmerne Jens Kofoed, 

Villum Clausen og Povl Anker os den 8. december 1658, og af 

lutter glæde over det bornholmske tilbud om at lade sig indlemme 

i Kongeriget tilstod Kong Frederik III Bornholm særlige 

skatte-, brændevins- og værnepligtsprivillegier, som siden blev inddraget. 

Man kan ikke tale om bornholmsk folkelighed uden at komme ind 

på historien og sproget, for i sig rummer den lurende utilfredshed 

med Danmark kimen til en mere forbitret strid, som kan manifestere 

sig i en bestemt sag, f.eks. et trafikoprør når rederiet Bornholmstrafikken 

skal afvikles år 2004-5. Når over en fjerdedel af Bornholms 

befolkning kan samles til en demonstration omkring kasernen, så 

udtrykker det en fælles irritation over konsekvenserne af den fjernstyring, 

som udgår fra København. Bornholm fik en slags nødhjælpspakke 

fra staten i 1993, men på det økonomiske og materielle plan må 

indbyggerne leve med en markant lavere gennemsnitsløn og en højere 

arbejdsløshed, og en række offentligt subsidierede beskæftigelsesprojekter 

har ikke ført til det ønskede resultat. Sæsonledigheden 

er meget høj, især inden for turisme og fiskeri. 

47 

Historien

Avis og medier 

Folkelighed kan opfattes som et synonym for 

fællesskab. Man kan egentlig ikke tænke de to 

begreber adskilt fra hinanden. Den bornholmske 

folkelighed, hvis særpræg disse refleksioner 

søger at give et signalement af, har i kraft af produktions- 

og kommunikationsmidlerne ændret 

sig i de sidste 150 år. Samfærdslen foregik i særdeleshed ad søvejen, 

da vejnettet var elendigt. En trussel mod denne transportform var 

jernbanerne, der fra århundredeskiftet revolutionerede Bornholms 

infrastruktur og blev et netværk med mange lighedspunkter til det 

internet, der 100 år senere forandrede kloden. Købstaden Svanekes 

handel var domineret af syv købmandsgårde med tilhørende rederier, 

og de ønskede ikke jernbaneforbindelse. Resultatet blev, at 

Svaneke stod stille, hvilket vi af bybevaringsmæssige grunde må 

glæde os over i dag. 

Et eksempel på folkeligt fællesskab finder vi netop i Svaneke, hvis 

klassiske torv siden 1982 har dannet rammen om et frodigt marked 

hver lørdag fra maj til jul. Byens befolkning køber grønt og fisk og 

sjove ting, og turisterne er såmænd også velkomne. Flere hundrede 

Svaneke-boer og folk fra andre bornholmske egne slentrer rundt på 

torvedagene og møder hinanden, drikker en øl eller en kop kaffe og 

sludrer om løst og fast. Samtidig har de torvehandlende gjort produktion 

og torvehandel til en livsform, som har givet dem identitet 

og respekt plus lidt lommepenge. 

Med et oplag på 14.500 daglige eksemplarer har Bornholms Tidende 

adgang til de fleste hjem og virksomheder, og det er stadig almindeligt, 

at man lader avisen gå videre til naboen. Avisen kommer om 

eftermiddagen, om morgenen hører man DR’s regionalradio og nærradioen 

Bornholms Stemme – kl. 19,30 sender TV2 Bornholm nyheder. 

Så selv om mange stadig begræder, at det socialdemokratiske 

dagblad Bornholmeren blev aflivet i 1994, er der et ganske højt antal 

journalister og mediearbejdere i forhold til indbyggertallet på 43.000. 

Bornholms Radio har flere lyttere pr. 1000 indbyggere end de tilsvarende 

stationer i Danmark, og det afspejler igen det stærke engagement, 

der præger det bornholmske folk, og som er af en anden natur, 

end hvis man f.eks. bor i en københavnsk omegnskommune. En ekstra 

nyhedskilde er internetavisen Bornholmdirekte, lanceret i efteråret 

2001 af journalist Bjarne Hansen. 

”Klippeøens kvinder og mænd – fødte og førte 2000” er en slags 

blå bog (vægt 1,8 kg.) med over 1100 biografer over bornholmere. 

Søren Randbøll Wolff, der selv er den tredjesidste i registret, har som 

tidligere redaktør af Bornholmeren udnyttet sin enorme viden om 

mennesker til at udsende og redigere et væld af oplysninger om de 

48

par procent af befolkningen, som mere eller mindre udgør det 

offentlige Bornholm, hvortil kommer en fortegnelse over afdøde 

bornholmere. Nogle skumler naturligvis over bogen, andre har frabedt 

sig optagelse, fordi det tolkes som noget snobbet eller elitært, 

men uanset sådanne forudsigelige holdninger afspejler værket den 

høje grad en engagement, der præger Bornholm trods alle ilde varsler 

om folkelighedens forsvinden. 

Når der af og til er isvinter med kraftigt snefald, påtager Bornholms 

Radio sig at meddele aflysninger af arrangementer, og da forbløffes 

man over, hvor mange aktiviteter der i grunden er på en almindelig 

hverdag – idræt, musik, bridge, skak, undervisning, ridning, landbrugsmøder, 

skydebrødre, studiekredse og generalforsamlinger. 

En række foreninger samler mennesker på tværs af 

erhverv og politisk ståsted. Kunstgalleriet Kaffeslottet 

i Gudhjem har en venneforening med knap 

200 medlemmer, som slutter op om dette 

center for nyere dansk og bornholmsk kunst. 

Foreningen Kuremøllens Venner har knap 100 

medlemmer, som støtter vedligeholdelsen af en 

mølle fra 1861. Rønne Theaters Venner med henved 400 medlemmer 

skaffer midler til restaureringen af det atmosfærefyldte teater fra 

1823. Det er blot tre eksempler på støttekredse, som samler mennesker 

omkring et bestemt formål. Tilsvarende er Bornholms 

Museumsforening, Foreningen Bornholm og Bornholms Historiske 

Samfund (750 medlemmer) solidt forankret i folkelivet. 

Sportsforeningerne samler fortsat mange aktive udøvere og frivillige, 

som lægger mange kræfter i at arrangere såvel turneringer som 

loppemarkeder, havnefester og lignende, der skal rejse penge til 

arbejdet. Bornholms FC er et forsøg på at stille et bornholmsk elitefodboldhold 

på benene med en solid sponsoropbakning. 

Ved en folkeafstemning den 29. maj 2001 sagde et flertal af bornholmerne 

ja til, at de fem kommuner Rønne, Hasle, Allinge-Gudhjem, 

Nexø og Aakirkeby samt Bornholms Amtskommune lægges sammen 

til en administrativ enhed. Man kan sige, at de bornholmske 

vælgere gav politikerne en blankocheck til at finde den bedst mulige 

løsning, idet afstemningsoplægget var aldeles abstrakt og slet 

ikke forklarede, hvordan den fremtidige struktur skal se ud. Vage 

visioner om en decentral løsning, hvor de enkelte forvaltningsgrene 

placeres i de nuværende rådhuse og bindes sammen elektronisk, 

giver et håb om, at magten ikke skal centraliseres i hovedstaden 

Rønne, men der er grund til frygt for, at det kommer til at gå sådan, 

og at øen dermed skævvrides, samtidig med at afstanden mellem 

49 

Aktiviteter og 

foreninger 

Én kommune

Fremtiden 

borgere og politikere øges. I den gamle struktur var der over 100 folkevalgte, 

nu skæres antallet ned til en fjerdedel i det fremtidige 

Bornholms Regionsråd. Der vil ske en professionalisering af det politiske 

liv, hvilket falder sammen med, at de politiske vælgerforeningers 

medlemstal daler støt. Groft sagt vil færre således komme til at 

bestemme mere. 

Ingen har endnu vovet at stille forslag om én ø – én kirke. 

Sognestrukturen er uforandret, og folkekirken eksisterer side om 

side med frimenigheder og sekter. De fire rundkirker (Østerlarsker, 

Nyker, Olsker og Nylarsker) påkalder sig særlig interesse, også som 

turistattraktioner. Alle kirkelige handlinger foretages på dansk. 

Hver dag bliver der, rundt regnet, en bornholmer mindre. Befolkningstallet 

er nede på 43.000, og samtidig ændrer profilen sig, så der 

bliver færre erhvervsaktive og flere pensionister. Antallet af børnefødsler 

er for nedadgående, for de unge flytter. Størstedelen af gymnasieeleverne 

emigrerer til Danmark, så snart de har fået den hvide 

hue, og kun de færreste vender tilbage for at stifte familie – der 

mangler jobs. Nok gør bedre trafikforbindelser Bornholm mere tilgængelig, 

men det er dyrt og byrdefuldt at pendle frem og tilbage 

for at bjerge føden, og forventningerne til elektroniske hjemmearbejdspladser 

er overdrevne. Der er således al mulig grund til fremtidsbekymring 

og undren over, at staten Danmark konsekvent afslår 

at give Bornholm fordele såsom skattelettelser, der ville kunne vende 

strømmen positivt. I stedet nedlægger staten konsekvent arbejdspladser 

på Bornholm. Alle kan se, at de spredte tilskud, der gennem 

årene er givet, ikke virker. Arbejdsløsheden er højere og gennemsnitsindkomsten 

lavere end i Danmark, men i modsætning til en 

række andre EU-lande har Danmark konsekvent modsat sig, at 

Bornholm får særstatus, skønt det er den eneste vej til ligestilling. 

Den regionale folkelighed kan derfor tænkes at udvikle sig oppositionelt 

i de kommende år, så modsætningsforholdet mellem den danske 

regering og dens embedsmænd på den ene side og bornholmerne 

på den anden skærpes. Det bliver stadig vanskeligere at forklare, 

hvilke fordele Bornholm har af at være medlem af Danmark, og det 

kan blive nødvendigt at søge overnational bistand til at gennemføre 

vidtgående reformer, der desavourerer det danske overherredømme. 

For nok er Bornholm et naturparadis, og nok har den bornholmske 

kultur i et vist mål overlevet den kulturimperialistiske etniske 

udrensning, som er essensen af den danske stats diktater, men der 

kommer et punkt, hvor tålmodigheden brister, og hvor nye politiske 

kræfter træder til med tilbud om så gennemgribende forandringer, 

at Bornholms fortsatte forbliven i rigsfællesskabet skal defineres 

på ny og fastsættes ved en kommende grundlovsændring. 

50

Etniske mindretals forskelligartede 

fællesskaber 

af Bashy Quraishy, næstformand i POEM (Paraply Organisation for 

Etniske Minoriteter), medlem af Nævnet for Etnisk Ligestilling 

Ethvert land er kendt for sine monumenter, nationale symboler, 

historiske udvikling og sidst, men ikke mindst indbyggernes 

imødekommenhed over for fremmede, der kommer på besøg eller 

ønsker at bosætte sig blandt dette lands befolkning. København er 

verdenskendt for Tivoli, den lille havfrue og sine smilende cyklister. 

Det er ikke for ingenting, at byen kaldes for “wonderful Copenhagen” 

i udlandet. 

København har åbnet sine arme for mange befolkningsgrupper 

gennem historien, både fra udlandet og fra provinsen i Danmark. 

Nogle kom til hovedstaden for at uddanne sig og arbejde, mens 

andre flyttede hertil, fordi de var begejstrede for byens kosmopolitiske 

liv. 

Indtil for nylig var denne blanding af folk hovedsagelig fra europæiske 

egne, dvs. kulturelt og geografisk var relationerne meget tætte. 

En englænder fra Manchester adskilte sig ikke betydeligt fra en 

fynbo, når de færdedes på Vesterbro. Men det europæiske ansigt fik 

en ny makeup fra 1962 og op til i dag. Militærnægtere fra 

Vietnamkrigen, jazzmusikere fra New Orleans, gæstearbejdere fra 

Pakistan og Tyrkiet og senere flygtninge fra Chile, Iran, Sri Lanka og 

mange andre verdensdele havnede i Danmark. Hovedparten af disse 

“eksotiske” mennesker bosatte sig i København. 

København er i dag en kosmopolitisk storby. 

Man hører forskellige sprog og ser folk i nationaltøj 

på gaderne. Man ser kvinder med tørklæder, 

etniske unge med designerjeans og med 

omvendt baseballkasket og danskere i europæisk 

tøj gå forbi hinanden. Et blomstrende erhvervsliv 

med grønthandlere, madvareforetninger, kiosker, grillbarer, musikcentre, 

restauranter, tøjbutikker, frisører og meget mere har gjort 

Danmarks hovedstad attraktiv for handel, indkøb og turistbesøg. 

I skolerne hører man blandt navneopråbene navne som Jens, Helle, 

Peter, Mustaffa, Saima, Mohammad, Brian, Hanne og Ali. 

København har vænnet sig til disse nye navne, tøj og anderledes 

udseende folk. 

København har altid været speciel, både i omgang med hinanden 

og over for personer udefra. 

Nu har København fået et reelt multi-etnisk, multi-kulturelt og 

multi-religiøst ansigt. 

51

Et land af foreninger 

Etniske minoriteter, som i daglig tale omtales som indvandrere og 

flygtninge, består af vidt forskellige etniske, nationale, kulturelle og 

religiøse observanser. På det socio-økonomiske plan er der stor forskel 

blandt disse grupper, som ifølge Danmarks Statistik udgør ca. 

160 nationaliteter. 

Nogle kom til Danmark for mange år siden som 

immigranter i deres søgen efter et bedre liv. 

Andre kom hertil gennem familiesammenføring. 

En betydelig del kom som flygtninge, der 

ønskede beskyttelse i det humane Danmark. 

Forskellene i uddannelse, social baggrund og 

politisk ståsted har altid været store. Mange er kommet fra landsbysamfund, 

og derfor tog det tid for dem at lære det danske samfund 

at kende og fungere i. Mens de, som kom fra storbyer som Istanbul, 

Casablanca og Karachi, har haft kendskab til moderne samfunds 

mekanismer. Denne indbyggede forskel spiller en stor rolle for etniske 

minoriteters udvikling og selvorganisering i Danmark. 

I henhold til det danske indenrigsministeriums årlige rapport 

(sept. 2001) opholdt der sig pr. 1.1.2001 449.165 personer med udenlandsk 

baggrund (flygtninge, indvandrere og efterkommere) i 

Danmark. Ud af disse, var 258.629 udenlandske statsborgere mens 

190.536 har fået dansk statsborgerskab. Disse tal rummer folk fra 

udviklingslandene samt Norden, EU og Nordamerika. Tyrkiet og 

det tidligere Jugoslavien er officielt betegnet som ikke-europæiske 

lande, således får disse to anseelige befolkningsgrupper procentdelen 

af flygtninge/indvandrere til at virke betydeligt større i den officielle 

statistik. Det er dog vigtigt at huske på, at omkring 32% af 

udlændingene i Danmark kommer fra Skandinavien, Europa og 

OECD-landene, hvis beregningen er opgjort nøjagtigt. 

Udlændinge, som bor i Danmark, tilhører forskellige trosretninger. 

Den største gruppe efter kristendommen hører til islam. Udover 

muslimer med forskellig observans kan man nævne buddhister, hinduer, 

sikher og sekulære udlændinge. 

En kendt engelsk politiker har engang sagt “Europe invited labourers 

but human beings came.” Det er en sand beskrivelse af den 

opfattelse, som man også hører og oplever i vort eget Danmark. 

Folk, som kom til landet som fremmedarbejdere/gæstearbejdere, 

havde kun én funktion: manuelt arbejde. Deres menneskelige behov 

for at stifte familie, nyde underholdning, omgås vennekreds og deltage 

i et fællesskab med ligesindede bliver der ikke taget hensyn til. 

Holdningen i samfundet var og er, at etniske minoriteter selv skal 

gætte sig frem til, hvordan deres sociale behov kan opfyldes, hvem 

de skal kontakte, og hvor de kan hente viden. 

52

Danmark er berømt for at være foreningernes land. Danskerne har 

stolte traditioner for at danne interesseorganisationer. Kartoffelavlere 

har deres egen forening, tennisspillere har deres, og folk, der 

strikker, har deres strikkeklubber. Danskerne elsker at danne foreninger, 

og det har smittet af på de etniske minoriteter. Nogle er gået 

ind i de danske foreninger - en pakistansk brevdueopdrætter er således 

medlem af en gammel dansk brevdueforening. Der er få etniske 

minoriteter med i danske sportsforeninger og klubber, men flere er i 

venteposition. Udviklingen går i den rigtige retning. 

Ud over partipolitisk organisering har etniske minoritetsgrupper 

organiseret sig i forskellige foreninger. De kan inddeles i følgende 

kategorier: 

Disse foreninger beskæftiger sig primært med poesi, kunst, musik, 

tøj, dans og mad. De holder kulturelle aftener, inviterer digtere fra 

deres hjemlande og udlandet og udgiver bøger og blade. De arbejder 

udelukkende blandt deres landsmænd og har få ambitioner om 

at udbrede deres kultur til det danske samfund. Det skyldes bl.a 

manglende økonomiske midler og oversættelsesmuligheder til at 

udgive litteratur på dansk. Men flere og flere foreninger har indset, 

at de skal satse på tværkulturelle aktiviteter. Aftener med digte og 

poesi fra deres hjemlande er meget værdsatte. Beklageligvis er støtten 

til multikulturel litteratur blandt de danske intellektuelle næsten 

på nulpunktet. Indtil i dag har interessen blandt danske forlag for at 

udgive etnisk litteratur og poesi været meget lille, men blandt forskellige 

nationale grupper arbejdes der på sagen. 

Når det gælder dans, musik og mad har etniske minoriteter præget 

det danske samfund grundigt. Veletablerede foreninger som den 

iranske og græske har stor succes med at tiltrække både landsmænd 

og danskere til deres sammenkomster og fester. 

De politiske foreninger er relateret til hjemlandets politik, og derfor 

opkaldes de efter forskellige hjemlandspartier eller bevægelser, der 

repræsenterer den borgerlige mellemklasse og de handlende eller 

de, som har deres rødder i arbejderklassen. Derudover er der andre, 

som støtter religiøse politiske partier. Medlemmerne findes blandt 

de ældre, som er mere bekymrede for hjemlandenes politiske udvikling 

end de unge. Mange af disse organisationer 

har intet kontor eller kontingentbetalende medlemmer, 

og derfor er de afhængige af frivillig 

arbejdskraft og indsamlinger. Tilslutningen er 

stor, og deres aktiviteter er afhængige af hvilket 

parti, der er ved magten i hjemlandet. Ministre 

og lokalpolitikere, som kommer til Danmark, er 

53 

Kulturelle foreninger 

Politiske foreninger

Socialt samvær - 

mødesteder 

Religiøse foreninger 

ofte gæster hos dem. De arrangerer offentlige møder med disse gæster, 

hvor politiske og økonomiske problemer bliver diskuteret på 

tværs af partipolitik. 

Mange grupper blandt etniske minoriteter har udviklet et omfattende 

netværk af mødesteder, cafeer, klubber og væresteder, hvor primært 

mænd mødes. Her kan de drikke te og kaffe, spille kort, backgammon, 

terningspil, læse hjemlandets aviser, se nationalt fjernsyn 

og udveksle deres erfaringer i samfundet. Nogle grupper bruger 

denne form for samvær som en fortsættelse af national identitet, 

andre bruger det, som danskere bruger en bodega. Det interessante 

er, at i modsætning til mange andre store indvandrer- og flygtningegrupper 

har pakistanske indvandrere næsten ingen mødesteder i 

Danmark. Det hænger sammen med, at i Pakistan findes der meget 

få sociale samværssteder uden for hjemmene, vennerne og storfamilierne. 

Pakistanerne i Danmark vil helst besøge hinanden og invitere 

til middag i stedet for at tage til en klub og spille kort eller drikke 

te. Selv om opdelingen af mande- og kvinderollen 

er næsten den samme som hos f.eks. tyrkere, 

så er det sjældent, at de pakistanske mænd 

bruger tid uden for hjemmet. Deres aktiviteter 

bevæger sig rundt om deres familieliv. Hvis 

pakistanske mænd tager ud, så er det begrænset 

til en biograftur, et måltid på en restaurant eller til musikkoncert. 

Ud af 449.165 udlændinge i landet bor der ca. 170.000 mennesker 

med forskellige trosretninger inden for islam. f.eks. sunnier, shia, 

aleviter samt ca. 1.000 ahmadiere, som betragter sig selv som muslimer, 

men er ekskluderet fra islam. 

Resten er delt på kristne, buddhister, hinduer og sikher. 

Organisering af de religiøse foreninger er sket langsomt. Hos etniske 

grupper med muslimsk baggrund var de religiøse forhold i starten 

af 1970’erne begrænset til fredagsbønnen. Efter familiernes 

ankomst og børnenes manglende viden om hjemlandets kultur og 

religion, opstod der et voksende behov for at etablere moskeer og 

religionsskoler. I dag findes der mange steder, hvor etniske minoriteter 

kan bede fem gange om dagen, gå til fredagsbøn og sende deres 

børn til religiøs undervisning. Disse bedesteder er organiseret under 

religiøse foreninger, som henter imamer her til landet fra deres 

hjemegn. Imamens opgave er at varetage religiøse opgaver, samt at 

give vejledning om familieproblemer, konfliktløsning og personlig 

rådgivning. 

Mange blandt de etniske minoriteter er generelt ikke meget religiøse. 

Derfor er tilslutningen til religiøse foreninger ikke tilstrækkelig. 

54

De betragter religiøs observans som en privat affære, og denne holdning 

afspejles i deres forretningsliv, f.eks. forbyder islam svinekød, 

alkohol og porno, men de fleste etniske kiosker sælger disse varer. 

Denne dobbeltmoral er uforståelig for en dansker eller en stærk religiøst 

praktiserende indvandrer. Forretningens overlevelse spiller en 

stor rolle i denne beslutning. 

I de nye tider har samfundsdiskussioner om halalkød, tørklæder 

og børneopdragelse påvirket de etniske grupper. De bliver meget 

mere bevidste om deres religiøse rettigheder og er ikke bange for at 

manifestere sig gennem foreninger. Disse foreninger varetager deres 

medlemmers interesser og arbejder sammen med andre NGOer, som 

DRC. Et godt eksempel på religiøs bevidsthed er den såkaldte tørklædesag 

mod Magasin, som en ung pige har ført og vundet den 10. 

august 2000. 

Etniske minoriteter er meget familieorienteret, derfor er deres 

behov for fællesskab primært opfyldt af nære og kære. Ud over det 

har de et tættere forhold til venner fra deres hjemlands kreds, som 

igen hjælper dem socialt. Men deres fællesskab har ikke mulighed 

for at blive etableret, fordi forskellige etniske grupper mangler fælles 

mødesteder. 

Både religiøse og politiske foreninger har i årevis gjort det danske 

samfund opmærksom på, at deres medlemmers ønsker og behov 

vedrørende oprettelse af moskeer, templer eller andre bedesteder 

samt gravpladser er nødvendige for opfyldelse af deres fællesskabs 

rammer. Det samme gælder for anerkendelse af islam i det danske 

samfund. Disse ønsker er indtil nu ikke imødekommet af lokale og 

nationale myndigheder. Synlige symboler legitimerer tilstedeværelsen 

og appellerer til etniske minoriteters ønsker om at blive accepteret 

i det danske samfund. Mangel på det samme sender et signal 

til dem, at de ikke er ligeværdige borgere, og at deres religiøsitet er 

nedprioriteret i et sekulariseret samfund som Danmark. Denne 

andenrangs status fører til mistillid, afføder modvilje og i sidste ende 

bliver det en hindring for en vellykket gensidig integration. 

Det vil være ønskeligt, at den danske stat og kirkelige organisationer 

bliver opmærksom på, at tryghed skaber tillid, og tillid kan kun 

opnås, når minoriteters religiøse og kulturelle arv respekteres. Den 

danske folkekirke har været meget tilbageholdende og i visse tilfælde 

direkte fjendtlige over for islam. Man læser tit forskellige præsters 

udsagn i de danske medier, hvor de bruger hånlige og arrogante 

udtalelser vedrørende islam, Koranen, profeten Mohammed og 

islams tilhængere. Nogle præster har dannet foreningen Forum for 

Dansk Kultur, hvis formål er at bekæmpe islam. Disse præster og 

deres bevægelser er med til at grave grøfter og gør det umuligt for 

muslimer at føle sig hjemme i Danmark. Et andet resultat af utallige 

55

Sportsforeninger 

Foreninger der 

giver rådgivning 

og vejledning 

uhensigtsmæssige angreb på islam er, at mange unge med islamisk 

baggrund bliver tiltrukket af de mere ortodokse og irrationelle religiøse 

kræfter, som er imod social og kulturel dialog. Heldigvis findes 

der andre religiøse bevægelser blandt kristne og muslimer, som 

tror på fællesskab og harmoniske relationer. De har stor succes 

blandt etniske minoriteter. 

Etniske grupper især unge er ikke så synlige i det danske foreningsliv. 

Forklaringen ligger i deres hjemlandes sportsstruktur, økonomiske 

muligheder og mangeårig mangel på interesse fra danske 

organisationer. Trods disse svagheder har etniske grupper dannet 

sportsforeninger som cricket, hockey, fodbold, basketball, drageflyvning 

og kampsport. 

Der findes en del foreninger, som i de sidste 30 år har givet råd og vejledning 

til etniske minoriteter om deres rettigheder, pligter og muligheder 

i det danske samfund. Disse foreninger bliver populært kaldt 

indvandrerforeninger. De er demokratisk opbygget, dvs. har vedtægter, 

en bestyrelse og kontingentbetalende medlemmer. De arbejder 

med oplysning, informationer, udgiver pjecer, foldere og bøger 

om socio-økonomiske problemer, visumregler, kommunale kontakter, 

holder seminarer og konferencer om aktuelle samfundsemner. 

Etniske minoriteter er meget aktive i forskellige græsrodsbevægelser 

og NGOer med danske medlemmer. Mange etniske unge tilslutter 

sig ikke minoritetsorganisationerne ud fra det synspunkt, at 

disse organisationer ikke beskæftiger sig med deres problemer. De 

anser indvandrerorganisationerne for at være anakronistiske og passive. 

For at imødekomme det behov er unge aktivister begyndt at 

danne deres egne foreninger. Nogle af disse foreninger er tværnationale, 

mens andre er nationalt baserede. De unge har i årevis været 

meget tilbageholdende med at deltage i samfundsdebatten og komme 

med deres egne løsningsmodeller, men situationen er ændret 

markant. Ungdomsorganisationer som G2, Dialog2, OPSA, Muslim 

Youth League og Fundamental kan fremhæves som aktive etniske 

unge. 

Indvandrere har medbragt en autoritetstro, der gør, at de sjældent 

udfordrer myndighederne. Mange førstegenerations indvandrere, 

som har stor indflydelse i organisationerne, har 

stadigvæk den holdning, at man ikke skal råbe 

for højt eller kaste sten i vandet. Men ungdomsorganisationerne 

og deres talsmænd er 

meget markante med deres synspunkter - både 

når de diskuterer med deres ældre, og når de 

ytrer sig i den danske offentlighed. 

56

Et andet punkt, som ofte står på foreningernes dagsorden, er voksenundervisning 

af de ældre indvandrere, men de har været dårlige 

til at opfylde dette behov, fordi undervisningslokaler og kvalificerede 

undervisere manglede. 

Et tredie område, som de etniske foreninger har forsømt, er inddragelse 

og støtte fra kvinderne. Selv om få etniske kvinder har markeret 

sig i foreningslivet, var det altid for en kortere periode og indtil 

de stiftede familie. 

Alle disse foreningers arbejde kom ikke fra den ene dag til den 

anden. Udviklingen er gået langsomt, men vedvarende. Hvem der 

startede det hele, og hvordan organiseringen er foregået, skal man 

finde i historien. 

Etniske minoritetsorganisationer tog et meget velkomment skridt 

i deres organisering, da fem paraplyorganisationer sluttede sig sammen 

og dannede Etniske Minoriteters Landsorgansiation ELO i 

januar 2000. Det var en direkte respons på integrationsloven, som 

har sat etniske organsationer uden for indflydelse i de officielle cirkler. 

Daværende indenrigsminister Thorkild Simonsen, som var arkitekt 

bag loven, erkendte, at etniske organisationer spiller en stor rolle 

i integration af minoriteterne. Han hilste initiativet velkommen 

med disse ord: 

“Jeg tror, at foreningernes samarbejde i ELO vil være med til at 

fremme de etniske minoriteters muligheder på arbejdsmarkedet. Det 

er godt for integrationen. Et arbejde er jo en væsentlig nøgle til integration, 

og flere fra de etniske minoriteter på arbejdsmarkedet vil 

være positivt både for dem selv og for en realistisk tone i hele udlændingedebatten.” 

