Hele stiftsårbogen i pdf-format - Til Københavns Stift - Folkekirken

Sådan har vi nok også selv virket på nogle folk.
Der var næsten altid nogle, der var på en eller anden helsekur. Det
var sådan noget med at rense kroppen eller sådan noget. Der var alle
mulige mærkelige kure, hvor man ikke måtte indtage det ene eller
andet, eller også skulle man indtage det ene eller andet. Dem, der var
på kur, gik meget højt op i det. Man fik aldrig lov at glemme, at de
var det.
En enkelt gang lod jeg mig lokke med på kur sammen med to
piger. Det var en frugtkur. I flere uger måtte vi kun spise frugt. Det
var fedt i starten, men blev hurtigt kedeligt. En dag midt i kuren sad
de to andre og drak kaffe. »Det er kornkaffe«, forklarede de, da jeg
forbløffet gloede på den eftertragtede drik.
Næste dag sad de og røg smøger. »Det er hjemmerullet – så er det
ok«, forsvarede de sig. Så gad jeg ikke være på kur mere. Da de i
øvrigt selv sluttede deres frugt- (og kaffe-smøger) kur, styrtede de
straks ned til bageren og købte et læs wienerbrød.
En af mine bedste venner blev Hare Krishna munk. Han forelskede
sig i en kvinde, der troede på det, og så var han solgt. Efter et
langt ophold på et eller andet Krishna-sted i Norge, tror jeg det var,
kom han hjem og var fuldstændigt omvendt. Skaldet med tot i nakken
og orange gevandter og det hele. Det var sådan set i orden – for
min skyld må folk tro på stort set, hvad de vil –
men problemet var, at han var næsten umulig at
snakke med. Han skulle hele tiden tælle bønner
eller hvad det var han havde i bedeposen, og
rendte rundt med sådan et fjernt og frelst
udtryk i øjnene. Og så skulle han konstant sige
»Hare Krishna«. Jeg var ved at blive sindssyg af det.
Engang mødtes vi tilfældigt i Frederiksberg Have, og sludrede lidt.
Jeg skulle videre og sagde som sædvanligt »Hej Jan«.
»Hare Krishna«, lød svaret.
»Jeg hedder sgu’ ikke Hare Krishna – jeg hedder Martin«, sagde
jeg bestemt, og forsøgte atter med et »Hej Jan«.
»Hare Krishna«, svarede han igen og smilede fjoget.
Det gentog sig i absurd lang tid, indtil jeg endelig troede, jeg
havde vundet:
»Hej Jan!« (for satan da også).
»Hej Martin...Hare Krishna«.
Det varede lang tid, før jeg atter gad hilse på ham.
Det massive sammenhold var fantastisk. Man vidste altid, at de
andre bakkede en op, hvis der opstod problemer af den ene eller
anden slags. Når det gjaldt politiet, som vi i forvejen ikke havde
den mindste respekt for, resulterede det for eksempel i et utal af
27
Sammenholdet