Hele stiftsårbogen i pdf-format - Til Københavns Stift - Folkekirken

Folkelighed og folkekirke i København
af biskop Erik Norman Svendsen
Når jeg står her, savner jeg mit gamle fædreland; som det var engang. I dag
er vi knap nok et folk, vi består af øer, Johansen ser ud over området, små,
egoistiske mærkevarereklamer, selvbestaltede, effektive lobbyer, der ansætter
filosoffer og merkonomer som talsmænd for ”Fejlopererede Blindtarmspatienter…”Sammenslutningen
af nedslidte Dagplejemødre”…. Ingen fælles
identitet, Johansen ser fortabt ud over plænen, i dag er det alles kamp
mod alle. Hvad skulle også binde os sammen?
(Bjarne Reuter: Mordet på Leon Culman)
Mine tidligste erindringsbilleder er knyttet til de sidste måneder af
besættelsestiden og de første befrielsesdage i 1945. Jeg husker således
de tyske flygtninge, der var indkvarteret i Prinsesse Charlottes
Gades Skole, som var nabo til den ejendom, hvor jeg boede sammen
med mine forældre. Når vi børn stod op på de parkerede cykler ved
plankeværket ind til skolegården, kunne vi følge de små trøstesløse
skarer af flygtninge, der gik omkring uden mål og med, og som
hverken kunne forvente at blive i Danmark eller havde et sted, de
kunne vende hjem til. Det tænkte vi ikke nærmere over dengang. For
os var det dumme tyskere, der lå, som de havde redt. Senere har jeg
ofte tænkt på dem og deres udsigtsløse liv. De havde end ikke et folk
og et land at vende tilbage til, som de kunne være stolte over.
Helt anderledes glans og glæde var der over dagene 4.-5. maj 1945.
Om aftenen den 4. maj begyndte mine forældre pludseligt at opføre
sig anderledes, end jeg var vant til; og kort tid efter var vi ude på
Jagtvejen sammen med tusinder andre festende danskere, der
omfavnede hinanden, græd af glæde og råbte hurra i lange baner.
Fra Simeonskirken bimlede og bamlede klokkerne af lutter glæde,
og pastor Henry Rasmussen holdt en hastigt arrangeret takke- og
mindegudstjeneste for en stopfuld kirke. ”Og det var forår, og
Danmark frit”. 4. maj har siden været en helligaften med lys i vinduerne
og i mange år også med minde- og takkegudstjeneste, som
var så almindelig i københavnske kirker i mange år efter befrielsen.
Vi var dengang ikke i tvivl om, hvad vi havde kært, og hvad der
bandt os sammen som folk. Det kom synligt til udtryk, når kongen
hver dag red gennem byens gader, når alsangen fik vinger, og når
man samledes til revy, til møder, til skolens morgensang og til gudstjenester.
Nok var vi under besættelsen omgivet af mange restriktioner,
men endnu flere var de opfindsomme omgåelser og omskrivninger,
som vi i modsætning til de fremmede forstod og forlystede
os med. For de generationer, der oplevede besættelsen og efter-
11