Hele stiftsårbogen i pdf-format - Til Københavns Stift - Folkekirken

med spyt og dynd på hans øjne; siger til ham, at han skal gå og vaske
sig. Da manden kommer tilbage, kan han se. Naboerne giver sig
ivrigt til at udspørge. Meninger udveksles. Den blindfødte bevidner,
at den mand, der hedder Jesus, var den der tog hans blindhed. Men
på spørgsmålet, hvor han nu er, må han svare: Det ved jeg ikke.
I evangeliets videre beretning rejses på flere måder spørgsmålet
om sammenhængen mellem sygdom, synd og straf, om Moselovens
forskrifter og Menneskesønnens myndighed. Men det lader vi ligge
i aften og holder os til, at Jesus selv – et øjeblik – opmærksomt har
angivet, at alle hans, alle vi, er forpligtet på, at de gerninger, som
Gud, der har sendt Jesus, vil have gjort, må vi gøre så længe det er
dag. Der kommer en nat, da ingen kan arbejde.
Det er egentlig så enkelt, men at gøre det til handling koster et helt
liv. Det kan ethvert kristent menneske regne med og må vide hver
eneste dag i sit livs år, om de bliver mange eller få:
Gud ”vil i dag mig give kraft og styrke,
jeg i mit kald og stand
min Gud og Fader kan
tilbørlig dyrke.”
Kingo hjælper os på vej til forståelse og dagligt mod og flid. Sådan
er det. Sådan er det godt. Sådan er det vigtigt, at vi formaner hinanden.
Måske netop ved en landemodegudstjeneste, hvor menighedsrådsmedlemmer,
kirkelige medarbejdere med præster samles.
Vi, der vel betragtes som kirkelige professionelle folk, må formane
hinanden til at huske, at det at være et kristent menneske ikke først
og fremmest er sag om, at være kirkeligt ivrig og fantasirig og administrativ
omhyggelig og retsindig – det er det i sandhed også i alle
dets aspekter. Men at være et kristent menneske er at være i
en bevidsthed om og tro på, at Vor Herre giver os lov til, styrke og
flid til, at gøre de gerninger, som Gud vil have gjort, så længe det
er dag.
Ved gudstjenesten åbenbares for os Guds gerninger af Ham, som
kaldte sig verdens lys. Og svigter vi vort gudstjenesteliv kan vi blive
som den blindfødte helbredte, der forvirret svarede: Jeg véd ikke hvor
han, der helbredte mig, er. Svigter vi vor gudstjeneste, da glemmer du
og jeg, hvor det er Guds gerninger vil ske, dér uden for kirkedøren i
alle dagens timer, mens det endnu er dag for dig som for mig.
Da jeg for mange år siden var ung og ivrig, lærte min generation
af teologer, at i kirken skulle vi høre og tale med hinanden om det,
vi ikke talte om alle andre steder; tale om den Gud, hvis søn kaldte
sig verdens lys; tale om Gud og ikke om alt det, vi talte om alle andre
steder.
73