En måde, hvorpå man kan tolke en indvandrergruppes 

interesse for at blive en del af det nye 

samfund, er ved at se på, om de engagerer sig i 

det politiske liv og aktivt går ind i at præge den 

politiske udvikling. Når vi ser på udviklingen i 

de forskellige indvandrergrupper, kan vi konstatere, 

at de har været meget aktive. Grupperne har ikke isoleret sig 

og siddet og surmulet i en krog. Allerede inden det danske folketing 

vedtog, at udenlanske statsborgere fik ret til at deltage i valg til kommunalbestyrelse 

og amtsråd, var en del blevet medlem af danske 

politiske partier. Det har i første omgang været Socialdemokratiet, 

Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre, som har tiltrukket de 

etniske minoriteter. Men samtidig skal det understreges, at de danske 

politiske partier - både de borgerlige og de mere venstreorienterede 

- næsten aldrig har iværksat målrettede kampagner for at tiltrække 

etniske minoriteter i deres rækker. 

57 

Den danske politik 

tiltrækker

Alle etniske minoriteters organisationsarbejde er baseret på frivillighedsprincippet. 

Der findes mange dygtige, veluddannede, velformulerede 

og politisk bevidste indvandrere og flygtninge, som arbejder 

med minoritetsspørgsmål i deres fritid. Samfundet har tvunget 

dem til at arbejde som taxachauffører, kioskejere, grønthandlere, eller 

de er arbejdsløse. Disse folk bruger utallige timer på at læse tykke rapporter, 

lovforslag (som ofte har tre dages høringsfrist), deltager i forskellige 

møder hos myndighederne og hos forskellige danske NGOer. 

Etniske minoritetsforeninger er demokratisk opbygget, dvs. at alle 

medlemmer skal betale et kontingent. Antallet af medlemmer og aktiviteter 

kan danne fundament for offentlige tilskud fra ministerier og 

kommuner. Denne økonomiske hjælp dækker hovedsagelig driftstilskud, 

men ikke udgifter til sekretariatshjælp, tolkning eller vejledning. 

Hvordan kan minoriteterne løse de omfattende opgaver, som de 

slås med? Det er ikke let at tackle. Løses skal det, hvis de ønsker at 

leve trygt og harmonisk i det danske samfund. Det mægtigste af alle 

de midler, der står til minoriteternes rådighed, er formidling af 

oplysninger om deres situation og livsvilkår til den danske offentlighed 

og i samarbejde med progressive kræfter i Danmark. I de 

moderne informationstider er det meget let og billigt at kommunikere 

med omverdenen. Det kan opnås ved: 

- Oprettelse af en national bevægelse for etniske minoriteter med 

lokalkontor i alle større byer med det formål at samarbejde med 

byrådsmedlemmer og få dem til at tage relevante sager op i kommunen 

og hos deres respektive politiske partier. 

- Afholdelse af seminarer og oprettelse af diskussionsgrupper med 

det formål at stimulere bevidstheden og diskussionerne blandt den 

danske befolkning samt forskellige etniske grupper. 

- Kontakt til fagforeninger for udarbejdelse af en fælles integrationspolitik. 

- Udveksling og samling af erfaringer fra forskellige organisationer 

med det formål at informere hinanden om den seneste udvikling 

i de forskellige kommuner. 

- Oprettelse af et sekretariat, som skal give praktisk støtte til integrationskampagner 

iværksat af græsrodsbevægelser i samfundet. 

- Oprettelse af en månedlig national avis, indeholdende nyheder og 

rapporter om begivenheder, som har relation til etniske minoriteter. 

Etniske minoriteter er klar over, at et så velorganiseret samfund som 

det danske af sig selv ikke vil dele magten eller lytte til minoriteternes 

ønsker og behov, men når magthaverne inviterer dem inden for 

døren, så skal det ikke være til kaffe og kage, men til gensidige forhandlinger 

og lydhørhed. 

Gud har givet os én mund - men to ører. 

58

Det store fælleseje 

af arkitekt Henrik Sten Møller 

Dag for dag forandres byen, trivselsstedet for vores fælles folkelighed. 

Det, som engang blev opfattet som det fælles, skifter karakter 

og bliver mere privat. Ofte overraskende. 

Når de store krydstogtskibe ankommer til Langelinie, bliver der 

sat skilte med privat og adgang forbudt op, og et sted, som jeg altid 

har opfattet som et fælles folkeligt strøg, bliver pludselig forbudt 

område. Naturligvis fordi skibene er så store, at de skal have plads 

til at pumpe turister ud og tage maden ind. 

Et kajareal ved Gammel Strand, hvor der i mands minde har stået 

københavnerbænke til rådighed for enhver, er pludselig en dag inddraget 

til område for en restaurant. Det betyder, at man er nødt til at 

nyde noget, hvis man vil slå sig ned, og at man samtidig er på stedet 

på restaurantens betingelser. 

Stedet er ikke mere folkeeje. 

Endnu mere grotesk er situationen for beboere i de områder – på 

pladser og gågader – hvor alle nødvendige forretninger er nedlagt og 

erstattet af småcafeer. Der er virkelig dage, hvor man føler, man ikke 

kan komme ind ad sin egen gadedør – for folkelighed. Det er paradokset. 

At folkeligheden mere og mere koncentreres om fadøl og 

fastfood. Restauranterne overtager gaderne, pladserne og kajerne. 

Desværre er det som om fællesejet er blevet fuldkomment glemt ved 

planlægningen af den københavnske havnefronts 

udvikling. Mens man i Malmø lægger store park- og 

oplevelsesområder ind mellem de nye boligblokke, 

stjæler man i København konsekvent den store fælles 

udsigt til hav og himmel ved at rejse mure af 

kasseformede kontorhuse mellem vandet og byen. 

Men hvad sker der, når man river lungerne ud af en 

organisme? Så dør det livgivende åndedræt også. Det er det, der er 

det egentligt skræmmende ved Ørestad-projektet. Her var jo byens 

store grønne lunge til frisk luft og rekreation. Vestamager burde 

aldrig være angrebet af den virus, som hedder bydannelse. For verden 

kan ikke undvære sine lunger. 

Det har der været enighed om allerede længe. Da jeg for mange år 

siden advarede mod at omdanne Vestamager til by, blev jeg hånligt 

afvist af politikerne. Det ville naturligvis aldrig ske, og området 

skulle oven i købet fredes. 

Regnskove og jungler, verdens lunger, bliver i disse år lagt øde. 

Tusinde år gamle træer fældes og forbruges, der sker ingen gen- 

59 

Havnefront og Ørestad

plantning og landet bliver lagt øde. Men også nye byer lægger grønne 

dale øde og ødelæggelserne er uoprettelige. Vi får aldrig det grønne 

Amagerland, som Ørestad tager, igen. 

Ørestaden er en spekulation i fiktive værdistigninger 

på jord, ligesom ødelæggelsen af havnen. 

Den folkelige havnekaj, Kalvebod Brygge, blev oven 

i købet solgt til fordel for Ørestaden og en minimetro. 

Men det indvundne land på Vestamager er 

Københavns store lunge, og når den skæres væk, 

bliver livsbetingelserne for hovedstaden forringet, 

på samme måde som man gennem dårlig bebyggelse af havnekajerne 

har ødelagt og formindsket havnens egentlige værdi. Den ufattelige 

skat, som kunne hæves gennem den enestående ressource af 

frisk luft og vand, er gået tabt. 

Men den kvalitetsbevidste virksomhed går ikke kun efter billig 

byggejord. Den søger det gode miljø, og det har da også vist sig 

meget vanskeligt at sælge grundene i Ørestaden, der hele tiden er 

fremstillet som et kraftcenter for byens udvikling. 

Det er statsinstitutioner som Københavns Universitet, Rigsarkivet, 

Danmarks Radio, IT-Højskolen som bygger i Ørestaden. Samtidig 

kommer et enormt indkøbscenter med den eneste begrundelse, at vi 

bliver nødt til at bygge det, for ellers gør svenskerne det. I tilknytning 

til indkøbscentret biografer og som den lille reverens for den 

skabende kunst en teaterbygning til Hotel Pro Forma. 

Mere tydeligt end nogensinde ser man i Ørestaden, hvordan 

folkeligheden lades i stikken, her er det planbureaukraterne og 

betontænkerne, som hersker. Til universitetsbyggeriet skulle musikkonservatoriet 

have været tilføjet som den levende udadvendte del, 

men med en hovsaløsning blev musikerne henvist til Rosenørns 

Allé, da Danmarks Radio som samlet kæmpepakke skal flyttes til 

Ørestaden. 

Som et no-man’s-land mellem den gamle by og Christianshavns 

Vold ved havnefronten og den ny by Ørestad lå Ny Tøjhusgrunden 

for foden af Hotel Scandinavia. Her var plads nok til at bygge den 

store folkelige virksomhed med et nyt nationalteater, en ny opera, 

åbne værksteder for scenografi og kostume ikke i monumental form, 

men som et bygningsværk, der kunne vokse eller skrumpe ind som 

en harmonika efter behov. Staten ejede oven i købet 

grunden. Her kunne det store folkelige mødested 

skabes som en portal for menneskene inde fra byen 

og for menneskene fra det store universitet. Men 

staten optrådte sig selv lig helt uden altruisme og 

solgte arealerne til højestbydende, så der nu bygges 

store kontorhuse. 

60

Som man kan se i Nyhavn, lider folkeligheden under pladsmangel, 

mens kæmpeområder på Østerbro, Nørrebro og Vesterbro ligger øde 

og mennesketomme hen. Her er det forfaldne, efterladte byggeri, de 

øde områder efter en håndværkstilpasset småindustri, som nu går 

tabt. Det er alle disse triste ledige områder, som gennem kvalitetsbyggeri 

og beboervenlige nyskabelser skulle være løftet op til det, vi 

opfatter som en hel by. Et klassisk, måske for længst glemt ideal. 

61

Aktive ældre 

De ”stærke” ældre 

af udviklingschef Michael Teit Nielsen, Ældre Sagen 

Alderdommen er ikke, hvad den har været. Samfundsudviklingen 

går rygende stærkt, også hvad angår alderdommen. For blot 100 år 

siden – hvilket jo blot er som et sekund i klodens 

historie – døde mange, før de rundede et halvt 

hundrede år. Tænk at dø som 40-årig ”af alderdom”! 

I dag er det ikke ualmindeligt med et 

livsforløb på op mod et sekel, hvor man de første 

30 år er under uddannelse, dernæst arbejder 

30 år på arbejdsmarkedet, og til slut har 30 år som efterlønner og 

pensionist, ofte med mange gode år og mange oplevelser. 

Med andre ord har en bedre sundhedstilstand, flere behandlingsmuligheder 

og en større økonomisk velstand gjort det muligt for 

mange at udfolde en spændende tilværelse i adskillige år, efter man 

er fyldt 60 – på fast indkomst og fri tid, som én har formuleret det. 

Man kan undre sig over dels den bekymring og dels den forargelse, 

som dette nogle gange afstedkommer. ”Ældrebyrden” – det er 

den rædselsfulde floskel, som man har benyttet i debatten. Åbenbart 

uden at tænke over, hvilket menneskesyn der må ligge bag at betragte 

en hel befolkningsgruppe som en byrde for resten af samfundet. 

Skal vi så også til at tale om ”børnebyrde”? Det er jo absurd. 

Det ligger også lidt i luften, at det er noget skidt, at der bliver så 

mange gamle. Men så kan man omvendt spørge, om vi skal begræde, 

at flere kan leve i flere år? Skulle vi tilstræbe, at flere havde den 

”anstændighed” at dø noget tidligere? Absurditeten ligger lige om 

hjørnet. Har det ikke altid været en menneskelig ambition og drøm, 

at mennesker skulle leve længe, og leve sundt? 

Der har været megen tale om den trussel, de kommende ældre 

angiveligt skulle udgøre – disse stærke, rige og krævende ældre. 

Igen er der en tendens til at vende tingene på hovedet. De kommende 

ældre vil i vid udstrækning have en stærk økonomi, det er 

sandt. Det skyldes blandt andet, at de har sparet op til egen alderdom, 

sådan som politikerne har bedt dem om. Det har den konsekvens, 

at et stort antal af de kommende ældre – hvis vi nu skal diskutere 

”ydere kontra nydere” – vil være netto-bidragsydere til de 

offentlige kasser, blandt andet fordi de som følge af egne pensionsordninger 

kun vil modtage folkepensionens grundbeløb, samtidigt 

med at de beskattes af deres pensionsordninger. 

En stor del af de kommende ældre vil være mere ungdommelige, 

have mere uddannelse og vil også stille større og anderledes krav i 

62

forhold til tidligere tiders ældre. Men spejlbilledet af dette er, at de 

samtidigt vil være både villige til og i stand til selv at finde løsninger. 

For eksempel har mange kommunalpolitikere revet sig i håret 

over, at nu ville der komme disse horder af kræsne ældre, og hvordan 

skulle man skaffe boliger til dem? Men hvad sker der reelt? Det 

viser sig jo, at rigtigt mange ældre selv tager initiativ til at stifte 

bofællesskaber. Dette er blot ét eksempel på, at styrken og ”kræsenheden” 

altså også kan føre til, at man selv tager et initiativ og selv 

finder egne løsninger. 

Der er endnu et overset aspekt ved det aktive 

liv i den livsfase, som nogle kalder den tredje 

alder. Vi ved fra forskerne, at dét at holde sig 

aktiv som ældre - at dyrke motion, dét at bruge 

hjernen ved at læse på åbent universitet eller 

udforske internettet, dét at skabe sig et nyt netværk 

af venner og bekendte – det er alt sammen noget, der bidrager 

til et bedre fysisk og psykisk helbred. Derved forebygges og undgås 

altså, at den ældre går i stå og lader aldringens ”rust-proces” foregå 

uhindret. Og i øvrigt er det også samfundsøkonomisk gavnligt, at 

flere ældre holder sig raske og ikke har behov for hjemmehjælp, hospitalsbehandling, 

etc. 

Vi kan se af Ældre Sagens fremtidsstudie, at allerede de nuværende 

ældre er meget aktive. At ældre kun skulle være interesserede i 

bingo og banko, det er en fordom, der hurtigt kan tilbagevises. 

Det er helt andre ting, der topper listen. Således dyrker næsten halvdelen 

af de 70-74 årige idræt eller motion. Tiden bruges også på 

møder og foredrag, på kulturliv og på foreningsarbejde, for eksempel 

som frivillig i Ældre Sagen eller andre ældreforeninger. Der 

udfoldes altså en rig palet af aktiviteter blandt efterlønsmodtagere 

og pensionister. 

Så kan man naturligvis spørge sig selv om, hvilke holdninger og 

hvilke værdier der præger de nuværende og kommende ældre. Her 

vil det måske også komme som en overraskelse, at fremtidsstudiet 

peger på en meget klar udvikling fra slutningen af 1980’erne til i dag. 

For det første, at der er sket et skift i retning af, at den enkelte har et 

ansvar for følge med og for at påvirke sit eget liv – hvilket altså ikke 

bekræfter, at ældre i højere grad skulle mene, at det er op til andre 

eller til ”samfundet” at sikre én et godt liv. For det andet, at familien 

og forholdet til ens nærmeste har fået større betydning, end det 

havde for ti år siden. Begge disse observationer strider jo eklatant 

imod det billede, som medierne optegner. 

Nu handler denne artikel om ”de stærke ældre”. Men der ligger en 

fare i at dele op i forskellige båse: Enten er man stærk – og kører i 

63 

Falsk opdeling

ældrelivets overhalingsbane med stærk økonomi, udlandsrejser, 

internet og meget andet – eller man er svag, overladt til sig selv. 

En sådan opdeling holder jo ikke. For uanset pensionsordninger, 

forsikringer og planlægning, uanset politisk efterlønsgaranti, så 

kan det enkelte menneske naturligvis ikke få nogen garanti, der 

sikrer, at man ikke pludselig rammes af demens, at man mister 

sin ægtefælle, eller at man bliver prikket ud fra sin arbejdsplads 

som 57-årig. 

Derfor mener vi i Ældre Sagen, at det er på tide at 

gøre op med en sådan opdeling og snarere indse, at 

hvert menneske i nogle perioder af sit liv er stærk, i 

andre svag. En sådan måde at se det på gør det forhåbentlig 

samtidig mere klart, at vi fortsat har et 

ansvar over for hinanden, over for andre – både på 

det individuelle plan og på samfundsniveau. Dertil 

kommer, at der fortsat vil være et anseeligt antal mennesker, der i 

løbet af deres liv ikke har haft mulighed for at sikre sig, på grund af 

sygdom eller lignende. Det ville ligge langt fra de holdninger, som 

den danske velfærdsmodel er bygget på, hvis holdningen blev, at 

”Fanden kan tage de bageste”. 

Det kunne blandt andet være i forhold til disse problemstillinger, 

at folkekirken – og andre trosretninger – kunne have en rolle. 

Udfordringen bliver, at folkekirken lige så lidt som andre kan ændre 

den kendsgerning, at ældre fremover generelt vil være meget anderledes 

end tidligere: Typisk økonomisk stærkere økonomi, bedre 

uddannede, mere individuelle og mere kritiske – men også mere ressourcestærke. 

På den anden side vil disse udviklingstræk ikke 

afskaffe behovet for en dybere livsmening eller glæden ved at være 

en del af et fællesskab – og da slet ikke i en storby som København, 

hvor ensomhed kan føles særligt stærkt. 

Opgaven for folkekirken må altså blive at tage 

bestik af de ændringer, der ligger i udviklingen, 

og tage stilling til, hvordan man bedst muligt 

taler til og engagerer de kommende ældre. En 

mulighed kunne være, at man vender den øgede 

individualitet til en styrke ved i højere grad 

at tage udgangspunkt i den viden, kunnen og erfaring, som den 

enkelte ældre har med sig fra blandt andet sit arbejdsliv, når man 

skal engagere eller tale til den enkelte ældre. 

Samfundet og holdningerne ændrer sig, og alderdommen er ikke, 

hvad den har været. Men man kan måske her tænkte på Maurice 

Chevaliers ord om, at det ikke er så tosset at blive ældre – når man 

tager alternativet i betragtning. 

64

De ”rigtige” gamle i København 

af Kirsten Schultz-Larsen, lektor, læge 

Jeg har tit, også før jeg blev opfordret til at skrive dette indlæg, stillet 

mig selv spørgsmålet hvorfor ældre, alder og alderdom bliver 

ved med at være et så interessant og nødvendigt politisk og fagligt 

tema. Tiden og samfundet kan tilsyneladende kun debatteres, ”når 

vi har de ældre med”. Ældre har særlige adgange til at blive hørt i 

kommunale og amtskommunale spørgsmål via såkaldte ældreråd 

og i ministerierne er der blevet oprettet kontorer med særligt ansvar 

for ældre. Ældre har som gruppe i det danske samfund opnået en 

særstatus – nogle vil sige med negativt fortegn – men status har de, 

og det er til at få øje på. Der er en meget enkel forklaring på at ældre 

har kunnet tilkæmpe sig denne status. Ældre er blevet mange og 

stærke. Men set med provokatørens øjne er denne udvikling også et 

paradoks. 

På grund af store fødselsårgange i begyndelsen af forrige århundrede 

kombineret med faldende børnedødelighed og efterhånden 

også faldende dødelighed blandt ældre, steg antallet af ældre op 

gennem århundredet. Andelen af ældre over 60 år udgør i dag godt 

og vel 20% af den danske befolkning. Flere end 500 danskere er over 

100 år. 

I Københavns Kommune boede der i begyndelsen 

af 2001 knapt 59.000 ældre over 67 år (i København 

er man ifølge en politisk beslutning først ældre, når 

man er 67 år). Siden 1992 er antallet af ældre 

mellem 67 år og 80 år imidlertid faldet kraftigt og 

befolkningsprognoser peger på, at denne udvikling 

vil fortsætte de næste ti år. Tendensen i København 

adskiller sig markant fra udviklingen i resten af Danmark, 

hvor andelen af ældre i befolkningen stiger. Forskellen mellem 

København og andre dele af landet skyldes, at mange københavnere 

i 1960érne og i 1970érne flyttede til bedre boliger i omegnskommunerne. 

Antallet af meget gamle i København stiger imidlertid 

fortsat. Således var der i 2000 12.050 københavnere over 85 år mod 

11.796 året før. 

Men spørgsmålet er, om der er fællestræk ud over den kronologiske 

alder, som berettiger til en ældregruppering. Har ældre generelt 

samme vilkår og samme behov og ældes de ens? 

Med hjælp fra Statens Institut for Folkesundhed har Københavns 

Kommune inden for de sidste 10 år gennemført tre store undersøgelser 

af ældre københavneres sundhed og trivsel. Den sidste under- 

65 

Mangfoldigheden 

blandt ældre i 

København

søgelse blev gennemført i 1999 og udkom i en videnskabelig rapport 

i 2000. De overordnede resultater af undersøgelsen sammen med 

udviklingen siden den første undersøgelse i 1991 har Sundhedsforvaltningen 

i Københavns Kommune publiceret i en formidlingsvenlig 

pjece fra marts 2001. 

Den såkaldte sundhedsprofil er en spørgeskemaundersøgelse 

blandt mere end 15.000 københavnere over 67 år. Godt og vel 8000 

valgte at deltage i undersøgelsen. 

Siden 1991 er der ikke sket nogen ændring med 

hensyn til hvordan københavnere over 67 år som 

helhed bedømmer deres helbred. Knapt halvdelen 

mener, at de har et virkeligt godt eller et godt helbred. 

Det gode helbred er imidlertid ikke ligeligt 

fordelt på hele ældregruppen. De ældste og 

kvinderne har det dårligst, og det hænger bl.a. 

sammen med, at de har mange kroniske sygdomme. Flere end 60% 

af københavnske kvinder over 85 år lider af én eller flere langvarige 

sygdomme. 

Med alderen falder evnen til at kunne klare dagligdagens gøremål, 

såsom at komme udendørs og gå en tur, gå på trapper, kunne vaske 

sig og klæde sig på. Ca. 45% af ældre københavnske kvinder og ca. 

35% af ældre københavnske mænd klarer alle dagligdags gøremål 

uden besvær. Årsagen til alderdommens funktionssvækkelse er først 

og fremmest sygdom. De sociale omstændigheder og den indsats i 

form af lægebehandling, genoptræning og pleje, som det offentlige 

yder, er imidlertid også afgørende for, hvordan livet kommer til 

at forme sig for den svækkede ældre. Når sundhedsprofilens 

tal viser, at markant færre ældre med en kort skolegang klarer 

dagligdagen uden besvær, så skyldes det den velkendte sociale ulighed 

i sygelighed og dødelighed. Men det hænger også sammen med, 

at mange ældre i København bor i etageejendomme uden elevator, 

og at der ikke er ressourcer (personale, hjælpemidler og boligændringer) 

til at hjælpe den svækkede gamle ned på gaden fra 

fjerde sal. 

Mere end hver fjerde københavner over 67 år deltager i foreningsliv, 

møder eller lignende mindst en gang om måneden. Lidt flere 

kvinder (13%) end mænd (7%) er aktive i kirke og menighedsarbejde. 

Enker/enkemænd er mere aktive i foreningsliv end ældre i parforhold 

eller ægteskab. Uanset alderen hænger deltagelsen sammen 

med helbredet. Er man svækket, har man ikke lyst til at deltage eller 

man har ikke mulighed for at deltage. 

Siden 1991 er der sket en positiv udvikling i forhold til hvor ofte, 

ældre københavnere føler sig uønsket alene. I 1991 var 13% ofte uønsket 

alene, i 1999 er det 9% af de ældre. Ikke overraskende er det 

66

enlige, syge kvinder, der føler sig mest uønsket alene. 58% af alle 

ældre regner helt sikkert med at få hjælp, hvis de bliver syge. 

Resultaterne taler deres eget tydelige sprog. Der lever mange raske, 

tilfredse, ressourcestærke ældre mennesker i København, som 

har mulighed for at gøre, hvad de har lyst til. Gruppen af syge og 

svækkede ældre er relativt meget mindre, men på hospitalerne, i det 

sociale system og i mediedebatten fylder de meget. 

Havde forskerne i sundheds- og trivselsundersøgelsen spurgt deltagerne 

om de opfattede sig selv som gamle, havde de påført sig selv 

et problem. Langtfra alle mennesker over 67 år opfatter sig selv som 

gamle. Og er man så omfattet af en sådan undersøgelse? 

Anne Leonora Blåkilde, cand.mag. i folkloristik og retorik og forfatter 

til bogen ”Den store Fortælling om Alderdommen”, udtrykker 

denne problemstilling på en enkel og klar måde: ”Først bliver man 

født, så er man barn, ung, voksen og gammel. Det lyder meget 

enkelt. Men faktisk ved vi ikke, hvad det vil sige at være gammel. Vi 

har svært ved at give alderdommen en bestemt alder, for vi ved ikke 

rigtig, hvornår man egentlig er gammel. Og hvis vi synes, det er 

svært at sige, hvornår man er gammel, får vi endnu større problemer 

med et forsøg på at beskrive, hvordan man er som gammel.” 

Nogle folkeslag lever endnu uden kalender og årstal, og kender 

derfor ikke deres kronologiske alder. Sådan var det også engang i 

Danmark. Vi skal helt op i det 19. århundrede, før almindelige mennesker 

tog notits af årstal og egen alder. 

Mange forskellige fagdiscipliner er optaget af at 

studere aldring. Hvilke mekanismer forårsager 

aldring, og hvad betyder det at blive gammel? 

Hvorfor ældes/svækkes nogle mennesker hurtigere 

end andre, og kan vi forudsige, hvem de er? 

Interessen for at kæde kronologisk alder sammen 

med biologisk alder startede inden for statistikken og lægevidenskaben 

i midten af 1800-tallet, hvor gamle mennesker på hospitalerne 

blev talt og registreret. Aldring blev sidestillet med svækkelse 

og forfald. Denne ”negative” opfattelse er stadigt fremherskende 

blandt biologer og psykologer, men i en mere og mere kompleks 

form. Inden for de humanistiske fagområder fremhæver man vækst 

og udvikling som væsentlige sider af alderdommen. Alderdom som 

”potentiel risiko” ligger formentlig også lige inden for rækkevidde i 

takt med, at vi øger vores viden om det humane genom. Så behøver 

vi ikke længere at vente på at forfaldet indtræder, men kan allerede 

ved fødslen få kendskab til vores alderdoms-risikoprofil. 

Vi bruger altså begrebet alderdom i flæng, alt efter hvem vi er, hvilken 

situation vi er i, og hvad vi grundlæggende mener og tror. Men 

67 

Hvornår er man 

gammel?

Nærhed til død 

At dø alene 

så burde vi måske afskaffe ældregruppen, nedlægge den i dagens 

debat? 

Meget af den viden, vi har i dag om aldringen, stammer 

fra såkaldte befolkningsundersøgelser. Store 

grupper af almindelige mennesker er blevet fulgt 

over mange år med undersøgelser af sundhed og 

trivsel hvert femte eller tiende år. Disse mange 

tal/data bruges til at optegne aldringskurver eller 

om man vil, livsforløb for forskellige grupper af 

mennesker. Når vi ser på disse kurver for forskellige funktionsområder 

f.eks. intellektuelle som hukommelse og opmærksomhed, viser 

der sig et entydigt mønster. Kurverne har et ekstra ”knæk” til 

sidst svarende til den høje del af aldersaksen, kurverne ændrer hældning, 

bliver stejlere i negativ retning kort tid før døden indtræffer. 

Det er ikke altid, at vi får øje på ”knækket” hos det enkelte menneske, 

når det indtræffer. Bagefter, når personen er død og de pårørende 

og lægen ser tilbage på den afdødes livsforløb, er det imidlertid 

ofte muligt at få øje på ”knækket”, som et tidligt tegn på at livet 

var ved at rinde ud. Det vi ikke ved så meget om er, hvad det enkelte 

menneske erkender og oplever i selve nær-døden-processen. 

Personligt tror jeg, at vi ved og erkender mere, end det vore omgivelser 

er i stand til at registrere. Problemet er nok snarere, at vi ikke 

taler så meget om det, og at de meldinger, vi giver til vore omgivelser, 

er meget indirekte. Det er tankevækkende i denne sammenhæng, 

at det ”selvrapporterede helbred” i de store befolkningsundersøgelser 

er bedre til at forudsige dødstidspunktet end alle de 

mange vurderinger og målinger fagfolk stiller op med. 

Gamle - forstået som mennesker nær på døden - er en gruppering, 

som vi er alt for lidt opmærksomme på. Vi retter al vores opmærksomhed, 

med rette, mod de svækkede, som er afhængige af hjælp fra 

pårørende og ældreplejen. Svækkelse og nærhed til død følges ikke 

altid ad og dermed kommer vi til at overse gamle, som føler sig gamle, 

men ikke ser ud til at være gamle. 

