Hele stiftsårbogen i pdf-format - Til Københavns Stift - Folkekirken

I begge områder var den hyppigste dødsmåde naturlig død, men der
blev oftere rapporteret om selvmord eller ulykkestilfælde blandt
døde i Storstrøms Amt. I Københavns Kommune havde mere end en
trediedel af de dødfundne mænd formodentlig været døde i to døgn
eller mere. Det samme gjaldt for en fjerdedel af kvinderne. De tilsvarende
tal for Storstrøms Amt var 0% og 4%.
Undersøgelsens resultater siger en del om den holdning til ensomhed
og døden, som præger vor tid. Det kan godt være, at det ikke
skader den døde at ligge død uden at være savnet. Men det er ikke
til at bortforklare, at et menneske, som dør i ensomhed og som ligger
død i dagevis uden at være savnet afspejler en tilsvarende ensomhed
i livet.
Er dette så en konsekvens af tidens ånd? Er det omkostningen ved
at vi i stigende grad vælger det frie liv, hvor vi også undgår at ligge
andre til byrde og stå i almindelig gæld til andre mennesker? Er det
alles lige risiko at komme til at dø alene? Nej, det tyder undersøgelser
ikke på. Dem, vi lader vælge ensomheden og dermed også døden i
ensomhed er de marginaliserede i vort samfund, de sære og skæve,
misbrugere, sindslidende og socialt ressourcefattige gamle.
Ældregrupperingen har haft sin berettigelse. Det
store og brede ældreområde har fået sin platform,
og nu er tiden inde, hvor vi bør tage mangfoldigheden
inden for ældreområdet alvorligt. Sådan som
ældregruppen også hele tiden selv har sagt det. Den
store gruppe af ressourcestærke ældre, som går tidligere
og tidligere på pension, og som har råd til at
fylde et langt otium (fra 50-års alderen?) med spændende oplevelser
og aktiviteter, er de, når det kommer til stykket, solidariske med
resten af ældregruppen? Og ligner de ikke meget mere andre grupperinger
i dette samfund?
Jeg håber, at kirken vil forholde sig til dette faktum og overveje,
hvordan vi kan få ansvarsfølelsen og nærheden tilbage i forholdet til
de ”rigtige” gamle.
69