Hele stiftsårbogen i pdf-format - Til Københavns Stift - Folkekirken

Efter 20 år
befrielsesaktioner, hvor folk der netop var blevet arresteret, som det
naturligste i verden blev flået ud af betjentenes greb igen. Engang
var jeg nær ved at save hånden af en kammerat, da håndjernene
efterfølgende skulle af.
Men det kunne også give bagslag. Hvad skulle man for eksempel
stille op, når en af vennerne opførte sig fuldstændigt gak og
urimeligt til en koncert og derfor rodede sig ud i et slagsmål?
Sammenholdet krævede opbakning og hjælp til den pågældende,
men fornuften sagde, at han selv havde bedt om balladen.
Ligesom blod er tykkere end vand, vejer sammenhold tungere end
fornuft.
Selvfølgelig var der nogle, der bestemte mere end andre. Vi var
ellers overbevist om, at det ikke var sådan. Vi havde ingen ledere,
alle var lige. Vi kunne ikke forestille os det anderledes. Men dem, der
var modige eller højtråbende eller veltalende eller lækre eller alt
sammen på én gang, blev der lyttet mere til. For det meste.
Og når de stille, tvivlende, angste, flyvske eller
syge droppede ud og forsvandt, var det deres
helt eget valg. Det var da ærgerligt, men det
havde ikke noget med os at gøre.
Fællesskabet var til for dem, der ville – og
kunne. De andre forsvandt bare. En del begik
selvmord. En del blev tossede. En masse fik børn, familie og lønarbejde.
Nogle endda med en fed karriere og berømmelse oveni.
Alle endte vist alligevel med at blive voksne.
Mere eller mindre.
Siden hen er der såmænd ikke sket så forfærdeligt
meget nyt på kloden. Med ganske få undtagelser er
det de samme lande, der er ramt af hungersnød og
krig. Med ganske få undtagelser er det de samme
samfundsgrupper, der er fattige og udstødte. Med
ganske få undtagelser er det det samme køn, der
sidder på Riget, Magten og Æren. Men forhåbentlig ikke i al evighed.
Der er naturligvis også sket enkelte forandringer i verden siden
dengang i ”fattig-firserne”. Det er for længst slut med kartoffelkur,
Schlüter og sultecirkulære. Muren og truslen fra Øst er væk – om
end den fortsat eksisterer i manges hoveder. Selv årtusindet er hørt
op i mellemtiden.
Kirken er til gengæld på en eller anden måde kommet mere på
banen – eller måske er det bare mig, der lægger mere mærke til den.
Der var palæstinenserne i Blågårdskirken, og præsternes anti-abort
demonstration, og det er som om kirkens politiske yderpunkter især
tegnes af pastor Krarup og pastor Bork Hansen.
28