Temaet i et af de sidste ”Ugeskrift for Læger” før sommerferien var 

”At dø alene”. Tre samfundsmedicinere havde for en 3-måneders 

periode i 1994 gennemgået alle dødsattester i 

henholdsvis Københavns Kommune og Storstrøms 

Amt. Resultaterne viste, at risikoen for at 

dø i ensomhed var størst blandt ældre. Langt de 

fleste blev fundet døde i eget hjem og hyppigheden 

var større i Københavns Kommune (hvert 

syvende dødsfald) end i Storstrøms Amt (hvert tolvte dødsfald). 

68

I begge områder var den hyppigste dødsmåde naturlig død, men der 

blev oftere rapporteret om selvmord eller ulykkestilfælde blandt 

døde i Storstrøms Amt. I Københavns Kommune havde mere end en 

trediedel af de dødfundne mænd formodentlig været døde i to døgn 

eller mere. Det samme gjaldt for en fjerdedel af kvinderne. De tilsvarende 

tal for Storstrøms Amt var 0% og 4%. 

Undersøgelsens resultater siger en del om den holdning til ensomhed 

og døden, som præger vor tid. Det kan godt være, at det ikke 

skader den døde at ligge død uden at være savnet. Men det er ikke 

til at bortforklare, at et menneske, som dør i ensomhed og som ligger 

død i dagevis uden at være savnet afspejler en tilsvarende ensomhed 

i livet. 

Er dette så en konsekvens af tidens ånd? Er det omkostningen ved 

at vi i stigende grad vælger det frie liv, hvor vi også undgår at ligge 

andre til byrde og stå i almindelig gæld til andre mennesker? Er det 

alles lige risiko at komme til at dø alene? Nej, det tyder undersøgelser 

ikke på. Dem, vi lader vælge ensomheden og dermed også døden i 

ensomhed er de marginaliserede i vort samfund, de sære og skæve, 

misbrugere, sindslidende og socialt ressourcefattige gamle. 

Ældregrupperingen har haft sin berettigelse. Det 

store og brede ældreområde har fået sin platform, 

og nu er tiden inde, hvor vi bør tage mangfoldigheden 

inden for ældreområdet alvorligt. Sådan som 

ældregruppen også hele tiden selv har sagt det. Den 

store gruppe af ressourcestærke ældre, som går tidligere 

og tidligere på pension, og som har råd til at 

fylde et langt otium (fra 50-års alderen?) med spændende oplevelser 

og aktiviteter, er de, når det kommer til stykket, solidariske med 

resten af ældregruppen? Og ligner de ikke meget mere andre grupperinger 

i dette samfund? 

Jeg håber, at kirken vil forholde sig til dette faktum og overveje, 

hvordan vi kan få ansvarsfølelsen og nærheden tilbage i forholdet til 

de ”rigtige” gamle. 

69

ACTA 

SYNODI DIONYSIANAE 

Aktstykker fra det kirkelige årsmøde på Skt. Dionysius’ dag 

habitae 

Diebus 9. – 11. Octobris 2001 

Onsdag den 10. oktober åbnedes Københavns stifts 

udvidede landemode med gudstjeneste i Københavns domkirke, 

hvor Holmens provst, orlogsprovst Claus Harms 

prædikede over Johannesevangeliet 9,1-12. 

71

Prædiken ved landemodegudstjenesten 

den 10. oktober 2001 i Københavns 

domkirke 

Der kommer en nat, da ingen kan arbejde 

Johs. 9,1-12. 

af Holmens provst, orlogsprovst Claus Harms 

Når et menneske kommer dertil, at det véd, at det har brugt de fleste 

af sit livs år, er det ingen skam at vedgå det og da gøre sig den 

eftertanke, at livet har været just så underfuldt og forpligtende 

arbejdsfyldt, som han i ungdommen drømte om og håbede, at han 

kunne forvente, men også klart vidste, at han ikke kunne regne med. 

Når et menneske er nået dertil, at det har brugt de allerfleste af sit 

livs dage og arbejdskræfter, må det – ikke i bagklogskabens klare lys 

– men i kristentroens oplysende klarhed troskyldigt bevidne, at et 

ord fra vor bibelbog fik større indflydelse, end han i ungdommen 

anede det kunne, men som han dog med større eller svagere lydighed 

hele livet – bevidst eller ubevidst – måtte holde sig til. 

Det tør jeg godt gøre her. 

”Der kommer en nat, da ingen kan arbejde.” Det ord er i den evangelietekst, 

jeg har læst. Derfor har jeg til denne landemodegudstjeneste 

– min sidste i embedstjeneste – valgt Johannes-evangeliets fortælling 

om Jesu helbredelse af den blindfødte. En evangelietekst, 

som ikke er i vor autoriserede alterbog. 

Udgangspunktet i beretningen er det altid ufrakommelige spørgsmål 

om den uventede ulykke, den ulykkelige sygdom – her blindfødthed 

– er straf for synd eller ej. Spørgsmålet som ethvert menneskesind 

må tumle med, indtil mennesket ligger i sin grav, og som 

mennesker meget ofte tankeudveksler om i tale, alvorligt, anfægtet 

eller afparerende. 

Er den uventede ulykke, den ulykkelige sygdom straf for synd eller ej? 

Jesus markerer det utvetydigt: hverken den blindfødte selv eller 

hans forældre har syndet, men det er for at Guds gerninger skal 

åbenbares på ham. Og han fortsætter: De gerninger, som han der har 

sendt mig, vil have gjort, må vi gøre så længe det er dag. Der kommer 

en nat, da ingen kan arbejde. Overraskende inddrager Jesus et 

øjeblik alle os, der er hans. Gerningerne vi må gøre, så længe det er 

dag. 

Så er øjeblikket, hvor vi alle er inddraget, forbi og Jesus siger: mens 

jeg er i verden, er jeg verdens lys. Her helbreder han den blindfødte 

72

med spyt og dynd på hans øjne; siger til ham, at han skal gå og vaske 

sig. Da manden kommer tilbage, kan han se. Naboerne giver sig 

ivrigt til at udspørge. Meninger udveksles. Den blindfødte bevidner, 

at den mand, der hedder Jesus, var den der tog hans blindhed. Men 

på spørgsmålet, hvor han nu er, må han svare: Det ved jeg ikke. 

I evangeliets videre beretning rejses på flere måder spørgsmålet 

om sammenhængen mellem sygdom, synd og straf, om Moselovens 

forskrifter og Menneskesønnens myndighed. Men det lader vi ligge 

i aften og holder os til, at Jesus selv – et øjeblik – opmærksomt har 

angivet, at alle hans, alle vi, er forpligtet på, at de gerninger, som 

Gud, der har sendt Jesus, vil have gjort, må vi gøre så længe det er 

dag. Der kommer en nat, da ingen kan arbejde. 

Det er egentlig så enkelt, men at gøre det til handling koster et helt 

liv. Det kan ethvert kristent menneske regne med og må vide hver 

eneste dag i sit livs år, om de bliver mange eller få: 

Gud ”vil i dag mig give kraft og styrke, 

jeg i mit kald og stand 

min Gud og Fader kan 

tilbørlig dyrke.” 

Kingo hjælper os på vej til forståelse og dagligt mod og flid. Sådan 

er det. Sådan er det godt. Sådan er det vigtigt, at vi formaner hinanden. 

Måske netop ved en landemodegudstjeneste, hvor menighedsrådsmedlemmer, 

kirkelige medarbejdere med præster samles. 

Vi, der vel betragtes som kirkelige professionelle folk, må formane 

hinanden til at huske, at det at være et kristent menneske ikke først 

og fremmest er sag om, at være kirkeligt ivrig og fantasirig og administrativ 

omhyggelig og retsindig – det er det i sandhed også i alle 

dets aspekter. Men at være et kristent menneske er at være i 

en bevidsthed om og tro på, at Vor Herre giver os lov til, styrke og 

flid til, at gøre de gerninger, som Gud vil have gjort, så længe det 

er dag. 

Ved gudstjenesten åbenbares for os Guds gerninger af Ham, som 

kaldte sig verdens lys. Og svigter vi vort gudstjenesteliv kan vi blive 

som den blindfødte helbredte, der forvirret svarede: Jeg véd ikke hvor 

han, der helbredte mig, er. Svigter vi vor gudstjeneste, da glemmer du 

og jeg, hvor det er Guds gerninger vil ske, dér uden for kirkedøren i 

alle dagens timer, mens det endnu er dag for dig som for mig. 

Da jeg for mange år siden var ung og ivrig, lærte min generation 

af teologer, at i kirken skulle vi høre og tale med hinanden om det, 

vi ikke talte om alle andre steder; tale om den Gud, hvis søn kaldte 

sig verdens lys; tale om Gud og ikke om alt det, vi talte om alle andre 

steder. 

73

I dag er der meget, der tyder på, at alle andre steder taler man om 

Gud, selv om det just ikke altid er om den Gud og Fader, hvis søn 

var og er Ham, der kaldte sig verdens lys, mens man i kirkehusene 

til gudstjenester taler om alt muligt andet end om ham. 

Ja, tider skifter, men det er ikke altid sikkert, at det kun er sæder, 

der mildnes, men også dristigheden der “mildnes”, så at modet og 

fliden og troens bekendelse da svækkes. 

Om vi svigter vort gudstjenesteliv, svigter vi os selv og svækkes i vor 

kristne troværdighed over for alle de Guds mennesker, vi er sat imellem, 

for at Guds gerninger skal åbenbares. De gerninger som han, 

der har sendt Ham, vil have gjort, må vi gøre så længe det er dag, 

Stor religiøs interesse florerer, fortæller man. Større velvillighed 

over for det kirkelige oplever vi. Overraskende for min generation, 

der kendte til dage og år, hvor aggressiv modvillighed og kritik, ja 

hån var tidens sprog og tegn. Utaknemmeligt er det at kaste skam 

over nutidens imødekommenhed og mangfoldige muligheder, men 

så meget véd jeg dog, at det kan være sværere at holde kursen i medvind 

end når storm og sø slår imod. 

Derfor er det nok mere den ureflekterede passive velvillighed end 

markant udtalte andre religioner, der kalder os til besindelse og forpligter 

os til frimodigt og trofast at vidne om Ham, der er verdens 

lys. 

Sådan siger jeg her på faldrebet. 

Om det til tider kan være rigtigt, at erfaren mand er god at gæste, er 

det altid ganske vist, at det er den unge og det menneske, der står 

midt i livet, der giver os opmuntring til nutidsvirke og mod til fremtidsforventning 

i gudstro. 

Thi sandt er det for enhver: der kommer en nat, da ingen kan arbejde. 

Amen 

74

Folkekirken set fra kirkebænken 

Foredrag ved det udvidede landemode i Københavns stift onsdag 

den 10. oktober 2001 

af adm. direktør Hans Skov Christensen 

Det er moderne at måle, veje og evaluere. Nogle gange er det forholdsvis 

enkelt. Private virksomheder har aktionærer, som kan være 

mere eller mindre tilfredse med virksomhedens resultat. Andre 

gange er det svært at måle og veje. Især der hvor servicen er uhåndgribelig. 

Det gælder mange steder i den offentlige sektor. 

Finansministeriet udgiver publikationer, der sammenligner kommunernes 

service. Nogle gange kommer der også publikationer om 

borgernes syn på den offentlige sektor. Hér kan man se, at borgerne 

er godt tilfredse med bibliotekerne – men ret utilfredse med 

Arbejdsformidlingen. 

Det allersværeste er at modtage en kritisk evaluering, hvis man på 

forhånd føler sig som verdensmester. Og sådan har vi danskere det 

jo tit. Vi er verdens bedste. I hvert fald når sammenligningen foregår 

på vore egne præmisser. 

For nogle år siden blev en af Danmarks mest traditionsrige institutioner, 

folkeskolen, udsat for en kritisk evaluering fra OECD. 

Evalueringen viste, at danske skolebørn ikke var helt så gode til at 

læse og skrive, som vi troede, og som de burde være. 

Den slags er jo ikke rart at høre. Derfor blev undersøgelsen også 

straks anfægtet. Den daværende undervisningsminister endte med 

at konkludere, at der måske godt kunne være noget om snakken. Det 

kunne da godt være, at danske børn ikke var så gode til at læse og 

skrive. Men til gengæld vidste de alt muligt om demokrati! Derfor 

mente undervisningsministeren, at demokrati-forståelse burde med 

i nye undersøgelser. Så kunne hele verden se, at Danmark faktisk er 

verdens bedste – i hvert fald på egne præmisser. 

Hvad så med folkekirken? Kan man måle og veje – og evaluere 

folkekirken? Jeg vil gøre et forsøg. Det er en lidt besynderlig opgave 

i betragtning af, at jeg ikke har nogen meningsmåling – eller nogen 

publikation fra Finansministeriet – til rådighed. Kun mine egne flygtige 

observationer fra kirkebænken. 

Ud fra en række betragtninger er det oplagt at sige, at den danske folkekirke 

er verdens bedste kirke. Vi har masser af medlemmer – godt 

og vel 85 pct. af befolkningen. Vi har dygtige veluddannede præster og 

dygtige,“folkevalgte” biskopper. Vi har masser af kirkeligt personale – 

gravere, kirkesangere, kordegne, organister og sognemedhjælpere. 

75 

Folkekirken – verdens 

bedste kirke

Det kirkelige 

engagement 

Kirkerne er slet ikke så tomme, som nogen tror. De er faktisk ganske 

pænt fyldte. Især når vi fejrer barnedåb og konfirmation. Sognegårdene 

er pæne og nymalede. Og de bruges til masser af aktiviteter, 

foredrag osv. Folkekirken har endda også ganske pæne økonomiske 

ressourcer. Det skyldes muligheden for at opkræve skat. 

Hvis man sammenligner folkekirken med andre kirker – på alle 

mulige objektive leder og kanter – kan man egentlig godt sige, at vi 

er verdensmestre på egne præmisser. 

Men hvad nu, hvis man anlagde nogle lidt andre præmisser? Hvad 

nu, hvis folkekirken skulle bedømmes på medlemmernes engagement 

og viden om kristendom? Eller hvad hvis folkekirken skulle 

bedømmes på evnen til at forkynde Guds ord? 

Medlemmernes engagement er måske ikke verdens største. Hvis 

man spørger folk, om de er kristne, tør de ofte ikke rigtig svare. Det 

er også som om ritualerne i kirken er blevet lidt mere uforståelige for 

folk. Dåben betragtes hos mange i højere grad som en familieceremoni 

end som det, den er – en indpodning i Jesus Kristus. 

Ved gudstjenesten om søndagen kan man nogle gange føle, at de 

regelmæssige kirkegængere bliver betragtet som nogle, der har sneget 

sig ind til en “glo-dåb”. Men kirkebygningerne bliver da brugt 

ganske pænt. Og julen er stadig en stor begivenhed for alle danske. 

Og folk ved godt, at julen drejer sig om Jesu fødsel. 

Derudover er tingene sådan lidt forvirrede for ganske mange. Det 

skyldes nok, at en hel generation blev tabt på gulvet for kristendommen. 

Især fra begyndelsen af 70’erne. Og hvis forældrene til de 

børn, vi har i dag, ikke ved noget om kristendom, kan det være lidt 

svært for børnene at få den nødvendige børnelærdom. 

I min generation var de bibelske fortællinger kendte. Den slags var 

en del af tilværelsen. Det samme gjaldt fadervor og salmesang. I dag 

får danskerne imidlertid ikke længere en grundlæggende indføring 

i kristendommen. Og dermed er den reelt ukendt og uforståelig. 

Vi kan ikke lide det. Vi kan ikke lide at høre om det – vi vil helst 

tro noget andet. Godt nok kan vi f.eks. glæde os over stigende kirkegang 

i disse år – i hvert tilfælde nogle steder. Godt nok kan vi glæde 

os over, at antallet af døbte børn og bryllupper er stigende. Men 

hvor meget af det er egentlig modefænomener? 

Vi kan også glæde os over, at korset er blevet mere synligt i gadebilledet. 

Men det vil måske være lidt forhastet at tro, at ungdommen 

har fået et nyt kristent syn – blot fordi vi ser både drenge og piger 

med kors i halskæder, arm- eller fodkæder eller øre- eller næseringe. 

Skulle nogen ikke fæste lid til mit udsagn, skal de blot en sommerdag 

gå en tur på Strøget – og spørge symbolbærerne om betydningen 

ved at bære et kors. 

76

Vi må nøgternt – analytisk – om end beklageligt modstræbende 

erkende – at kristendommen ikke længere er det naturlige, selvfølgelige, 

udgangspunkt for danskeren. Simpelthen fordi han eller hun 

ikke kender den. 

Tidligere gav skole, hjem og kirke den grundlæggende indføring i 

kristendommen. Nu står kirken alene – og har reelt ikke længere 

solide forbundsfæller i hjem og skole. Kirken gør det heller ikke altid 

så let for sig selv. De sidste par dage har afsløret, at verden ikke er, 

hvad den har været. 

Jeg har bemærket, at biskoppen i Århus støtter forslaget om at 

omdøbe kristendomskundskab til religion. Jeg har også bemærket, 

at en radikal minister har afvist tanken. Egentlig havde jeg forventet 

det stik modsatte. At en luthersk præst skulle “forkynde evangeliet 

og bekæmpe al vranglære”. Og at en radikal minister ville gå til 

kamp for ligestilling. 

I denne sag er jeg helt klart enig med undervisningsministeren – 

og i øvrigt også med formanden for folketingets kirkeudvalg, Birthe 

Rønn Hornbech. Og på mig kan det godt virke lidt underligt, 

hvis en biskop i den danske folkekirke utilsigtet efterlader det indtryk, 

at den ene religion såmænd kan være lige så rigtig som den 

anden. 

Skolen spiller en stor rolle for kirken. Sådan var det i hvert fald tidligere. 

I skolen fik vi fortalt bibelhistorie, læste og lærte salmevers, 

den lille katekismus og også lidt kirkehistorie. Læreren var dermed 

et forbindelsesled mellem barn og kirke. Også der, hvor hjemmet af 

den ene eller anden grund ikke kunne være det. 

Fritagelse fra denne undervisning var en sjældenhed, og salmesangen 

fik man under alle omstændigheder. Seminarierne drog 

omsorg for, at lærerne kunne løfte denne opgave. Mere eller mindre 

godt. Men gjort blev det. 

Jeg skal ikke beskrive udviklingen i børnenes hjemlige situation. 

Blot minde om, at forældrene nu kun har stiftet sporadisk bekendtskab 

med kristendommen – og oftest slet ikke med kristendommen 

som tro. 

Alt dette betyder, at nye generationer vokser op – er døbt, men reelt 

uden kendskab til kristendom. En stor del af befolkningen er ikke i 

stand til at forstå teksten, salmer, ritualer – og muligvis heller ikke 

prædikenen, fordi man taber forståelsen af indholdet undervejs. 

Forkyndelsen forudsætter ofte kendskab til Kristi livshistorie 

og kristne grundbegreber, vor kirkes forståelse af dåb og nadver 

osv. Begreber, som Guds kærlighed, min næste, synd og nåde er 

ukendte. 

77 

Skole og kirke 

Manglende kendskab

Evnen til at 

forkynde Guds ord 

Vi – den kristne menighed – ved det godt. Vi oplever det jo så ofte på 

gader og stræder eller blandt mange kirkefremmede i vor dagligdag. 

Vi registrerer det juleaften med de mange – også ekstragudstjenester. 

“Jeg går i kirke juleaften, det er så hyggeligt. Det hører li’som julen 

til, men ikke 1. eller 2. juledag. Der er det jo så helligt!”. Og det skal 

ikke betragtes nedladende, værdiladet – blot konstaterende. 

Den nuværende situation stiller helt anderledes krav til den kristne 

menighed, end vi er vokset op med, og vi er i stand til i øjeblikket 

at løse. Det er måske også en af årsagerne til at ny-religiøse bevægelser 

får så let spil. Eller årsagen til at mystiske diskussioner opstår. 

I min generation tror jeg stadig, at mange vil synes det er underligt, 

hvis der bliver sat nisser ned i en julekrybbe. Jeg tror, at mange 

af os kan holde traditionerne adskilt – og sondre mellem religion og 

juleri. Men i den generation, som IKEA’s chefer tilhører, er den gode 

gamle skik – julefrokosten – åbenbart at betragte som en religiøs 

ceremoni. I hvert fald betragter de julefrokosten som religiøs nok til 

at kunne krænke andre religioner. 

Jeg kender mange virksomheder – men ingen, hvor julefrokosten 

starter med en bordbøn. Derfor er jeg lidt overrasket over IKEA’s 

problemer med julefrokoster. Jeg synes ikke, jeg har hørt, at IKEA vil 

fjerne julepynt – eller undlade at udsende julekataloger. 

Noget tyder på, at den kristne identitet er blevet svagere. Den er 

der stadigvæk et eller andet sted. Men folk ved ikke rigtig hvorfor. 

Så hvis man skal bedømme folkekirken på evnen til at udbrede 

viden om kristendommen, så tror jeg ikke helt man kan sige, at opgaven 

er løst. Jeg ved godt, at mange præster gør et ihærdigt arbejde 

med konfirmanderne. Jeg ved, at mange præster benytter sig af lejligheden 

til at fortælle nybagte forældre om, hvad dåben egentlig 

går ud på. Hvad det betyder at oplære sit barn i den kristne tro. 

Folkekirken har mange aktiviteter i sognehusene rundt omkring. 

Men mange ressourcer bruges til tider på tant og fjas og ARTE-lignende 

arrangementer i sognegården. Det kan da være meget muntert 

at høre om Georg Poulsens barndom, men det kan man gøre så 

mange andre steder end netop i folkekirkens regi. Det kan da også 

være meget hyggeligt at invitere de gamle til en aften med en gammel 

dansk film. Men det er vel ikke det, som kirken er sat på jorden 

for. 

En klog mand sagde engang: “Mit rige er ikke af denne verden”. 

Men det forekommer mig, at folkekirken alt så rigeligt er “af denne 

verden”. Vi er måske nok verdensmestre. Men vi er det på vore egne 

præmisser – denne verdens præmisser. 

Min nuværende sognekirke er Godthåbskirken, men jeg har gennem 

årene haft min gang i flere forskellige kirker. Og da jeg rejser meget, 

78

esøger jeg kirker over det ganske land og kirker uden for landets 

grænser. Det giver mig mulighed for at opleve forskellige kirker og 

prædikanter. Og mine hidtidige og efterfølgende betragtninger er 

derfor ikke primært hentet fra min sognekirke. 

Engang imellem undrer jeg mig over det, jeg hører i kirken. Jeg 

hører mange interessante ting. Noget om storpolitik. Noget om socialforhold. 

Noget om personlige sympatier og antipatier. Noget om 

etik. Ganske megen tale i kirken sætter ligefrem lighedstegn mellem 

menneskerettigheder og kristendom. Det er dejligt at høre en vidende 

og belæst person på prædikestolen. Men jeg spørger mig selv, om 

ikke der nogle gange kan blive lidt for megen menneskelig visdom 

og lidt for lidt af Guds ord… 

Brugen af begrebet “menneskerettigheder” i kirken er en diskussion 

helt for sig. Jeg har selv den holdning, at den slags rettigheder 

er en politisk konstruktion. Menneskerettigheder er ganske fornuftige, 

fordi de sætter grænser for, hvad mennesker må gøre mod hinanden. 

De handler om retten til at gå sine egne veje, så længe man 

ikke skader andre. Og det er bestemt en vigtig ting i et frit samfund. 

Men jeg tvivler på, at man kan give menneskerettigheder en guddommelig 

status. Kristendom handler vel egentlig ikke om menneskets 

ret til at gå sine egne veje! Ud fra en menneskerettighedsbetragtning 

ville nogle måske kunne argumentere for, at den barmhjertige 

samaritaner havde retten til at gå forbi den sårede mand. 

Men ud fra en kristen betragtning er der vel ikke så meget at rafle 

om: Man er forpligtet på sin næste. Sådan er det. Menneskerettighederne 

kan måske være rettigheder over for politiske myndigheder. 

Men man har ingen ret over for Gud. 

Jeg kan ikke lade være med at blive betænkelig, når jeg hører, hvordan 

kristendommen gøres til en portion etik og gode historier. Den 

slags kan vi sagtens få andre steder. Men det er kun Gud, der kan 

tale til os om synd og frelse. Og det er i sidste ende kun ham, der kan 

være absolut. 

Prøv f.eks. at tage udgangspunkt i salmen “Du gav mig, o Herre” 

(DDS 675). I sidste vers hører vi en god beskrivelse af, hvad det vil 

sige at være et ordentligt menneske. “Fylde med hæderligt virke min 

dag”. “Hjælpe og værne om den, der er svag”. “At elske thi deri er 

livet”. Det er alt sammen godt. Noget som alle sikkert kan skrive 

under på og ønske at leve efter. Men hvad er det egentlig, der opretholder 

denne “ordentlighed”, denne etik? Det hører vi først om til 

allersidst i det pågældende salmevers, nemlig i ordene “og giv mig 

til sidst et navn, Herre Krist, som er i din livsbog indskrevet!”. 

Jeg ved godt, at man kan gøre en lang teologisk diskussion ud af 

disse ord. Min pointe er bare, at “ordentligheden”, etikken, bliver til 

79 

Etik og kristendom

Styrkelse af den 

kristne identitet 

flyvesand, nyttefilosofi og bekvemmelighed, hvis den ikke holdes 

oppe af Gud. 

Vi har lært, at vi skal opføre os pænt og hjælpe andre. Hvis vi altså 

kan – og så meget som muligt. Men vi har intet lært om det absolutte 

– kun det relative. Det meste gøres til genstand for rationelle politiske 

overvejelser. Moral er blevet noget relativt. Det handler om, hvad 

der er nyttigt – ikke om hvad der står fast – hvad der er absolut. 

Et gammelt mundheld lyder: “Guld kan også købes for dyrt”. 

Nogle vil sige, heri er intet nyt, og det er rigtigt. Det nye er, at det 

kristne ord som svar herpå ikke lyder så hyppigt – som tidligere – 

og hvor det lyder, bliver det ofte forvirrende. Det var Søren 

Kierkegaard, der i “Fire opbyggelige taler” skrev: “Vel er det sandt, 

hvad menneskene siger, at man også kan købe guld for dyrt. Men 

det højeste kan man ikke købe for dyrt. Hvis man har købt for dyrt, 

har man ikke købt det højeste”. 

Jeg tror, at kirken – og dens præster – har en betydelig andel i, at 

det står sløjt til. Signalforvirringen er simpelthen for stor. Jeg har en 

fornemmelse af, at den mere og mere kristent forudsætningsløse 

dansker må tro, at kristendom ikke er noget absolut men noget, man 

stemmer om i folketinget eller noget, som man kan gradbøje. 

Diskussioner om tro – som f.eks. om det evige liv – føres ikke længere. 

I det mindste ikke offentligt. 

Hvad skal den forudsætningsløse dansker dog ikke mene. At vi 

kan sætte evangeliet til afstemning og acceptere ændringsforslag om 

de afsnit, der af den ene eller anden grund måtte støde os? 

Det piner mig også at høre fremtrædende kirkefolk, der stort set 

ligeud siger, at de er kristne uden at tro helt på “alt det med Gud”. I 

al stilfærdighed kunne man fristes til at spørge: Er der slet ikke 

grænser for hvor langt man kan gå i sin tolkning uden at fjerne indholdet? 

Og skal det hele i øvrigt handle om kærlighed hele tiden? 

Hvad blev der af skyld, synd og frelse? Det synes jeg egentlig, at man 

hører sjældnere og sjældnere. Og det var vel den vigtigste del af 

historien. 

Kristendommen er draget ud i verden som en offensiv religion. 

Mission er en integreret del. Jeg kommer til at tænke på Grundtvigs 

salme: “Du som går ud fra den levende Gud” (DDS 248), hvor man 

hører om apostlene, der drager ud. “Blomstre lad muld hvor de træde” 

lyder det fromme håb. Og sådan har det været mange steder, 

hvor danske missionsselskaber – og danske præster er draget ud. 

Vi drog ud som en offensiv religion. Men hvis vi havde stået i samme 

situation i Danmark, som vi gør i dag, kan man godt spørge sig 

selv, om vi ville være draget ud eller vi ville være blevet hjemme. 

Ville vi så ikke have været nødt til at sætte nogle ekstra kræfter ind 

80

på at styrke den kristne identitet i Danmark? Er der ikke brug for 

nogle flere blomster i den danske muld? 

Nogle vil sige, at det går op og ned, og sådan har det altid været. 

Jeg mener ikke, at man kan sammenligne situationen før og nu. Mere 

end halvdelen af befolkningen har ikke haft obligatorisk kristendomsundervisning. 

Jeg tror, at det manglende kendskab til sin kristne 

identitet er en af grundene til, at mange kan føle sig truet udefra. 

Jeg mener, at hovedopgaven nu er at styrke den kristne identitet i 

vort land. Derfor må vi se på den måde, vi anvender vore kræfter, 

måden vi laver kirke – måden hvorpå vi anvender mennesker og ressourcer. 

Man kunne kalde det en professionalisering af folkekirken. 

