Hele stiftsårbogen i pdf-format - Til Københavns Stift - Folkekirken

over for helt nye problemstillinger og udfordringer og ændret den
traditionelle opfattelse af, hvad det vil sige at være dansk.
Hvor den tyske besættelse og befrielsen indebar en potensering af
forholdet mellem folk og kirke med stor kirkegang og med over 90
pct. opslutning bag folkekirken i København, så har efterkrigsårene
i takt med sekularisering, velstandsfremgang og indvandring for
alvor ændret på det forhold. Den folkekirkelige selvfølgelighed,
hvor der var næsten identitet mellem folk og kirke, er for længst
brudt. I dag er knap 70 pct. af Københavns kommunes befolkning
medlemmer af folkekirken, og knap halvdelen af børnene døbes som
små, mens kun godt 40 pct. (!) af en årgang unge
bliver konfirmeret. En dramatisk nedgang på over
et halvt århundrede, som ikke kun kan forklares
med henvisning til de nye danskeres tilsynekomst
i de kirkelige statistikker. Uden for selve København
er tallene mindre markante, men ikke desto
mindre tydelige nok.
I det forløbne halve århundrede siden befrielsen er kirkens handlingsrum
i det folkelige rum blevet mindre i takt med, at kristen tankegang
og livssyn er trængt i defensiven. Nyreligiøsiteten trænger
sig ind i kirken i disse år og påvirker i høj grad dens medlemmer.
Mange er ganske vist troende, men tror blot på noget andet end det,
man officielt tror og lærer i kirken. Mange bruger fortsat kirkens
præster og ritualer men forventer det sker på brugernes betingelser,
f.eks. ved at kræve dåb på hverdage og vielse uden for kirkerummet
eller ved at sætte sin egen helt personlige musik på kapellets højttaleranlæg
til begravelsen. Mange tror på noget efter døden men
forbinder det oftere med reinkarnation og lignende end med kristen
opstandelsestro.
Også det folkelige liv er ikke mindst i København præget af mange
valgmuligheder og meget forskellige påvirkninger af såvel kulturel,
social, politisk og religiøs art med den følge, at folkeligt fællesskab i
dag fortrinsvis ytrer sig som arbejds- eller interessefællesskab, hvor
den enkeltes afgørelse spiller en afgørende rolle.
Svarende hertil kan man iagttage en samfundsudvikling, som går
i retning af stadig større selvtilstrækkelighed og tilsvarende tab af
fælles, bærende værdier. De stærkt forbedrede økonomiske muligheder
i efterkrigsårene har i høj grad fremmet individualistisk tænkning
og personligt råderum.
Man kan vælge at se på denne udvikling som udelukkende et forfaldstegn,
som det gælder om bedst muligt at imødegå ved at fastholde
tidligere tiders forståelse af forholdet mellem folk og kirke. En
del kirkelig debat forsøger herpå, og kan til dels komme af sted med
det, fordi folkekirken fortsat er noget af det mest folkelige vi har,
13