Hele stiftsårbogen i pdf-format - Til Københavns Stift - Folkekirken

Børnene med de voksne øjne
af Martin Lindblom, journalist ved Mediesyndikatet
»Vidste I godt, at kirkerne ikke må låse deres døre? De skal altid stå
åbne, så folk kan gå ind og bede, når de har lyst. Er det ikke flippet
– man kan bare gå derind og sove om natten«.
Vi vidste ikke, at det var det, vi var, men dengang i starten af
80’erne, var vi en hel del unger på 12-16 år, der levede som det, der
senere kom til at hedde »gadebørn«. Vi hutlede os frem på må og få
i København, tiggede penge på Strøget, stjal mad og tøj i butikkerne
og sov i trappeopgange og tomme S-tog.
Om det virkelig er sandt, at kirkernes døre er evigt åbne, har jeg
aldrig fået opklaret. Men sådan lød rygtet altså dengang. Et blandt
mange i den besynderlige voksenverden, der omgav os.
De fleste af os kom fra forstæderne omkring hovedstaden, og havde
først og fremmest det til fælles, at vi ikke rigtigt kunne holde ud
at være hjemme. Problemerne spændte vidt, lige fra vold og druk i
hjemmet, over gensidig irritation børn og forældre imellem, til
almindelig kedsomhed.
København var et Mekka af indtryk, oplevelser og en fantastisk
»genkendelse« af andre ligesindede. Der hvor jeg kom fra – en lille
by nord for København – var jeg den eneste af min slags: langhåret
og hippieagtig med ringe i ørerne og badges på vesten, og de andre
børn på vejen løb bogstaveligt talt ind, når jeg kom ud.
I København derimod var der mange af min slags med de samme
tanker, lyster og erfaringer. Det var som at »komme hjem«, som at
møde sine brødre og søstre fra en mærkelig stamme, der på næsten
alle måder adskilte sig fra resten samfundet. Eller »systemet«, som
vi kaldte det: politiet, kommunen, politikerne, bankerne, supermarkederne,
kirken og togkontrollørerne – allesammen var de en del af
»systemet«. Og det var vi i hvert fald ikke.
Vi havde absolut ingenting, men delte alligevel det hele. De fleste
af os levede næsten – uden at have den mindste anelse om det – efter
en slags ur-kommunistiske principper: vi ydede efter evne og nød
efter behov.
Efter en lang dags tiggeri op og ned ad Strøget – »Undskyld,
har du ikke nogle småpenge, du kan undvære« – blev rovet gjort
op og delt ligeligt imellem os. Om natten, når kulden i en trappeopgang
gjorde det umuligt at sove, var alle jakker og trøjer
fælles, både som over- og underlag. Og vi elskede hinanden –
og med hinanden – på kryds og tværs uden alt for store ejerfornemmelser.
Det var et ludfattigt Paradis – fyldt med fristende og farlige slanger.
19