Men desværre er det begreb lidt belastet. Når man taler om professionalisering 

i folkekirken, er der straks nogle, som kommer til at 

tænke på dét, der kaldes “koncernkirke” – om fjerne bureaukrater, 

der styrer. Det er ikke min pointe. Tværtimod. 

Folkekirken er måske netop i for høj grad blevet et af velfærdsstatens 

mange tilbud. Det betyder, at medlemmerne føler sig som kritiske 

forbrugere med krav på service. I den grad, at der visse steder 

også er opstået kritiserede ventelister på bryllupper og dåb. 

De kritiske forbrugere giver sig også engang imellem udslag i, at 

de besøgende i kirken undrer sig over, at snakken om Gud fylder så 

meget – og ceremonierne så lidt. Hér er der en vis forståelseskløft. 

Og den kræver en betydelig indsats at overvinde. Hér må vi sætte 

ind helt konsekvent – også fra folkeskolen og fremefter. 

Min pointe med at tale om professionalisering er ikke, at vi skal 

have flere ansatte i folkekirken. Vi har allerede ganske mange kirkesangere, 

kordegne, sognemedhjælpere osv. I den forstand er folkekirken 

måske endda gået hen og blevet så professionel, at man 

mangler plads til menighedens engagement. 

Den første kirke, min kone og jeg sammen kom i, var et kirkerum, 

en skole, som blev brugt som kirke om søndagen. Udsmykningen 

var beskeden. Den skulle kunne være i en kasse. Vi læste indgangsbønnen 

på skift. Derfor kan det godt give lidt af et gib i mig, når jeg 

engang imellem ser kirkefunktionærer i kjole og hvidt! 

Professionalisering drejer sig om, hvordan man tilrettelægger den 

fælles indsats bedst muligt. Hvordan man bruger de tilgængelige 

ressourcer konsekvent med henblik på at opnå det bedste resultat – 

ikke mindst når det gælder de mennesker, der arbejder for folkekirken. 

Personaleledelse handler om, hvordan man styrer og påvirker 

andre mennesker. Og mennesker er ikke størrelser, som man styrer 

rundt med for sjov. Derfor er personaleledelse en profession og ikke 

noget, man gennemfører med venstre hånd. Personaleledelse egner 

sig ikke til beslutninger i bestyrelser – eller i råd for den sags skyld. 

I moderne organisationer – både virksomheder og offentlige 

81

Fremtiden 

Lidenskab og 

engagement 

institutioner – taler man meget om at fokusere på det, man er god 

til. Menighedsrådene kunne f.eks. koncentrere sig om deres rolle 

som bestyrelse. Lægge strategien, sætte frivillige aktiviteter i gang 

osv. Den professionelle ledelse i kirken kunne styrkes. F.eks. ved at 

ansætte en decideret sekretariatsleder, der kunne fungere som chef 

for kordegn, kirketjener, graver, organist osv. Eller give opgaven til 

kordegnen. Flere menighedsråd kunne også beslutte sig for i fællesskab 

at lægge personaleledelse og anden administration (regnskabsføring, 

bygningstilsyn, kirkebogsføring...) hen til et samlet kontor. 

Det er der intet til hinder for. 

En mere professionel håndtering af alt det organisatoriske kunne 

jo måske give plads for mere fokus på, hvordan man styrker den 

kristne identitet. 

Folkekirken burde egentlig være godt rustet til fremtiden. Selvfølgelig 

skal man ikke se på folkekirken ud fra en virksomhedsbetragtning. 

Men hvis man prøver et øjeblik – blot for tankeeksperimentets 

skyld – har folkekirken som virksomhed betragtet egentlig 

meget gode kort på hånden. 

En af de bøger, som har solgt flest eksemplarer til erhvervsfolk 

hedder Dream Society og er skrevet af fremtidsforskeren Rolf Jensen. 

Han påstår, at fremtidens vindere er de virksomheder og organisationer, 

der appellerer til folks følelser og engagement, og som kan 

fortælle en god historie. Og hér er folkekirken jo uovertruffen. Den 

har de gode historier fra Bibelen – gruopvækkende, hjertegribende, 

voldsomme, poetiske og meget mere. De historier har inspireret ganske 

mange: Komponister, filmskabere, forfattere… 

Noget af det gode ved folkekirken er faktisk, når den er lidt farlig 

– lidt på tværs. Når der er blod, sved og tårer, gru og død – ikke bare 

glansbilleder, abstrakt kærlighed, menneskerettigheder og velfærdstilbud. 

Velfærdstilbud kan komme og gå. Derfor vil det være utrolig 

farligt, om folkekirken i stigende grad alene fokuserer på det. 

I stedet bør vi styrke den almene viden om folkekirkens grundlag – 

styrke den kristne identitet – og simpelthen acceptere de politisk 

ukorrekte og upolerede sider af det kristne budskab. Måske har vi 

brug for lidt mere lidenskab. Det gælder både med hensyn til, hvordan 

vi organiserer gudstjenesten og med hensyn til, hvordan vi bruger 

menigheden. 

Jeg husker engang til en gudstjeneste i en afrikansk kirke, hvor vi 

stod menneske til menneske op og ned ad hinanden i timevis og 

sang. Helt så voldsomt behøver det ikke være. Men vi kunne da i det 

små – overveje om ikke menigheden sang bedst, når den stod op og 

lyttede bedst, når den sad ned. 

82

Måske kunne man også benytte sig af de separate dåbsgudstjenester, 

der er ved at vinde indpas, til at give dåbsfølget en mere grundlæggende 

oplæring i kristendom. Man burde også overveje, hvordan 

man kan involvere menigheden mere i alt bortset naturligvis fra forkyndelsen. 

Og det kunne da være rart at opleve nogle flere præster, 

der emmer af lyst til at forkynde. Ikke bare docere. “Tunger af ild og 

dog prædiken mild, giv dem du salver og sender” (DDS 248) 

Professionalisering handler om at have klare mål, og om at involvere 

og begejstre mennesker. Men den professionalisering jeg efterlyser 

kræver, at vi også gør os overvejelser om menighedens engagement 

og inddragelse i frivilligt arbejde. 

“Jeg ser ugerne, at der i menigheden opstår nogen art af lidenskabelighed”. 

Sådan skrev Politikens chefredaktør Viggo Hørup i 1892 

i anledning af, at der skulle bygges en række nye kirker i det stærkt 

voksende København. Diskussionen gik dengang på, hvem der 

skulle bygge de nye kirker. Skulle det ske i frivilligt regi uafhængigt 

af det offentlige? Eller skulle staten finansiere og være bygherre? 

København oplevede i sidste halvdel af 1800-tallet en befolkningseksplosion. 

Og især på brokvartererne var der tæt bygget. Men 

kirkebyggeriet var ikke fulgt med væksten i indbyggertallet. Det ville 

en række initiativrige mænd gøre noget ved. De ville gennem 

privat indsamlede midler bygge kirker og missionere i København. 

Det gjaldt for dem “Københavns åndelige befæstning”. 

Viggo Hørup så fanatisme i dette projekt og ville for alt i verden 

undgå en selvberoende kirkelighed i Danmark. Hørup så den religiøse 

iver og lidenskab som farlig, og bekæmpede den med lige så stor 

lidenskab. Men netop derfor gik Viggo Hørup ind for, at staten skulle 

bygge kirkerne i København. For intet forebyggede og forhindrede 

ifølge Hørup religiøsitetens udbredelse mere effektivt end en 

statskirke. 

Hørup sagde: “Mit ideal er, at de (menighederne) skal have al ting 

af os (staten), ikke blot kirker, men præster og præstegårde, kapellaner, 

klokkere, gravere, organister, kirkesangere og det hele. Og de 

skal have det rigeligt og godt, så at både de selv og deres fruer og 

deres døtre og sønner kan være glade ved, at vi sørger for dem, og 

aldrig kan komme i den fristelse at ville stå på deres egne ben”. 

Det værst tænkelige for Hørup var religiøs inderlighed og private 

initiativer for at give rum for gudstroen. 

Jeg har det stik modsat. Jeg ser stadig med en vis ærefrygt på 

Kirkefondets private initiativ for over 100 år siden. Jeg ser ikke den 

slags som en trussel mod folkekirken. Kirkefondets initiativ bevirkede, 

at der i stedet for de otte planlagte kirker med offentlig støtte 

blev bygget 37 nye kirker alene på frivillig basis frem til 1915. Mange 

af de københavnske brokvarterers kirker stammer fra dette initiativ. 

83

Afslutning 

Kirkefondet og det frivillige kirkelige arbejde udfordrede ikke 

folkekirken som den øverste ramme for kirkens organisation i 

Danmark. Alligevel så mange præster med skepsis på det frivillige 

arbejde, fordi de ligesom Hørup helst så det offentlige kontrollere 

alting. 

Den danske model er i stort omfang blevet den hørupske, hvor 

staten og kirkeskatten overtager stort set alle funktioner. Men dette 

er sket på bekostning af frivilligheden og det selvberoende, som stort 

set ikke spiller nogen rolle mere. Det må vi have tilbage som en central 

del af kirken. Selvfølgelig ikke ved en adskillelse af stat og kirke. 

Men meget gerne ved, at vi giver plads for frivillige initiativer 

samtidig med, at kirken også drager gavn af sit bånd til staten. F.eks. 

i spørgsmålet om kristendomsundervisning i skolerne. Jeg tror, der 

kan komme grøde i den hørupske model. 

Vi har verdens bedste folkekirke på vores egne menneskelige velfærdsstatslige 

præmisser. Vi har velholdte kirkebygninger, dygtige 

funktionærer og en anstændig service. Min hovedpointe er, at vi ikke 

behøver gøre mere ved det materielle. Vores opgave er en anden, 

nemlig at flere forstår, hvad der bliver sagt i kirken og glædes og 

fryder sig derved. Uden begejstring nytter det ikke. 

Vi ved alle, at vi begejstres mere ved ting, hvor vi selv spiller en vis 

rolle og er aktive – end i situationer, hvor vi er passiviserede. I tiden 

der kommer, synes jeg derfor, det må overvejes, hvordan vi får involveret 

og inddraget flere i kirken – også som aktive deltagere i gudstjenestens 

forløb. 

84

Årsberetning 2001 

ved biskop Erik Norman Svendsen 

Siden sidste landemode er følgende præster med særlig tilknytning 

til Københavns stift døde: 

22/5 2001 Johannes Jørgensen Frederiks kirke (Marmorkirken) 

24/5 2001 Torben Bent Jørgensen Vanløse kirke 

Vi mindes med taknemlighed deres gerning i sogn og stift og beder 

Gud bevare dem til en glædelig opstandelse. 

Sammen med rigets øvrige biskopper besøgte jeg i begyndelsen af 

september såvel Church of England (anglikansk) som Church of 

Scotland (presbyteriansk). Besøgene var et led i biskoppernes efteruddannelse 

og var tilrettelagt som et seminar med foredrag og 

besøg i Durham og Edinburgh. I slutningen af september måned 

besøgte jeg som repræsentant for den danske folkekirke den ortodokse 

kirke i Armenien i anledning af dens 1700 års jubilæum som 

verdens ældste nationalkirke. På vejen til og fra Yerevan i Armenien 

fik jeg desuden lejlighed til at besøge den russisk-ortodokse kirke i 

Moskva. I alle fire tilfælde er der tale om gamle nationalkirker, hvor 

ikke mindst de to ortodokse kirker efter Sovjetunionens sammenbrud 

har fået ny betydning og selvfølelse. Lukkede eller ødelagte 

kirker genåbnes eller genopføres og kirkernes politiske indflydelse 

er ganske betydelig i både Rusland og Armenien. 

Nationalkirkerne får i disse år større betydning, idet de i globaliseringens 

tid med de mange folkevandringer er med til at fastholde 

et folk i en bestemt tradition og sammenhæng. Det oplever vi også i 

Danmark, hvor ikke mindst islams tilstedeværelse er med til at give 

folkets gamle kirke en stærkere placering i danskernes bevidsthed 

og i samfundslivet end i mange år forud. Det i sig selv er positivt og 

indebærer mange muligheder for at få forkyndt evangeliet for hele 

folket. En national kirke er i den sammenhæng også forpligtet over 

for de borgere i landet, der ikke er medlemmer af kirken. Det gælder 

selv en så relativ lille kirke som den skotske, der i dag omfatter 

under 20% af befolkningen. Samtidig er det vigtigt, at de nationale 

kirker ud over at se sig selv som nationalkirke også ser sig selv som 

en del af Jesu Kristi kirke ud over hele jorden. Samvær med andre 

kristne og deltagelse i økumenisk arbejde er derfor af stor betydning 

også for en nationalkirke. Den årligt tilbagevendende økumeniske 

kirkevandring i København er et godt eksempel herpå. 

85 

Nationalkirke

Kirkers brug 

I Danmark kom det nationale islæt i folkekirken stærkt til udtryk i 

forbindelse med Dronning Ingrids død og begravelse i november 

2000, hvor såvel Christiansborg slotskirke som Roskilde domkirke 

var centrum for højtidelighederne. I forbindelse med højtideligholdelsen 

af 200 års dagen for Slaget på Rheden den 2. april i år blev 

mindedagen indledt med gudstjeneste i Holmens kirke. Endelig skal 

det nævnes, at der på Statsministeriets foranledning blev afholdt 

officiel mindegudstjeneste i Københavns domkirke den 12. september 

for ofrene for terroraktionen i USA. 

Folkekirkens kirkerum benyttes ud over gudstjenester, kirkelige 

handlinger og kirkekoncerter i stigende grad til kirkelige arrangementer 

og møder. Selv om der af og til opstår tvivl om, hvordan man 

skal forstå og fortolke begrebet “kirkelig”, er det positivt, at kirkerummet 

ikke blot står aflåst til hverdag, men tages i brug ved forskellige 

lejligheder, hvor det kristne budskab f.eks. bliver sat i relation 

til aktuelle kulturelle og etiske spørgsmål. Kirken har i mere end 

én forstand også rum til at byde folk med anden livsanskuelse 

indenfor og komme i samtale med dem. Derved styrkes folkekirkens 

placering i de lokale sammenhænge, og sognets beboere får mulighed 

for at møde det kristne budskab i sammenhænge, som de normalt 

ikke forventer. 

Det skal i den forbindelse ikke skjules, at fortolkningen af begrebet 

“kirkelig” i nogle tilfælde er temmelig lemfældig, hvilket i det forløbne 

landemodeår har givet anledning både til klager og offentlig 

omtale. Der er derfor grund til at minde både menighedsråd og 

præster om, at kirkerummet er beskyttet af den kirkelige lovgivning, 

hvor det bl.a. hedder, at kirken (dvs. kirkerummet) med menighedsrådets 

samtykke kan anvendes til andre kirkelige formål end 

gudstjenester og kirkelige handlinger. Lige som præsterne har ret til 

at bruge de kirker, de er ansat ved, til gudstjenester, kirkelige handlinger 

og kirkelige møder (Lov om Kirkers brug § 5). Er man lokalt i 

tvivl om, hvorvidt et møde eller arrangement kan kaldes for kirkeligt, 

er det en god ide på forhånd at forhøre sig hos biskoppen, som 

ved samme lejlighed måske kan bidrage til, at det pågældende 

arrangement får en karakter, der hverken strider mod lovens bogstav 

eller ånd. 

Ved den forfærdelige terroraktion i USA i september måned slog 

en række kirker i city på præstens foranledning dørene op for 

andagtssøgende i aftentimerne. Mange benyttede sig af muligheden 

for at bruge kirken til bøn og eftertanke og måske tænde et lys i en 

lysglobe, sådan som der er mulighed for hver dag i Københavns 

domkirke. Der er ingen tvivl om, at kirkerummet i stigende grad har 

fået betydning for mange mennesker. Det hænger sammen med, at 

86

kirken både har rum og ritual for den store glæde og den store sorg 

og er et af de få steder, hvor der er tid og rum for eftertanken og stilheden. 

Natkirken i Københavns domkirke har således på et år haft 

15.402 besøgende, hvilket giver et gennemsnit på godt 150 personer 

pr. aften. På den baggrund vil jeg opfordre så mange kirker som 

muligt til at holde kirken åben uden for gudstjenestetiderne, så folk 

også uden særlig anledning kan få mulighed for at finde ind i vore 

kirker. 

I maj måned besøgte kirkeminister Johannes Lebech 3 kirker på 

Nørrebro for at blive nærmere orienteret om deres brug. Ministeren, 

der var ledsaget af biskop, provst og provstiudvalgsformand for 

Nørrebro provsti, besøgte Brorsonskirken, der særlig er kirke for 

børn og unge, Hellig Kors kirke, som er hovedkirken i det nye 

Blågårdens sogn samt Simeons kirke, som fortsat er et almindeligt 

Nørrebrosogn. Overalt blev ministeren orienteret af præster og medarbejdere, 

og der blev også tid til en gåtur på Assistens kirkegård 

med besigtigelse af både historiske og nutidige grave. 

Som bekendt har jeg med landemodets opbakning anmodet alle sogne 

om i et år at tælle kirkegængere både ved gudstjenester og kirkelige 

handlinger. Optællingen begyndte 1. april i år og slutter derfor 

i første omgang med udgangen af marts 2002. Om den herefter skal 

gentages endnu et år eller måske først gentages om nogle år er endnu 

ikke afgjort. I første omgang har vi ønsket at få et overblik over, 

i hvilket omfang kirkerummene benyttes til deres egentlige formål: 

gudstjenester, vielser og begravelser. I forvejen tælles der altergæster, 

men de alene afspejler ikke i tilstrækkeligt omfang antallet af kirkegængere. 

Der er flere grunde til kirketællingen. Den giver præster og menighedsråd 

et klart billede af tilslutningen til de forskellige gudstjenestetyper 

og -tider, og kan dermed hjælpe med til at placere sognets 

forskellige gudstjenester så hensigtsmæssigt som muligt. Samtidig 

får både provsti og stift oplysninger om tendenser i gudstjenestelivet, 

som kan have betydning for fremtidige strukturovervejelser og 

for hvilke tiltag, der bør sættes i værk på dette område. Endelig 

er det en rimelig ”kvittering” over for kirkeskatteyderne at kunne 

dokumentere, at deres kirkeskat er med til at sikre kirkernes brug, 

der som oftest er langt større end mange, ikke mindst journalister, 

forestiller sig. 

Enkelte har rejst principielle indvendinger mod den kirketælling, 

som nu gennemføres, og enkelte har betvivlet min kompetence i 

denne sag. Den er imidlertid entydigt fastslået af Kirkeministeriet, 

og jeg er derfor tilfreds med, at der nu tælles i alle stiftets sogne. 

87 

Kirkeminister 

på besøg 

Kirketælling

Stiftssamrådet 

Strukturspørgsmål 

Der er grund til at understrege, at kirketællingen kun drejer sig om 

det samlede antal deltagere i gudstjenester og kirkelige handlinger 

og ikke på nogen måde anfægter anonymiteten hos de talte. Jeg vil 

gerne takke for den ekstra indsats, man gør rundt om i kirkerne, for 

at kirketællingen skal forløbe godt. 

For anden gang samledes 165 repræsentanter for menighedsråd, 

provstiudvalg, stiftsudvalg og præsterne til stiftssamråd den 20. og 

21. april i Eigtveds Pakhus. Temaet var denne gang gudstjenestelivet 

i stiftet, hvor særligt de såkaldt andre og anderledes gudstjenester 

end højmessen var i fokus. Som indbyder stod Landemodet og 

Stiftsøkonomiudvalget, som jeg også vil anmode om at forestå det 

kommende stiftssamråd. 

Det blev et samråd med megen inspiration og godt samvær, hvilket 

netop er hovedformålet med stiftssamrådet. Der foreligger referat 

fra samrådet, som forhåbentlig kan tjene til yderligere inspiration 

lokalt, ligesom stiftssamrådet tænkes fulgt op af en mindre arbejdskonference. 

Der var nok for lidt tid til debatten i den store forsamling, 

hvilket vi er opmærksomme på, når der næste gang indbydes 

til samråd. Det bliver antagelig om folkekirkens undervisningsforpligtelse 

i bred forstand. 

Det er mit håb, at stiftssamrådene vil blive en fast foreteelse i årene 

fremover til styrkelse og fornyelse af folkekirkens arbejde både på 

sogne- og provstiplan. Fælles problemstillinger og fælles udfordringer 

har godt af at blive overvejet og drøftet over sognegrænser 

og mellem engagerede beslutningstagere i folkekirken. 

Der har ikke været gennemført større strukturændringer i det forløbne 

landemodeår. Pastoratsstrukturen er dog under stadig og konkret 

vurdering, især i forbindelse med præsters naturlige afgang, og 

landemodet har indgående drøftet fremtidige ændringer i såvel pastorats- 

som sognestrukturen. Jeg vil dog ikke lægge skjul på, at 

folkekirkens flade struktur gør det både langsommeligt og vanskeligt 

at gennemføre selv små ændringer i den kirkelige struktur. 

Ændringer er imidlertid både nyttige og nødvendige, fordi de folkekirkelige 

forhold er markant forandrede i de sidste 10-20 år, ikke 

mindst i storbyen København. 

På den baggrund har jeg ved flere lejligheder gjort mig til talsmand 

for dannelse af demokratiske organer i form af stiftsråd og kirkeråd, 

som kan tage ansvar for større ændringer og initiativer i folkekirken 

på lokalt plan og landsplan. Sådanne organer kan nedsættes uden at 

man af den grund skal ændre ét eneste bogstav i Danmarks Riges 

Grundlov eller bryde den nære forbindelse mellem stat og kirke. 

I den forbindelse har jeg tilsluttet mig det forslag, som min kollega 

88

i Ålborg, Søren Lodberg Hvas har fremsat om nedsættelse af en 

ny strukturkommission, der både skal se på folkekirkens status og 

styre. 

Det er ikke undgået min opmærksomhed, at såvel kirkeminister 

som kirkeudvalgsformand og Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer 

ikke ønsker en sådan strukturkommission nedsat og 

slet ikke ønsker oprettelse af stiftsråd og kirkeråd. Det tager jeg til 

efterretning, men man må imidlertid gøre sig klart, at med de mange 

og markante ændringer, der er sket i den folkekirkelige situation i de 

sidste årtier, er folkekirken nødt til at tage spørgsmålene om folkekirkens 

status, styre og struktur op til alvorlig drøftelse. Om det så 

skal ske på den ene eller anden måde, er ikke så afgørende, blot det 

sker! Det piner mig, at vi ikke i højere grad benytter de økonomisk 

gode tider, vi endnu befinder os i, til for alvor at tage fat på strukturspørgsmålene. 

Ikke for at spare kroner men for at udnytte dem 

bedre til bl.a. undervisningsmæssige initiativer og opsøgende arbejde 

blandt såvel medlemmer som ikke medlemmer. 

Jeg vil derfor foreslå, at der på provstibasis nedsættes strukturudvalg 

f.eks. med repræsentanter for provstiudvalget, menighedsrådene 

og præsterne og med provsten som formand. Provstiet er en 

overskuelig størrelse, inden for hvilken man med fordel kan drøfte 

gudstjenestelivet og den pastorale betjening samt tage fælles initiativer 

f.eks. på det undervisningsmæssige og diakonale område. På 

den måde kan et større samarbejde på tværs af sognegrænser blive 

afprøvet af menighedsråd og præster, før man eventuelt skrider til 

mere omfattende strukturændringer. 

Menighedsrådsvalget i november 2000 medførte kun afstemningsvalg 

i 10 ud af 109 sogne i Københavns stift. I tre sogne lykkedes det 

ikke at opstille fuldtallige menighedsråd, hvorfor der nu må afholdes 

suppleringsvalg. En del sogne har desuden ikke kunnet opstille 

det fornødne antal suppleanter, hvorfor yderligere en række suppleringsvalg 

kan imødeses inden for den nuværende valgperiode. 

Der er dog grund til at glæde sig over, at det trods alt i næsten alle 

sogne er lykkedes at få folk til at gå ind i menighedsrådene. 

De enkelte menighedsråd er naturligvis først og fremmest valgt 

til at varetage folkekirkens tarv i sognet. Alligevel må menighedsrådene 

langt mere med ind i overvejelserne om fremtidige ændringer 

af den kirkelige struktur ud fra en arbejdsmæssig og økonomisk 

helhedsbetragtning. Det er ikke perspektivrigt at binde næsten 

alle ressourcer i en forældet struktur, når så mange og vigtige opgaver 

for netop en folkekirke får lov at være uløste år efter år. Sogne 

kan blive for små og aktivitetsniveauet for lavt til, at det er rimeligt 

at opretholde dem som selvstændige og stærkt ressourcekrævende 

89 

Menighedsrådene

Præsterne 

enheder. Denne problemstilling gælder vel at mærke ikke kun i 

København men også i andre større byer og i visse landsogne. 

Sognesammenlægninger og pastoratsomlægninger i et vist omfang 

er efter min mening ikke til at komme udenom i længden. Det 

tjener derfor ikke noget formål at trække overvejelserne så længe ud, 

at der til sidst ikke er nogen valgmuligheder, fordi man blot må lukke 

og slukke efter sig. Selv om sogne sammenlægges, indebærer det 

ikke umiddelbart, at kirkerne lukkes eller afhændes. Tværtimod kan 

fornuftige sognesammenlægninger være med til at fremme en mere 

fleksibel og relevant brug af kirkebygningerne bl.a. til særlige formål 

og menigheder og en udvidelse af det arbejde, som er kirkens formål 

og mission. Det er derfor spørgsmål, som i høj grad vedrører menighedsrådsmedlemmer, 

der har lovet at arbejde for gode rammer for 

kirkens liv og vækst. 

Jeg byder de mange nye menighedsrådsmedlemmer velkommen 

til arbejdet og ansvaret, og jeg håber vi i menighedsråd, provstiudvalg 

og stiftsøkonomiudvalg sammen kan være med til at finde 

holdbare løsninger på strukturspørgsmål og sikre folkekirken i 

Københavns stift gode arbejdsvilkår og muligheder for at få det 

kristne evangelium forkyndt og formidlet til alle stiftets indbyggere. 

I langt de fleste sogne er der et godt og tillidsfuldt samarbejde 

mellem præster, personale og menighedsråd. Men desværre er der 

også enkelte steder langvarige samarbejdsproblemer, hvor præster 

er involveret. De kan ofte antage et helt urimeligt omfang og medføre 

store personlige problemer for de involverede, ligesom de er 

ødelæggende for kirkens arbejdsmiljø og omdømme. Problemet er 

ikke nyt, og sådanne sager fylder urimeligt meget i provsternes og 

mit arbejde. Vi har været på besøg i Den norske Præsteforening i 

Oslo, hvor man i mange år har arbejdet med konflikthåndtering 

mellem præster, og vi arbejder med at finde nye og hurtige måder at 

gå ind i sådanne sager på, før de bliver alt for fastlåste. 

Præsterne har også et særligt ansvar for samarbejdsrelationerne til 

kirkens øvrige personalegrupper, ikke mindst omkring gudstjenester 

og kirkelige handlinger. Det er vigtigt at overholde de aftaler, der 

gælder for tilrettelæggelse af disse, ligesom en betænksom og venlig 

omgangsform i det daglige utvivlsomt vil have forebyggende 

virkning på mange konflikter. 

Det årlige stiftspræstekursus, der afholdtes på Bornholm, samlede 

omkring 80 deltagere om emnet spiritualitet. Det blev både indholdsmæssigt 

og samværsmæssigt et særdeles vellykket kursus, 

som jeg takker arbejdsudvalget for at have tilrettelagt og gennemført. 

Netop disse årlige kurser er med til at skabe gode kollegiale relationer 

og dermed forebygge fremtidige samarbejdsvanskeligheder. 

90

Det samme gælder den årlige nytårssammenkomst nytårsdag i 

bispegården, hvor den gamle tradition med at møde op og ønske 

hinanden godt nytår holdes i hævd af rigtig mange. I provstierne 

samler provsterne regelmæssigt kollegerne til fælles drøftelser og 

samvær, hvilket utvivlsomt er med til at forebygge konflikter, ligesom 

der her kan udveksles nyttige erfaringer. Sådanne møder er vigtige, 

fordi præsterne til hverdag i høj grad arbejder på egen hånd. 

Den præstelige betjening er i disse år præget af de nye orlovsmuligheder, 

som medfører en del vikaransættelser. Det giver ekstra 

arbejde både for menighedsråd og stift, men det giver os også nye 

præster, der får lov at prøve kræfter i en midlertidig stilling, inden 

de får fast ansættelse. Det er mit indtryk, at man tager godt mod 

vikarerne i sognene, og at de unge præster med glæde tager en 

sådan stilling med henblik på at blive fortrolige med deres fremtidige 

arbejde. Rigtigt mange præster søger tillige ind på forskellige 

efteruddannelsestilbud i Københavns Stiftscentral eller på Åbent 

Universitet. 

