Hele stiftsårbogen i pdf-format - Til Københavns Stift - Folkekirken

Sproget
Regionalpatriotismes folkelige fundament
af kommunikationsrådgiver Jacob Ludvigsen, førstegenerations dansk indvandrer
på Bornholm
Den 10. april 1999 dannede 12.000 bornholmere ring om Almegaards
Kaserne, der var udset som offer for den danske stats militære spareplaner.
Mange var direkte berørt som tjenstgørende eller ansatte
ved Bornholms Værn, andre var gennem familie og venner knyttet
til garnisonen. For hele Bornholm betød afviklingen af denne hærenhed
et tilbageslag, fordi kasernen var en stor arbejdsplads og en god
kunde, og derudover følte nogle det som en slags forrædderi, at
Bornholm blev afvæbnet og landforsvaret overladt til hjemmeværnsenheder.
Reelt var Bornholm ikke beskyttet af NATO i de knap 50
år, den kolde krig varede, og Bornholm måtte betale en meget høj
pris for, at Stalins Røde Armé kunne få en del af æren for Danmarks
befrielse i 1945. Rønne og Nexø blev sønderbombet,
og USSR besatte Bornholm frem til
april 1946. Mirakuløst nok forlod tropperne
Bornholm frivilligt – en bornholmsk vits i
begyndelsen af 1990’erne lød: ”Det var i grunden
kedeligt, at russerne ikke blev her dengang,
for så havde vi været frie i dag.”
I kraft af sin beliggenhed fjernt fra ejeren, Kongeriget Danmark, har
Bornholm sin egen historie. Landet Bornholm, som man sagde forr i
tier. Uafbrudt dansk ejerskab siden 1658 har udgjort en vedvarende
undertrykkelse af bornholmsk sprog og kultur, som ikke blev anset
for at være ligeværdig. Kirke, skole og administration foregik på
dansk, det bornholmske levede mand og mand imellem. I dag kunne
man føje ”bællastâuan”, altså børnehaverne, til listen over de foranstaltninger,
hvor der praktiseres bornholmsk sprogafvænning. At
modersmålet således groft diskrimineres er forbavsende, ikke
mindst i en tid hvor der ofres store resourcer på tosproget opdragelse.
Alverdens tungemål har forrang for bornholmsk. Og danske
ministre ler åbenlyst, når man påpeger bornholmsks ret til at blive
defineret som et mindretalssprog. I Færøerne har det folkelige fællesskab
en ekstra dimension i form af et fælles
sprog med egen retskrivning. På Bornholm findes
der ikke en bornholmsk skolebog, for den er
ikke omfattet af den danske læseplan. Hvis den
undertrykkelse praktiseredes i Makedonien
eller Malawi, ville diverse menneskerettighedsorganisationer
gribe ind.
46