Hele stiftsårbogen i pdf-format - Til Københavns Stift - Folkekirken

angrebet i USA: ”Vi fik behov for at gøre noget,
som vi ikke plejer at gøre; derfor gik vi i kirke i
aftes.” Det er pludseligt legitimt at gå i kirke, for
det kan gøres - ikke nødvendigvis som et tegn
på, at man er blevet from eller er begyndt at tro
på Gud, men - som et tegn på, at man er et medfølende
og aktivt menneske, der har overskud til at forholde sig til
livets tildragelser. Et bryllup får betydning, ikke kun fordi det giver
mulighed for at udtrykke sin forpligtethed over for Gud, men også
fordi det at komme i kirken er noget særligt, sjældent og enestående,
ligesom netop vores parforhold er.
I disse situationer, som er de særlige og ikke de almindelige, har
kirken en berettigelse i de unge menneskers liv og kan da ikke erstattes
af noget andet. I disse situationer har det betydning, at kirken er
vores ”allesammens” store folkekirke med den lange historie og den
lave fællesnævner; det store fællesskab, som vi næsten ikke selv har
valgt at være en del af.
Når man går på gaden i byen mellem hjem, uddannelse, arbejde,
venner eller rejser rundt i hele verden rent fysisk eller digitalt via
internettet møder man i løbet af en dag hundredvis af mennesker,
som man ikke kender. Og reklamerne og tidligere erfaringer fortæller
”En fremmed er en ven, som du ikke har mødt endnu.”
Enhver man møder er en potentiel ven, og i princippet må man
hver eneste gang man træffer et nyt menneske foretage valget. ”Skal
den rødhårede knægt på Yamaha-motorcyklen, som jeg mødte på en
restaurant i Kathmandu, være min ven? Skal den tynde dame med
kongepuddelen, som køber ind i den samme Netto som jeg? Eller
hvad med den person i Venezuela, der lider af aniridia congenita,
ligesom jeg selv og ca. 41 andre i Danmark, som jeg chattede med i
nat?”
Det er på mange måder en positiv indstilling, som giver plads til
tolerance og interesse for hinanden, men det er naturligvis ikke
muligt at foretage en grundig overvejelse hver gang man ser et andet
menneske; man vil jo blive vanvittig, og derfor må man oparbejde
sorteringsmekanismer, som gør det muligt at færdes i den globale
storby uden at blive fuldstændigt rundtosset. Det er nødvendigt at
sorteringen kan foregå lynhurtigt – på et øjeblik – og det vil ofte blive
netop de visuelle signaler, der bliver afgørende for, om der bliver
dømt ”ja” eller ”nej” til yderligere interesse for det andet menneske.
Udseendet og andre umiddelbart tilgængelige indtryk og informationer
kommer i fokus, fordi de skal bære koden for, hvad der er
inden i et menneske. På et splitsekund bliver den anden vurderet, og
den samme vurdering underkaster man sit eget spejlbillede hver
37
”En fremmed er en
ven, du ikke har
mødt endnu….”