Hele stiftsårbogen i pdf-format - Til Københavns Stift - Folkekirken

plantning og landet bliver lagt øde. Men også nye byer lægger grønne
dale øde og ødelæggelserne er uoprettelige. Vi får aldrig det grønne
Amagerland, som Ørestad tager, igen.
Ørestaden er en spekulation i fiktive værdistigninger
på jord, ligesom ødelæggelsen af havnen.
Den folkelige havnekaj, Kalvebod Brygge, blev oven
i købet solgt til fordel for Ørestaden og en minimetro.
Men det indvundne land på Vestamager er
Københavns store lunge, og når den skæres væk,
bliver livsbetingelserne for hovedstaden forringet,
på samme måde som man gennem dårlig bebyggelse af havnekajerne
har ødelagt og formindsket havnens egentlige værdi. Den ufattelige
skat, som kunne hæves gennem den enestående ressource af
frisk luft og vand, er gået tabt.
Men den kvalitetsbevidste virksomhed går ikke kun efter billig
byggejord. Den søger det gode miljø, og det har da også vist sig
meget vanskeligt at sælge grundene i Ørestaden, der hele tiden er
fremstillet som et kraftcenter for byens udvikling.
Det er statsinstitutioner som Københavns Universitet, Rigsarkivet,
Danmarks Radio, IT-Højskolen som bygger i Ørestaden. Samtidig
kommer et enormt indkøbscenter med den eneste begrundelse, at vi
bliver nødt til at bygge det, for ellers gør svenskerne det. I tilknytning
til indkøbscentret biografer og som den lille reverens for den
skabende kunst en teaterbygning til Hotel Pro Forma.
Mere tydeligt end nogensinde ser man i Ørestaden, hvordan
folkeligheden lades i stikken, her er det planbureaukraterne og
betontænkerne, som hersker. Til universitetsbyggeriet skulle musikkonservatoriet
have været tilføjet som den levende udadvendte del,
men med en hovsaløsning blev musikerne henvist til Rosenørns
Allé, da Danmarks Radio som samlet kæmpepakke skal flyttes til
Ørestaden.
Som et no-man’s-land mellem den gamle by og Christianshavns
Vold ved havnefronten og den ny by Ørestad lå Ny Tøjhusgrunden
for foden af Hotel Scandinavia. Her var plads nok til at bygge den
store folkelige virksomhed med et nyt nationalteater, en ny opera,
åbne værksteder for scenografi og kostume ikke i monumental form,
men som et bygningsværk, der kunne vokse eller skrumpe ind som
en harmonika efter behov. Staten ejede oven i købet
grunden. Her kunne det store folkelige mødested
skabes som en portal for menneskene inde fra byen
og for menneskene fra det store universitet. Men
staten optrådte sig selv lig helt uden altruisme og
solgte arealerne til højestbydende, så der nu bygges
store kontorhuse.
60