Hele stiftsårbogen i pdf-format - Til Københavns Stift - Folkekirken

hvorfor vi hadede dem. Vist nok noget med at de
tog folk i røven og hjernevaskede dem.
Engang gik jeg ind og lod mig »teste«. Det viste
sig, at jeg var enormt god på alle de forskellige
punkter...undtagen lige et enkelt, hvor det så lidt
sløjt ud. Men heldigvis kunne scientologerne rette
op på det, hvis jeg meldte mig til et kursus og købte
en stak bøger. Desværre kan jeg ikke huske, hvad det var, der var
galt med mig. Jeg gik aldrig derind igen. Men jeg spyttede stadig på
deres ruder.
For det meste var vi nogle venlige mennesker, men af og til fór der
en djævel i os, og vi teede os som vilde dyr.
Nu var vi BZ’ere, vi havde en struktur, vi boede i huse – selv om
det var under meget usikre forhold – og vi havde oparbejdet en vis
magt gennem vores kompromisløse sammenhold og militante forsvar
mod politiets angreb.
For det meste var vi rigtigt gode til at administrere den magt. Men
nogen gange gik det galt. Vi kunne for eksempel komme en stor flok
ind i et tog, og så fordi vi var mange, blev de almindelige regler på
en eller anden måde ophævet. Vi røg i ikke-rygerkupéen, sad med
fødderne oppe på sæderne, og råbte og larmede. Ikke for at være
barske eller skræmme folk i toget, men bare fordi vores sammenhold
helt af sig selv tog overhånd. Det er vist det, der kaldes flokmentalitet.
Vi syntes selv, vi var sjove og rare, fordi vi selv vidste, at vi var det.
De andre i kupéen vidste det ikke.
Andre gange gik vi amok med fuldt overlæg. Vi crashede fester og
arrangementer hos grupper og organisationer, vi ikke kunne lide.
Vi kunne ikke lide ungkommunisterne i DKU. De havde forsvaret
rydningen af Byggeren på Nørrebro, og de forsøgte altid at kuppe
alt, hvad de kom i nærheden af. For ikke at snakke om, hvor skide
pæne de altid var i deres udtryk.
Pludselig skulle de slå plat på BZ-succesen (sådan opfattede vi det
i hvert fald), men de var selvfølgelig bosættere og ikke besættere. Og
i det hus de bosatte, inviterede de en masse kendte mennesker ind,
der skulle lave reklame for deres hus.
Vi kunne ikke lide DKU. Så deres fester og arrangementer måtte
man gerne hærge.
Vi råbte og skreg og dansede alt for vildt, og stjal i baren og hoppede
på bordene eller bilerne ude på gaden. Eller begge dele. Og hvis de
pæææne bosættere brokkede sig, var de bare nogle skide borgerdyr.
Vi syntes selv, at vi var vilde og kaotiske på en sjov og livsbekræftende
måde, fordi vi selv vidste, at vi ikke mente noget rigtigt ondt
med al den højrøstede ballade.
23
Flokmentalitet