Hele stiftsårbogen i pdf-format - Til Københavns Stift - Folkekirken

vogn, og fra da af var de tabt for søndagsfællesskabet i gården. De
tog på udflugt til så fjerne og eksotiske steder som Søndermarken og
Zoologisk Have, og snart fulgte andre efter. I dag er datidens gårdfællesskab
for rigtigt mange afløst af fællesskabet i kolonihaven eller
grundejerforeningen i det sommerhusområde, hvor man tilbringer
det meste af sin fritid. Hvortil kommer, at vi flytter som aldrig før og
forholder os forholdsvis frit til, hvor vi vil høre til og etablere fællesskab.
For en folkekirke, der ønsker at være til stede, hvor folk rent faktisk
er, indebærer det mange strukturelle overvejelser, ligesom det
indebærer en stadig besindelse på, hvordan det kristne evangelium
bedst muligt formidles til så mange som muligt. Det indebærer stadige
overvejelser i såvel sogne som provstier og stift, hvor forsøg må
gøres og nye initiativer til stadighed tages. Det kræver også villighed
til, at vi som kristne vil være med i den etiske og samfundsmæssige
debat om, hvordan vi ønsker at leve ansvarligt og
indrette vores samfund. Den debat er alt for vigtig til at overlades til
politikerne eller de såkaldte eksperter.
Mens folk og kirke fjernede sig fra hinanden i 70’erne og 80’erne,
synes det ved begyndelsen af det nye århundrede klarere end i
mange år at fremgå, at folkelighed og folkekirke trods de store forandringer
stadig har brug for hinanden. Det kommer
klart til udtryk ved de kirkelige handlinger, hvor
der er et markant voksende ønske blandt folk om
at deltage, og det manifesterer sig i det positive forhold
langt de fleste har til deres kirke og dens
præster. Det kristne traditionstab er nok markant,
men samtidig er der stor åbenhed om og optagethed
af eksistentielle og religiøse spørgsmål. Det er i den spænding
folkekirken fortsat skal finde sin plads som kirke for den store
del af befolkningen.
18