Hele stiftsårbogen i pdf-format - Til Københavns Stift - Folkekirken

Historierne
Alternativ tro
Fjernsyn var forbudt. Det var fordummende
og borgerligt og fuld af lort. De få gange en uvidende
sjæl slæbte et tv ind i huset, blev det konsekvent
smidt ud af vinduet. Man kunne altid høre
på braget, at det var et tv, der ramte asfalten fra
4. sal.
Til gengæld fortalte vi historier. En uendelighed af røverhistorier
og pralerier. Selvfølgelig handlede de fleste om pansere og anholdelser
og gadekampe. Især gadekampe. Særligt dramatiske situationer
blev endevendt igen og igen, og de bedste historier blev næsten
mytologiske og gik i arv til nye generationer, der så lagde lidt til.
Mange har opfattet det som voldsromantik og oppustet mandemacho-stil.
Det er sikkert også rigtigt. Men det var også en slags
krise-selvhjælp, hvor de voldsomme oplevelser blev snakket igennem
og ud af systemet. Og det var gode historier.
Blaffer-anekdoter var der også mange af. Det store BZ-fællesskab
strakte sig langt ud over landegrænserne. I hver en europæisk storby
var der besatte huse, og alle steder var man velkommen som
gæst, når man selv boede besat. BZ-familien var international, og vi
rejste meget rundt til hinanden. Hos politiet og i pressen blev det til
et »pengestærkt terror-netværk«. I virkeligheden rejste vi uden en
krone på lommen kun holdt i live af det gæstfriheds-kodeks, der herskede
blandt ligesindede i resten af verden.
Og blafferturene var en perlerække af besynderlige, uhyggelige,
sjove og livsbekræftende historier, som vi aldrig blev trætte af genfortælle.
Som dengang to af os var to døgn om at nå til Frankfurt. Vi fattede
ikke, hvorfor ingen tog os op, og det faldt os ikke på noget tidspunkt
ind, at det kunne have at gøre med vores påklædning: to unge
mænd i fuld punk-uniform uden nævneværdig bagage.
Vi sov en hel nat på en rasteplads ved siden af spillemaskinerne i
kælderen, og den dag i dag kan jeg huske den forbandede melodi,
der hvert 20. sekund væltede ud fra en maskine med Skipper Skræk.
Som blaffer er jeg i øvrigt blevet samlet op af politiet i stort set
samtlige europæiske lande. Det har været en blandet oplevelse.
Nogle folk troede på de mærkeligste ting. Vist nok mest pigerne. Det
var sådan noget med krystaller og ying og yang og urte-halløj. Det
var altsammen meget alternativt, men varede sjældent særligt
længe. Nogle ganske få endte dog med at gå ind i en eller anden
New Age-agtig sekt. Det gik aldrig op for mig, hvad det gik ud på,
men de var ikke til at tale med, når man mødte dem på gaden. Det
var som om, de var i en anden verden og talte et andet sprog. Så til
sidst holdt man op med at hilse, fordi de var for underlige.
26