Hele stiftsårbogen i pdf-format - Til Københavns Stift - Folkekirken

Det store fælleseje
af arkitekt Henrik Sten Møller
Dag for dag forandres byen, trivselsstedet for vores fælles folkelighed.
Det, som engang blev opfattet som det fælles, skifter karakter
og bliver mere privat. Ofte overraskende.
Når de store krydstogtskibe ankommer til Langelinie, bliver der
sat skilte med privat og adgang forbudt op, og et sted, som jeg altid
har opfattet som et fælles folkeligt strøg, bliver pludselig forbudt
område. Naturligvis fordi skibene er så store, at de skal have plads
til at pumpe turister ud og tage maden ind.
Et kajareal ved Gammel Strand, hvor der i mands minde har stået
københavnerbænke til rådighed for enhver, er pludselig en dag inddraget
til område for en restaurant. Det betyder, at man er nødt til at
nyde noget, hvis man vil slå sig ned, og at man samtidig er på stedet
på restaurantens betingelser.
Stedet er ikke mere folkeeje.
Endnu mere grotesk er situationen for beboere i de områder – på
pladser og gågader – hvor alle nødvendige forretninger er nedlagt og
erstattet af småcafeer. Der er virkelig dage, hvor man føler, man ikke
kan komme ind ad sin egen gadedør – for folkelighed. Det er paradokset.
At folkeligheden mere og mere koncentreres om fadøl og
fastfood. Restauranterne overtager gaderne, pladserne og kajerne.
Desværre er det som om fællesejet er blevet fuldkomment glemt ved
planlægningen af den københavnske havnefronts
udvikling. Mens man i Malmø lægger store park- og
oplevelsesområder ind mellem de nye boligblokke,
stjæler man i København konsekvent den store fælles
udsigt til hav og himmel ved at rejse mure af
kasseformede kontorhuse mellem vandet og byen.
Men hvad sker der, når man river lungerne ud af en
organisme? Så dør det livgivende åndedræt også. Det er det, der er
det egentligt skræmmende ved Ørestad-projektet. Her var jo byens
store grønne lunge til frisk luft og rekreation. Vestamager burde
aldrig være angrebet af den virus, som hedder bydannelse. For verden
kan ikke undvære sine lunger.
Det har der været enighed om allerede længe. Da jeg for mange år
siden advarede mod at omdanne Vestamager til by, blev jeg hånligt
afvist af politikerne. Det ville naturligvis aldrig ske, og området
skulle oven i købet fredes.
Regnskove og jungler, verdens lunger, bliver i disse år lagt øde.
Tusinde år gamle træer fældes og forbruges, der sker ingen gen-
59
Havnefront og Ørestad