Der har siden sidste landemode været afholdt 4 ordinationer, 

hvoraf 1 i Klemensker på Bornholm, med i alt 7 ordinander. Der er 

netop nu mange ansøgere til alle stiftets stillinger – også på Bornholm. 

Et par stillingsopslag i København har således givet henholdsvis 

52 og 61 ansøgninger! 

Jeg vil gerne takke alle stiftets præster for vel udført arbejde og for 

mange gode samtaler i årets løb. 

Folkekirkens Skoletjeneste i København og på Frederiksberg fejrede 

den 1. oktober 10-års dagen for sin oprettelse ved at afholde et status-møde. 

Jeg kaldte ved den lejlighed skoletjenesten for det største 

og mest vellykkede religionspædagogiske initiativ i nyere tid, og 

også fra skoleside lød der mange anerkendende ord. Der er i alle årene 

ydet en meget nødvendig og nyttig indsats til gavn for skole-kirke 

samarbejdet til glæde for de mange skoleelever, lærere og præster, 

der benytter sig af skoletjenestens tilbud. Skoletjenesten har i de 

forløbne år skabt nye kontaktflader mellem skole og kirke og tillige 

samarbejdet med personer og institutioner uden for såvel folkeskole 

som folkekirke. 58 ud af 81 menighedsråd bidrager p.t. økonomisk 

til skoletjenestesamarbejdet, men der er brug for, at alle menighedsråd 

i København og på Frederiksberg bakker et så indlysende 

godt initiativ op. 

Også stiftscentralen yder i disse år en vigtig indsats ikke mindst til 

gavn for præsterne. Gennem kursusdage om f.eks. spiritualitet, sjælesorg 

og retorik får præsterne mulighed for at dygtiggøre sig i korte, 

intensive kursusforløb. Som noget nyt tilbyder stiftscentralen 

fremover at hjælpe præsterne med at forberede og holde prædikener. 

91 

Skoletjeneste og 

stiftscentral

Stiftsudvalg 

Det sker dels i kursusform, hvor deltagerne kan arbejde videre i 

grupper, dels ved personlig rådgivning af den enkelte præst eller 

præsterne ved samme kirke, forestået af stiftspræst Helene Dam, der 

også underviser i retorik på Københavns Universitet. 

Stiftscentralen har netop udgivet en manual for mini-konfirmandundervisningen, 

der er udarbejdet af en arbejdsgruppe med domprovst 

Anders Gadegaard som formand og repræsentanter for såvel 

skoletjeneste som stiftscentral. Det vil blive sendt til stiftets menighedsråd 

og præster, og provsterne vil efterfølgende sammen med 

provstiets præster drøfte en styrkelse af tilbud om mini-konfirmandundervisning 

over alt i stiftet. 

Man kan læse nærmere om skoletjenestens og stiftscentralens 

arbejde i deres årsberetninger, der udsendes sammen med min årsberetning. 

Stiftsudvalget for mellemkirkeligt arbejde anmodede i forbindelse med 

julens gudstjenester stiftets sogne om at optage en særlig kollekt til 

den klinik i Beit Sahour ved Betlehem, der drives af den evangeliskluthersk 

jordanske kirke. Der indkom 35.500 kr. Stiftsudvalget 

besøgte netop denne klinik i forbindelse med sin studietur forrige år 

til Palæstina/Israel og har tidligere haft besøg af klinikkens leder dr. 

Nassar. Situationen i landet følges til stadighed af udvalget, som er 

i god kontakt med såvel kirkeledelsen som dr. Nassar. Der er som 

bekendt valg til det mellemkirkelige stiftsudvalg i tiden mellem den 

8. januar og 5. februar 2002. Opstilling af kandidater skal dog ske 

inden den 20. november i år. 

Stiftsudvalget for arbejde blandt flygtninge fik i årets løb navneforandring 

til stiftsudvalget for arbejde blandt etniske minoriteter. Da udvalget 

blev oprettet i 1992, tog det særlig sigte på de nyoprettede asylcentre. 

Efterhånden som disse imidlertid er forsvundet ud af stiftet, 

har udvalget i stigende grad beskæftiget sig med integrationsarbejdet 

blandt etniske minoriteter og dialog mellem kristne og muslimer. 

Udvalget arbejder sammen med Islamisk-Kristent Studiecenter, 

og har afholdt et par møder mellem præster og imamer. Begivenhederne 

i USA den 11. september har ikke gjort samvær og samtale 

mellem kristne og muslimer i Danmark lettere men mere nødvendigt 

end nogensinde. 

Stiftsudvalget for diakoni har nu fungeret et år, hvor man har brugt 

en del tid på at strukturere og tilrettelægge sit arbejde. Man har 

været på en ekskursion i Hamborg for at se nærmere på det arbejde 

blandt hjemløse, som kirker og kirkelige organisationer står for. Til 

november afholdes på Amager en temadag om ”ensomhed i storbyen.” 

Udvalget har suppleret sig med sognepræst Erik Boye Olsen fra 

Rø, så udvalget nu også er repræsenteret på Bornholm. 

92

Stiftsudvalget om nye religiøse strømninger forsøger til stadighed at 

overveje og give konkrete bud på folkekirkens forhold til tidens 

åndelige og religiøse foreteelser. Også i år har udvalget deltaget med 

en bemandet stand på Krop-Sind-Ånd-Messen og ydet konsulentbistand 

til præster og menigheder. TV2s udsendelsesrække ”Åndernes 

magt” medførte mange henvendelser til udvalget både fra medierne 

og folk, der har haft usædvanlige åndelige oplevelser. 

Stiftsudvalget for mission afholdt i marts måned stiftsstævne om 

mission i Sct. Johannesgården på Nørrebro med 150 deltagere fra 

omkring 50 af stiftets sogne. Som opfølgning heraf er der i efteråret 

sendt invitation ud til alle stiftsudvalg til et arbejdsmøde i alle provstier 

med henblik på kommende aktiviteter. Stiftsudvalget har desuden 

udarbejdet en handlingsplan for de næste 4 års arbejde. 

Folkekirkens Internetudvalg har videreført hjemmesiden for Københavns 

stift (www.folkekirken.dk/stifter/kbh.), hvorfra der også er adgang 

til alle stiftets sogne. Hjemmesiden har et stadigt stigende 

besøgstal, hvor bedst besøgte måned var august, hvor 64.000 benyttede 

folkekirkens hjemmeside. 

Det Danske Bibelselskabs stiftsudvalg nævner i år særlig Bibelselskabets 

arbejde med at skabe en ny oversættelse af dele af Bibelen til 

tegnsprog. Også en ny oversættelse af Bibelen på nudansk er undervejs. 

Der henvises i øvrigt til de respektive stiftsudvalgs årsberetninger. 

Jeg vil gerne takke samtlige udvalgsmedlemmer for deres arbejde til 

gavn for hele folkekirken i Københavns stift. På foranledning af 

stiftsudvalget for mission har jeg indkaldt alle stiftsudvalg samt 

redaktionerne af stiftsårbog og stiftsbrev til et møde i november med 

henblik på gensidig orientering, samarbejdsmuligheder og fælles 

opgaver. 

Begge redaktioner har fortsat arbejdet med at udsende de to publikationer 

til styrkelse af informations- og debatniveau i menighedsråd 

og provstiudvalg. Stiftsårbogen sendes desuden hvert år som 

hilsen fra stiftet til samarbejdspartnere i og uden for kirken og til 

relevante myndigheder. Stiftsbrevet lægges mange steder også frem 

i våbenhuset, så interesserede kan tage det med hjem. Begge publikationer 

er væsentlige for den fælles drøftelse om folkekirkens 

placering i sogn og samfund, og begge redaktioner fortjener en 

helhjertet tak for konstruktivt medarbejderskab. 

Der er stadig et stigende behov for Stiftsfonden, bl.a. til finansiering 

af den efteruddannelse for præster eller grupper af præster, f.eks. 

hospitalspræster, der ikke tilgodeses gennem den almindelige efteruddannelse 

på Præstehøjskolen. Det årlige stiftspræstekursus, som 

93 

Stiftsårbog og 

stiftsbrev 

Stiftsfonden

Kirkejubilæer 

Forslag til en 

ny salmebog 

er af overordentlig stor betydning såvel fagligt som socialt, ville ikke 

kunne gennemføres uden støtte fra Stiftsfonden. Samtidig er der 

ydet en række tilskud til fremme af det kirkelige liv i stiftet, herunder 

til stiftsudvalgenes arbejde og nye initiativer. En garantisum 

fra Stiftsfonden er også en nødvendig forudsætning for, at stiftsårbog 

og stiftsbrev kan udkomme. 

Der er i alt givet et tilskud på 237.806 kr. i 2000 mod 196.045 i 1999. 

Dette er glædeligvis modsvaret af en stigning i de indkomne bidrag 

fra menighedsrådene. Bidragene udgjorde 243.998 i 2000 mod 

219.661 i 1999. Jeg håber, at der er tale om et nyt højere niveau for 

bidragene og ikke bare en enlig svale! 

Vesterbro provsti fyldte i september 100 år, som blev fejret med festgudstjeneste 

i Sct. Mattæus kirke og efterfølgende festligt samvær i 

DGI byen. 3 kirker fejrede ligeledes 100 års fødselsdag med bl.a. festgudstjeneste 

: Fredens kirke (19/11-00), Brorsons kirke (7/1-01), Sct. 

Andreas kirke (4/3-01). Den svenske menighed i Gustafskyrkan 

fyldte 100 år i februar med besøg af det svenske kongepar og 

Sveriges ærkebiskop. Endelig fejrede Solvang kirke sin 25-års dag 

(30/9-01). 

Et 150-års jubilæum fejrede Zahles Skole i maj bl.a. med festgudstjenester 

i domkirken og Trinitatis kirke. 

Med udgangen af juli måned udløb fristen for at fremkomme med 

høringssvar til Forslag til ny Salmebog. Knap 1.700 skriftlige reaktioner 

er blevet registreret af salmebogskommissionen, hvoraf mange er 

særdeles udførlige. Hovedparten af høringssvarene går klart ind for, 

at vi skal have en ny salmebog nu, men samtidig har de fleste været 

kritiske over for en del af de foreslåede tilbageføringer af kendte salmer 

til en mere oprindelig version. Der har naturligvis også været 

kritik af antallet af nye salmer, som man finder for beskedent, samt 

af enkelte salmer fra den nuværende salmebog, som forslaget har 

udeladt. 

Der er også kommet rigtig mange høringssvar fra Københavns 

stift, både fra menighedsråd og enkeltpersoner, og i mange sogne 

har der været afholdt studiekredse om forslaget. Jeg vil gerne takke 

for de mange gode høringssvar fra Københavns stift, og jeg glæder 

mig over det store engagement, der har været lagt for dagen over alt 

i folkekirken i denne sag. 

Salmebogskommissionen er nu atter trådt sammen for at bearbejde 

og forholde sig til det omfattende høringsmateriale og forventer 

at afslutte sit arbejde først i det nye år. Der er ingen tvivl om, at det 

omfattende høringsmateriale vil få betydelig indflydelse på den 

kommende salmebog. Jeg regner med, at en ny salmebog kan tages 

94

i brug engang i løbet af 2003, hvor det så er 50 år siden, vi fik den 

nuværende salmebog. 

Som ny bogholder i stedet for Lars Jørgensen, der har fået stilling 

som konsulent i PBS, er ansat Morten Palsbro, der i forvejen var 

ansat som Fløs-medarbejder. I hans sted er ansat Mona Jensen. 

Desværre måtte vi på grund af sygdom også tage afsked med 

Susanne Vilhelmsen. 

Den planlagte ombygning af bispegården har trukket ud, men der 

er håb om at den kan påbegyndes i indeværende år. 

Der er grund til at takke alle stiftsadministrationens medarbejdere 

for god indsats i et år, der har været præget af en del uforudsete og 

krævende problemer. 

Forårsprovstemødet var i år henlagt til Oslobådens mødelokaler, 

hvilket gav landemodet mulighed for at besøge Den norske 

Præsteforening og Oslos biskop Gunnar Stålsett. I Præsteforeningen 

var emnet konflikthåndtering og konfliktløsning, idet Den norske 

Præsteforening i mange år har arbejdet hermed bl.a. i form af konkret 

arbejdsvejledning og udarbejdelse af arbejdsetiske retningslinier. 

I Oslos nyrenoverede bispegård orienterede Gunnar Stålsett 

bl.a. om den norske kirkes holdning til indvandrere/muslimer, 

homofile og den norske stat-kirke debat. Endelig redegjorde han for 

den norske visitatsordning, der er formaliseret og omfatter møder 

med et sogns præster, personale, menighedsråd og besøg på skoler, 

sygehuse, institutioner i lokalområdet. 

Landemodet har ved sit netop afholdte møde i bispegården bl.a. 

drøftet udgivelse af en Københavner-katekismus. Der er nedsat en 

særlig arbejdsgruppe med stiftspræst Jesper Stange som primus 

motor, der skal forestå udgivelsen i samarbejde med Religionspædagogisk 

Center. 

Med udgangen af november måned går Holmens provst, Claus 

Harms på pension efter 28 år som sognepræst, provst og orlogsprovst. 

Det er en enestående lang, markant og trofast tjeneste, der 

hermed ophører. Jeg vil gerne takke hjerteligt for de mange års indsats 

på kommandobroen i Holmens kirkeskib og ønske fortsat god 

vind. 

Jeg vil også gerne takke landemodet for konstruktivt samarbejde 

om fælles anliggender, hvortil jeg føjer en hjertelig tak til stiftamtmanden 

og provsterne for engageret, godt og loyalt samarbejde i 

årets løb. 

Dansk Sømandskirke og Dansk Kirke i Udlandet har indledt en drøftelse 

på baggrund af en udvalgsrapport vedrørende fremtidige sam- 

95 

Stiftsadministrationen 

Landemodet 

Sømandskirken 

og DKU

Betjening af 

værnene 

En tak 

arbejdsopgaver og sammenlægning af de to organisationer til én 

organisation omfattende alle danskere i udlandet. På de to organisationers 

årsmøder i sensommeren var der principiel opbakning til 

at gå videre med drøftelserne, og der er nedsat et sammenlægningsudvalg. 

For os i Københavns stift er det af væsentlig betydning, at Dansk 

Sømandskirke i fremmede Havne, der hører hjemme i stiftet i 

Holmens provsti, fortsat kan øve sin betydelige indsats for søfolk og 

andet godtfolk rundt om i de store havnebyer. Vi finder det derfor 

væsentligt, at den forbindelse, der både historisk og aktuelt forbinder 

sømandskirken og Københavns stift, kan opretholdes og gerne 

udbygges. 

Den gejstlige betjening af de tre værn hører under Københavns stift 

med de tre værnsprovster som nærmeste foresatte. Der gøres en 

meget stor og påskønnet indsats for, at værnspræstetjenesten 

fungerer både herhjemme og i udlandet, hvor danske soldater gør 

tjeneste i international sammenhæng. I august var forsvarschefen og 

værnscheferne indbudt til sammenkomst i bispegården med biskop 

og værnsprovster, hvor det gode og frugtbare samarbejde blev drøftet 

og markeret. 

Til sidst vil jeg i år takke for al den opmærksomhed og venlighed 

jeg mødte i forbindelse med min 60-års dag i januar. Alle stiftets 

menighedsråd og sømandskirkerne bidrog til det store portræt, som 

Thomas Kluge har malet, og mange af stiftets præster skillingede 

sammen til et stærkt og moderne billede af Bengt Linström. En særlig 

tak til landemode, stiftsøvrighed og Vor Frue kirkes menighedsråd 

for den festlige reception i Universitetets festsal efter højmessen 

i Frue Kirke. Det blev en uforglemmelig dag, som jeg altid vil se tilbage 

på med stor glæde og taknemlighed. 

96

Referat af forårsprovstemødet 

den 5. april 2001 


Bortset fra stiftamtmand Bente Flindt Sørensen deltog alle landemodets 

medlemmer i drøftelserne. 

For mødet var fastsat følgende dagsorden: 

1. Siden sidst. 

2. Det udvidede landemode 2001 i København og på Bornholm. 

3. Stiftssamråd 20.- 21. april 2001 i Eigtveds Pakhus. 

4. Tælling af kirkegængere. 

5. “Stiftet og medierne”. 

6. “Folkebog om troen”. 

7. Aflønning af korsangere. 

8. Kirkestatistik. 

9. www.folkekirken.dk. vision & strategi. 

10. Eventuelt. 

Erik Norman Svendsen oplyste, at han fra præster modtog en del 

ikke altid lige velbegrundede ansøgninger om tjenestefrihed med 

løn. På denne baggrund gentog Erik Norman Svendsen, at der var 

sket en skærpelse af praksis, og at f.eks. udflugter til udlandet med 

medlemmer fra menigheden lå klart uden for de formål, hvortil der 

kunne gives tjenestefrihed. 

Ifølge Kristeligt Dagblad var der til Arbejdstilsynet indgivet 6 

sager om psykisk arbejdsmiljø. Bladet havde tillige citeret en psykolog 

fra tilsynet for at have sagt, at Arbejdstilsynet ikke kunne gå ind 

i sager om mobning. Erik Norman Svendsen udtalte, at han ikke var 

bekendt med sådanne sager, men at han måtte forvente, at de blev 

forelagt ham, hvis der var præster indblandet. Han havde dog en 

klar fornemmelse af, hvorfra den ene af sagerne kunne stamme. Der 

fandt herefter en udveksling af synspunkter og erfaringer sted vedrørende 

konfliktløsning, også set i lyset af mødet den følgende dag 

med den norske præsteforening om samarbejdskonflikter. 

Erik Norman Svendsen og Gert Blak Mogensen havde ledsaget 

kirkeministeren under hans besøg på Nørrebro. Besøget havde bl.a. 

omfattet Helligkors kirke, Brorsons kirke samt Assistents kirkegård. 

Taler ved det udvidede landemode både i København og på 

Bornholm blev direktør Hans Skov Christensen, der taler om folkekirken 

set fra kirkebænken. 

97 

Siden sidst. 

Det udvidede landemode 

2001 i København og 

på Bornholm.

Stiftssamråd 

20. – 21. april 2001 

i Eigtveds Pakhus 

Tælling af 

kirkegængere 

“Stiftet og medierne” 

www.folkekirken.dk 

vision & strategi 

Programmet for stiftssamrådet blev gennemgået. 

De forholdsvis få reaktioner fra menighedsrådene om tællingen af 

kirkegængere blev omtalt. Så vidt muligt besvarer provsterne selvstændigt 

spørgsmål om optælling i lyset af biskoppens besvarelse af 

de hidtidige henvendelser. 

På landemodet i oktober 2001 foretages en vurdering af forløbet af 

kirketællingen, bl.a. på basis af talmaterialet for det første kvartal. 

Peter Holm henviste til, at Kristeligt Dagblad prøvede at tegne et billede 

af folkekirken. Dette billede og i endnu højere grad det billede, 

der tegnes af radio og TV, forekommer imidlertid ikke dækkende, 

bl.a. fordi det er de samme personers synspunkter, der igen og igen 

bliver trukket frem af medierne. På denne baggrund fandt Peter 

Holm, at situationen burde vendes, så folkekirken tog initiativ i forhold 

til medierne. Midlet hertil kunne være etablering af et organ, 

der kunne producere baggrundsmateriale til aktuelle spørgsmål. 

Peter Holm henviste i denne sammenhæng til Århus stift, hvor 4 

menighedsråd havde etableret et samarbejdsprojekt om en mediekonsulent. 

Der var principiel enighed om, at det var en god idé at 

få kommunikeret oplysninger og nyheder om folkekirken. Der blev 

anført forskellige synspunkter om f.eks. manglende muligheder for 

at styre medierne. Også de mere seriøse aviser gik efter den gode historie 

på bekostning af sagligt oplysende artikler. Samtidig betød 

journalisters ofte utilstrækkelige viden om folkekirken, at det var 

vanskeligt at få et ordentligt billede af folkekirken. Det blev bl.a. 

fremhævet, at Stiftsbrevet var et initiativ i den rigtige retning. 

Tilsvarende eller lignende projekter andre steder blev omtalt. 

Spørgsmålet om, hvorledes man på denne baggrund kom videre, 

fandtes dækket af dagsordenens punkt 9, som herefter blev drøftet. 

Sten Wenzel-Petersen gjorde rede for folkekirken.dk, der er på 

Internettet og derfor er et åbent system. I modsætning hertil er 

Kirkeministeriets net et lukket system på Intranettet, der ikke rigtig 

afspejler virkeligheden mellem sogne og folkekirkelige organisationer. 

Erik Norman Svendsen refererede fra biskoppernes samråd med 

kirkeministeren. Ministeren havde udtalt, at Kirkeministeriets ITstrategi 

på visse punkter skulle omskrives og derefter sendes ud til 

en bred høring. Kontorchef Steffen Brunés havde supplerende 

oplyst, at det officielle system ville blive ændret, således at sognets 

egen hjemmeside ville komme frem før den officielle kirkeministeri- 

98

elle side, hvis der blev søgt på ”sognet”. Der ville endvidere i det 

officielle system blive etableret en klar forbindelse til ”folkekirken.dk.”, 

ligesom biskopperne ville få en repræsentant i styregruppen. 

Der fremkom en række synspunkter på spørgsmålet, herunder om 

på den ene side en udbygning af “folkekirken.dk”, og på den anden 

side det ressourcespild, der måtte være en uundgåelig følge af at 

køre med 2 parallelle systemer. 

Det aftaltes, at Sten Wenzel-Petersen, Erik Balslev-Clausen og 

Peter Holm udarbejdede et oplæg til landemodeforhandlingerne om 

etablering af et samarbejdsprojekt, der kunne være indledningen til 

et lille Infocenter, hvor ”folkekirken.dk” indgik. Samtidig bemyndiges 

de pågældende provster til at udarbejde stiftets svar i anledning 

af den kommende høring om IT-strategien. 

Erik Balslev-Clausen foreviste nogle forslag til egnede billeder fra 

Københavns stift, men satte samtidig spørgsmålstegn ved, om 

bogens tekst var den rigtige. Der var enighed om behovet for en bog 

som den pågældende, men skepsis med hensyn til om bogen var 

egnet til at forklare et københavnsk publikum om kirke og kristendom. 

Det aftales at opgive folkebogen, men Erik Norman Svendsen 

og Peter Holm ville sammen med Jesper Stange overveje at udarbejde 

en folkebog for København. 

Karsten Woll påpegede det uheldige i, at de københavnske kirker 

ikke kunne fastholde korsangere, fordi de kunne få højere løn ved 

kirker lige på den anden side af stiftsgrænsen. Det konstateredes, at 

de københavnske satser for aflønning af korsangere var vejledende. 

Spørgsmålet blev henvist til drøftelse i koordineringsudvalget. 

Jørgen Christiansen gjorde rede for de punkter i statistikskemaerne, 

som erfaringsmæssigt oftest gav anledning til vanskeligheder ved 

udfyldelsen af skemaerne. 

Erik Norman Svendsen gjorde rede for nogle overvejelser om 

ændring af pastoratstrukturen. Han bad om inden sommerferien at 

måtte modtage provsternes kommentarer til de forskellige forslag. 

Han fremhævede, at antallet af folkekirkemedlemmer i et sogn var 

et mere relevant nøgletal end antallet af indbyggere ved vurdering 

af behovet for gejstlig betjening. 

Erik Norman Svendsen oplyste, at prøveprædiken godt kunne finde 

sted i vedkommende kirke, når det drejede sig om ansættelse i en 

vikarstilling. 

99 

“Folkebog om troen” 

Aflønning af 

korsangere 

Kirkestatistik 

a. Statistikskemaer 

b. Pastoralstrukturen 

Eventuelt

Provsten kunne om fornødent fastsætte præsternes træffetider og 

den ugentlige fridag. 

Erik Norman Svendsen gentog fra landemodeforhandlingerne i 

oktober 1999, at præster ikke kan afvikle ferie omkring højtiderne. 

Dette gjaldt, selv om der ved kirker, hvor der var flere præster, kunne 

være prædikefri dage i forbindelse med f.eks. påsken. Præster, 

der havde prædikefri, var imidlertid en del af beredskabet i forbindelse 

med andre præsters sygdom. 

Der blev henvist til det uheldige i, at flere kirker var helt uden 

præster på grund af deltagelsen i stiftspræstekurset, der i år strakte 

sig over 3 arbejdsdage. Da tilmeldingerne til kurset ikke gik ad tjenestevejen, 

var der ingen garanti for, at sådanne situationer kunne 

undgås. Spørgsmålet måtte søges løst på provstikonventer, hvor der 

kunne sikres den fornødne vekselvirkning mellem dem, der deltog i 

stiftskurset, og dem, der blev tilbage. 

100

Referat af landemodeforhandlingerne 

den 9. - 10. oktober 2001 i Københavns 

bispegård 


Alle landemodets medlemmer deltog i forhandlingerne, for stiftamtmand 

Bente Flindt Sørensens vedkommende dog kun i forhandlingerne 

den 10. oktober 2001, dvs. fra og med dagsordenens pkt. 3. 

Der var for mødet fastsat følgende dagsorden: 

1. Godkendelse/supplering af dagsorden. 

2. Pastorats- og sognestrukturen. 

3. Kirkeskole for alle 3. klasser i byen. 

4. Folkebogen i ”københavnerudgave”. 

5. Meddelelser. 

6. Årsberetning ved biskoppen. 

7. Årsberetning fra stiftsudvalgene. 

8. Erstatningsfridage/feriefridage 

9. Jordpåkastelse af folkekirkemedlemmer i forbindelse med 

donation af legemet. 

10. Vurdering af forløbet med tælling af kirkegængere i første 

kvartal. 

11. Etablering af samarbejdsprojekt vedr. IT-strategi. 

12. Det civile beredskab. 

13. Tilskuddet til Stiftsfonden fra menighedsrådene. 

14. Forårsprovstemødet år 2002. 

15. Det udvidede landemode 2002 i København og på Bornholm, 

herunder valg af prædikant og taler. 

16. Stiftsårbogen. 

17. Eventuelt. 

Dagsordenen blev godkendt, idet enkelte supplerende spørgsmål 

blev henskudt til pkt. 17. Eventuelt. 

Indledningsvis oplyste Erik Norman Svendsen, at der ikke for tiden 

var realistiske muligheder for at udvide antallet af præstestillinger 

i Københavns stift. Hvis nye indsatsområder skulle tilgodeses, 

måtte antallet af præstestillinger reduceres andre steder. Da enkeltstående 

sognegrænseændringer havde vist sig vanskelige at 

gennemføre, foretrak Erik Norman Svendsen, at eventuelle fremtidige 

ændringer søgtes gennemført som led i en større samlet plan. 

101 

Godkendelse/ 

supplering af dagsorden 

Pastorats- og 

sognestrukturen

Kirkeskole for alle 

3. klasser i byen 

Endvidere var det hans erfaring, at forslag ovenfra nærmest virkede 

hindrende for gennemførelse af ændringer, hvorfor han i sin 

årsberetning ville foreslå, at der i de enkelte provstier blev nedsat 

strukturudvalg, hvor også samarbejdsmuligheder kunne inddrages. 

For så vidt angår pastoratstrukturen ville han fortsat tage 

initiativer. 

Herefter gennemgik hver provst detaljeret den gejstlige betjening 

i sit provsti med forslag til, hvor der burde ske en forøgelse af præstenormeringen, 

og hvor der kunne nedlægges præstestillinger. I den 

forbindelse fremkom mere generelle synspunkter på spørgsmålet, 

om konkrete ændringer af pastoratstrukturen burde gennemføres 

uden at afvente ledighed i en stilling. 

Vanskelighederne ved at sammenligne arbejdsbyrden for de enkelte 

præstestillinger blev drøftet, idet der ved de enkelte kirker bl.a. er 

forskelle mellem antallet af og tilslutningen til gudstjenester og kirkelige 

handlinger. Vægtningen af ”almindeligt præstearbejde” og 

særlige funktioner er ikke entydig osv. Dernæst virker nogle 

københavnske menigheder som valgmenigheder, hvor præstearbejdet 

ikke uden videre kan sættes i relation til f.eks. antallet af folkekirkemedlemmer 

i sognet. Gennemgangen af de konkrete forslag 

viste, at det – i hvert fald i løbet af en årrække – var muligt inden for 

præstebevillingen at oprette samtlige ønskede stillinger. 

Leo Kamstrup Olesen omtalte, at han med henblik på optagelse 

af nye opgaver havde indledt drøftelser med de præster, hvis 

stillinger ved embedsledighed eventuelt skulle nedlægges eller 

omdannes. 

Anders Gadegaard omtalte en manual fra stiftscentralen om minikonfirmander. 

Han foreslog, at provsterne var opmærksomme på, at 

alle skoler fik et tilbud om minikonfirmandundervisning. Et forløb 

på ”10 torsdage” kostede f.eks. ikke særligt meget. Det ville være kirkens 

ansvar at hente og bringe børnene. 

