Hele stiftsårbogen i pdf-format - Til Københavns Stift - Folkekirken

Evnen til at
forkynde Guds ord
Vi – den kristne menighed – ved det godt. Vi oplever det jo så ofte på
gader og stræder eller blandt mange kirkefremmede i vor dagligdag.
Vi registrerer det juleaften med de mange – også ekstragudstjenester.
“Jeg går i kirke juleaften, det er så hyggeligt. Det hører li’som julen
til, men ikke 1. eller 2. juledag. Der er det jo så helligt!”. Og det skal
ikke betragtes nedladende, værdiladet – blot konstaterende.
Den nuværende situation stiller helt anderledes krav til den kristne
menighed, end vi er vokset op med, og vi er i stand til i øjeblikket
at løse. Det er måske også en af årsagerne til at ny-religiøse bevægelser
får så let spil. Eller årsagen til at mystiske diskussioner opstår.
I min generation tror jeg stadig, at mange vil synes det er underligt,
hvis der bliver sat nisser ned i en julekrybbe. Jeg tror, at mange
af os kan holde traditionerne adskilt – og sondre mellem religion og
juleri. Men i den generation, som IKEA’s chefer tilhører, er den gode
gamle skik – julefrokosten – åbenbart at betragte som en religiøs
ceremoni. I hvert fald betragter de julefrokosten som religiøs nok til
at kunne krænke andre religioner.
Jeg kender mange virksomheder – men ingen, hvor julefrokosten
starter med en bordbøn. Derfor er jeg lidt overrasket over IKEA’s
problemer med julefrokoster. Jeg synes ikke, jeg har hørt, at IKEA vil
fjerne julepynt – eller undlade at udsende julekataloger.
Noget tyder på, at den kristne identitet er blevet svagere. Den er
der stadigvæk et eller andet sted. Men folk ved ikke rigtig hvorfor.
Så hvis man skal bedømme folkekirken på evnen til at udbrede
viden om kristendommen, så tror jeg ikke helt man kan sige, at opgaven
er løst. Jeg ved godt, at mange præster gør et ihærdigt arbejde
med konfirmanderne. Jeg ved, at mange præster benytter sig af lejligheden
til at fortælle nybagte forældre om, hvad dåben egentlig
går ud på. Hvad det betyder at oplære sit barn i den kristne tro.
Folkekirken har mange aktiviteter i sognehusene rundt omkring.
Men mange ressourcer bruges til tider på tant og fjas og ARTE-lignende
arrangementer i sognegården. Det kan da være meget muntert
at høre om Georg Poulsens barndom, men det kan man gøre så
mange andre steder end netop i folkekirkens regi. Det kan da også
være meget hyggeligt at invitere de gamle til en aften med en gammel
dansk film. Men det er vel ikke det, som kirken er sat på jorden
for.
En klog mand sagde engang: “Mit rige er ikke af denne verden”.
Men det forekommer mig, at folkekirken alt så rigeligt er “af denne
verden”. Vi er måske nok verdensmestre. Men vi er det på vore egne
præmisser – denne verdens præmisser.
Min nuværende sognekirke er Godthåbskirken, men jeg har gennem
årene haft min gang i flere forskellige kirker. Og da jeg rejser meget,
78