Hele stiftsårbogen i pdf-format - Til Københavns Stift - Folkekirken

Jeg var ufatteligt våd, kold og træt, da dagens snerydning omsider
var overstået, men det var det hele værd, da jeg fik trykket en femhundredelas
i hånden. Det var en formidabel formue, og jeg havde
selv knoklet mig til den.
På det tidspunkt boede jeg i et gammelt nonnekloster i Abel
Catrinesgade på Vesterbro. Det var besat og udnævnt til Ungdomshus,
og indeholdt et mylder af forskellige unge, lige fra de mest politisk
skolede til de allerværste kriminelle Vesterbro-rødder.
Jeg havde netop skiftet mit våde tøj og lagt min formue på bordet,
da der blev kaldt til aftensmad, og sulten som en ulv styrtede jeg
afsted mod køkkenet. Få minutter efter kom jeg i tanker om pengene
og styrtede endnu hurtigere op igen. Men tilbage var kun et
minde om noget af det værste lortearbejde, jeg i mit liv har udført.
Jeg har aldrig været arbejdsløs. Og jeg har sjældent haft lønarbejde.
At leve på gaden uden penge kræver en stor indsats. Udover
tiggeri og tyveri – der kan være temmelig risikabelt, når man støder
ind i butiksdetektiver eller voldelige overklassedrenge – hentede vi
overskudsmad hos bagere og restauranter, samlede flasker, solgte
klistermærker og Ugeavisen København. Nogen gange kunne vi
tjene en skilling ved at rydde op på nogle forældres loft eller gøre
rent i deres hus.
En kort overgang forsøgte jeg mig som hashhandler, men det var
jeg heldigvis en klovn til. Da vi havde røget det hele selv, lukkede
den butik.
En vinter boede jeg sammen med Anna på et værelse i Nissehuset,
der ligger godt gemt ude på Christiania. I Fristaden var der masser
af plads til folk som os, og det var nemt – alt for nemt – at glemme
alt om verden udenfor.
Christiania har sine egne regler, sin egen rytme og puls. Det omgivende
samfund er stort set kun repræsenteret ved politiets jævnlige
razziaer. Angste og aggressive betjente, lige så bidske som
deres hunde. Vi kunne ikke bruge det omgivende samfund til ret
meget.
Der er ingen biler i Fristaden, og efter nogle
måneder derude, var jeg ved at blive kørt over, da
jeg bevægede mig ud i Christianshavns trafik. Jeg
havde simpelthen glemt, hvordan det var med trafiklys
og den slags. Christiania kunne let blive en
sovepille.
I Nissehuset var der koldt. Vi fyrede med koks i en ovn, der altid
var gået ud om morgenen, og der var ikke isoleret nogen steder. Om
aftenen, når ovnen buldrede, var der gloende hedt, om morgenen
var der is på indersiden af vinduerne.
21
Fristaden