Gert Blak Mogensen nævnte, at mange børn fra Nørrebro gik på 

privatskole uden for Nørrebro. 

Der blev fremsat forskellige synspunkter med hensyn til, om 

undervisningen var for døbte børn eller for alle, men selv om ordningen 

henvendte sig til de døbte, var der overvejende enighed om, 

at også ikke døbte var velkomne. Skoletjenesten kunne ikke påtage 

sig en rolle i dåbsoplæringen, idet Skoletjenestens ydelser alene tilbydes 

på skolens præmisser. 

Erik Norman Svendsen var opmærksom på vanskelighederne ved 

minikonfirmandundervisning, men det var vigtigt at inspirere, så 

man turde gå i gang med undervisningen. Han forslog, at spørgsmålet 

også blev inddraget i de provstivise drøftelser. 

102

Jesper Stange, der deltog i drøftelserne af dette punkt, gjorde rede 

for, hvad en katekismus burde indeholde. Til illustration blev der 

uddelt det kapitel, der handler om dåben. Den planlagte katekismus 

havde som baggrund, at kristendommen kommer til os gennem 

mennesker, der står os nær, og at kristendommen ikke overtages som 

et læresystem, men som en kunnen, dvs. at praksis kommer før teori. 

Som supplement blev der medtaget personlige livshistorier i relation 

til de emner, der medtages i katekismussen. 

Finn Vejlgaard fandt, at der burde opsamles nogle refleksioner 

sidst i afsnittene. Karsten Woll savnede et læremæssigt indhold. Han 

fandt, at der burde være en omtale af søndage og højtider, ligesom 

det onde burde omtales. Erik Balslev-Clausen frarådede tunge fodnoter 

og fandt, at der i stedet burde henvises til andre steder, hvis 

man ville have yderligere information. Sten Wenzel-Petersen rejste 

spørgsmålet om eventuel husstandsomdeling og om finansiering af 

pjecen. Bente Flindt Sørensen fandt, at en katekismus burde indeholde 

en forklaring på gudstjenesten og dens helhed. 

Bortset fra Leo Kamstrup Olesen, der ikke kunne anbefale en 

videreførelse af projektet, var der enighed om, at det foreliggende 

udkast var udmærket. På baggrund af drøftelserne konkluderede 

Erik Norman Svendsen, at arbejdsgruppen kunne fortsætte arbejdet 

med færdiggørelse af katekismussen under hensyntagen til de fremsatte 

forslag og kommentarer. 

Der var ingen særlige meddelelser udover, hvad der var fremkommet 

i forbindelse med drøftelserne af pkt. 6. 

Erik Norman Svendsen kommenterede sin årsberetning. I forbindelse 

med den efterfølgende drøftelse blev der foretaget nogle mindre 

rettelser. 

Årsberetningerne blev taget til efterretning. 

Det blev understreget, at erstatningsfridag gives, når præsten skal 

forrette kirkelige handlinger eller anden tjeneste på sin fridag og 

vælger at lade fridagen helt bortfalde og erstatte med en anden fridag. 

Jørgen Christiansen fremhævede problemerne med overholdelse 

af præstebevillingen, såfremt de særlige feriefridage ikke blev 

afviklet. 

Af en henvendelse fra studenterpræsten Nicolai Halvorsen fremgik, 

at der undertiden var problemer med jordpåkastelse af folkekirkemedlemmer, 

der havde testamenteret deres legeme til Anatomisk 

Institut, idet legemet skulle overføres til instituttet meget hurtigt 

103 

Folkebogen i 

”københavnerudgave” 

Meddelelser 

Årsberetning ved 

biskoppen 

Årsberetning fra 

stiftsudvalgene 

Erstatningsfridage/ 

feriefridage 

Jordpåkastelse af 

folkekirkemedlemmer 

i forbindelse med 

donation af legemet

Vurdering af forløbet 

med tælling af kirkegængere 

i første kvartal 

Etablering af 

samarbejdsprojekt 

vedr. IT-strategi 

Det civile beredskab 

Tilskuddet til 

Stiftsfonden fra menighedsrådene 

Forårsprovstemødet 

år 2002 

Det udvidede landemode 

2002 i København og på 

Bornholm, herunder 

valg af prædikant og taler 

efter dødsfaldet. Da afdøde kan have ønsket en kirkelig begravelse, 

selv om legemet er testamenteret til videnskabeligt brug, skal en 

jordpåkastelse foretages, uanset eventuelle praktiske problemer. 

Disse bør løses ved en henvendelse til præster og bedemænd. 

Nicolai Halvorsen vil blive anmodet om at udarbejde et udkast til en 

sådan henvendelse. 

Et foreløbigt sammendrag af de indkomne skemaer for april kvartal 

2001 blev udleveret. Hver provst ville for sit provsti foretage en gennemgang 

af indberetningerne med henblik på korrektion af fejl. For 

gudstjenester og kirkelige handlinger, hvor optælling ikke havde 

fundet sted, ville der blive medtaget et skønsmæssigt antal. 

Punktet blev udskudt til forårsprovstemødet, hvortil arbejdsgruppen 

vil udarbejde et notat om oprettelse af et Infocenter. 

Peter Holm henledte opmærksomheden på, at bl.a. biskoppernes vejledning 

om kirkeligt beredskab på nogle punkter forekom forældet, 

ligesom bestemmelserne ikke var afstemt med procedurerne inden 

for katastrofeberedskabet. Jørgen Christiansen oplyste, at bestemmelserne 

var udarbejdet på baggrund af loven om det civile beredskab, 

hvis formål var at sikre, at samfundet i videst muligt omfang 

fungerede under krig og krigslignende tilstande. I lyset af den storpolitiske 

situation var loven ophævet og erstattet af beredskabsloven 

fra 1992, hvor hovedsigtet var forebyggelse og afhjælpning af skader 

ved ulykker og katastrofer, herunder krigshandlinger, der således er 

vægtet lavere end hidtil. Samtidig er organisationen af beredskabet 

ændret. Det aftaltes, at Erik Norman Svendsen ville medtage spørgsmålet 

på dagsordenen for det kommende bispemøde. 

Da stiftsbrevets økonomi er afhængig af tilskud, aftaltes det, at provsterne 

minder menighedsrådene om deres ansvar i den sammenhæng. 

Jens Rode foreslog, at der til gengæld blev givet mere fyldige 

oplysninger om, hvad Stiftsfondens midler blev brugt til. 

Forårsprovstemødet blev fastsat til 3. – 4. april 2002. Som led heri 

arrangeres der en tur til Lunds stift for at høre om de svenske erfaringer 

med hensyn til adskillelsen mellem stat og kirke. 

Det udvidede landemode finder sted onsdag den 9. oktober 2002, og 

det bornholmske landemode finder sted mandag den 4. november 

2002. De egentlige landemodeforhandlinger forventes påbegyndt 

tirsdag den 8. oktober 2002 om eftermiddagen. 

104

Ved landemodegudstjenesten prædiker provst Hans Vestergaard 

Jensen, Bornholms vestre provsti, og i hans forfald domprovst 

Anders Gadegaard. Formanden for Folketingets kirkeudvalg, Birthe 

Rønn Hornbech, har indvilget i at være taler ved det udvidede landemode. 

Temaet for den kommende stiftsårbog er fællesskaber i Københavns 

stift. 

Erik Norman Svendsen oplyste, at han var ved at udarbejde en 

moderniseret udgave af kollatsen, hvor der ville blive taget hensyn 

til, at kollatsen skulle kunne anvendes både ved principielt livsvarige 

ansættelser som sognepræst og kortvarige vikariater. 

Gert Blak Mogensen pegede på problemerne om bisættelser, hvor 

der fremkom flere og flere ønsker, f.eks med hensyn til afsyngelsen 

af andet end salmer. Problemerne blev forstærkede, når præster havde 

en forskellig holdning til størrelsen af de afvigelser fra liturgien, 

der kunne accepteres. 

105 

Stiftsårbogen 

Eventuelt

Stiftsudvalget for mellemkirkeligt arbejde 

ved sognepræst Ruth van Gilse, formand. 

Sidste års rapport sluttede med en oplysning om, at stiftsudvalget 

planlagde i slutningen af september at besøge kristne menigheder i 

Israel/Palæstina og eventuelt knytte nye venskabsforbindelser. 

Indtil det sidste var der usikkerhed med hensyn til, om situationen 

i landet var tilstrækkelig stabil, til at vi turde rejse. Hele sommeren 

havde der været forlydender om, at en palæstinensisk stat ville blive 

udråbt den 13. september, men da det ikke skete, tog vi af sted. 

Næppe var vi kommet til landet, før det gik løs. Samme morgen vi 

kom for at besøge Tempelpladsen, havde Ariel Sharon været der et 

par timer i forvejen, og hans besøg i Al-Aqza moskeen blev den 

gnist, som fik intifadaen til at bryde løs igen. 

Det kom naturligvis til at præge vores ophold i landet. Blandt 

andet blev det umuligt at gennemføre det program, vi havde lagt 

hjemmefra. Til gengæld gjorde begivenhederne det klart for os, hvilke 

barske og utålelige forhold det er, de kristne menigheder og 

palæstinenserne i det hele taget er tvunget til at leve under. 

Et af de besøg, som det lykkedes os at gennemføre, var hos den lutherske 

menighed i Beit Sahour. Vi besøgte deres velfungerende skole 

og kirke, og vi traf dr. Nassar på arbejde på den kristne klinik, som 

han leder. Her oplevede vi, hvordan der på trods af mangel på alt, 

blev gjort en stor og uselvisk indsats for at hjælpe syge og sårede 

palæstinensere. 

Dette besøg blev anledningen til, at stiftsudvalget senere på året 

foreslog en julekollekt i stiftets kirker til fordel for klinikken i Beit 

Sahour. Der indkom 35.519,50 kr., som straks blev videresendt til klinikken, 

da situationen dér efterhånden var katastrofal. 

På europæisk plan har det mellemkirkelige arbejde i det forløbne 

år især været præget af udarbejdelsen af samarbejdsaftaler for kirkerne. 

Dels Charta Oecumenica, som er retningslinjer for de kristne kirkers 

forhold til hinanden i det nye Europa. Første udkast blev forkastet 

bl.a. af den danske folkekirke på grund af for meget EU-sprog. 

Charta’et er nu i en ny udformning sendt til høring blandt de europæiske 

kirker. 

Dels Leuenbergaftalen, som er en samarbejdsaftale mellem de 

reformatoriske kirker i Europa. Her resulterede årelange samtaler i, 

at Det mellemkirkelige Råd på vegne af den danske folkekirke med 

sin underskrift tilsluttede sig Leuenbergfællesskabet. Det er noget af 

en kirkehistorisk begivenhed, da den danske folkekirke aldrig tidligere 

har forpligtet sig med en underskrift. 

106

Mens der i de sidste år har været flere eksempler på, at det er svært 

for kirkerne at finde sammen på verdens- og europæisk plan, så ser 

det ud til at gå bedre på det regionale plan. Det er TheoBalt et godt 

eksempel på. 

TheoBalt er et samarbejde mellem de tre traditionelle kirkesamfund 

rundt om Østersøen, den romersk-katolske, den russisk-ortodokse 

og den evangelisk-lutherske kirke. Initiativet udgik fra Visby 

stift i midten af firserne, og siden har der ca. hvert tredje år været 

afholdt en konference med et tema af fælles interesse. Københavns 

stift har hver gang deltaget i konferencerne – gerne ved en repræsentant 

fra Bornholm. 

På konferencen i 1998 fremkom der et ønske fra de deltagende 

kirker om at udbygge samarbejdet til fremover ikke kun at omfatte 

konferencer men også et egentligt netværk mellem kirkerne i 

Østersøregionen. 

Visby stift gik i gang med opgaven, kirkerne har vist sig meget 

positive, og i dag er næsten alle med. 

Visioner skorter det ikke på på TheoBalt kontoret i Visby. Ud over 

de tilbagevendende konferencer regner man med fra 2002 årligt at 

kunne afholde mindre seminarer, hvor der er mulighed for at uddybe 

nogle af de emner, der har været taget op på konferencerne. 

Desuden er der planer om et udvekslingsprogram mellem menigheder, 

kirkepersonale m.fl., sommerkurser på Gotlands universitet om 

kirkehistorie, kirketraditioner i Østersøområdet osv. 

Derudover håber stiftet i et samarbejde med flere andre organisationer 

til næste år at kunne begynde en folkehøjskole på en nedlagt 

flådestation i Fårösund. Det er meningen at højskolen for kirkens 

vedkommende skal ligge i TheoBalts regi og være en slags kirkeligt 

videnscenter for Østersøområdet. 

Det er store og dyre planer, men det vil uden tvivl være en stor 

fordel for det mellemkirkelige samarbejde i Østersøregionen, hvis 

de - helt eller bare delvist - lader sig realisere. 

I den kommende vinter skal der i menighedsrådene afholdes valg 

til stiftsudvalgene for mellemkirkeligt arbejde, da de siddende 

udvalgs valgperiode udløber den 31. marts 2002. 

Det er fjerde gang, der skal afholdes valg. Vedtagelsen af loven om 

det mellemkirkelige arbejde i 1989 har på ingen måde revolutioneret 

dansk kirkeliv; men med lovens vedtagelse må man sige, at den 

danske folkekirke er blevet både mere synlig og mere hørlig i samspillet 

med de andre kristne kirkesamfund, end den nogensinde før 

har været. 

107

“De andre” er 

de fleste - når det 

drejer sig om praksis 

Det søgende 

menneske i 

bevægelse 

Når mennesker igen 

vender tilbage til 

Folkekirken 

Hvad gør vi, hvis .......? 

Stiftsudvalget om nye religiøse strømninger 

ved stiftspræst Niels Underbjerg 

Den tid er slut, hvor folkekirken er en flertalsreligion i Danmark, 

hvad angår synlig, religiøs praksis. Der er således flere mennesker, 

der i løbet af en uge deltager i anden religiøs udfoldelse end den, der 

specifikt knytter sig til folkekirken. Ganske vist kan det være vanskeligt 

både at definere religiøs praksis og at se hvordan et eventuelt 

trosliv udfolder sig i de private hjem, men alligevel er der nok 

mere sandhed i ovenstående udsagn, end vi egentligt bryder os om 

at indrømme. 

Det er nok også samtidigt sandt, at den stærke individualistiske religiøsitet 

er i konstant forandring. Man er ikke nødvendigvis hele livet 

praktiserende religiøs i tilknytning til et bestemt religiøst samfund. 

Ikke mindst presset af det internationale samfunds fordring om globalisering 

kan få det enkelte menneske til at revurdere sit eksistentielle 

grundlag, herunder den religiøse identitet. Hertil kommer 

islams stigende synlighed som skaber af et behov for tydeliggørelse 

af dansk national og religiøs identitet, og også synliggørelsen af 

åndeligheden gennem f.eks. TV-serien “Åndernes magt” afføder en 

øget spørgelyst og søgen til kirkens teologiske og rituelle rum. 

Folkekirken har i årtier oplevet, at mennesker bevæger sig mod frikirker 

og nyere religiøse sammenhænge. I disse år sker der imidlertid 

det, at folkekirkemedlemmer - udmeldt eller ej - ønsker at vende 

tilbage til en religiøs praksis i tilknytning til folkekirken. Det skaber 

nogle helt nye udfordringer til os alle, både præster og lægfolk. 

Hvordan får vi budt disse mennesker velkommen - og hvordan får 

vi skabt nogle situationer og sammenhænge, hvor disse mennesker 

føler sig budt velkommen? 

Tre konkrete eksempler: 

Et ikke-udmeldt folkekirkemedlem, som i en længere årrække har 

praktiseret en ikke-kristen religiøsitet, men som nu ønsker at lægge 

afstand til dette og blive genoptaget i det kristne fællesskab. Hvad 

gør vi da - som præster og som menigheder - i praksis? 

Et medlem af folkekirken, som har været udmeldt af folkekirken 

og måske har været ude i en eller anden ikke-kristen religiøs situation, 

og nu igen ønsker at være og leve som en kristen og gerne 

vil synliggøre dette ved at melde sig ind i folkekirken igen og 

være aktiv dér. Hvad gør vi da - som præster og som menigheder - 

i praksis? 

108

En u-døbt voksen ønsker at være kristen og blive medlem af folkekirken. 

Hvad gør vi da - som præster og som menigheder - i praksis? 

Hvordan tager vi imod disse mennesker, der ønsker at bekræfte eller 

gen-bekræfte den kristne tro? Skal dette altid ske i det private, sjælesørgeriske 

rum, eller kan vi eventuelt tage ved lære af eksempelvis 

den anglikanske kirke i England, der har vejledninger for bl.a. voksenkonfirmation, 

optagelse i kirken og voksendåb, idet man her har 

øje for det konstruktive og nyttige i at rykke spiritualiteten og den 

intensiverede tro ud af den private/individualiserede sfære og ind i 

fællesskabets sfære. 

Ovennævnte overvejelser i stiftsudvalget, fremprovokeret af konkrete 

situationer og af flere års samtaler med den nye åndeligheds 

mennesker gennem hverdagssamtaler og gennem engagementet på 

Krop-Sind-Ånd-messerne, afføder også nye nødvendige refleksioner 

vedr. grænserne for folkekirkens tolerance og imødekommenhed, 

både hvad angår indhold og form. 

Disse overvejelser, refleksioner og tematikker ønsker vi at invitere 

mange flere ind i, både præster og lægfolk. Vi skal hjælpe hinanden 

til at dygtiggøre folkekirken og hinanden i det at modtage det søgende 

menneske og i det at tydeliggøre folkekirken som en kristen kirke, 

der ønsker at give mennesker del i evangeliet om vor Herre Jesus 

Kristus, han, der som ingen anden midt i en tydeliggørelse af Guds 

rige formåede at invitere alle og alle slags mennesker ind i det rige. 

Stiftsudvalget for arbejde blandt etniske 

minoriteter 

ved stiftspræst dr.theol. Lissi Rasmussen 

Stiftsudvalget for arbejde blandt flygtninge blev nedsat af biskoppen 

i slutningen af 1992. På det tidspunkt var der et behov for kirkernes 

engagement i arbejdet i asylcentre, særligt blandt de mange bosniske 

bådflygtninge. Efterhånden som asylcentrene er forsvundet ud af 

stiftet, har udvalget i stigende grad beskæftiget sig med integrationsarbejde 

blandt etniske minoriteter generelt. Dialog eller mission 

over for muslimer samt arbejdet på at fremme gensidig forståelse og 

respekt mellem majoritet og minoriteter, ved bl.a. at muliggøre 

mødet mellem dem, har dermed indtaget en mere central plads. 

Derfor besluttede udvalget at ændre sit navn til stiftsudvalg for 

arbejde blandt etniske minoriteter. 

109 

Genoptagelses-vejledninger 

og markeringer 

Tolerence og/eller 

grænsedragning

Udvalgets medlemmer har i perioden fortsat deres arbejde i de 

sammenhænge, de befinder sig i, mens udvalget fungerer som det 

koordinerende forum, hvor medlemmerne har mulighed for at 

udveksle erfaringer med hinanden og gensidigt rådgive og støtte 

hinanden i forhold til de spørgsmål og opgaver de støder på i deres 

arbejde. 

I marts måned 2000 arrangerede udvalget i samarbejde med 

Islamisk-Kristent Studiecenter to alternative møder, hvor stiftets præster 

kunne møde imamer, der interesserer sig for dialog og samarbejde 

med kristne. Formålet var et praksisorienteret møde, hvor præster og 

imamer (og andre religiøse ledere) kunne drøfte muligheder og behov 

for samarbejde og dialog i de forskellige sogne/områder, og hvor et 

netværk af kontakter kunne skabes. Alle stiftets præster med undtagelse 

af de bornholmske blev inviteret. Imamerne kom, men præsterne 

svigtede, bortset fra 3-4 stykker samt biskoppen. Møderne blev dog 

afviklet i en god stemning og en vilje til fremtidigt samarbejde. Der 

blev uddelt skriftligt materiale, bl.a. oversigt over kontaktmuligheder. 

Vi vil forsøge et fælles møde igen på et senere tidspunkt. 

Efter terrorangrebet i USA den 11.september er der i Danmark som 

i andre europæiske lande opstået en bølge af vrede mod muslimer, 

som er gjort til syndebukke for det, der er sket. Moskéer, islamiske 

centre, enkelte muslimer er blevet udsat for forsøg på brandstiftelse, 

dødstrusler, hademails og forskellige former for overgreb. 

Muslimske kvinder har fået deres tørklæder revet af på gaden. 

Grønthandlere og taxachauffører, hvad enten de er muslimer eller ej, 

er blevet opfattet som femtekolonnefolk, snedigt forklædt bag gulerødder 

og bilrat. Men med bomber liggende lige under bananerne. 

Alt dette på trods af, at muslimske ledere og organisationer klart og 

tydeligt har fordømt terrorhandlingerne i USA og givet udtryk for, 

at terroristernes angreb er uislamisk. 

Der er sket en yderligere polarisering af befolkningen, som gør 

udvalgets arbejde endnu mere nødvendigt. Når medier, politikere 

og andre sætter lighedstegn mellem islam og terror og gør konflikten 

til en krig mellem islam og vesten, er det det samme som at sige, 

at Taleban-styrets politik, terroristisk aktivitet er udtryk for islam 

generelt. Islam er ikke en religion, men en terrororganisation, sagde 

Mogens Camre under Dansk Folkepartis landsmøde. Når alle muslimer 

udråbes som potentielle terrorister og opfattes som identiske 

med fjenden, ja så kan det ende med, at de opfører sig som fjender, 

hvorved konflikter for alvor opstår. Islam tolkes og praktiseres forskelligt 

over hele verden, og der er ingen tvivl om, at muslimers forsøg 

på at nytænke islam i forhold til den moderne verden er hovedtendensen 

både i den muslimske verden og i vesten inkl. Danmark. 

Denne nytænkning skulle gerne fortsætte. 

110

Gennem det sidste årti har vi i stiftet opbygget betydelige erfaringer 

med hensyn til integration og dialog mellem kristne og muslimer. 

Vi må nu bygge på de erfaringer og tale og handle i solidaritet med 

dem, der er frustrerede og utrygge. Flere politikere har meldt ud og 

henstillet til, at man ikke lægger den muslimske befolkning for had. 

Det er nu vores opgave at søge at undgå, at de fremskridt vi har gjort 

i de senere år ikke bliver forgæves. En positiv konsekvens af tragedien 

er dog, at dialogsøgende kristne og muslimer nu rykker tættere 

sammen i en fælles vilje til at gøre en forstærket indsats for at forbedre 

sameksistensen og modvirke den stemning af gensidig mistillid, 

der er opstået. 

Det Danske Bibelselskabs stiftsudvalg 

ved direktør Henning Palludan, formand 

Bibelselskabets københavnske stiftsudvalg ser det som sin vigtigste 

opgave at formidle kendskabet inden for stiftet til Det Danske 

Bibelselskabs mange aktiviteter og tilbud. 

I årets løb er til en række sogne og enkeltpersoner udgået opfordringer 

om økonomisk at støtte de aktiviteter, der gennem De 

Forenede Bibelselskaber udfoldes især med henblik på bibeluddeling 

i følgende områder: Rusland, Østeuropa, Kina, Asien, Afrika og 

Mellemøsten. Samarbejdet med stiftets kirker er her af stor betydning, 

og Det Danske Bibelselskab har i årets løb besluttet at ansætte en medarbejder 

med speciale inden for kommunikation. For hele dette arbejde 

er kontakten til De Forenede Bibelselskaber vigtig. Selv om dette nu 

og da for os tilknyttet Københavns stift kan forekomme fjernt, går der 

altså en direkte linie fra den enkelte kirke eller person i stiftet, der støtter 

dette arbejde, til modtageren af en bibel i et eller andet fjernt land. 

Hvor vidt det internationale arbejde spænder, får man indtryk af 

ved at studere forløbet af den Verdenskonference, som blev holdt i 

oktober 2000 i Sydafrika under temaet “Guds ord - verdens lys”. Her 

var forsamlet repræsentanter fra 138 lande over hele kloden. Da 

adskillige deltagere mødte på flere landes vegne, kunne man således 

konstatere, at der var kontakt til 230 af verdens lande. 

I forbindelse med det internationale arbejde kan der også være 

grund til at nævne, at Det Danske Bibelselskab for De Forenede 

Bibelselskaber har påtaget sig at oprette et bibeldistributionscenter. 

Globaliseringen medfører, at der bor flere og flere etniske minoriteter 

i de enkelte lande. Ønsket om bibler og testamenter på alverdens 

sprog lyder stadigt oftere til de nationale bibelselskaber. Derfor har 

111

De Forenede Bibelselskaber besluttet at oprette et kæmpe bibellager, 

der har bibler på alle de sprog, der er brug for. Centret åbnede 1. 

februar 2001. Det administreres af Det Danske Bibelselskab på vegne 

af De Forenede Bibelselskaber. 

Et internationalt, nyt, spændende samarbejde har Det Danske 

Bibelselskab indgået med TV-stationen SAT-7, der blev stiftet i 1995 

og er en kristen-arabisk TV-station, der sender kristne programmer 

og programmer om Bibelen til hele Mellemøsten. I Danmark kan 

arabisktalende flygtninge og invandrere se SAT-7 via parabol. Det 

Danske Bibelselskab har indgået en aftale om at udbrede kendskabet 

til stationen i Danmark. 

Dette er et par eksempler på, hvorledes der fra Københavns stift er 

tråde til et internationalt arbejde, som også vi har et ansvar overfor. 

Men jævnsides med de internationale opgaver har Det Danske 

Bibelselskab sine kerneopgaver i Danmark. 

Et længe næret ønske fra de danske døvemenigheder er ved at blive 

opfyldt ved oversættelse af dele af Bibelen til tegnsprog. Et pilotprojekt 

blev afsluttet i februar 2001. Dette projekt er nu udgivet på video. 

I efteråret 2001 modtages kommentarer, inden det videre oversættelsesforløb 

begynder i januar 2002. Projektet forventes afsluttet i 2005. 

En arbejdsgruppe er etableret med henblik på at udgive en oversættelse 

af Det Nye Testamente på nudansk. Oversættelsen har de 

15-40 årige kirke- og bibelfremmede som sin primære målgruppe. 

Man ønsker på den måde at bringe Det nye Testamentes budskab og 

mening ud til en større offentlighed. 

I årets løb er udgivet en Rigs- og slægtsbibel med vignetter af 

Hendes Majestæt Dronningen. Den har vakt opmærksomhed i 

Danmark og ikke mindst i udlandet, hvor det er blevet bemærket, at 

et statsoverhoved så tydeligt vil vedkende sig den kristne tro. 

Arbejdet på Færøerne og i Grønland har også været præget af 

megen aktivitet. På Færøerne har en ny bibelkollektion afløst en 

mere end 30 år gammel kollektion. På Grønland er man nået frem til 

afslutningen af et næsten 40 årigt arbejde på en ny oversættelse af 

den grønlandske bibel. 

I forbindelse med den forestående udgivelse af en ny dansk salmebog, 

kan det oplyses, at Bibelselskabet siden 1984 har fungeret som forlag 

for Det Kgl. Vajsenhus og haft ansvaret for udgivelsen af Den danske 

Salmebog i de forskellige udgaver og formater, idet Vajsenhuset 

ikke har eget forlag. Et hovedspørgsmål har det været, om udgivelsesretten 

af den autoriserede salmebog til Det Kgl. Vajsenhus ville 

være i strid med EU’s konkurrenceregler. Resultatet blev i 1999, at 

Kirkeministeriet tildelte Det Kgl. Vajsenhus udgivelsesretten til salmebogen 

for de næste 20 år. Endnu er det ikke endeligt afklaret, om Bibelselskabet 

fremover skal varetage forlagsarbejdet med salmebogen. 

112

Jævnsides med at stiftsudvalgets medlemmer løbende søger at 

sprede kendskab til Bibelselskabet og dets arbejde, er et samarbejde 

i gang med stiftsudvalgene i Helsingør, Roskilde og Lolland-Falster 

stifter om tredje udgaven af et foredragskatalog med tilbud på foredrag 

m.v. til kirkerne i de fire stifter. Målet er, at dette katalog udsendes 

ca. 1. april 2002. 

Stiftsudvalget for mission 

ved stiftspræst Jonna Dalsgaard 

Da stiftsudvalget for missions funktionsperiode følger menighedsrådsvalget 

er der fra 1. april 2001 blevet nedsat et nyt udvalg for de 

kommende fire år. 

Det nye udvalg består af biskoppens repræsentant, tre medlemmer 

fra missionsselskaber udpeget i samråd med “Folkekirkens Mission” 

og fem repræsentanter fra provstier på Amager, Bornholm, Valby- 

Vanløse, Østerbro og Vesterbro provsti. 

