Hele stiftsårbogen i pdf-format - Til Københavns Stift - Folkekirken

Kirken i
uoverskueligheden
Det, at alting kan vælges eller vælges fra, er til gengæld ikke en tilstand,
som de unge har valgt og kan vælge fra. Stort set alle deres
livserfaringer fortæller, at intet er absolut, og intet er 100 procent,
hvad det giver sig ud for at være. ”Mine forældre er blevet skilt, troværdige
politikere er taget med fingrene i kagedåsen, katolske præster
misbruger messedrenge, skolepsykologen forstår mig ikke, men
det gør pedellen.” At nogen, f.eks. præsten, hævder, at der er visse
ting i tilværelsen, der ikke står til diskussion, hænger meget dårligt
sammen med disse erfaringer. Og står valget mellem ord, uanset
hvor smukke og tillokkende de måtte lyde, og egne erfaringer, ja, så
er det erfaringerne, der løber af med sejren. I det mindste så længe
tilværelsen en nogenlunde under kontrol.
Selv om den enkelte kan se vanskelighederne i ikke at have nogen
absolutte og urørlige værdier i sit liv, er det ikke muligt bare at
bestemme sig for at noget skal have karakter af at være u-valgt. Man
er bevidst om, at det også vil være et valg man foretager, og at det
kan gøres om to minutter eller to årtier senere.
Bykulturens mange muligheder er blevet tilgængelige for enhver i
hele landet, i hele den vestlige verden. De er blevet så uendelige i antal
og omfang at mennesker, der færdes både i den konkrete storby og lige
så hjemmevant i den medieskabte by, både opøver evnen til at vælge
og vælge fra. Uoverskueligheden er et grundvilkår, som den enkelte
må holde i ave ved benhårdt at sortere i de områder, som man vil
engagere sig i; det være sig andre mennesker, politiske sammenhænge,
etiske, sociale problemstillinger, aktiviteter. Kirken vil meget
ofte blive valgt fra, men de fleste både gamle og unge ved, at tilbuddet
findes. Godt nok som ét blandt mange, men dog som et, der er til
at regne med, og som har sin vigtige placering i tilværelsens yderste
periferi.
Kirken må være klar over, at det forholder sig på denne måde og
få ambitionsniveauet i forhold til de unge derhen. Det er naturligvis
vigtigt at holde en høj og velovervejet standard i forholdet til de
unge – og alle de andre, som kommer mere eller mindre hyppigt i
kirken, og det arbejde skal prioriteres højt. Men man kan ikke forvente,
at klassiske kristne, kirkelige, forpligtende fællesskaber vil
blomstre op, hvis bare man viser tilpas mange gode film eller taler
de unges eget sprog. Man kan ikke forvente af de unge, at de vil gå
til højmesse hver – eller bare hver anden søndag – selv om præsten
prædiker både godt og vedkommende. Man kan ikke forvente, at de
unge forpligter sig ud over det, som giver mening i øjeblikket.
Men man kan forvente, at de unge vil komme til kirken, når de har
brug for den. Og så er det vigtigt, at den er der, og at den er klar til
at tage imod dem og klar til at lade dem forsvinde ud i mylderet i
40