Hele stiftsårbogen i pdf-format - Til Københavns Stift - Folkekirken

Det forandrede
fællesskab
krigstiden, vil årene trods ufrihed og efterfølgende rationering og
dyrtid stå som en tid, hvor det folkelige på mange måder fik lov at
udfolde sig stærkt og frit også i sund vekselvirkning med det kirkelige.
Christian Richardts lille væbnersang: ”Altid frejdig, når du
går”, der allerede før genforeningen i 1920 var
blevet folkets og ikke mindst ungdommens
sang, fik under besættelsen status af nationalsalme,
fordi den bl.a. blev brugt af frihedskæmperne
på vej til henrettelse. Den er den dag i dag
stadig danskernes foretrukne begravelsessalme.
Det var derfor naturligt, at 50-året for befrielsen også blev fejret med
mindegudstjenester over alt i landet. I Københavns Domkirke den 4.
maj med deltagelse af Dronningen og Prinsen, repræsentanter for
regering og folketing samt ikke mindst veteraner fra frihedskampen;
og med biskop Vincent Lind, der som ung gymnasiast var aktiv i
modstandskampen og også måtte igennem tilfangetagelse og koncentrationslejrophold
i Tyskland som prædikant. I Rønnes Sct.
Nikolai kirke først den 7.maj til minde om det russiske bombardement
af Rønne og Nexø og den efterfølgende russiske besættelse.
Både Dronningen og Prinsen deltog i hele dagens program, der blev
en smuk markering af rigsfællesskabet, som naturligvis også omfattede
Bornholm, der ikke kunne feste for befrielsen sammen med
resten af Danmark.
Men bortset fra disse fejringer er besættelsesårene
og tiden, der fulgte, unægtelig kommet på afstand,
og folkeligheden er ikke, hvad folkeligheden var.
Det er ikke kun hr. Johansen i citatet fra Bjarne
Reuters roman, der kan fristes til at savne det
fædreland, som han husker fra sin ungdom, hvor
den fælles fjende skabte sammenhold og solidaritet. Globalisering
og privatisering, multireligiøsitet og multietnicitet er begreber, som
for alvor har sat spørgsmålstegn ved det fordums folkelige og kirkelige
fællesskab. ”Et folk, der består af øer”, siger hr. Johansen rammende
og tilkendegiver dermed, at den fælles forståelse af, hvad det
vil sige at være et folk, ikke mere eksisterer. Hvor man før havde en
fælles midte, hvor folkekirke og folkeskole var bærende elementer,
er billedet i dag langt mere broget, selv om både kirke og skole fortsat
har en stærk position i det folkelige liv. Men den er ikke mere så
selvfølgelig og entydig som dengang, og den er anfægtet og udfordret
bl.a. fra de mange nye medborgere med anden kulturel og religiøs
baggrund. Ikke mindst islams tilstedeværelse som det andet største
trossamfund i Danmark har sat såvel folkeskole som folkekirke
12