Folkekirkens Mission (FKM), der har til formål at fremme og styrke 

folkekirkens forståelse for og engagement i mission og religionsmøde 

lokalt og globalt, har efter en forsøgsperiode på tre år evalueret 

sit arbejde. Som følge af evalueringer er der blevet åbnet for, at de 

folkekirkelige stiftsudvalg for mission kan blive fuldgyldige medlemmer. 

På FKM´s repræsentantskabsmøde den 1. marts 2001 blev 

stiftsudvalget for mission, Københavns stift, derfor optaget som 

medlem af FKM. 

Stiftsstævnet for Københavns stift i 2001 blev arrangeret af 

stiftsudvalget for mission i samarbejde med stiftspræsten. 

Stiftsstævnet var godt besøgt med 150 deltagere fra ca. 50 sogne i 

stiftet. 

Dominic Moghal, lederen af Christian Study Centre, Rawalpindi i 

Pakistan, var inviteret som gæstetaler til stiftsstævnet. Dominic 

Moghal deltog i de efterfølgende fjorten dage i møder, holdt foredrag 

og underviste på Københavns universitet, Zahles seminarium, 

Diakonhøjskolen i Århus, Århus universitet, sognedage i kirker, 

præstekonvent på Falster, Islamisk-Kristent Studiecenter, Mødestedet 

på Vesterbro, Tværkulturelt Center i Odense og Metodistkirkens 

Missionskreds. 

Mange mennesker fik således mulighed for at blive inspireret af 

Dominic Moghals engagement og erfaringer. 

Stiftsudvalget havde i forbindelse med stiftsstævnet indbudt til 

deltagelse i en prisopgave under det overordnede tema “Mission i 

113

København”. Der indkom tolv besvarelser. Desværre måtte stiftspræsten 

og et eksternt udvalg konkludere, at ingen af besvarelserne 

kunne præmieres. 

Som opfølgning af stiftsstævnet er der i efteråret sendt invitation 

ud til alle deltagere til et arbejdsmøde i hvert provsti/lokalområde, 

hvor der bliver mulighed for mere indgående at debattere og konkretisere 

de tanker og ideer, der kom til udtryk i arbejdsgrupperne 

på stiftsstævnet. 

Stiftsudvalget har i årets løb drøftet og udarbejdet en handlingsplan 

for sit arbejde de næste fire år. 

Som en del af handlingsplanen ønsker udvalget at arbejde for 

oprettelse af centre i Københavns stift i bydele, hvor der skønnes at 

være interesse og behov. Der er derfor taget initiativ til oprettelse af 

et center på Amager. 

Der er i samråd med biskoppen blevet udarbejdet en overordnet 

arbejdsbeskrivelse for stiftspræstens arbejdsområder. 

Et af arbejdsområderne er i samarbejde med de øvrige stifts - og 

funktionspræster at tage initiativ til nye aktiviteter i stiftet. I løbet af 

det sidste år er der blevet arbejdet på at oprette et netværk for unge 

i København - med kontakt til andre kirker og unge i landene 

omkring Østersøen. 

Netværket BIEN (Baltic Intercultural and Ecumenical Network) 

blev konkretiseret og styrket på et arbejdsmøde i Riga i august 

måned, hvor ca. 70 engagerede unge deltog. Heraf 10 præster og 

unge fra København. 

I København er der planlagt fælles kirkegang til forskellige gudstjenester, 

ugentlige aftenandagter m.m. - og netværket arbejder med 

at arrangere en lokal - og international ungdomsfestival i juli 2002. 

Menighederne i København vil blive inviteret til at sende unge fra 

menigheden/sognet til ungdomsfestivalen. 

Stiftsudvalget har samtidig opfordret biskoppen til et møde , hvor 

stiftsudvalgene kan orientere og inspirere til et samarbejde om fælles 

opgaver. 

Biskoppen har således indkaldt stiftsudvalgenes medlemmer til et 

fælles møde i Skelgård kirke lørdag den 10. november 2001. 

Stiftsudvalget for diakoni 

af sognepræst, Ph.D., Ulrich Vogel 

Stiftsudvalget har nu bestået i et år. Den første tid er gået med at lære 

hinanden at kende og at finde sine ben. 

114

Derudover har udvalget naturligvis taget fat på forskellige diakonale 

spørgsmål. Man har bl.a. drøftet strukturspørgsmål vedrørende 

funktionspræstestillinger: 

- praktisk forankring i et eller flere konkrete projekter er ønskelig og 

nødvendig 

- omfanget af de diakonale forpligtelser skal der gives plads til 

i dialog mellem menighedsrådet og stiftet. 

Desuden prioriterer udvalget det lokale arbejde meget højt. Det 

giver sig udslag i at udvalget i november 2001 har afholdt en temadag 

på Amager med emnet “Ensomhed i storbyen”. Det er lokale 

folk, der deler ud af deres erfaringer og på denne måde inspirerer 

det lokale arbejde til nye tiltag. 

Som et fremtidigt arrangement planlægges en lokal temadag om 

kulturmødet. 

Endvidere har nogle af udvalgets medlemmer været på en ekskursion 

til Hamburg. Formålet med turen har været at kigge på de mangeartede 

facetter af hjemløsearbejdet, som prioriteres højt i denne by. 

To af de besøgte initiativer er af særlig betydning for udvalgets fremtidige 

arbejde: 

- Kirkeskure, små boliger for hjemløse i de lokale sogne, kunne være 

en mulig model for lokalt at yde en diakonal indsats, der synliggør 

handlingens kirke, hvor stikordene: samarbejde, engagement og 

åbenhed over for udstødte spiller en væsentlig rolle. 

- ”Det runde bord”, et velfungerende samarbejde om hjemløse mellem 

diakoniorganisationerne og erhvervslivet i Hamburgs indre by, 

understreger behovet for og nødvendigheden af samtalen de 

forskellige parter imellem for at skabe grobund for at løfte de 

mange diakonale opgaver, der trænger sig på. At initiere koordinerende 

møder af lignende art betragter udvalget som sin naturlige 

forpligtelse. 

Desuden har udvalget siden august fået et nyt medlem, sognepræst 

Erik Boye Olsen, Rø og Christiansø, så udvalget nu også er 

repræsenteret på Bornholm. 

Københavns Stiftscentral for undervisning 

ved stiftspræst Helene Dam 

Det skal nok gå alt sammen. Den danske Folkekirke vil altid bestå, 

også i Københavns stift. 

Men at Gud er Gud om alle land lå øde, er ikke det samme som, at 

en kirke bliver ved med at være kirke, om så den ligger øde. 

115

Kurser i 2001 

For blot få år siden kunne man være bange for, at det rationelle menneske, 

der ville være herre i eget hus, ikke havde særlig stor interesse 

for at være en del af Guds hus og bruge det. 

Sådan er det ikke mere. Udviklingen har vendt sig. I dag er der 

mange mennesker, der banker på og banker på mange døre for at få 

svar på, hvad et religiøst engagement i livet betyder. 

Det må vi som kirke forholde os alvorligt til ikke mindst i vores 

uddannelse af præster. 

Det teologiske studium er et videnskabeligt studium, der sætter en 

ære i ikke at være en præsteuddannelse. Men ønsker kirken også 

præster, der ikke er uddannede til at være præster. Hermed være 

ikke sagt, at en teologisk videnskabelig ballast ikke er nødvendig. 

Men er det nok? Problemet løses i øjeblikket ved en fire måneders 

uddannelse på Pastoralseminariet, efterfulgt af en obligatorisk efteruddannelse 

på i alt fire uger. Denne uddannelse kan suppleres med 

kurser på Teologisk-Pædagogisk Center i Løgumkloster. 

Københavns Stiftscentral hensigt er at styrke og forlænge den pastorale 

uddannelse både for præster, der er nye i embedet og for præster 

der har mange års erfaring, men har brug for inspiration og et 

forum, hvor de kan drøfte vigtige spørgsmål med fagfæller. 

Fordelen ved at etablere et sådant sted på stiftsplan er, at det kan 

foregå, uden at der skal bruges mere end blot nogle timer, og at man 

på stiftsbaserede kurser i højere grad kan være opmærksom på netop 

dette stifts særlige behov. 

I 2001 har Stiftscentralen afholdt 4 kurser om: 

- Spiritualitet 

- Sjælesorg 

- Retorik 

Gerhard Pedersen, tidligere rektor for Pastoralseminariet i Århus, 

var oplægsholder ved kurset: “At være præst i et forandret åndeligt 

klima”. 

Kurset satte fokus på spiritualitet, og på hvordan man som præst 

og kristent menneske finder sin identitet i en verden, der er optaget 

af modstridende fænomener som kristendom, nyreligiøsitet, sekularisering 

og modernitet? Emner som bøn, bibellæsning, personlige 

samtaler og skriftemål blev behandlet. Spiritualitet som en åndelig 

dimension i præstens liv og præsten som åndelig vejleder. 

Cand. mag. i kristendomshistorie Lakshmi Sigurdsson og sognepræst 

Mikkel Wold var oplægsholdere ved kurset: “Luther som sjælesørger 

og sjælesorg i dag”. 

Hvorledes kan man som præst i dag forholde sig til sjælesorgen 

inden for den kristne teologis rammer? Eller er man i højere grad til- 

116

øjelig til at hente sin faglige viden inden for det naturvidenskabelige 

psykologiske fagområde? Emnet blev behandlede både ud fra en 

historisk vinkel med udgangspunkt i Lakshmi Sigurdssons nyligt 

udkomne bog: “Mulmet i hjertet – tro, trøst og billeddannelse hos 

Luther” og ud fra en præsts erfaringer som sjælesørger i et københavnsk 

sogn. 

I kurserne “Ud med sproget I og II” med ekstern lektor ved 

Københavns universitet Signe Hegelund var der sat fokus på retorikken. 

Det første kursus, som fandt sted i foråret, omhandlede den skriftlige 

retorik. Hvordan når vi ud til en større modtagergruppe end 

den, vi møder i kirken om søndagen og ved kirkelige handlinger? 

En af måderne er bl.a. at skrive artikler, kronikker og debatindlæg 

i kirkeblade og aviser, som vækker interesse og bliver forstået. På 

kurset blev der arbejdet med skriveprocessen, den retoriske situation 

og tekstens fokus og argumentation. 

I det andet kursus var prædikenen og prædikenens argumentation 

det centrale. Der blev givet eksempler fra prædikener både af Luther 

og fra prædikener fra vor tid. Et af spørgsmålene til teksterne var 

bl.a.: hvad er forskellen på en postulerende prædiken og en prædiken, 

som meddeler den kristne påstand? Formen vekslede mellem 

oplæg, drøftelse og workshop. 

Der har været stor deltagelse i alle kurserne. Det fortæller noget om 

interessen og behovet for at arbejde med disse emner. Selv om de 

benævnes som kurser, er de i langt højere grad et forum for vigtige 

drøftelser præster imellem. Såvel for nye som gamle præster. 

Hermed er der mulighed for at få en dialog på tværs af anciennitet 

og teologisk farve. Stiftscentralen er for alle stiftets præster. 

Med kurserne “Ud med sproget” har vi samtidigt forsøgt at åbne for 

en anden måde at arbejde på. Præsten er, når der skal forberedes 

prædikener og skrives artikler, traditionelt set stadig manden eller 

kvinden i studereværelset. Alene med sig selv og sit arbejde. Verden 

udenfor har ændret sig meget i forhold til en sådan arbejdsproces. 

Det produkt, som skal kommunikeres videre, bliver ikke nødvendigvis 

bedre af, at man er alene om at lave det. Derfor har Stiftscentralen 

med udgangspunkt i kurserne “Ud med sproget” ønsket at 

skabe mulighed for en anden arbejdsproces, hvor man i langt højere 

grad går i dialog med hinanden, læser hinandens manuskripter allerede 

under selve arbejdsprocessen, altså før de er færdige, som det 

produkt, der skal sendes til trykkeren eller prædikes fra om søndagen. 

Med de muligheder bl.a. e-mail giver, er det faktisk ret enkelt at 

benytte sig af hinanden ved at sende ideer og udkast videre og give 

117 

Et forum for dialog 

imellem kolleger 

Kollegialt feed-back på 

artikler og 

prædikener

Stiftscentralens 

tilbud om konsulentvirksomhed 

Dåbsoplæring 

Menighedsrådenes 

ansvar for den 

pastorale uddannelse 

hinanden feed-back på dem. En typisk kritik over for en sådan 

arbejdsmetode kunne være, at vi som præster ikke har tid til det. 

Men ofte viser det sig, at det tværtimod letter tidspresset og giver 

bedre resultater. 

Stiftscentralen gør sig ingen illusioner om, at det er nemt at ændre 

på en århundrede gammel praksis eller på mange gode grunde til at 

arbejde lukket inde alene i sit studereværelse. Men på den anden 

side mener vi, at vi ikke kan overhøre de positive meldinger, der 

kommer fra de faggrupper, der har fundet inspiration og mulighed 

for at lave mere kommunikationsvenlige artikler ved at arbejde på 

denne måde. 

Derfor vil vi fortsætte projektet og vurdere, om det på længere sigt 

vil ende med at blive en naturlig arbejdsproces for flere og flere 

præster. 

Meningen er at arbejde i mindre selvstyrende grupper, der selv 

vælger, hvem de skal være i kollegialt arbejdsfællesskab med. 

Stiftscentralen har i sin formålsparagraf et tilbud om konsulentvirksomhed. 

Denne konsulentvirksomhed er gratis, ligesom også alle 

kurserne er det. 

Et nyt initiativ er, at alle stiftets præster kan rekvirere stiftskonsulenten 

til at rådgive præsterne i stiftet, enten i mindre grupper eller 

enkeltvis, ved at lægge øjne og øre til gudstjenesten som en mundtlig 

handling, både hvad liturgi, tekstlæsninger og prædiken angår. 

Således kan præsterne og stiftskonsulenten få mulighed for sammen 

at drøfte, hvordan vores gudstjenester kan forløbe på den mest hensigtsmæssige 

og mundtlige måde. 

Dåbsoplæring eller minikonfirmandundervisning fungerer allerede 

i mange af de københavnske sogne med stor succes. Alligevel er der 

endnu ikke et tilbud om at være med i en sådan undervisning for alle 

skolebørn i tredje klasse. Derfor har domprovst Anders Gadegaard 

nedsat et arbejdsudvalg for at undersøge, hvordan hele stiftet kan 

blive dækket med hensyn til minikonfirmandundervisning. Repræsentanter 

fra de kirker, som igennem flere år har arbejdet med minikonfirmander, 

repræsentanter fra Stiftscentralen og Folkekirkens 

Skoletjeneste og Anders Gadegaard har været med i udvalgsarbejdet. 

Arbejdet er foreløbigt afsluttet med en manual for minikonfirmandundervisning, 

som er udsendt til præster og menighedsråd. 

Hvis vi ønsker og mener, at den danske folkekirke er den, som bedst 

kan give svaret til de mange søgende mennesker i dag, så må vi alle 

arbejde på, at dette svar bliver så kvalitativt og forståeligt som 

muligt. 

118

Men det kan ikke gøres uden menighedsrådenes støtte og hjælp. 

Dette kan forgå bl.a. ved, at hvert enkelt menighedsråd besinder sig 

på, hvad det er, de ønsker, når en ny præst skal ansættes. Er det en 

prædikant, der giver mig lyst til at gå i kirke om søndagen, er det et 

menneske, der kan være min sjælesørger og er det en kompetent person, 

der kan give mine børn undervisning i den kristne tro. Udbud 

og efterspørgsel hænger nemlig sammen. 

Den post, der i budgettet under menighedsrådets rådighedsbeløb 

benævnes stiftsfond kan for mange menighedsråd måske synes fjern 

i forhold til alle de nærliggende aktiviteter, som også skal budgetteres 

med. Men sagen er, at stiftet ikke har andre penge end dem, 

menighedsrådene afsætter til stiftsfonden. Så derfor, tænk på - når 

budgettet skal lægges - om ikke nogle af disse aktiviteter er værd at 

støtte. 

Folkekirkens Skoletjeneste 

København – Frederiksberg 

ved leder af Folkekirkens Skoletjeneste, Helle Krogh Madsen 

”Det værste ved det her projekt må være ikke at have været med” – 

sådan skrev en dreng i 5. klasse i en logbog i forbindelse med et projekt, 

hvor klasser skulle lave tegnefilm over bibelske fortællinger. 

Det er en god tilbagemelding at få, for den fortæller noget om, hvad 

der i børnenes øjne er godt projekt. Det er et projekt, hvor de bliver 

udfordret til at tænke selv og udtrykke sig selv i samarbejde med 

engagerede voksne, der kan noget eller ved noget inden for et 

bestemt felt (en lærer, en præst, en organist, en grafiker, en jødisk 

husmor, en arkitekt etc.). 

Derfor er mange af Folkekirkens Skoletjenestes projekter lavet 

over følgende læst: 

- eleverne arbejder i klassen med et indledende oplæg 

- de møder og samtaler med mennesker, der hører til uden for skolen 

- de arbejder kreativt på en eller anden måde (maler, synger, skriver, 

laver mad) 

- og de afslutter projektet med en udstilling, et fællesarrangement 

eller lignende 

Nogle af projekterne bliver efterhånden tilbagevendende, fordi tilbagemeldingerne 

er meget positive. Det gælder f.eks. samarbejds- 

119 

Stiftscentralens 

økonomi

projekterne med Billedskolen i Ryesgade og tegnefilmprojektet, som 

det indledende citat stammer fra. Sidstnævnte er blevet til i samarbejde 

med Projekt ANIMA fra Animationshuset på Nørrebro, og 

foreløbigt har i alt 24 klasser fået mulighed for at prøve at lave tegnefilm 

med professionelt udstyr og sammen med professionelle animatorer. 

”Et møde med den danske salme” er et andet eksempel på 

et tilbagevendende projekt af denne type. Det afvikles i år for niende 

gang og plejer at involvere godt 70 klasser og mere end 40 kirker. 

Det forløbne år har desuden været præget af en stor interesse for 

et projekt om Abrahamskikkelsen i islam og kristendom. I løbet af 

skoleåret 2001-2002 vil ca. 40 klasser komme til at indgå i projektet, 

der har fået titlen ”Fra Ur til København”. Det afvikles i samarbejde 

med Islamisk-Kristent Studiecenter og omfatter bl.a. besøg i en moské 

og i en kirke. Andre af kristendommens rødder sættes der fokus 

på i det årlige projekt om jødisk og kristen påske, som siden 1997 er 

blevet gennemført sammen med Mosaisk Trossamfund. 

For blandt andet at pege på de mange faglige og tværfaglige 

muligheder, der ligger i faget kristendomskundskab, giver Folkekirkens 

Skoletjeneste ind imellem mange klasser tilbud om at komme 

i biografen og se en film, som de ud fra et tilsendt oplæg kan bruge 

i kristendomsfaglig sammenhæng. I år har godt 2.000 elever således 

været i Grand biografen og set film svarende til klassetrinnet, og 

i efteråret viste der sig en enorm interesse for kirkeoperaen “Det forjættede 

land”, som opførtes i Frederiksberg kirke. Interessen betyder, 

at Den Jyske Opera, som laver forestillingen vender tilbage med flere 

forestillinger i løbet af 2002. 

I regi af Teologisk-Pædagogisk Center (tidligere Folkekirkens 

Pædagogiske Institut) i Løgumkloster er der et meget tæt og frugtbart 

samarbejde imellem en række kirkelige skoletjenester og skolekirke-samarbejder 

landet over. Vi trækker på hinandens viden og 

erfaringer og laver fra tid til anden fælles projekter. Lige nu arbejder 

vi på et fælles udspil i forbindelse en landsdækkende bog- og fortællefestival 

“Den gode historie”, som løber af stabelen den 30. september 

–13. oktober 2002. 

Både i den forbindelse og mere generelt forsøger Folkekirkens 

Skoletjeneste at udnytte de muligheder, der ligger i brug af 

Internettet også i skolens kristendomsundervisning. Der er til det 

formål oprettet en internetside med adressen: 

- www.undervisning.folkekirken.dk 

- siden henvender sig til elever i folkeskolen. Her vil de kunne finde 

oplysninger om centrale kundskabsområder som kirkebygningens 

historie og indretning, kirkeåret, Bibelens grundfortællinger osv. 

Siden udbygges løbende. I tilknytning til “Et møde med den danske 

salme 2002” vil elever og alle andre, der besøger siden, således 

120

kunne tage en rundtur inde i Vor Frue kirkes orgel og lære noget om 

kirkens store, spændende instrument. 

Skoletjenestens arbejde finansieres af Menighedsrådenes Skoletjenestesamarbejde, 

hvorigennem p.t. 58 menighed årligt bidrager 

med kr. 15.000 hver, og igennem lønmidler fra Kirkeministeriet til 

den teologiske medarbejder. Arbejdet med at udvikle og koordinere 

projekterne varetages af John Rydahl (lærer) og Helle Krogh Madsen 

(præst). Hvert år i marts udsendes et Nyhedsbrev til samtlige menighedsrådsmedlemmer 

i de to kommuner, skoletjenesten omfatter. 

Desuden vil man kunne blive orienteret om arbejdet på hjemmesiden: 

www.folkekirken.dk/org/skoletjeneste. 

Folkekirkens internetudvalg 

(www.folkekirken.dk) 

ved sognepræst, webpastor Gunnar Bach Pedersen 

På linje med de tidligere år rummer folkekirken.dk en hjemmeside 

for Københavns stift. Her kan der bl.a. findes relevante adresser, og 

det er muligt at læse Stiftsbrev og Stiftsårbog. Også ældre udgaver 

er tilgængelige. Adressen er www.folkekirken.dk/stifter/kbh. Herfra er 

også adgang til de større eller mindre hjemmesider for alle stiftets 

sogne. Sogne som har ønske om at få mere omfattende hjemmesider 

kan med fordel henvende sig til folkekirken.dk. Folkekirken.dk stiller 

i stigende grad serverplads til rådighed for sogne, som ønsker 

eget domæne-navn. 

Det beskedent anlagte tilbud om “samtale” med en præst pr. e-mail 

bruges i stadigt stigende omfang. Det samme gælder også ønskerne 

om svar på spørgsmål om kirke og kristendom. For at gøre det 

muligt for mennesker selv at finde svar på nogle af disse spørgsmål, 

er vi på folkekirken.dk med assistance fra en række præster fra hele 

landet ved at opbygge et leksikon om kirke og kristendom. Der kunne 

sagtens bruges mange flere medarbejdere på dette projekt. 

Der er en stadig teknisk udvikling af hjemmesiden www.folkekirken.dk 

- der arbejdes med at lægge en del af indholdet over i 

databaser med henblik på nemmere vedligeholdelse. Programmet 

Angelus, som hjælper sognene med at udarbejde egne hjemmesider, 

var allerede sidste år under en kraftig revision. Den nye udgave er 

taget i brug af mange sogne i betaudgaver. Den helt færdigudarbejdede 

udgave er trukket længere ud end ønsket på grund af vanskeligheder 

med at bruge den fra kirkeministeriets kirkenet. Denne van- 

121

skelighed er ved at være løst i samarbejde med kirkeministeriets ITkontor. 

Der er for mig at se ikke tvivl om, at vi på folkekirken.dk i højere 

grad må til at arbejde med Internet som et medie for forkyndelse og 

gudstjeneste. Problemet er, at det kræver større ressourcer, end vi 

har. Og allerede med det omfang projektet har nu, er det umuligt 

nok at få den arbejdstid til at slå til, som er afsat til det. 

Folkekirkens hjemmeside har et besøgstal, som er stadig stigende. 

Den hidtil bedst besøgte måned var august 2001, hvor 64.000 var 

inde på folkekirkens hjemmeside. 

Gunnar Bach Pedersen træffes på www.folkekirken.dk’s kontor hver 

mandag og onsdag. 

Adresse: Dantes Plads 1, 3.th. 1556 København V 

Tlf: 33 13 38 50 

E-mail: webpastor@folkekirken.dk 

122

Præster: Tilgang - afgang 1/10 2000- 30/9 2001 

1. Ordinationer 

2. Førstegangs-ansatte og forflyttede fra embeder i andre stifter. 

3. Embedsskift inden for stiftet. 

4. Forflyttelser til embeder i andre stifter. 

5. Afskedigelser. 

6. Døde 

1. Ordinationer 

12/11 2000: Christian Barrit Petersen, Lone Lundsgaard og Johanne Strøm. 

15/3 2001: Peter Marius Sode Jensen 

4/6 2001: Mia Lund Rao 

2. Førstegangs-ansatte og forflyttede fra embeder i andre stifter 

15/2 2001 Peter Marius Sode Jensen............Klemensker sogn 

1/3 2001 Lars Morthorst Christiansen ........Hasle-Rutsker pastorat 

15/3 2001 Torben Jeppesen.......................Grøndals kirke 

1/4 2001 Henning Astrup .......................Filips kirke 

1/4 2001 Lene Jørgensen ........................London 

1/9 2001 Anders W. F. Carlsson................Rønne pastorat 

3. Embedsskift inden for stiftet 

1/10 2000 Solveig Lentz ..........................Dragør og Store Magleby pastorater, 

sognepræst 

1/4 2001 Carina Wøhlk..........................Sognepræst ved Helligåndskirken 

med forpligtelse til at betjeneste HIVpositive 

og AIDS-syge i Københavns 

stift 

15/9 2001 Lise Lotte Kjær ........................præst for De Døves menighed i 

København og på Sjælland, Lolland- 

Falster og Bornholm 

4. Forflyttelser til embeder i andre stifter 

1/11 2000 Sognepræst 

Jakob Breum Houler..................Aabenraa pastorat, Haderslev Stift 

1/12 2000 Pastor Alex Mark Knudsen .........Mern og Øster Egesborg pastorater, 

Roskilde Stift 

15/5 2001 Sognepræst 

Nete Holm Andersen.................Risbjerg sogn, Helsingør Stift 

5. Afskedigelser 

31/10 2000 Jens Robert Boje .......................Klemensker kirke 

31/1 2001 Dorte Hedegaard......................Grøndals kirke 

123

28/2 2001 Lene Østergaard.......................Bellahøj kirke 

31/5 2001 Niels Bo Carøe.........................Esajas kirke 

30/9 2001 Kirsten Hansen ........................Kastels kirke 

6. Døde 

22/5 2001 Johannes Jørgensen ...................Frederiks kirke 

24/5 2001 Torben Bent Jørgensen ...............Vanløse kirke 

Landemodeberetning 

1/10 2000- 30/9 2001 

Oprettede embeder 

Sognepræst i Dragør og Store Magleby pastorater 

Sognepræst ved Helligåndskirken med forpligtelse til at betjene HIV-positive og AIDSsyge 

i Københavns stift. 

Nedlagte embeder 

Sognepræst ved Enghave kirke 

Hjælpepræst ved Helligåndskirken med forpligtelse til at betjene HIV-positive og 

AIDS-syge i Københavns Stift. 

Ordinationer - ordinander 

Der har i det forløbne landemodeår været afholdt 3 ordinationer med i alt 5 ordinander 

Ledige embeder/ansøgertal 

I landemodeåret har der i Københavns stift været opslået i alt 13 præstestillinger med 

i alt 334 ansøgninger - et gennemsnit på 25,7 ansøgere pr. opslag. 

Klemensker, sognepræst kbf.......................................................................9 

Filips kirke, sognepræst kbf......................................................................23 

Hasle-Rutsker pastorat, kbf ......................................................................11 

Grøndals kirke, sognepræst ......................................................................32 

Anna kirke, kst. sognepræst.kbf.................................................................28 

Mariendals kirke. kst. sognepræst ..............................................................19 

Frederiksberg kirke, kst. sognepræst ...........................................................21 

Esajas kirke, sognepræst/Bispebjerg Hospital................................................52 

Sct. Nicolai, Rønne, sognepræst .................................................................13 

Tårnby kirke, kst. sognepræst/Amager Hospital ............................................20 

Husum kirke, kst. sognepræst ...................................................................27 

Kastels kirke, sognepræst.........................................................................61 

Holmens kirke, sognepræst kbf., orlogsprovst og provst for Holmens provsti ........18 

124

Kirkejubilæer 

19/11 2000 Fredens kirke ..........................100 år 

7/1 2001 Brorsons kirke .........................100 år 

4/3 2001 Sct. Andreas kirke.....................100 år 

1/9 2001 Vesterbro provsti ......................100 år 

30/9 2001 Solvang kirke ..........................125 år 

Navne og adresser 

Biskop Erik Norman Svendsen, 

Nørregade 11, 1165 København K.......................................33 13 35 08 

Stiftamtmand Bente Flindt Sørensen, 

Hejrevej 43, 2400 København NV........................................38 17 06 00 

Københavns stiftsadministration, 

Nørregade 11, 1165 København K 

Tlf.: 33 13 35 08 (bispekontoret) 

33 13 28 83 (stiftsøvrigheden) 

33 12 40 40 (stiftskassereren) 

Telefax 33 14 39 69 

Email: kmkbh@km.dk 

Giro nr. 5 91 00 05 

Stiftskontorchef, amanuensis, cand.jur. Jørgen Christiansen .........lokal 237 

Stiftsfuldmægtig, cand.jur. Anne Margrethe Andersen................lokal 221 

Stiftsfuldmægtig, cand.jur. Pauline Ghisalberti .........................lokal 223 

Stiftskasserer Frank Menzel ................................................lokal 242 

Sognepræst Jesper Stange ...................................................lokal 241 

Kontorfuldmægtig Anne-Marie Hansen .................................lokal 220 

Overassistent Sysette Rosengreen .........................................lokal 235 

Overassistent Bende Kragh .................................................lokal 231 

Kontorfuldmægtig Joan Brodersen Rudnick ............................lokal 225 

Assistent Inge Wulff-Christensen..........................................lokal 226 

Assistent Sanne Møller ......................................................lokal 226 

Kontorfuldmægtig/bogholder Morten Palsbro .........................lokal 243 

Kontorfuldmægtig Tina Thorsted .........................................lokal 249 

Overassistent Susanne Vilhelmsen ........................................lokal 244 

Overassistent Mona Jensen .................................................lokal 246 

Portner Ole Hilden.........................................................33 13 00 13 

125

Københavns kirkelige budgetkontor, 

Dantes Plads 1, 3.th. 1556 København V...............................33 13 38 50 

Budgetprovst Sten Wenzel-Petersen 

Provstisekretær Mogens Østergaard Jensen 

Provster: 

Domprovst Anders Gadegaard, Fiolstræde 8, 

1171 København K .........................................................33 14 74 32 

Provst Claus Harms, Holmens kirke 

Holmens Kanal, 1060 København K ....................................33 11 37 40 

Provst Erik Balslev-Clausen, 

A. F. Kriegersvej 5 E, 2100 København Ø..............................35 26 44 28 

Provst Gert Blak Mogensen, Nørrebrogade 106, 3. th., 

2200 København N.........................................................35 36 12 68 

Provst Sten Wenzel-Petersen, Vesterbrogade 54, 1., 

1620 København V .........................................................33 21 83 19 

Provst Peter Holm, C. F. Richsvej 9, 

2000 Frederiksberg .........................................................35 34 94 00 

Provst Karsten Arboe Woll, Brønshøj Kirkevej 6, 

2700 Brønshøj ...............................................................38 28 00 43 

Provst Finn Vejlgaard Pedersen, Guldagervej 5, 

2720 Vanløse.................................................................38 71 61 32 

Provst Hans Vestergaard Jensen, Søborgstræde 11, 

3700 Rønne ..................................................................56 95 31 95 

Provst Knud Henning Hansen, Gudhjemvej 28, 

3760 Gudhjem...............................................................56 49 80 92 

Provst Leo Kamstrup Olesen, Frankrigsgade 1, 

2300 København S..........................................................32 58 57 85 

Provst Palle Thordal, Saltværksvej 39, 

2770 Kastrup ................................................................32 50 55 82 

Hærprovst Jens Rode, Kastellet 16, 

2100 København Ø.........................................................33 15 13 06 

Flyverprovst Vilhelm E. Værge, Vinderupvej 25, 

Ejsing, 7830 Vinderup .....................................................97 44 60 07 

Provstiudvalgene: 

Vor Frue provsti: 

Formand, domprovst Anders Gadegaard, Fiolstræde 8, 1171 København K 

Finn Hemmingsen, Hauser Plads 14, 4., 1127 København K 

Marianne Møller, Nørre Farimagsgade 53, 4.th., 1364 København K 

Karsten Fledelius, Holsteinsgade 9, 3. th., 2100 København Ø 

Kjeld Søndergaard, Valkendorfsgade 17, 1151 København K 

Dorete Damgaard Hansen, Østerbrogade 78, 3.th., 2100 København Ø 

126

Holmens provsti: 

Formand, provst Claus Harms, Holmens kirke, Holmens Kanal, 1060 København K 

Ellen Anette Asmussen, Dantes Plads 3, st.tv., 1536 København V 

Jørgen Ougård, Følfodvej 200, 2300 København S 

Harry Kvarnstrøm, Østerbrogade 78, 2100 København Ø 

Hans H. Jørgensen, Trondhjemsgade 2, 2., 2100 København Ø 

Østerbro provsti: 

Formand, provst Erik Balslev-Clausen, A. F. Kriegersvej 5 E, 2100 København Ø 

Steen Nielsen, Vognmandsmarken 17, 3.th. 2100 København Ø 

Ruth Jensen, Ehlersvej 2 E, 2900 Hellerup 

Ole E. Pagels, Lille Strandvej 18 H, 1., 2900 Hellerup 

Nørrebro provsti: 

Formand Svend Hovard, Laurids Skaus Gade 15, 2. th., 2200 København N 

Provst Gert Blak Mogensen, Nørrebrogade 106, 3.th., 2200 København N 

Flemming Schlichtkrull, Rebekkavej 13, 2., 2900 Hellerup 

Ingebritt van der Poel, Hundige Centervej 9, 2670 Greve 

Max H. Jeppesen, Udbygade 10, 3.tv., 2200 København N 

Vesterbro provsti: 

Formand, Michael Hyttel, Vesterfælledvej 61, 1. th., 1750 København V 

Provst Sten Wenzel-Petersen, Vesterbrogade 54, 1., 1620 København V 

Mogens Nissen, Rytterhusene 72, 2620 Albertslund 

Henriette Holst, Gl. Køge Landevej 257 B, 2. 2650 Hvidovre 

Ole Reng, Flensborggade 17, 1.tv. 1669 København V 

Frederiksberg provsti: 

Formand, provst Peter Holm, C. F. Richsvej 9, 2000 Frederiksberg 

Lillian Schmidt Rasmussen, Dr. Priemes Vej 7, st. th. 1854 Frederiksberg C 

Leif Bjørn Sørensen, Glahns Alle 33, 2. tv., 2000 Frederiksberg 

Allan Mandrup, Nyelandsvej 54, st.tv. 2000 Frederiksberg 

Kaare Skafte-Pedersen, Vagtelvej 59, 2. th., 2000 Frederiksberg 

Lise Skaarup Mortensen, Folkvarsvej 3 A, 1. th. 2000 Frederiksberg 

Bornholms vestre provsti: 

Formand, Jens Georg Hansen, Rønnevej 105, Nylars, 3720 Aakirkeby 

Provst Hans Vestergaard Jensen, Søborgstræde 11, 3700 Rønne 

Helga Ipsen, Præstegårdsvej 4, Rø, 3760 Gudhjem 

J. Eske Holm, Kirkebyen 16, Rutsker, 3790 Hasle 

Aksel Olsen, Østerled 6, 3700 Rønne 

Bornholms østre provsti: 

Formand, Jens Otto Dam-Larsen, Sdr. Landevej 31, 3730 Nexø 

127

Provst Knud Henning Hansen, Gudhjemvej 28, 3760 Gudhjem 

Fini A. Jørgensen, Byleddet 8, 3730 Nexø 

Bente Paulsen, Melsted Langgade 32, 3760 Gudhjem 

Steffen Poulsen, Dr. Glavens Vej 46, 3720 Aakirkeby 

Bispebjerg-Brønshøj provsti: 

Formand, provst Karsten Arboe Woll, Brønshøj Kirkevej 6, 2700 Brønshøj 

Tage Sørensen, Enigheds Alle 10, 2700 Brønshøj 

Tove Høegh, Ved Bellahøj 3 B, 7.tv., 2700 Brønshøj 

John Christensen, Vesterbrogade 196, 5., 1800 Frederiksberg C 

Mette Kvist Poulsen, Kronprinssegade 60 A, 1. tv., 1306 København K 

Valby-Vanløse provsti: 

Formand, provst Finn Vejlgaard Pedersen, Guldagervej 5, 2720 Vanløse 

Erik Nielsen, Perlevej 34, 2650 Hvidovre 

Torben Larsen, Birkagervej 12, 2720 Vanløse 

Ole Nielsen, Frugthaven 33, st.th., 2500 Valby 

Marie Burlund, Børglumvej 20, 2720 Vanløse 

Amagerbro provsti: 

Formand, Michael Riis, Reykjaviksgade 5, 4. tv., 2300 København S 

Provst Leo Kamstrup Olesen, Frankrigsgade 1, 2300 København S 

Rolf Kallesøe, Gyldenlakvej 20, 2300 København S 

Jens William Grav, Kastrupvej 80, 3. th., 2300 København S 

Erling Støhrmann-Brun, Killerupvej 10, 2770 Kastrup 

Anne Margrethe Laustsen, Kastrupvej 85, 2. th., 2300 København S 

Henrik Stevnsborg, Overgaden neden Vandet 5 A, st. th., 1414 København K 

Henrik Lund Lindbo, Glumsøvej 15, st. mf. 2700 Brønshøj 

Amagerland provsti: 

Formand, provst Palle Thordal, Saltværksvej 39, 2770 Kastrup 

Jens Kristian Pedersen, Sundbyvestervej 38, 2300 København S 

Poul Anders Lynberg-Larsen, Priorvej 6, 3. th., 2000 Frederiksberg 

Kurt von der Ahe, Hjertegræsvej 7, 2700 Kastrup 

Bredo S. Nielsen, Schoutgården 6, 2791 Dragør 

Stiftsøkonomiudvalgets medlemmer: 

Vor Frue provsti: 

Karsten Fledelius, Holsteinsgade 9, 3. th., 2100 København Ø, Tlf.: 35 26 97 49 

Holmens provsti: 

Tom Peter Benda, Herluf Trolles Gade 24, 4.th., 1052 København K 

Østerbro provsti: 

Kim Allan Hansen, Grønnemose Allé 89, 2860 Søborg 

128

Nørrebro provsti: 

Cai Svendsen, Hvedemarken 19, 2860 Søborg, Tlf.: 39 67 34 37 

Vesterbro provsti: 

Mogens Nissen, Rytterhusene 72, 2620 Albertslund, Tlf.: 43 64 25 46/33 21 12 17 

Frederiksberg provsti: 

Inge Lise Pedersen, Frihedsvej 1, 2000 Frederiksberg, Tlf.: 38 86 39 73 

Bornholms vestre provsti: 

J. Eske Holm, Kirkebyen 16, Rutsker, 3790 Hasle, Tlf.: 56 96 90 90 

Bornholms østre provsti: 

Fini Adelin Jørgensen, Byleddet 8, 3730 Nexø, Tlf.: 56 49 38 97 

Bispebjerg-Brønshøj provsti: 

Helle Petersen, Kabbelejevej 50, 2700 Brønshøj, Tlf.: 38 60 60 63 

Valby-Vanløse provsti: 

Marie Burlund, Børglumvej 20, 2720 Vanløse, Tlf.: 38 79 12 18 

Amagerbro provsti: 

Arne Mikkelsen, Svinget 12, 3.th., 2300 København S, Tlf.: 

Amagerland provsti: 

Tom Allan Hansen, Astridsvej 9, 2770 Kastrup, Tlf.: 32 51 05 06 

Folkekirkens Skoletjeneste København - Frederiksberg: 

Pastor Helle Krogh Madsen 

Pædagogisk Center, Lollandsvej 40 A, 2000 Frederiksberg. Tlf.: 38 86 16 70 (kl. 10 – 12) 

Kgl. Bygningsinspektører: 

Kgl. bygningsinspektør, arkitekt m.a.a. David Bretton-Meyer, 

Øster Farimagsgade 5, opgang 21, 1399 København K, tlf. 82 32 70 00, fax: 82 32 70 01. 

Område: Frederiksberg kommune (Frederiksberg provsti) samt Københavns kommune 

bortset fra de til kgl. bygningsinspektør, arkitekt m.a.a. Johan Fogh henlagte kirker, jfr. 

nedenfor. 

Kgl. bygningsinspektør, arkitekt m.a.a. Johan Fogh, 

Nymølle, Kulsviervej 150, 2800 Lyngby. Tlf.; 45 93 40 20, fax: 45 93 40 10. 

Område: Bornholms amt, Dragør og Tårnby kommuner, der udgør en del af Amagerland 

provsti samt i Københavns kommune: den resterende del af Amagerland provsti, 

Amagerbro provsti, undtagen Christians og Vor Frelsers kirke, samt følgende kirker: 

Brønshøj kirke, Vanløse kirke, Hyltebjerg kirke, Utterslev kirke, Grøndals kirke, 

Adventskirken, Ansgarkirken, Bellahøj kirke, Husum kirke og Husumvold kirke. 

129

Kgl. bygningsinspektør, arkitekt m.a.a. Jens Fredslund, 

Indiavej 1, Sdr. Frihavn, 2100 København Ø. Tlf.: 35 43 96 90, fax 35 43 97 90 

Område: Christians kirke og Vor Frelsers kirke. 

Bygningskonsulenter: 

For præstegårde i København, Frederiksberg, Dragør og Tårnby kommuner: 

Arkitekt m.a.a. Christian Gerlach, Bretton-Meyers Tegnestue, 

Øster Farimagsgade 5, opgang 21, 1399 København K. Tlf.: 82 32 70 00, fax: 82 32 70 01. 

For præstegårde i Bornholms amt: 

Arkitekt m.a.a. Jørn Appel, Dampmøllegade 14, 3700 Rønne. Tlf.: 56 95 58 44 

Præstegårdskonsulent for præstegårde i Bornholms amt: 

Borgmester, gårdejer Harald Kjøller, Valnøddegård, Bohnebakken 22, Tejn, 

3770 Allinge. Tlf.: 56 48 41 38, fax: 56 48 44 38. 

Kirkegårdskonsulent: 

Landskabsarkitekt m.d.l. Torben Michelsen, Krøjerup Overdrev 12, 4180 Sorø. 

Tlf.: 57 83 25 77 fax 57 83 16 53 

Øvrige konsulenter: 

Orgelkonsulent: 

Organist H. Hildebrandt Nielsen, Frederiksdals Alle 15 A, 7800 Skive. Tlf.: 97 52 15 14 

Klokkekonsulent: Organist Erik Kure, Kingosvej 19, Hornborg, 8762 Flemming, 

Tlf.: 76 27 01 50. 

Varmekonsulent: Professor, civilingeniør Vagn Korsgaard, Donsevej 3, 2970 Hørsholm. 

Tlf.: 48 28 01 04 

Konsulent vedr. teleslyngeanlæg: 

Præst for hørehæmmede øst for Storebælt Peter Hansen, Sprogøvej 19, 3.th. 

2000 Frederiksberg. Tlf/fax 38 33 11 61, e-mail pethan@post8.tele.dk 

Landsforeningen for Bedre Hørelse, Kløverprisvej 10 B, 2650 Hvidovre. 

Tlf.: 36 75 42 00, fax: 36 38 85 80 

Nationalmuseet/Det særlige Kirkesyn (for Grundtvigs kirke). 

Nationalmuseet/Det særlige Kirkesyn, Frederiksholms Kanal 12, 1220 København K. 

Tlf.: 33 13 44 11, fax: 33 47 33 07. 

Akademiet for de skønne Kunster v/Akademirådets udvalg for Kirkekunst, 

Kgs. Nytorv 1, 1021 København K. 

Tlf.: 33 74 45 00, fax: 33 15 68 41 

Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg (kirkeskibe), Kronborg 1, 3000 Helsingør. 

Tlf.: 49 21 06 85, fax: 49 21 34 40. 

Den særlige sagkyndige i sager vedr. vurdering af præsteboliger: 

Funktionschef Gorm Fogh-Nielsen, Skt. Knuds Vej 20, st., 1903 Frederiksberg C. 

Tlf.: 33 24 38 48 

Kirkeministeriet, Frederiksholms Kanal 21, 1220 København K. 

TIf.: 33 92 33 90 

130

Københavns Stiftsfonds bestyrelse: 

Formand, biskop Erik Norman Svendsen, Nørregade 11, 1165 København K. 

Stiftamtmand Bente Flindt Sørensen, Hejrevej 43, 2400 København NV. 

Provst Karsten Woll, Brønshøj Kirkevej 6, 2700 Brønshøj. 

Sognepræst Charlotte Ellermann, Østerbrogade 132, 3.th., 2100 København Ø 

Universitetslektor Karsten Fledelius, Holsteinsgade 9, 3. th., 2100 København Ø. 

Skoleinspektør Anette Asmussen, Dantes Plads 3, st. tv., 1536 København V 

Sygeplejerske Lene Aakerlund Andersen, Kirkevangen 1, 3740 Svaneke. 

Museumsleder Inge Nørballe, Gl. Kongevej 120, 1850 Frederiksberg C. 

Lærer Svend Hovard, Laurids Skaus Gade 15, 2.th., 2200 København N 

Stiftsudvalget for mellemkirkeligt arbejde i Københavns stift: 

Formand, sognepræst Ruth van Gilse, Kirkevej 17, 3720 Åkirkeby. 

Næstformand, socialpædagog Christian Borello Carlsen, Skindergade 24, 

1159 København K. 

Entreprenør Ove Boesen, Vystebyvej 3, 3790 Hasle. 

Universitetslektor Karsten Fledelius, Holsteinsgade 9, 3., 2100 København Ø. 

Domprovst Anders Gadegaard, Fiolstræde 8, 1171 København K. 

Biskop Erik Norman Svendsen, Nørregade 11, 1165 København K. 

Kontorleder Ellinor Grøndahl Mortensen, Stenlandsvej 25, 2300 København S. 

Stiftsudvalget for etniske minoriteter i Københavns Stift: 

Biskop Erik Norman Svendsen, Nørregade 11, 1165 København K. 

Stiftpræst dr. theol, Lissi Rasmussen, Sortedam Dossering 23, 2., 2200 København N. 

Pastor Erik Adrian, Mødestedet, Valdemarsgade 14, 3., 1165 København V. 

Sognepræst Margrete Auken, Strindbergsvej 3, 2500 Valby. 

Sognepræst Peter Buch, Funkiavej 46, 2300 København S. 

Universitetslektor Karsten Fledelius, Holsteinsgade 9, 2100 København Ø. 

Domprovst Anders Gadegaard, Fiolstræde 8, 1171 København K. 

Sognepræst Arne G. Kappelgaard, Jagtvej 101, 2, th., 2200 København N. 

Sognepræst Annelise Hofmann Mehlsen, Tanger Alle 6, 2770 Kastrup. 

Avlsbruger Knud Munch, Udegaardsvejen 1, Poulsker, 3730 Nexø. 

Cand. mag. Birthe Munck-Fairwood, Ryesgade 68 C, 2100 København Ø. 

Bedemand Michael Riis, Reykjaviksgade 5, 4. tv., 2300 København S. 

Oddrun Aasebo Rønne, Ryesgade 105, 1.th., 2100 København Ø. 

Sognepræst Per Ramsdal, Rantzausgade 51, 2200 København N. 

Generalsekretær Harald Nielsen, Strandagervej 24, 2900 Hellerup. 

Keld Bredvig, Muldvad 9, 2800 Lyngby 

Stiftsudvalget om nye religiøse strømninger: 

Sognepræst Niels Underbjerg, Ryesgade 105, 3., 2100 København Ø. 

Lektor, cand. theol. Steffen Johannessen, Tikøbvej 11 B, 3060 Espergærde. 

Gadepræst Ellen Margrethe Gylling, Norgesmindevej 23, st., 2900 Hellerup. 

131

Pastor Ole Skjerbæk Madsen, Herlufholmsvej 51, 2720 Vanløse. 

Provst Palle Thordal, Saltværksvej 39, 2770 Kastrup. 

Sognepræst Agnethe Zimino, Cypres Alle 3, 2770 Kastrup. 

Københavns Stiftscentral for undervisning: 

Stiftspræst Helene Dam, Østerbrogade 102, 2100 København Ø 

Provst Finn Vejlgaard Pedersen, Guldagervej 5, 2720 Vanløse (formand). 

Sognepræst Pia Nordin Christensen, Emil Reesens Vej 3, 2820 Gentofte. 

Sognepræst Mikkel Wold, Bornholmsgade 1, 5., 1266 København K. 

Stiftsudvalget for mission i Københavns stift: 

Stiftspræst Jonna Dalsgaard, Hvidovrevej 10, st. th., 2610 Rødovre 

Skoleleder Allan Bäck, Nørre Alle 2 C, 2200 København N. 

Sognepræst Poul Bo Sørensen, Præstefælledvej 107, 2770 Kastrup. 

Kontorleder Ellinor Grøndahl Mortensen, Stenlandsvej 25, 2300 København S 

Sognepræst Niels Henrik Lyngbye, Svanekevej 9, 3751 Østermarie. 

Provst Palle Thordal, Saltværksvej 39, 2770 Kastrup 

Sognepræst Peter Buch, Funkiavej 46, 2300 København S. 

Sognepræst Gunnar Bach Pedersen, Sdr. Boulevard 114, st. tv., 1720 København V. 

Sognepræst Hanne Rosenberg, Skovbogårds Allé 16, 2500 Valby 

Pastor Anne-Mette Gravgaard, Øster Søgade 84, 2100 København Ø 

Stiftsudvalget for Det Danske Bibelselskab: 

Direktør Henning Palludan, Havnegade 21, 5. tv., 1058 København K. 

Kaptajn Eva Marseille, Frelsens Hær, Frederiksberg Alle 9, 1621 København V. 

Cand.scient. Karsten Kynde, Skovgårdsgade 24, 2100 København Ø. 

Provst Knud Henning Hansen, Gudhjemsvej 28, 3760 Gudhjem. 

Sognepræst Leif G. Christensen, Brolæggerstræde 6, 1211 København K. 

Stiftsudvalget for diakoni i Københavns Stift 

Sognepræst Ulla Britt Sørensen, Fælledvej 6,1., 2200 København N. 

Sognepræst Asser Skude, Svanevej 9, 2400 København NV. 

Pastor Bjarne Lenau Henriksen, Bernstorfflund Allé 72, 2920 Charlottenlund. 

Sognepræst Maja Holst, Valdemarsgade 27, 1., 1665 København V. 

Døvepræst Lise Lotte Kjær, Hjortespringvej 107, 2730 Herlev. 

Pastor Hanne Storebjerg, Sudergade 2 C, 3000 Helsingør. 

Pastor Knud Vad, Jagtvej 83, 4.tv., 2200 København N. 

Sognepræst Ulrich Vogel, Langhusvej 3, 2700 Brønshøj. 

Søster Merete Lynge-Nyboe, Dronningensvej 6, 2000 Frederiksberg. 

Ingrid Fly Jensen, Prinsessegade 7 A, 1. 1422 København K. 

Inger-Marie Garde, Dronningensgade 25, 1420 København K. 

Sognepræst Hans Peder Cappelørn, Ndr. Fasanvej 33 B, 2000 Frederiksberg. 

Sognepræst Erik Boye Olsen, Præstegårdsvej 1, Rø, 3760 Gudhjem 

132

Folkekirkens Internetudvalg medlemmer fra Københavns Stift: 

Provst Sten Wenzel-Petersen, formand, swp@km.dk 

Provst Erik Balslev-Clausen, ebc@km.dk 

IT-chef H. H. Børthy, boerthy@diakonissen.dk 

Laue Traberg Smith, lts@grundtvig.dk 

Sognepræst Gunnar Bach Pedersen, webpastor, gbp@folkekirken.dk 

133

KØBENHAVNS STIFTSFOND 

REGNSKAB FOR 2000 

Resultatopgørelse 1999 

tkr. 

Indtægter 

Indkomne bidrag ............................ 243.998,14 219,6 

Renter .......................................... 12.821,44 9,3 

Indtægter i alt................................. 256.819,58 228,9 

Udgifter 

Stiftsårbog 2000: 

Trykning ....................................... 46.621,87 

Honorarer m.m. .............................. 2.500,00 

49.121,87 

- betaling....................................... 69.626,60 - 20.504,73 - 31,3 

Rejsegodtgørelse, 

bestyrelsesmedlem fra Bornholm ......... 2.559,80 1,7 

Kontorhold, gebyrer m.v.................... 485,00 0,0 

Uddelinger: 

Dansk-skånsk Præstekonvent ............. 4.800,00 

Stiftsudvalget for Diakoni .................. 2.500,00 

“Krop, sind og ånd”-messen............... 28.000,00 

Studentermenigheden på Amager........ 9.000,00 

Tilskud til 6 funktionspræster 

vedr. studietur til Berlin .................... 19.800,00 

Tilskud til stiftsbrev ......................... 26.000,00 

Stiftspræstekursus ........................... 95.411,00 

Diverse bevillinger........................... 69.755,18 255.266,18 225,6 

Udgifter i alt .................................. 237.806,25 196,0 

Driftsresultat.................................. 19.013,33 32,9 

134

Balance 1999 

tkr 

Aktiver 

Danske Bank 3330 3330272716............. 160.447,09 50,9 

Girokonto 1 00 11 91......................... 261.116,53 386,7 

Debitorer ...................................... 101.291,41 70,5 

Aktiver i alt ................................... 522.855,03 508,1 

Passiver 

Kreditorer ..................................... 0,00 4,3 

Egenkapital 

Saldo pr. 1/1-2000 ........................... 503.841,70 

Driftsresultat overført fra 

resultatopgørelse............................. 19.013,33 522.855,03 503,8 

Passiver i alt .................................. 522.855,03 508,1 

Regnskabet er periodiseret, således at indtægter og udgifter vedr. 2000, der er indkommet 

og afholdt i 2001, er medtaget i regnskabet. 

København, den 12. marts 2001 

Frank Menzel 

135

Bidrag til Stiftsfonden 2000 

Absalon 4.000,00 

Luther 1.000,00 

Adventskirken 3.000,00 

Margrethe 2.000,00 

Allehelgens 1.700,00 

Maria 2.500,00 

Allinge 

Mariendals 1.000,00 

Anna 

Nathanaels 1.000,00 

Ansgar 2.000,00 

Nazareth 2.500,00 

Apostel 2.000,00 

Nexø 2.000,00 

Bellahøj 3.000,00 

Nyker 250,00 

Bethlehem 4.000,00 

Nylars 1.200,00 

Blågård 17.000,00 

Poulsker 500,00 

Bodilsker 500,00 

Rutsker 

Brorson 5.000,00 

Rø 

Brønshøj 7.013,00 

Samuels 1.000,00 

Christians 1.000,00 

Sct. Andreas 5.750,00 

Davids 5.000,00 

Sct. Ibs 2.300,00 

Dragør 

Sct. Jacobs 1.000,00 

Elias 

Sct. Johannes 8.700,00 

Enghave 2.000,00 

Sct. Klemens 

Emdrup 1.000,00 

Sct. Lukas 1.050,00 

Esajas 1.000,00 

Sct. Markus 

Filips 2.000,00 

Sct. Matthæus 2.000,00 

Flintholm 500,00 

Sct. Nicokai 1.000,00 

Fredens 1.500,00 

Sct. Ols 1.200,00 

Frederikskirken 1.000,00 

Sct. Pauls 1.000,00 

Frederiksberg 2.000,00 

Sct. Peders 500,00 

Frbg. Slotskirke 2.000,00 

Skt. Stefans 3.200,00 

Fr. Holm x 2 1.000,00 

Skt. Thomas 

Frihavn 1.500,00 

Simeons 2.000,00 

Garnisons 

Simon Peters 4.000,00 

Gethsemane 2.000,00 

Sions 3.000,00 

Godthaab 5.000,00 

Sjælør 

Grundtvigs 5.985,14 

Skelgården 1.500,00 

Grøndal 3.000,00 

Solbjerg 

Gudhjem 1.000,00 

Solvang 3.000,00 

Hans Egede 1.500,00 

St. Magleby 3.000,00 

Hasle 1.000,00 

Sundby 5.000,00 

Helligkors 5.000,00 

Sundkirke 750,00 

136 

Helligaands 6.000,00 

Svaneke 

Holmens 2.500,00 

Tagensbo 2.000,00 

Husum 

Taksigelses 1.000,00 

Husumvold 5.000,00 

Timotheus 5.000,00 

Hyltebjerg 1.000,00 

Tingbjerg 1.500,00 

Højdevang 4.000,00 

Trinitatis 2.000,00 

Islands Bygge 3.000,00 

Tårnby 1.000,00 

Johannes Døbers 2.000,00 

Utterslev 4.400,00 

Kapernaum 3.000,00 

Vanløse 4.000,00 

Kastels 4.000,00 

Valby Sogn 4.000,00 

Kastrup 2.500,00 

Vestermarie 1.000,00 

Kildevæld 

Vigerslev 1.500,00 

Kingo 2.000,00 

Vor Frelsers 2.000,00 

Knudsker 1.000,00 

Vor Frue 12.000,00 

Korsvejskirken 

Østerlars 1.000,00 

Kristikirken 500,00 

Østermarie 1.000,00 

Lindevang 

Aalholm 3.000,00 

Lundehus 

Aa Kirke 1.000,00 

I alt 243.998,14

137

…DET ER SPØRGSMÅLET

Hele stiftsårbogen i pdf-format - Til Københavns Stift - Folkekirken

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?